Det menneskelige sorte hul

Jeg er pinligt bevidst om at intet af det følgende er særlig originalt eller dybsindigt.

Men det er vanskeligt for mig at forstå, hvordan nogenlunde rationelle, afbalancerede og normalt begavede begavede personer kan betragte Donald Trump og tænke: “Dette menneske vil jeg overlade ansvaret for vores fælles bedste. Jeg har tillid til, at han besidder intellektet, personligheden, følelseslivet og visdommen til at træffe de rigtige beslutninger, når det virkelig gælder”.

USA er selvfølgelig et meget anderledes samfund, med alt hvad det indebærer af divergerende historie, kultur, politik, sociale relationer og økonomiske forhold. Man kan og skal derfor ikke vurdere amerikanske politikere ud fra danske normer. Jeg er heller ikke blind for at de større samfundsstrømninger – populismen, polariseringen, uligheden, de demografiske forandringer – er mere præsente i USA end i Danmark.

Men alt dette til trods. Se dog på manden. Lyt til ham. Vurder hans intellekt og menneskelige kvaliteter (eller mangel på samme). Analyser de ting han gør. Uanset ens ideologiske standsted, så må samtlige alarmklokke da ringe? Hvordan kan man ikke se, hvilket moralsk, intellektuelt og menneskeligt sort hul der står foran én? Hvordan kan man se igennem den altfortærende korruption og løgnagtighed, som strømmer ud af ham? Hvordan kan man i blot en flig af et sekund overveje at overlade ham ansvaret for noget? Hvordan kan man tro, at han vil træffe gode beslutninger? Det er helt, helt ubegribeligt for mig.

Som Maya Angelou engang så rammende sagde: “When someone shows you who they are, believe them”. Det er et godt råd. Trump viste os det længe før han blev valgt i 2016. Han har vist det uafbrudt i fire år. Og han viste det i særklasse ved den første debat med Joe Biden.

Der er et intet mystisk ved ham. Han er det, han er. Joe Biden er mildest talt ikke en fremragende kandidat, men han er dog ikke et eksistentielt fallitbo. Lad os håbe amerikanerne gør det rigtige ved valget i november.

Skriv en kommentar