To bøger inde

Blot en intern læsenote her efter at have højtlæst det meste af de første to bind af Harry Potter og begyndelsen af ‘Fangen fra Azkaban’.

Harry potter and the prisoner of azkaban

For det første må man blot konstatere at bøgerne og historien virker. Drengen er fuldstændig fængslet og vil hele tiden høre mere. Det bliver nogle noget sene sovetidspunkter i øjeblikket. Jeg tror det hjælper på forståelsen, at han allerede har set de tre første film. Det gør ham i stand til at visualisere og huske de forskellige scener, selv når Rowling bruger sprog og begreber, der kun giver begrænset mening for en seksårig (‘Ministeriet for Magi’?). Men universet fungerer selv i sin mere enkle form fremragende for en dreng, der i forvejen synes magi, ninjaer, kamprobotter og overnaturlige fænomener er megafedt. 

For det andet må jeg løfte hatten for Rowlings evne til at kombinere den klassiske (og stærkt dragende) kostskole-setting med en historie om trolddom, paralleluniverser og et fængende manikæisk setup mellem det gode og det onde. Det er genialt eksekveret, ikke mindst at vi følger hovedpersonerne fra de er 11 år og op til afslutningen af gymnasiet. Læserne vokser op sammen med karaktererne og internaliserer dem, hvilket sikkert forklarer den nærmest religiøse dyrkelse bøgerne er udsat for i visse segmenter af befolkningen.

For det tredje ville jeg ønske at Rowling ikke indledte samtlige af bøgerne med de uendelige (og absurd kedelige) sekvenser hos familien Dursley på Ligustervænget 4. Alle læsere vil gerne igang med skoleåret på Hogwarts, det er jo ligesom magi og kampen mellem det gode og onde, vi er her for. Ingen – INGEN – ønsker at læse de bovlamme infodump’ede resumeer af sidste bog eller skulle igennem endnu flere åh-hvor-er-de-dog-dumme-ved-Harry!-sider.

For det fjerde (men relateret til det tredje): JA, det er det børne-/YA-bøger, vi har med at gøre. Ingen forventer komplekse personligheder og dybdegående karakterstudier. Men familien Dursley er en (for) voldsom outlier i bøgerne. De er så karikeret ondskabsfulde, dumme og ignorante, at det bliver for meget – også fordi man som læser ikke for alvor forstår deres motivation for at hade Harry Potter.

Thumbnail

Fremstillingen af dem er så tegneserieagtig og perfid, at Rowling selv står noget forpjusket tilbage. Vernon og Petunia Dursley er Rowlings karikatur over de fisefornemme, smålige og ‘Little Englander’-agtige forstadstyper. Ok, fint nok, ha-ha-ha, men hvorfor den nærmest frydefulde udpensling af sønnens overvægt? Hvorfor den erotiske væmmelse i beskrivelserne af hans dobbelthager og inferiøre intelligens (relativt til vores uplettede og heldigvis behageligt fysisk tiltrækkende hovedperson?). Det er en dreng på 12 år, der udsættes for en voksen kvindes uhæmmede vrede. Hvad siger det egentlig om Rowling?

Marge

Her i indledningen af bog 3 keder Rowling os tilmed med et besøg på Ligustervænget af tante Marge, en karakter, der ikke giver mening. Hun hader Harry Potte intenst og siger de mest grufulde ting til ham. Det får ham til at bryde sammen (og giver Rowling mulighed for at fragte ham ud af Muggler-verden via Natbussen). Men man forstår ikke hvorfor. Hvor stammer hendes had fra? Hvad er denne karakters motivation, udover at hun (som alle i sin klasse, må man forstå på Rowling) er overvægtig, fordomsfuld, fordrukken og intellektuelt tilbagestående. Selv ikke skurkene i Marvel tegneserier er så usammenhængende og ulogisk ondskabsfulde, som hun er. 

Jeg er bevidst om, at det kan virke excessivt på den måde at gå ud af en tangent. Men det er dele af bøgerne, som burde være redigeret ud for længst. Fint nok at familien Dursley havde optrådt i første bind, men så heller ikke mere. Jeg er virkelig, virkelig træt af at læse højt om dem nu!

Skriv en kommentar