We No Longer Knew Who We Were

Efter mange timers læsning fik jeg pløjet mig igennem Harry Potter and the Deathly Hallows og det er vist tiden at gøre status oven på de syv bøger. Selvom jeg traditionelt altid har været til salg for gode fantasybøger, så kom jeg relativt sent med i kulten, læste først med fra 2002. Ud fra antagelsen om at det drejede sig om børnebøger – hvilket de jo også er – gik jeg ud fra at det ikke var noget for mig. Det tog jeg så fejl i.

At kunne lide Harry Potter er lidt ligesom at kunne lide den svenske popkonge Orup. Sidtnævnte stjæler med arme og ben fra så forskellige kunstnere som Elvis, Pet Shop Boys, Prince og George Michael. Men Orups helt urimelige genialitet giver sig til udtryk i den syntese han opnår, når de enkelte brudstykker kombineres med den klassiske svenske schlager-tradition. Den er så fængende at det er umuligt ikke at elske hans musik. Det samme foregår i HP, hvor den nu-knap-så-fattige forfatter effektivt blander alt godt fra havet. Lidt fantasy hér, lidt Tolkien dér, lidt klassiske kostskole roman oveni, lidt krimi, lidt Star Wars og trylle-trylle-trylle, man har et fantasiunivers som fungerer uovertruffent. Nu er det så slut med den unge troldmand, og jeg synes han blev sendt godt afsted. Man kan argumentere for at 5’eren og 6’eren ikke har været særlig stærke. De var begge grundlæggende noget blege og blodfattige over lange strækninger (skoleåret på Hogwarts skulle jo overstås før slutsekvensen kunne komme!), for så at blive til særdeles actionpacked i sidste ende. Jeg røber næppe større hemmeligheder ved at afsløre at syveren stort set foregår ikke på skolen, hvilket man savner lidt undervejs. Til gengæld er strukturen den samme: Et langt forholdsvist vævende tilløb til den store afslutningssekvens. Sidstnævnte er til gengæld virkelig gennemført og jeg var ganske tilfreds da jeg lagde bogen fra mig.

Jeg synes at J.K Rowling formår at slutte Potter sagaen på den rette værdige måde og få bundet trådene sammen. Og set udover det lange perspektiv var hendes fantasisyntese stærk nok til at kunne klare to-tre halvsvage bøger undervejs. Ikke at universet var perfekt. En noget passionsløs økonom analyserer i en kommentar i The Guardian nogle af problemstillingerne i Potter universitet og kommer frem til at universet er inkonsistent. Hun mener at det er problematisk at man aldrig får forklaret hvordan eller hvorfor magi eksisterer, ligesom hun gør opmærksom på at de økonomiske modsætninger der er i universet. Jeg er ikke helt enig, men anerkender at der er ting der ikke hænger helt sammen. Slutteligt kan man jo blot citere den fremragende Free Exchange blog: Can economics suck the fun out of everything? Og ja, det kan det tilsyneladende.

Skriv en kommentar