i Musik

White Album

Jeg bliver aldrig Beatles fan. Dertil er gruppens sange blevet for institutionaliseret og helgenkåret i musikhistorien.

Hvis man som jeg er vokset op med forældre, der var unge i 1960’erne, så er The Beatles fastfrosset som et kulturelt artefakt af den periode. Der følger altid en særlig arv med, en mytologi om gruppen og fortælling om en generation.

The Beatles bliver på samme tid ophøjet og reduceret. Ophøjet fordi der er en bredt vedtaget sandhed om at de er fantastiske og kulturelle ikoner. Reduceret fordi de (fraset nogle traditionalister tilbage i 90’ernes britpopbølge) tilhører en bestemt generation – og derfor har været kunstnerisk irrelevante for eftertidens musikere.

Hvornår opstod denne tilstand? Måske især efter John Lennons død. Den gjorde det umuligt for manden at ødelægge sit eftermæle (som jeg vil argumentere for at Rolling Stones har gjort ved ikke at have udgivet et interessant album i mere end 40 år) eller bare at blive gammel, fed og irrelevant. Beatles blev med hans død på pervers vis evigt kommercielt relevante (og tillykke til kronisk kedelige Paul McCartney med det!), men kunstnerisk ligegyldige.

Der er en fin artikel om albummet i denne weekends Financial Times, som på udmærket vis analyserer nostalgien og de kunstneriske mekanismer omkring genudgivelsen af ‘White Album’ og sidste års remix af ‘Sgt. Pepper’s Lonely Heart Club Band’.

The Beatles mærkelige grundtilstand gør det vanskeligt at evaluere gruppens sange objektivt, synes jeg. Det gør det også vanskeligere at nyde dem for deres egen skyld. Så når jeg lige nu lytter til omtalte ‘White Album’ (ikke for første gang, jeg er som nævnt vokset op i et 60’er hjem), så er det ikke så meget for sangene i sig selv eller for den kunstneriske kvalitet, men snarere fordi jeg ved at albummet er pop- og ungdomskulturelt betydningsfuldt.

Det er en blandet omgang, må jeg sige.

‘Sgt. Pepper’-albummet er konsistent fremragende. Bevares, jeg HADER sølvbryllupssangen ‘When I’m Sixty-four’, men resten af albummet er nærmest overvældende godt (både dengang og her 51 år senere) og hænger sammen.

‘White Album’ er længere, usammenhængende og stritter i alle retninger. Hvis man forestille sig at man satte en musikinteresseret person, der aldrig havde hørt om The Beatles og bare forholde sig til albummets sange, så ville vedkommende blive skizofren. Det hele er hulter til bulter. Stærkest for mig står de eminente ballader ‘Julia’, ‘Blackbird’, ‘I Will’, ligesom jeg godt kan lide de mere rockede sange: ‘Helter Skelter’, ‘Back in the U.S.S.R’ og ‘Revolution 1’. Rundt om på albummet finder man dog også for mange af Ringo Starrs pinlige lortesange samt Lennon og McCartney kiksede forsøg på at være “sjove“ (generelt problem for mig: Jeg bryder mig virkelig ikke om The Beatles’ humor), eller lave pasticher på forskellige genrer.

Jeg ville kort sagt ønske The Beatles var mere stramme i deres afvikling af albummet, og at de havde truffet bedre redaktionelle beslutninger. Men ok, det er måske lidt vel rigelige mængder bagkloghed her 50 år senere. Måske især set i lyset af, at de fleste musikere ville begå mord for at have skrevet blot en sang, der var bare halvt så god som en af de 25 fremragende sange på albummet.

Samlet set ved jeg ikke hvordan jeg skal afslutte dette spagfærdige forsøg på en anmeldelse.

Er ‘White Album’ godt? Ja! Holder sangene? JA! Kommer jeg til at lytte til det igen? Næppe. For The Beatles ‘fungerer’ ikke for mig og har nok aldrig gjort det. Men man må håbe for gruppen, at når 68-generationen en dag er borte, så vil eftertiden genopdage The Beatles uden at skulle forholde sig til al den generationskulturelle baggage, som de stadig har med.

Jeg tror (med streg under tror, for jeg ved det ikke) at The Beatles fortjener det.

Giv lyd fra dig

Comment