Ud og hjem igen

Blogs er i vælten for tiden. Således kunne bl.a. DR meddele, at ‘weblogs er blevet højrefløjens medie’. Udover at dette naturligvis er en grov forsimpling – der er meget stor forskel på libertarianerne hos Punditokraterne og den islamofobe tone på Uriasposten – så køber jeg ikke rigtig argumentationen for hvorfor ‘venstrefløjen’ (hvem er det foriøvrigt?) skulle være længere bagefter: At det primært er de højreorienterede og liberale kræfter, der benytter sig af weblogs, kan skyldes, at venstrefløjen har sværere ved at vænne sig til de nye medier” og “Grunden til, at de mest populære danske weblogs alle er borgerlige og liberale, mener Trine-Maria Kristensen skyldes, at der er flere maskinstormere på venstrefløjen, så de har sværere ved at vænne sig til den nye teknik“. Øh, nå? Og hvorfor skulle det så være tilfældet? Og hvad i alverden er en maskinstormer? Det må være det mest 1970’er agtige udtryk jeg har hørt i årevis.

Det er dog ikke kun den skumle danske højrefløj der er hoppe med på bølgen. Også den evigt charmerende iranske præsident Ahmadinejad har tilsyneladende fået sin egen blog. Måske er den ikke så udbygget endnu, men man kan læse så fascinerende ting som hans livshistorie (drama! drama!) og deltage i en afstemning om hvorvidt meningen med Israels Libanon aktion er at starte en ny verdenskrig. Herligt, herligt! Der hersker dog en vis usikkerhed om hvorvidt bloggen er ægte eller blot en parodi. For en uddybning, besøg altid informative Boing Boing.

PS. I den anden ende af verden har Japans premierminister Koizumi igen besøgt Yasukuni templet. For den uendelig beretning om hvorfor man mildt sagt ikke er begejstre for det i bl.a. Kina og Korea, læs mere her.

Skriv en kommentar