web analytics

The Soft Bulletin

The Flaming Lips’ ’The Soft Bulletin’ er et af de albums, der kræver man er i et særligt humør – for alt ved sangene er STORT og EPISK og MONUMENTALT. Men hvis man så ER i den rette stemning, så er det til gengæld noget nær det perfekte COVID-19-musikalbum.

Det har jeg opdaget det seneste døgn, hvor jeg stødte på en liveudgave. Koncerten er optaget i Denver, og bandet hælder lige ekstra 38% fløde oveni den i forvejen TUNGE ret i form af et symfoniorkester. Og mærk jer mine ord: det er LÆKKERT.

Nå, men ’The Soft Bulletin’ fra 1999 (og den næsten ligeså vidunderlige opfølger ’Yoshimi Battles the Pink Robots’ fra 2002) er begge fra den periode i Flaming Lips’ karriere, hvor de genopfandt sig selv i form af faux-science fiction konceptalbums.

Sangene udgør en delvist sammenhængende historie, og de kan snildt tolkes i en let forskruet pandemiretning. Bedste eksempel er ’Race for the Prize’, hvor to videnskabsmænd er i frenetisk, altfortærende og monoman jagt på KUREN:

Two scientists were racing for the good of all mankind
Both of them side by side so determined
Locked in heated battle for the cure that is their prize
But it’s so dangerous but they’re determined

Theirs is to win if it kills them
They’re just humans with wives and children

Men der er også andre mesterværker: ‘Waiting for a Superman’ (HOLD UD), ‘Suddenly Everything has Changed’ (DU SAD OG KEDEDE DIG, SÅ KOM DØDSANGSTEN), ‘The Gash’ (KÆMP VIDERE), ‘Feeling Yourself Disintegrate’ (DEN MENNESKELIGE TILSTAND) og ‘A Spoonful Weighs a Ton’ (KUREN ER FUNDET, HVAD NU?!).

Som sagt kræver albummet (og vel egentlig Flamings Lips i almindelighed) at man er i humør til det. Men hvis man er, så er det vanskeligt ikke at blive revet med her midt i pandemien.

3 kommentarer til “The Soft Bulletin”

  1. Jeg er næsten altid i humør til The Flaming Lips, der er et af mine yndlingsbands, og i hvert fald klart på min top 5 over livebands. De to plader hænger uløseligt sammen for mig, og selvom jeg efterhånden alt for sjældent lytter til musik, er Wayne Coyne og co. blandt dem, der oftest ryger på pladespilleren. Den var faktisk soundtrack til mit LEGO-byggeri så sent som til min fødselsdag. Og jeg er helt enig – musikken passer ret godt til disse vanvittige tider.

    Svar
  2. Har aldrig set dem live, det skulle ellers være noget af en oplevelse. Jeg stod lidt af bandet efter ‘Embryonic’-albummet, men måske jeg skulle give deres nyere materiale en chance også. Noget du kan anbefale mere end andet?

    Svar
    • Min allerstørste anbefaling må være at prøve at se dem live. Det kommer selvfølgelig an på, hvad man er til, men de koncerter ER virkelig en energiudladning af dimensioner, som man ikke kan undgå at blive glad og rørt af. Jeg kan i hvert fald ikke.

      Jeg ved ikke rigtigt, om The Terror fra 2013 kan betegnes som “ny”, men det er det sidste rigtigt solide album, der er kommet fra deres hånd, synes jeg. Den er måske ikke så egnet lige nu, for den er atypisk deprimerende og lidt kynisk, og blev udgivet i forbindelse med Wayne Coynes separation fra sin partner igennem 25 år. Helt personligt har jeg hørt den meget, da den passede godt til min sindsstemning efter min mors død, men af samme årsag er det ikke den, jeg først sætter på nu. Enkelte numre med Miley Cyrus er faktisk overraskende gode, men det sidste regulære album Oczy Mlody er ikke fantastisk. Det har utvivlsomt noget med min egen fremskredne alder at gøre, men The Flaming Lips er et af de bands, der for min skyld egentlig ikke behøver udgive nyt materiale, men gerne bare må turnere og levere forrygende koncerter.

      Svar

Skriv en kommentar