Utidssvarende licens

Jeg er på ingen måde DR-hader, men derfor kan man da godt være sådan lidt hyggeenig med Liberal Alliance i, at den tvungne licensbetaling har mistet sin relevans. Mit ærinde er ikke en omkringsiggribende diskussion af public service begrebet. Men det forekommer mig, at DR’s grundlæggende model bliver stadig mindre relevant i mediebilledet.

Nu er det selvfølgelig farligt at udlede noget generelt ud fra ens egne præferencer. Jeg ser ikke dokumentarudsendelser, ikke madprogrammer, ikke damehåndbold, ikke sangprogrammer og ikke ‘underholdnings’programmer, hvor såkaldt kendte mennesker dyster med hinanden i at bage kager. Jeg gider heller ikke se åndsvage tv-serier om badehoteller eller mord på Københavns Rådhus, og selv hvis jeg gjorde, så kommer braset alligevel på Netflix med en smule forsinkelse.

Med andre ord er jeg fremmedgjort over for 98 pct. af sendefladen på DR1 og TV2.

Bevares, nu hvor jeg selv skal have børn, kan det være at børnetimen bliver mere relevant for mig. Og det sker da også, at jeg ser tv-avisen eller nyhederne (selvom det er sjældent, internettet og papiraviser leverer viden bedre). Af og til ser jeg også DR2, selvom det sikkert kunne være mere, hvis ellers jeg gad. DR3 har jeg aldrig set. Jo, en enkelt basketballkamp fra NBA, men det er sjovere på DK4.

Den eneste DR service, jeg reelt er villig til at betale for, er P1. Jeg lytter til P1 Morgen, når jeg klokken alt for tidligt laver morgenmad til Den Bedre Halvdel. Jeg lytter til en række af deres podcasts (Orientering, Apropos, Detektor), når jeg cykler til og fra arbejde. Jeg besøger også af og til DR Nyheders hjemmeside, uden at det dog gør mig meget klogere på noget som helst.

Resten af DR kan de for min skyld godt lukke. Eller alternativt: Skriv en regning til mig på P1. Hvor meget ville sådan et abonnement koste mig? Næppe 2436 kr. om året. Og hvis vi så tager de øvrige licensmodtagere, så vil jeg gerne betale lidt til Radio24syv. Eller rettere, jeg vil godt betale for podcasten Fodbold FM. Resten? Tjah. Lad falde hvad ikke kan stå.

Men det tør de vel ikke. Det er ligesom med Folkekirken. De håndvridende beslutningstagere tør ikke indføre en brugerbetalingsmodel af frygt for at korthuset ramler, når folk ikke længere er tvunget til at betale til kirkerne (gennem kirkeskatten) eller de statsansatte præsters løn (via den generelle skattebillet).

Hvilket er en skam for os, der ikke har noget religiøst funderet behov for at hælde penge i en statssubsideret kirke – eller et gammelt mediemonopol, for den sags skyld.

Skriv en kommentar