Utak er verdens løn

Der er visse ting der kan gøre mig hjerteknusende trist. I flæng kan nævnes kapers, Celine Dion og folk der drikke Breezers i s-toget. Den ultimative sorg rammer dog mest, når folk nægter at bukke under for min ihærdige kulturimperialisme. Både eksil-nordjyden og fuldmægtigen kan således givetvis nikke genkendende til mine ihærdige bestræbelser på at pådutte dem min (manglende) musiksmag. De erindrer sikkert ligeledes min tøsefornærmede muggenhed, når de er obsternasige og nægter at lytte til mine gode råd og aktuelle musikbesættelse. Perler for svin, og alt det der.

Så nærværende læsere skal være glade for at de ikke er i rum med mig nu. For her sidder jeg: Alene. Forladt. Afvist. Marginaliseret. Udstødt. Fremmedgjort. Uelsket. Lagt for had. Udsat for spottet og spet. Æreløs. Deprimeret. Italesat som blodtørstigt bæst. På kanten af et nervesammenbrud. Helt ude i tovene. Dawson Leery ville slet ikke kunne følge med ned i dybderne af mit moralske og menneskelige sammenbrud.

Og hvorfor? Jo, såmænd. Jeg ville jo blot så gerne sprede den besættelse, jeg de senere måneder har haft af C.S.I i alle seriens tre varianter. For nylig har jeg investeret i ikke færre end to sæson bokssæt. Måske mest som et substitut for Lost og som trøst fordi den fortabte svensker var så længe væk, men tro mig: Det kan sagtens gøre en hooked på at se to-tre afsnit om dagen. At løse mordgåder er et fabelagtigt tidsfordriv. Det er og bliver en fantastisk tv-serie, og ja, jeg tænkte at denne fredag aften måske var tidspunktet at sprede det glade budskab om bøn og frelse til Sven og Niels-Jakob.

KLASK! siger det, da de to gentlemen giver mig et par lussinger med kritikerhandskerne. De synes C.S.I er lige lov meget for hipt (“Jeg synes ikke det er rart med popmusik midt i en obduktion”), for blodigt (ok, afsnittet vi så VAR ganske grumt), for meget tekniknørderi (…….) og slet ikke fængende. Især det sidste gør ondt. Hvordan er det muligt IKKE at se lyset? Vi er helt derude, hvor jeg har stemplet de to som værende uden for pædagogisk og terapeutisk rækkevidde. Her sad jeg tålmodigt og så skuespilleren der var Ross GellerVenner spille barsk militærmand i Band of Brothers (nej, man kan ikke tage ham seriøst, den mand vil for altid være stemplet som ‘ham fra Venner’) næsten uden at påtale den klassiske hvis-vi-optager-i-blege-farvenuancer-så-virker-det-mere-som-om-at-vi-er-i-1940’erne teknik, og den noget lumre kærlighed-mellem-mænd stemning der af uransagelige årsager altid er i krigsfilm, hvor strygermusik dominerer musiktemaet. Og hvad er takken? Hånlatter. Ignorance. Ligegyldighed. Ingen kærlighed til C.S.I.

Nu vil jeg gå hen at lægge mig i sengen og sove stille ind.

En kommentar til “Utak er verdens løn”

  1. ……bah!

    C.S.I er da den værste omgang pop-detektivserie nord for Antaktis… Nogle ville måske komplimentere Hr. Konsulentens evne til at fremfinde obskure musiknumre og efterfølgende forsøge at manipulere sagesløse mennesker med selvsamme kattejammer, til de ikke kan andet end at lægge sig på gulvet og hulke.

    Men, men – jeg MÅ sige, at 5 år på NOKO (uden tv på værelset) har resulteret i, at Hr. Konsulent har en forbløffende mangel på evne til at skille skidt fra kanel i tv-mæssigt henseende…

    Nemlig! 🙂

    Svar

Skriv en kommentar