The Subtle Art of How to Break A Heart

Kan du huske Thomas Brolin? Sikkert ikke, men mærk jer mine ord: I starten af 1990’erne var han svensk fodbolds golden boy. På trods at han var noget nær dværgagtig af vækst og udstyret med en farligt velvoksen maven, var han uhyre giftig angriber for italienske Parma. På landsholdsplan vil især englænderne sikkert huske ham som manden der sendte dem ud af EM i 1992 med et nysseligt mål. Desværre var han også udstyret med en kedelig tendens til at være meget skadet. Undertegnede har oplevet ham een gang, en regnfuld lørdag eftermiddag på Selhurst Park i april 1998, hvor jeg overværede mine yndlinge fra Crystal Palace tabe 0-3 til Leicester. På daværende tidspunkt spillede Brolin for Palace – og han var en sørgelig skygge af sig selv. Nu decideret overvægtig og uskarp imponerede han ikke just i angrebet – og han stoppede da også karrieren få måneder efter, i en alder af kun 28 år. Alligevel har jeg altid haft et blødt punkt for Brolin, da han i bund og grund var en hædersmand. Derfor gør det ondt, ondt, ONDT i sjælen, når jeg læser i Aftonbladet at han nu er blevet……….tabende pokerspiller:

Sådan burde det ikke være. Folk med gudestatus i min verden skal IKKE forfalde til den slags pjank. De skal blive gamle og vise og give ungdommen gode råd, således at de kan undgå at starte på hasardspil, narkohandel, biltyverier og stripklubbesøg.

Du har knust mit hjerte, Thomas.

Skriv en kommentar