i Livet, Musik

The worst part is almost over, part to

Elliott Smith er en af den slags kunstnere der kan gøre musikanmeldere og andre goth-agtige typer særdeles våde i trussen.

Hvorfor?

Jo, altså bortset fra at hans musik rent objektivt set er fremragende, så var han maniodepressiv og begik selvmord i 2003. Som bekendt er der intet, der som en lidende kunstners alt for tidlige død kan skabe berømmelse og helgenstatus (bare et par stykker indenfor musikbranchen: Kurt Cobain, Jeff Buckley, Jim Morrisson og – thi-hi, fnis – 2Pac). Selvom Elliott Smith næppe når de samme stormfulde højder som de øvrige i tidlig-død branchen, kan man ikke tage fra ham at han kunne finde ud at skrue en melankolsk sang sammen.Således er dagens overskrift hapset direkte fra en af hans sange. Man kan måske ironisere lidt over hvad den depressive mand så egentlig mente med ‘worst part’, men lad det nu ligge.

Ihvertfald kan jeg med en antydning af håb i stemmen sige omkring mit speciale, at det værste nu er ovre. Weekenden har været lang og er gået med gennemlæsning, rettelser osv. osv. osv. Nu mangler vi kun de sidste finpudsninger inden det kan sendes til korrekturlæsning. Det ser faktisk ud til – med fare for at jeg nu begår hybris af værste skuffe – at jeg afleverer speciale på fredag. Tro det eller lad være.

Giv lyd fra dig

Comment

  1. Tak!!! Jeg har brug for al den medfølelse, jeg kan skrabe sammen!!!

    Computeren er i orden igen (men hvor længe spørger jeg bare?!), og ligesom dig er jeg ved at foretage de sidste rettelser på specialet. Måske bliver jeg alligevel kandidat i dette årtusinde… Hvem ved…