The Pains Of Being Pure At Heart

Jyllands-Posten havde torsdag en interessant artikel i deres kultur sektion, hvor klummeskribent Per Nyholm under et ophold i Prag filosoferer omkring kulturens rolle i samfundet. Nu er jeg sandt for dyden noget nær det mest ukulturelle man kan forestille sig, ligesom jeg aldrig i mit liv har sat mine ben indenfor en radius af 500 meter af KUA. Alligevel fangede følgende sentenser min flygtige opmærksomhed:

“Men lige netop her, i Centraleuropas centrum, 40 år efter optakten til det såkaldte prager-forår, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at kunst og åndsliv faktisk har godt af modstand.

I januar 1968 – for nøjagtig 40 år siden – passerede jeg Prag for sydgående, undervejs til Gibraltar, hvor jeg havde en aftale med den lokale giftefoged og min kommende hustru. Jeg husker byen som nedsænket i spænding. Alle vidste, at der foregik en magtkamp uden lige i de 20 år, det kommunistiske styre havde stået på. Det var de unge mod de gamle. Det var en reformistisk kommunist ved navn Alexander Dubcek mod den forfærdelige stats- og partichef Antonin Novotny. Allehånde gode folk som Ludvik Vaculik, Vaclav Havel, Eduard Goldstücker, Ota Sik og ganske mange kommunister stillede op imod magtapparatet, der havde forvandlet en af Europas rigeste industristater til et undertrykt og ringe forsynet land.

Opgøret fandt sin foreløbige afslutning i Dubceks overtagelse af posten som partichef og egentlig statsleder, fulgt af et halvt års begrænset frihed. Så faldt Warszawapagtens hammer. Tjekkoslovakiet, som landet dengang hed og skulle hedde indtil skilsmissen i 1991, faldt tilbage i en reaktion, der fik selv Novotny-regimet til at virke liberalt.

Kunst og åndsliv havde trange kår efter den sovjetiske invasion i august, men trivedes ikke desto mindre hemmeligt, i undergrunden, konspirativt. Man mødtes i Letna Parken efter mørkets frembrud eller ved dagslys på Gottwald Museet, opkaldt efter kupmageren i 1948 og siden nedlagt. Jazz, samizdat og filosofi var henlagt til kældre og kviste og små lejligheder i fjerne forstæder.

Jeg vendte tilbage et par gange i 1970’erne og for alvor i 1980’erne. Hvad man ikke mødte af interessante mennesker, når man først havde fået en fod indenfor – journalister, forfattere, tænkere, malere og musikere. De gik ind og ud af regimets fængsler og ernærede sig i øvrigt som gadefejere, vinduespudsere, dyrepassere og kloakarbejdere. De var relevante. De vidste det. Alle vidste det. Også regimet.

I november 1989 slog deres time. Den ikke alt for kloge og heller ikke – trods sit ry – specielt venlige Dubcek ilede tilbage til Prag for at overtage præsidentposten, men på Vaclavske Namesti råbte titusinder af tjekker: »Havel til paladset, Havel til paladset.« Sådan blev det. Kommunisten Dubcek måtte nøjes med den dekorative, men ligegyldige post som parlamentsformand.”

Ak ja, sådan kan det gå når man lader en ældre mand som Nyholm svælge lidt rundt i sine nostalgiske minder om gamle dage. Men han har en pointe. Det tjekkiske kulturliv VAR virkelig frodigt dengang. Og filosofkongen over dem alle, Vaclav Havel, sad som præsident indtil 2003. Men i dag er det i følge Nyholm ikke helt så rosenrødt:

“Tjekkiet er i dag, som Danmark, et borgerligt land og dermed, hvad det har været igennem en stor del af sin historie; ikke blot den del, der begynder med Bøhmens genopstandelse som selvstændig stat vedhæftet Slovakiet i 1918, men tilbage til Middelalderen, da Prag var en af kontinentets kulturmetropoler, hvilket til denne dato fremgår af byens arkitektur, om end ikke af de horder af billigturister, der hærger i dens gader.

Lad dette sidste være en anden sag. Det påfaldende er, at ingen længere agter på kunsten eller åndslivet, som netop under kommunisterne havde en storhedstid, fordi disse genrer blev forfulgt. Kunstnerne og de intellektuelle er i dag betydningsløse. De må som alle andre tjene deres penge ude på markedet, og i øvrigt kan de mene og sige, hvad de vil. En ny generation er ikke trådt i stedet for Vaclav Havel, Ivan Klima og Milan Kundera, for der er ikke mere at skrive, allerhøjst kriminalromaner og kogebøger.

Forlag og aviser forsvinder, teatre og biografer lukker. Selvfølgelig. De har mistet deres betydning. Tidligere tiders eksistentielle behov for kunst, for udfordring og konfrontationer, for gråtoner og det antydede, er erstattet med hedonisme. Åndsmennesket Vaclav Havel er som præsident længst afløst af Vaclav Klaus, en økonom. Alt går op i penge, samtalelokummer og pensionsordninger.

Kan det blive ved på den måde? I et stykke tid formentlig ja. Tabt kultur lader sig vanskeligt genvinde, og magthaverne har lært, at holder de bare fingrene – for ikke at sige håndjernene – fra kulturen, så er dens ubekvemme rolle udspillet.”

Interessant. Uagtet at Vaclav Klaus ikke just er en ny skikkelse (faktisk har han været der ligeså længe som Havel, ligesom han står overfor at blive genvalgt til præsident), så er det meget godt set af Nyholm at de tjekkiske kunstnere sejrede sig selv ihjel. Da jeg slog mine folder i Prag i 2005 og berettede om min store beundring for Havel, så havde tjekkerne det med at smile overbærende. Jo, naturligvis er han en da en notabilitet for dem, men at have en digter siddende i Prags slot og filosofere over identitet, etik, demokrati, frihed og slige luftige tanker, bringer altså ikke brød på bordet. Så hellere den noget mere krasbørstige Klaus, som i dag – uagtet om man kan lide ham eller ej – er den ubestridte stjerne i tjekkisk politik.

Og kan man egentlig fortænke tjekkerne i at gå mere op i velstand end i kunst? Og hvis vi overfører det til danske forhold. Indledningsvist må jeg sige at jeg ikke kender standarden indenfor dramatik, opera og ballet. Men indenfor billedkunsten og filmen, hvorfor er det lige at man skal interessere sig for hvad en overvurderet fusentast som Tal R producerer af makværker? Hvad skal man bruge navlepillende ligegyldigheder som den nye film (“De Unge År”) om Lars Von Triers studietid i slut 70’erne på Filmskolen til? Er det relevant for ret mange andre end de 30 mennesker der var i miljøet på den tid? For tiden kører en lang række artikler i medierne omkring dansk films krise. I 2007 var der praktisk taget ingen danske publikumssucceser, og selvom jeg nærer en stærk foragt for pøbelen og populisme, så må man spørge sig selv: Skyldes den manglende relevans måske at det man laver ikke er særligt godt?

Så nej, Nyholm, jeg mener ikke man kan sammenligne de to situationer. For de tjekkiske kunstnere blev irrelevante netop fordi de var så gode. De danske filmskabere og billedkunstnere er aktuelt bare for uinteressante til at man behøver at ofre dem nogen større opmærksomhed.

En kommentar til “The Pains Of Being Pure At Heart”

  1. en fornøjelse at læse så brede betragtninger om tingenes tilstand, selv om jeg ikke kan forstå, hvorfor du mener kunsten er irrelevant.
    Send os gerne et praj, hvis du skriver om tjekkiet igen.
    Hilsen fra Smichov

    Svar

Skriv en kommentar