Valhalla

Vi så ‘Valhalla’ i dag, altså tegnefilmen fra 1986. Den ældste er aktuelt fascineret af nordisk og græsk mytologi, da vi er begyndt at læse to bøger om emnet (selvsagt købt for at få de kommende ugers indespærring i hjemmet til at forløbe blot en smule hurtigere). Farvet af mine rosenrøde minder om filmen og tegneserierne, satte jeg derfor filmen på i eftermiddag. 

Valhalla

Hvad er så konklusionen her 30-35 år efter jeg senest så ‘Valhalla’? Fungerer filmen stadig på egne præmisser? Eller er den bedst gemt og glemt i kassen med 80’er popkultur, der ikke fortjener nogen særlig nostalgi?

Nok mest det sidste. For ‘Valhalla’ er en dybt underlig og i dag helt politisk ukorrekt film (og ikke på den gode måde).

Hovedproblemet er at manuskriptet ikke fungerer og historien ikke hænger sammen. Manuskriptet er tydeligt flikket sammen af flere af Peter Madsens bind af tegnerserien, hvorfor historien er underligt afbrudt og hakkende. Der er lange stræk hvor filmen er kedelig og der ikke sker noget. Den laaaaange sekvens, hvor børnene bygger en hytte i skoven, ville være helt utænkelig her i 2020. Faktisk er alle scenerne i Asgård uden undtagelse røvsyge. Det samme er de fleste af scenerne, hvor Qvark er i fokus. 

Filmen rummer en masse enkeltdele og begreber fra mytologien, der hver for sig er fascinerende og ret stimulerende for fantasien. Regnbuebroen! Thors hammer! Yggdrasil! Problemet er imidlertid, at de ikke sættes i spil, men blot introduceres for så siden at glide ud igen uden at spille nogen rolle. Hvad skal vi eksempelvis bruge alle scenerne i borgen Valhalla til? De tjener ikke noget formål.

Endnu mere besynderligt er det faktum, at der så få scener, der forklarer hvorfor vi skal betragte Thor og de andre aser som gode eller værd at holde med. Faktisk er det meget vanskeligt at forstå udefra handlingen i filmen, at jætterne er de onde og guderne de gode.

Det der sker i den indledende sekvens, hvor menneskebørnene Tjalfe og Røskva bliver taget med til Asgård af Thor og Loke, er det rene barbari og voldstyranni. Som betaling for at Tjalfe (i øvrigt på opfordring af den manipulerende Loke) kommer til at skade en af Thors geder, truer Thor forældrene – som en gemen gangsterslavehandler – til som kompensation at give ham drengen som husslave i Asgård. Søsteren Røskva sniger sig også med, og begge bliver ufrie slaver i Thors husholdning. De stakkels forældre hører vi siden intet om. 

Thor er lidt af en røv konstant. Udover at køre sit hardcore gangsterregime så er han pralende, voldelig, konstant ude af føjte, hjælper ikke til i hjemmet, er opfarende og kan ikke kontrollere sit temperament, slår på børn, smadrer hjemmet hvis ting går ham imod og han drikker hele tiden. At han spilles af Dick Kaysø gør kun ondt værre. Thors handlinger i filmen ville vække ramaskrig i dag, 

Loke – med irriterende stemmeføring af Preben Kristensen – er ikke den charmerende gavtyv jeg husker, men bare en træls personage i almindelighed. Odin møder vi kun i en totalt overflødig (men til gengæld lang) sekvens, hvor Røskva og Qvark er i Valhalla og vil brokke sig over husslavernes arbejdsvilkår. Odin fremstår dement, eksplosivt hidsig og med en tvivlsom personlig hygiejne. Det er direkte umuligt at visualisere sådan en bums som gudernes konge, men det er også ligemeget, for han spiller ingen rolle i filmen (udover at han skal introduceres).

Det er ikke meget bedre med børnene. Tjalfe er en præpubertær, indbildsk og smådum dreng, der er vanskelig at holde af som helt. Det samme gælder filmens comic relief, Qvark. Karakteren er tænkt som en naturens muntre søn, der bøffer frejdigt (og kaotisk) rundt og skaber hjertevarme med sin ligefremhed og komiske adfærd. For mig er han dog mest af alt irriterende, og jeg ville ønske han var deporteret langt væk til Udgård. Røskva er den bedst beskrevne af personerne, men spiller ingen aktiv rolle i nøglescenerne. Kvinder har kun således én funktion i filmen, nemlig at agere heppekor eller logistiksupport til de agerende mænd.

Endelig bør animationerne og det visuelle kommenteres. Jeg husker tegneseriebindene som farverige og flotte, men filmen er anæmisk og bleg. Hvis man har set en Studio Ghibli film – også dem der blevet lavet i samme tidsperiode – er det lidt af en plage for øjnene at se ‘Valhalla’. Der er simpelthen niveauer i kvalitetsforskel. 

Mine børns reaktion var blandet. Den yngste syntes Quark-figuren var sjov, men faldt så i søvn undervejs. Den ældste var tydeligvis fascineret af enkelte elementer, mens den samlede film fungerede heller ikke helt for ham. Tror han synes den var uhyggelig. Interessant nok blev han betaget af de samme ting, som jeg selv husker fra filmen: Scenen hvor Thor genopliver en af sine geder, kampsekvenserne med Midgårdsormen, ædekonkurrencen hos Udgårdsloke, Thors dans med Ælde, Thors kamp mod katten/Midgårdsormen. Faktisk fungerer alle konkurrencerne hos Udgårsloke fantastisk, og det redder filmen fra at ryge på lossepladsen. Konkurrencerne er uhyggelige, magiske og dybt fascinerende for et barn. De virker – også i 2020. 

Så samlet set? Se den hvis du kender et barn, der er interesseret (eller potentielt interesseret) i nordisk mytologi. Den rummer tilpas med ting til at stimulere fantasien, men som film betragtet er den voldsomt fejlbehæftet.

4 kommentarer til “Valhalla”

  1. Helt enig.

    Jeg så filmen første gang i TV som knap seksårig og var dybt betaget månedsvis efterfølgende. Som voksen huskede jeg den stadig som spændende og betagende smukt tegnet. Jeg tog derfor mit ældste barn (dengang fem år) med ind at se den i Cinemateket sidste år, og jeg var helt forvirret over, hvor uimponeret jeg var.

    Som du skriver, har filmen et væsentligt dramaturgisk problem. Filmen er meget forhippet på at fortælle en historie om, at børn (Tjalfe og Røskva, til dels Quark) også godt kan have ret, og at autoriteter (Thor) også kan tage fejl. En morale, der vel nok var kendetegnende for børne/ungdomskultur for filmens samtid, og som i øvrigt er udmærket forløst i det første bind af Valhalla-tegneserierne (“Ulven er løs”), hvor Røskva tæmmer en ulv, der regnes for uregerlig af de voksne guder. Men i filmen forplumrer den historien om rejsen til Udgårdsloke, hvor man netop har brug for, at Thor ikke er så (konstant!) fejlbarlig og træls, som du skriver. Scenen, hvor Tjalfes tro genopliver Thor efter hans (meget effektivt uhyggelige) dans med Ælde, er rørende, men den er det ligesom på trods. For filmen har ikke rigtig gjort noget for at berettige Tjalfes betagelse af Thor eller etablere noget meningsfuldt forhold mellem gud og menneskedreng.

    Enig: hytte-bygge-scenen er utroligt lang, og i øvrigt musikalsk uinteressant – hvilket er synd, for det trækker ned i et lydspor, som ellers er ret flot: Bifrost/Asgård-motivet var lige så smukt, som jeg huskede det, og det samme gælder det diabolske Udgårdsmotiv. Også den afsluttende musik med ordløst kor var ret imponerende (omend én af tenorerne i koret ligesom står distraherende tæt på optageren? Han går ligesom alt for klart igennem). Hytte-bygge-musikken og den efterfølgende fløjte-sang er bare lidt lalleglad og ligegyldig.

    Tegningerne skuffede mig også ved gensynet. Der var da nogle virkelig flotte billeder ind imellem. Men der var også en del af sekvenser, som så mærkeligt sjuskede ud. Proportionerne på menneskeskikkelserne virkede tit skæve og forkerte – og ikke på en måde, der så tilsigtet ud. Men jeg er med på, at tegningerne var på uhørt højt niveau for en dansk tegnefilm på den tid. Jeg ved godt, at der næppe har været tale om decideret sjusk, men begrænsende ressourcer. Og det er da i hvert fald dejligt, at jeg som barn havde en magisk oplevelse af tegningerne. Måske jeg bare skal glæde mig over, at der åbenbart er sket rigtig meget i dansk animation siden dengang.

    Ligesom dig var jeg genuint glad for alle konkurrence-scenerne, så det trækker op. De kunne sagtens have fået mere tid i filmen. Og så er jeg i øvrigt rigtig glad for både Dick Kaysø og Preben Kristensen som Thor og Loke, så for mig hører det også til plus-siden. 🙂 Jeg synes også, at børne-skuespillerne klarer det habilt.

    Min datter var ikke rigtig fanget af filmen. Mit indtryk var, at hun netop havde lidt svært ved at følge historien, fordi den rushede gennem de vigtige scener og så pludselig brugte meget lang tid på noget irrelevant (som scenen med Odin, som du nævner). Hun syntes ikke, at den var dårlig, men hun har aldrig nævnt den siden.

    Jeg glæder mig over, at tegneserierne i hvert fald stadig holder. Og tegneserierne synes jeg netop er kendetegnet ved at have ret godt styr på dramaturgien og være gode til at perspektivere de gamle myter, sådan at “Thors brudefærd” tematiserer ulighed mellem kønnene i et patriarkalsk samfund, “Odins væddemål” handler om god ledelse, “Ormen i dybet” handler om giftig maskulinitet, “Frejas smykke” handler om fysisk begær over for åndelig kærlighed osv. Min datter startede i skole i sommer og er godt på vej med læsningen, og så må jeg se frem til at give hende mine gamle lasede eksemplarer.

    /marie

    Svar
    • Jeg bør genbesøge tegneserierne, tror jeg. Så dem på Roskilde Bibliotek for nylig, og det er betryggende for mig, når du siger at de stadig holder.

      Har du bud på gode børnefilm, jeg kan parkere arvingerne foran her i karantæneperioden? Jeg mangler inspiration i Ramasjang, Netflix, Viaplay og HBO Nordics kataloger.

      Svar
      • Vi så “Den utrolige historie om den kæmpestore pære” forleden. Den ældste så den i biografen som treårig, men det kunne hun ikke huske, og begge børn var rigtig godt underholdt af filmen. Det er en virkelig fin film med en masse skønne detaljer, og som man som voksen kan man også godt holde ud at sidde med, når børnene ser den. Den ligger på DR i øjeblikket. Vi streamer også “Vitello”-tegnefilmene fra DR, og de er rigtig fine – dog er der tale om kortfilm, så det er begrænset hvor længe, man har fred, mens det står på.
        På Netflix ligger der en nyere “Alfons Åberg”-serie, som de også har været ganske optaget af. Og den er opbyggelig på den meget skandinaviske måde, hvor der tages emner som flygtninge, krigsveteraner, mobning og sparsommelighed op. Ikke helt så poetisk-enkel som de gamle Alfons-tegnefilm dog, synes jeg. Men det kan være mig, der er bagstræberisk her og bare stadig savner Thomas Winding.
        Af oldschool-ting er den ældste glad for “Busters verden”, “Nana”, og dukkeserierne “Stine, Anders og Jeanette” og “Ingermarie og Adam” har også vakt begejstring. De kan alle streames via Bonanza, som dog har en virkelig, virkelig træls afspiller, der ofte går i stå og ikke kan genstartes.

        Svar
        • ‘Den kæmpestore pære’ er en favorit i husstanden, og er blevet læst og set umanerligt mange gang. I 2017 skrev jeg til Strid:

          18. december 2017:

          Hej Jakob

          Jeg er træt af den kæmpestore pære. Min 3-årige søn taler ikke om andet. Vi kan ikke få lov at læse højt fra andre bøger. Han har sågar set filmen, og det har kun gjort det endnu værre. Min halvandet årige datter hviner af fryd som en anden bavian, hver gang at hun læser i Mimbo Jimbo. Det er utåleligt. Og som reaktionær af borgerlig observans er det ganske ironisk for mig, at du på den måde har opnået gramsciansk hegemoni i min husstand.

          Nå. Men jeg havde egentlig et spørgsmål.

          Sagen er den, at jeg læste Roger Leloups Yoko Tsuno tegneserier, da jeg var lille. Det gør jeg sådan set stadigvæk, da folkebibliotekerne er flinke til stadig at have dem. Forleden læste jeg ’Dragen fra Hong Kong’ sammen med den treårige, hvorefter han udbrød: ”Det er det frygtelige søuhyre!!!”. Og jeg tror han har afluret dig – du MÅ ganske enkelt have lånt idéen til et mekanisk søuhyre fra Leloup.

          Tager vi fejl? Det er spørgsmålet.

          Glædelig jul fra Roskilde.”

          Og han sendte samme dag et venligt svar:

          “Tak for din/jeres mail!

          Jeg er også træt af den Kæmpestore Pære. Dog glæder det mig at den åbenbart stadig kan underholde børn indtil det for forældrene ulidelige. (Jeg må tilstå at jeg var nødt til at slå gramsciansk hegemoni op. Så vidt jeg kan se betyder det en form for kommunistisk overherredømme 🙂 🙂 ) jeg er nu slet ikke så rød længere – tror jeg.

          Angående sødragen, så tror jeg at både min og Roger Leloups, som jeg kender udmærket, må have en tidligere fælles stamfader – kender du feks Gammelpot og Uhyret fra Tågesøen? Jeg mener at mekaniske uhyrer forekommer mange steder i litteraturen. Det kan selvfølgelig godt være at jeg har ladet mig inspirere ubevidst.

          Men under alle omstændigheder, så synes jeg nye egentlig ikke at jeg har tænkt på andre end Jules Vernes Nautilus – men det er mere interiøret, med sofaer og tæpper og orgel osv – Næste en kliché.
          ( vidste du iøvrigt, at Roger Leloup fungerede som teknisk tegner for Hergé i nogle af Tintin-bøgerne? Bla Flight xxx til Sydney – det var ham der tegnede flyet

          Alt godt herfra + glædelig jul!”

          Det siger vel sig selv at jeg kun blev endnu større fan efter hans svar.

          Svar

Skriv en kommentar