i Film, TV-serier

TV-stagnation

Læste et glimrende indlæg om tv-serier. Herefter gik op for mig, at jeg ikke har skrevet et tilnærmelsesvist positivt indlæg om nye tv-serier siden jeg (efter et par lange tilløb) blev fanget af ‘Dark’ i midten af 2019. Tilsvarende var ‘Min nabo Totoro’ den eneste film, jeg så og reelt kunne lide i år. 

Jeg kan ikke engang give COVID-19 skylden for derouten. For det er længe siden at film og tv-serier ophørte med at være betydningsfulde popkulturelle produkter for mig.

Bevares, mine børn ser en syndflod af dem. Men jeg kan ikke for alvor selv mønstre energien eller entusiasmen til at gå igang med en voksen tv-serie, når først arvingerne sover. Så er det nemmere at lave et eller arbejde, gruble bekymret over fremtiden, spilde tiden med nyhedslæsning, eller måske (hvis jeg er dygtig) få læst i en bog eller skrevet henførte blogindlæg.

I gamle dage (især i det sagnomspundne fantasiland, der kaldes ‘Livet før børn’) så Den Bedre Halvdel og jeg mange serier sammen. Det gør vi ikke rigtig længere, af en eller anden grund. Det sociale aspekt er forsvundet en anelse. Hun kan dog stadig blive fængslet af en serie – jeg kigger olmt på dig ‘Outlander’ – men de fleste løber ud i sandet for mig.

I sommer så jeg f.eks. en række afsnit af ‘Brave New World’, der havde et interessant koncept, men siden blev for fjollet. Sådan går det ofte for mig. De fleste science fiction serier er maksimalt gode i to sæsoner, hvis de da får så længe. Og med mindre eksekveringen er virkelig god i en dramaserie, så gider jeg ikke rigtig give den chancen. Andre gange bliver jeg træt fra begyndelsen, hvis pointerne bliver skåret for meget ud i pap. Så selvom jeg var glad for bogen bag tv-serien ‘Lovecraft Country’, så orker jeg ikke at se endnu en serie om racisme i USA. 

Jeg mangler nok bare at opdage den helt uomgængelige højkvalitetsserie, der er elementært spændende, har en historie at fortælle og rummer karakterer, der kan tø selv et tundrahjerte som mit op. I ved nok, en ‘The Wire’ eller ‘The Sopranos’. Intet kan få en voksen mand som mig til at flæbe, som når Stringer Bell dør. Det er den slags, jeg har brug for. Indtil da flyder tv-serierne blot forbi for mit vedkommende. 

Giv lyd fra dig

Comment

  1. Men altså, er tv-serierne ikke også bare blevet noget mere ligegyldige i løbet af det sidste årti? (Eller er det bare mig, der er på nøjagtigt samme sted i livet som dig, børnemæssigt?) Det føles som om, at det ikke har været godt for tv-serien som genre at have så meget medvind, som den har haft. Jeg synes virkelig, der er en tendens til, at de nye tv-serier er overproduceret, selvfedt, superlækkert indpakket fluff.
    Herhjemme falder vi hele tiden tilbage på at se Seinfeld i stedet, hvis ikke vi læser i stedet for, og jeg har ingen regrets, må jeg sige.
    Gnavne hilsner fra Jeronimus


    • Du har nok ret, jeg vil bare så gerne undgå at ende sådan her. Jeg så (for første gang i mit liv) et par afsnit af Seinfeld tidligere i år. Det var hyggeligt, bl.a. et hvor Jerry købte en dyr jakke. Jeg ved ikke om jeg kommer til at udforske serien yderligere, men kan godt se hvori dens appel består.

      • Haha, åh, jeg føler mig frygteligt truffet af det Grampa Simpson-billede. Det er jo 100% mig, det der.

        Seinfeld havde jeg faktisk stort set intet forhold til, før jeg mødte min bedre halvdel, og så vidt jeg huske skulle jeg lige ind i universet, men så holder det til gengæld også forbløffende godt. Elementært sjovt persongalleri og velskrevet på den uforudsigelige måde. Og ikke spor overproduceret og lækkert pakket ind i øvrigt, meget kan man sige om de tidlige halvfemsere, men kønne var de sandt for dyden ikke.

        Men altså. Det kan godt være, at jeg skulle overveje at kæmpe lidt imod den sky-råbende tendens hos mig selv og være mere åben også over for det nye. Du må meget gerne smide et indlæg, hvis du skulle støde på noget nyt anbefalelsesværdigt!