i Livet

Wincing the night away

 

Orv, jeg er blevet gammel. Eller også har de seneste seks måneders mere eller mindre stringente alkohol-cølibat sendt mig tilbage til mine glorværdige kold-før-tolv dage. Til tider skulle man tro at historien er cyklisk. I sommeren 2001, lige før jeg flyttede til København for at læse, holdt jeg farvel-fest. Det gik hverken værre eller bedre end at jeg gik kold. Historien om hvordan jeg “lige skulle ud at lufte hunden” (honestly, det skulle jeg!) er blevet en sand klassiker i venneflokken. Måske især fordi hunden vendte tilbage med snoren om halsen, mens jeg lå og knuselskede en brækspand i min seng. Så kærlig er jeg nemlig.

Lørdag holdt jeg så en lille komsammen for en del af de samme venner. Ligeledes kom Sven fra arbejdet og Marias veninde Maja-Lisa. Var ikke en kandidatfest på nogen måde, men blot lidt social hygge for at fejre at jeg nu er en fri mand. Det skal siges at det var en usædvanlig hyggelig aften, men den blev for mit vedkommende måske en kende skæmmet af at jeg – surprise! – gik noget så grusomt kold. Jeg har altid moret mig kosteligt over folk der havde black outs når de drikker, men nu griner jeg ikke så højlydt mere. Der er nemlig adskillige timer fra lørdag aften som jeg INGEN erindring har om. Heldigvis lavede jeg vist ikke så forfærdeligt mange pinligheder (så mængden af pinlige historier Sven kan fortælle om den nyslåede konsulent er trods alt begrænset!), men hvis jeg ikke havde haft Maria til at passe og pleje mig, så var jeg vist en noget sølle eksistens lørdag nat. Jeg skal ikke kunne sige om det bliver et fast ritual at jeg skal drikke mig aldeles i hegnet hver gang jeg står på tærsklen til at skulle begynde på et nyt stadie i livet, men noget kunne tyde på det.

Nu vi taler om Maria, så kan jeg nu officielt meddele at jeg har fået en kæreste. Indoktrineret af min altid beredte kollega AG har jeg lært, at man ikke er kærester før der er gået tre måneder; Indtil da ‘ser man bare hinanden’ og er ‘unge venner’. I går passerede vi så den magiske grænse, så nu er formalia i orden. Det fejrede vi med en tur på La Tombola A ’Smorfia i Toldbodgade. Det var rigtig lækkert. Har altid haft en svaghed for det italienske køkken, så der blev gaflet i store mængder. Selve stedet er også vældig hyggeligt og med vaskeægte italienske tjenere, så hermed anbefalet.

Denne uge står på arbejde de første par dage, hvorefter jeg torsdag aften drager nordpå til Östersund. Ja, jeg skal nemlig på svigerfamiliebesøg hinsidans. Skal ikke nægte jeg er nervøs (det ville I også være hvis I skulle stå på langrend for første gang i 20 år!), men samtidig glæder jeg mig. Man må vel antage at en sød datter er resultatet af søde forældre, så det skal nok blive fornøjeligt.

Giv lyd fra dig

Comment

  1. Der findes skam HELT klare regler for hvornår man er kærester! Det har jeg da lært af mit pige-studie… Man er pr. definition kærester når man kysser på en hverdag før kl 17 (og det gælder ikke hvis det er morgenen efter) 😉