Twitter

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal stille op med Twitter. Det er alt sammen meget ambivalent.

På positiv siden er at Twitter er de (for mig) interessante menneskers primære kommunikationskanal. Det er her politologer, sociologer, historikere, økonomer, journalister og andet godtfolk deler viden og forsøger at præge dagsordenen. Twitter er også stedet, hvor jeg kan finde relevante links og spændende artikler. Venner og familie deler børnebillederne andre steder, men for en uforbederlig nyhedsjunkie som undertegnede, så er Twitter klart det mest relevante sociale medie.

Bagsiden til den styrke er så at Twitter er en FOMO-producerende samt produktivitets- og nærværsdræbende maskine. Der er ganske enkelt noget usundt vanedannende og fokussmadrende ved at følge med i det uendelige flow af indlæg. Og ER det virkelig strengt nødvendigt for mig at være opdateret konstant?

Samtidig er det ikke for alvor en relevant digital platform for mine skriverier.

Dels kræver det alt for meget tid, energi og aktivitet at blive ‘relevant’ og ‘opdaget’ derinde. Jeg har simpelthen ikke kræfterne eller intellektet til at få den fornødne opmærksomhed fra de tunge spillere på Twitter. Dels påvirkede det min kreativitet og skriveflow at jeg skulle holde mig under de fornødne 360 tegn. Endelig bryder jeg mig ikke mig synderligt om at skrive twitter’sk, i.e. i konflikteskalerende og skarpe one-liners.

Hidtil har jeg crosspostet indlæggene fra min offentlige blog til Twitter i det forfængelige (og lidt medynksvækkende) håb om, at det ville lokke nye læsere til at opdage min pragtfulde personlighed og indsigtsfulde ordflom. Det er dog slut nu. Dels skete der ingenting. Tro det eller lad være, men alle mine velargumenterede guldkorn og frækt-djøffede betragtninger får 0 opmærksomhed derinde. Ja, det chokerede også mig, men svinene nægtede at æde mine perler.

Det skete vel at mærke samtidig med at cross-feederiet gik ud over min måde at skrive på, hvis indholdet partout skulle passe ind i den herskende Twitter-skabelon. Jeg har behov for at kunne skrive længere, mere … og (håber jeg) bedre. Endelig vil jeg helt ideologisk egentlig helst gerne holde mit indhold væk fra de store corporate overvågningskapitalistiske siloer, såsom netop Twitter og facebook.

Så jeg sletter ikke min profil (endnu). Men jeg vil forsøge ikke at læse så meget mere med derinde. Det er ikke godt for mig og min skrøbelige sjæl. Og jeg vil samtidig fokusere min digitale tilstedeværelse, så det kun foregår her på Sofisten og på min offentlige blog. Jeg bliver i teorien sværere at finde, men så må det være sådan.

Skriv en kommentar