Vintervinduet

Jeg kan ikke blive enig med mig selv om hvad jeg skal føle her efter AaB har afsluttet vinterens transfervindue.

På den ene side er jeg ganske veltilpas ved salget af Mikkel Kaufmann. 25 mio. kr. for en 19-årig spiller, som jeg aldrig for alvor fik føling for? Jo tak.

På den anden side efterlader det et tyndt besat angreb, som klubben ikke forstærkede. Van Weert er en habil angriber, men han er meget skadet. Og jeg har ikke glemt perioden i begyndelsen af sæsonen, hvor han han ikke kunne score et mål, selv hvis han fik den smidt lige i ansigtet. Hvis han lægger sig igen med en ny hjernerystelser, så er eneste direkte alternativ en U19-angriber. Det virker … ikke betryggende.

Samtidig lykkedes det ikke at få en bette skilling for Jeres Okore, der har virket umotiveret for at spille i AaB igennem længere tid. Nu hænger vi på ham til sommer, hvor han er transferfri. Det er stærkt irriterende, især fordi hans afløsere forlængst er købt. Jeg formoder det manglende salg igennem de senere transfervinduer skyldes Gaardes inkompetence. Men alligevel. Historien om ham er mildest talt nedslående.

Abildgaard håber jeg stadig når at blive solgt denne vinduer. De taler om Rubin Kazan, og det russiske transfervindue er ikke lukket endnu. Jeg håber for AaB salget går igennem, ikke mindst efter Gaarde fik smidt sommerens forhandlinger med Sparta Prag på gulvet. 15 mio. for en reservespiller vil være mere end fint. For Abildgaard personligt er jeg mere ambivalent. Hvis han er er blot moderat som de fleste andre AaB-spillere – søde drenge med akutte hjemstavnstraumer og ulyst til verden udenfor 9000 – så kommer tatarerne i Kazan til at flå ham i stumper og stykker. Man må håbe for ham at lønnen bliver god.

Men alt i alt peger AaB-pilen nedad. I hvert fald indtil de får penge i kassen for Abildgaard.

Skriv en kommentar