i Musik

The Radio Dept.

Det er en af de mere ubehagelige melankolske erkendelser.

Nemlig at jeg (fraregnet et svensk P3-arrangement i Göteborg i januar 2011) ikke har vÊret til en eneste koncert siden HÄkan Hellström i Store Vega den 20. november 2010. En koncert som jeg dengang beskrev pÄ min blog pÄ fÞlgende vis:

“Det var sublimt. EnestĂ„ende. HimmelstrĂŠbende. Verdensomstyrtende. Mindst ligesĂ„ godt som de tidligere koncerter i 2003 og 2008. Kan ikke – selv ikke hĂ„rdt presset – nĂŠvne en bedre livemusiker end Hellström. Det var eskapisme, teen angst, melankoli, lokalkolorit fra Göteborg samt en gudsbenĂ„det parring mellem The Smiths, Paul Weller og Dexy’s Midnight Runners. Ville virkelig Ăžnske, at jeg var en bedre anmelder, men qua mit stormfulde emotionelle indre mĂ„ det blive ved en rĂŠkke eksalterede adjektiver for denne gang. Synd og skam for jer, der ikke var til stede.”

Det er kort sagt mere end seks Är siden at jeg oplevede musik live. Og til trods for ovenstÄende ulidelige ordflom, har jeg vitterligt ingen erindringer om den HÄkan koncert. Var det godt? Var det skidt? Hvad var setlisten? Ingen anelse. I mine erindringer bliver koncerten konstant blandet sammen til en diffus grÞd med de andre koncerter pÄ Pumpehuset (2003) og til Storsjöyran (2008). Men det lyder da til at mit yngre jeg var tilfreds.

Hvad skete der? HvornÄr groede jeg musikalsk fast? Der er en forklaring, tror jeg. Ikke en god eller behagelig en, men dog en forklaring.

TidsmÊssigt skete det musikalske kollaps nemlig samtidig med at jeg i forÄret 2011 indledte den tumultariske periode af livet med udstationering i Bruxelles, siden flyt til HjÞrring og Aalborg, ryk tilbage til KÞbenhavn igen: Siden blev jeg far og ja, sÄdan gik der altsÄ 6 Är uden koncerter.

The Radio Dept.

 

Koncertmelankolien ramte, da jeg i gĂ„r aftes var pĂ„ Lille Vega for at se mine midt/slut-00’er idoler The Radio Dept. spille. De var en integreret del af min svenskofile periode, hvor jeg udover min hustru dyrkede folk som Jens Lekman, Air France, Tough Alliance hĂŠmningslĂžst. Den endelĂžse rĂŠkke af elektropoppede kunstnere fra Göteborg og omegn er desvĂŠrre dĂžet ud siden dengang. Men nu har The Radio Dept. sĂ„ endelig udgivet nyt album efter seks Ă„rs pause, og er taget pĂ„ tour til eksotiske steder som Tbilisi, KĂžbenhavn og Seoul.

Gruppen har altid vĂŠret en lidt underlig blanding. Lige dele My Bloody Valentine, acid house, Pet Shop Boys, tidlig New Order og Andrew Weatheralls remix af ‘Only Love Can Break Your Heart’. Om end slutproduktet mĂ„ske ikke er videre originalt eller nyskabende, er The Radio Depts musik en blanding af fremragende enkeltelementer fra 1987-1991, De peakede i 2010 med den vidunderlige ‘Heaven’s On Fire’, og er blevet stedse mere synth-bĂ„rne pĂ„ deres albums.

Koncerten i Vega var en ambivalent oplevelse, men jeg ved ikke om det skyldes koncertens kvalitet, lydbilledet eller blot de seks Ă„rs fravĂŠr af koncertoplevelser.

MÄske det var en begynderfejl af mig at antage, at en koncert annonceret til kl. 20 ville begynde fÞr kl. 22.10 (og jeg derfor fÞrst var hjemme i Roskilde kl. 01.00)? MÄske jeg blot skal indse, at nÄr elektronisk musik fremfÞres live, sÄ er meget af det forprogrammeret og ikke sÊrlig hÄndspillet? MÄske jeg burde have tÊnkt over, at det er vanskeligt at hÞre den Ï forvejen flegmatiske forsanger, nÄr bassen er sÄ tonsende tung?

Uanset hvad var det en lidt flad oplevelse rent musikalsk. Aftenen var dog langt fra spildt, da selskabet var godt og jeg fik Ăžkologisk pizza for fĂžrste gang i mit liv. Men om jeg ligefrem vil anbefale en Radio Dept koncert? Ikke helt. Man bĂžr nok holde sig til at lytte til deres albums i fĂžrste omgang.

Giv lyd fra dig

Comment