The beautiful struggle

Nuvel, måske jeg var lidt for kålhøgen igår – ihvertfald har det kattens speciale ikke givet op endnu. I skrivende stund knokler Henriette og undertegnede som små heste for at få en færdig udgave klar. Det meste af dagen er gået med at ordne fodnoter, bilag og den slags vederstyggeligheder. Jeg ved ikke om jeg er i særklasse dygtig til at benægte og fortrænge, ihvertfald glemmer jeg altid hvor trangt og tidskrævende et stykke arbejde det er. Men, men, men – lyset er at skimte forinden af tunnelen, så humøret er bestemt ikke værst. Tværtimod, fristes jeg til at sige. Da jeg forleden talte i telefon med min mor berettede hun, at øgede mængder oxytocin i hjernen mindsker stress. ‘Storslået!‘, tænkte jeg, og udfrittede hende selvsagt hvordan man så får frigivet noget mere af det stads. Der er tilsyneladende praktiske tre måder: 1) Lav og overhold dine tidsplaner (æhm….ja. Den er problematisk), 2) Dyrk motion (haps, den kan jeg – bortset fra de sidste fire-fem dage – godt sige ‘tjek!’ til) og 3) Få masser af knus (tjek! tjek! tjek!). To ud af tre er da ikke så dårligt – og da slet ikke når man får rigeligt af det vigtigste – så ingen klager herfra!

Nå, infame teoriafsnit. Så kan du godt vente dig…….

Skriv en kommentar