i Musik

Ugens sang

I genren ’hidtil overset klassiker’ finder vi The Cure ’Disintegration’. Uagtet at jeg er stor elsker og fan af 80’erne, har jeg hidtil haft en lidt skeptisk holdning til The Cure. Kunne godt lide nogle af deres enkeltsange, men Robert Smiths trættende goth-udseende og den uklædelige Weltschmerz han bader sig i, var for meget til at jeg gad tage gruppen seriøst. The Cure var parkeret solidt i ’Det Elektroniske Barometer’ båsen. I ved nok, den slags musik man ikke rigtig kan tage seriøst efter at man er kommet sig over at havde kysset med Kjartan i 10. klasse på efterskolen (og ikke mindst at han bagefter kyssede med en anden pige, det svin!). Men en eftermiddag, hvor jeg var træt af at lytte til det samme plinky-plonky popmusik, tog jeg mig sammen til at give ’Disintegration’ en fair og seriøs gennemlytning. Og ved I hvad? Det er denondelyneme et godt album. Det er som hvis man kondenserer Tine Bryld, teen angst, episke digte af gamle engelske homoseksuelle poeter og Occupy bevægelsen ind i en særlig ondsindet bouillonterning.

Det er umuligt ikke at fremhæve ’Pictures of You’, der må betragtes som en af de hjørnesten i den mere episke musikgenre. Livet gør virkelig, virkelig ondt i den sang, men hold da op, hvor er det dog GODT.

Det ærgrer mig lidt, at jeg først har opdaget albummet nu, hvor jeg retteligt er for gammel til at lytte til det. For første indtryk var rigtigt. The Cure er slet ikke til at holde ud, hvis man har glemt hjerte-smerte og de storladne følelser. Giv ‘Pictures of You’ en chance, hvis du har bare en lille melankolsk emo i maven.

Giv lyd fra dig

Comment

  1. Er ikke den store fan af South Park, men det var da lidt nuttet. I øvrigt tror jeg at Laura snavede på efterskolen til den sang.