web analytics

The Two Popes

Der er særligt én scene i ‘The Two Popes’ der er virkelig meme-værdig; den hvor daværende pave Benedikt råfråder en pizza i sig. Han spilles af Anthony Hopkins, så når han glubsk fortærer sit pizzaslice, er det umuligt – UMULIGT! – ikke at se Hannibal Lecter foran sig. Scenen mangler således kun hestebønner og lidt Chianti for at være helt perfekt. 

Bortset fra den fornøjelige sekvens, så er ‘The Two Popes’ en udmærket film, som man sagtens kan fylde to timer af den aktuelle husarrest ud med. Filmen bliver nok endnu bedre hvis man en forudgående interesse for den katolske kirke (hvilket jeg som katolsk gift og med to katolsk døbte børn besidder), men den kan ses af alle med bred interesse for historie, kultur og skarpe dialoger mellem ideologiske modsætninger.

The Two Popes Poster

Filmen har fødderne solidt plantet i underholdningsgenren, så det bliver aldrig kedeligt. Til gengæld formidler filmen ikke specielt godt, hvorfor de to meget menneskelige og fejlbarlige mænd skulle være noget helt særligt. Jeg tror ganske enkelt ikke på filmens tolkning af de to. 

Jorge Bergoglio – den nuværende Pave Frans – fremstår som et hjertegodt, idealistisk og nærmerst naivt menneske. Han begår fejl undervejs, men hans grundessens er god. Men man får aldrig indtrykket af, at han er strålende teolog eller et enestående intellekt, hvilket ellers er selve adelsmærket for hans orden Jesuitterne. Hvordan skulle en sådan mand komme til tops i en ultrakompetetiv og politisk organisation som den katolske kirke? Har I nogensinde studeret den institutions historie? Paver var og er magtmennesker. Skulle en blid og blød mand komme i spidsen for det foretagne? Det virker helt usandsynligt. 

Samme mangel på realisme gælder for portrættet af  Joseph Ratzinger, Pave emeritus Benedikt. Han bliver fremstillet som gnaven og akavet, ja, nærmest grænsende til det socialt påfaldende. Han beskrives som helt ude af sync med andre mennesker og det omkringværende samfund, ligesom hans (konservative) teologi i filmens øjne er objektivt forkert. Undervejs i filmen må vi således forstå, at Ratzinger i år 2012 ikke kender The Beatles. Virkelig? Hvordan skulle en sådan særling nogensinde komme frem i et politisk spil? Hvordan skulle han kunne manøvrere og skabe alliancer, hvis han virkelig er så indadvendt? Det giver ikke mening. Tingene må nødvendigvis være mere nuancerede end som så.

Men nu lyder jeg for negativ. ’Two Popes’ er en udmærket film med glimrende skuespilpræstationer af både Hopkins og Jonathan Pryce. Se den for dens indblik i en (for udenforstående) pænt underlig verden, for dens indblik i Argentina i 1970’erne og for de ofte morsomme replikker. 

Skriv en kommentar