Ud og hjem igen

Det skal ikke være nogen hemmelighed at Malmö sandt for dyden aldrig bliver min favoritby. End ikke en småfanatiske dyrkelse af alt svensk muliggør et rosenrødt forhold til stedet. Måske årsagen skal findes i de triste forstæder som Øresundstoget passerer igennem. Det første indtryk som industrianlæggene og boligblokkene giver, er den rene jammerdal. Der er ihvertfald ikke sådan gennemført hyggeligt i Malmös omegn. Centrum er ok, men mon Dieu!, hvor kunne kommunen godt bruge en omgang radikal urban rekonstruktion indenfor en nær fremtid.

Omvendt er jeg kanske en anelse præ-disponeret for ikke at give byen en ærlig chance. Når vi taler om Skåne er jeg nemlig gennemført racist. Jeg hader området. Det når ikke Mellem- eller Nordsverige til sokkeholderne. Det er alt for dansk. Og kedeligt. Dialekten skurrer i ørene. Dansk Folkepartis dommedagspræst Søren Krarup elsker stedet. Og så er Sveriges mest irriterende fodboldhold er jo trods også derfra. Æv. Jeg er dog langt fra alene med mit irrationelle had. Således kan man støtte den yderst agtværdige sag “Gräv Bort Skåne”, som arbejder for, at resten af Sverige kan slippe af med Skåne ved at grave en god og solid fysisk kløft. Efterfølgende planlægger man så at outsource stedet til russerne, Polen eller (gys!) Danmark. Ak ja, kan man fortænke disse idealister deres ædle stræben? Jeg tror det næppe.

Når det så er sagt, så havde Maria og jeg nu en dejlig tur til netop Malmö i dag. Ikke fordi vejret ville det. De af jer der har sneget sig ud af døren i løbet af dagen, har sikkert observeret at det stormede og regnede i helt utidige mængder. Men så har man jo netop en god undskyldning for at slubre kaffe og muffins på Espresso House i Skomakaregatan (note to self: Chokolademuffinen var urimeligt god!). Og med fare for at lyde alt for putte-nutte-under-tøflen, så er det forholdsvist sjældent, at ekspeditioner på en lørdag sammen med den man holder af, er sådan rigtig dårlige oplevelser.

På trods af at Folk å Rock ikke havde cd’er med hverken Karin Ström eller Pacific!, så lå de inde med Anna Järvinen og Air France. Det er den slags som kan tænde op under selv den mest forbitrede nordjyske tranlampe. Og hvis I lige står og mangler Borat badedragten, så ja, den kan også købes i Malmö. Allermest skal jeg dog anbefale Pressbyrån på Centralstationen. Jeg er stadig målløs over hvor mange blade de har. Jeg har aldrig set så talrige magasiner om både og campingvogne i hele mit liv. Men samtidig er der et velassorteret udvalg af den slags blade, som også appellerer til nørder som mig. Mulvarpeskindet kom fluks op af lommen, og jeg investerede i Intelligent Life (The Economist’s nye livsstil magasin, Rolex reklamer kan man jo aldrig få nok af), The New Yorker (en ny favorit, jeg føler mig så læskende faux-intellektuel når jeg læser det), Arena (svensk venstreorienteret samfundstidsskrift, jeg har et akut behov for at blive opdateret omkring de nyeste strømninger indenfor feminisme og gender-teori) og Neo (svensk liberalistisk tidsskrift, det er jo så rart at blive bekræftet i sine egne meninger om verdens sande tilstand). Der findes ikke lignende kiosker i Danmark, og det gør mig dybt deprimeret at tænke på. Hvorfor skal vi absolut være så provinsielle? Ud over Weekendavisen og Euroman tror jeg ikke der er nogle danske tidsskrifter jeg gider læse (ud over, naturligvis, Se & Hør ved frisøren). Hvor ironisk at man er nødt til at tage til en svensk provinsby for at få det internationale udsyn.

Skriv en kommentar