Det værste ved fremtiden er, at den er så sørens svær at spå om. Talte en del med min far inden koncerten i går om hvordan den ‘sådan nærmeste fremtid’ ser ud. Og, halli-hallo, det er jo den slags samtale emner som kan gøre een mere eller mindre perpleks.
Som det ser ud nu, så afleverer jeg speciale den 1. februar. Nu skal det selvfølgelig lige skrives først (mindre detalje!), men det er i hvert fald den deadline Henriette og jeg arbejder med. Men hvad så bagefter? Så er det at det begynder at blive tricky. For jeg ved ikke om jeg kan fortsætte på min arbejdsplads, og selv hvis jeg kan, så bliver det næppe i min nuværende afdeling. Spørgsmålet er jo så om man skal til at søge noget efter noget andet. Alternativt kan jeg jo undlade at søge merit for min Prag-praktikopgave, først blive færdig i sommeren 2007 og så se om man måske kan komme ud og få opfyldt en af de gamle drømme. Jo, der er i sandhed masser af ting at tænke over og blive i tvivl omkring, især når man er universets mest vægelsindede mand.