web analytics

1993

Læste et akut nostalgifremkaldende tweet: “What’s your favorite video game from the year you turned 12?”. Hvilket er et godt og vigtigt spørgsmål. Således:

  • Zelda: Link’s Awakening
  • Secret of Mana
  • Illusion of Gaia
  • Star Fox
  • Virtua Fighter
  • Day of the Tentacle

Ok, teknisk set udkom ‘Day of the Tentacle’ kun på PC (og er dermed strengt taget ikke et videospil) og ‘Virtua Fighter’ spillede jeg udelukkende de gange, jeg var i arkadespilsafdelingen i Vandland i Skalborg (og på færgen mellem Frederikshavn og Göteborg). Men det gør dem ikke mindre popkulturelt definerende for mig.

Og ja, de tre første spil er på min personlige all-time top 10, så måske det er sandt. For os nørder bliver tingene næppe bedre end dengang vi var 11-12 år.

H2x1 NSwitch TheLegendOfZeldaLinksAwakening image1600w

Jeg tror egentlig at det bedste ved genudgivelsen af ‘Zelda: Link’s Awakening’ er at det er en enestående mulighed for at gøre mine børn ligeså hooked, som jeg selv er det. Bortset fra det er genudgivelsen udført med stor kærlighed og nænsomhed. Årets videospil for os.

Switch

Jeg er vild med min nye Nintendo Switch, det er en pragtfuld maskine. Jeg har udskudt købet af den i længere tid, men nu kunne jeg ikke rigtig finde på flere overspringshandlinger. Forleden lørdag blødte jeg adskillige tusinder kroner i den lokale Gamestop, og siden har jeg været tryllebundet.

Man kan selvfølgelig altid diskutere det begavede i, at jeg overfører tid fra jobsøgning, boligjagt, nærvær med familie og venner, motion, politisk aktivitet, at lære et håndværk og klog boglæsning til at spille videospil. En nogenlunde ædruelig analyse ville nok nå frem til, at en 37-årig familiefar kunne finde på mere konstruktive ting at bruge sin tid på.

Men det glemmer jeg rask væk, når først musikken spiller.

Og det har været skønt at genoplive min passion for ‘Final Fantasy’-spillene igen, de er alle blevet genudgivet i nye remastered udgaver. Det samme er min evergreen ‘Zelda: Link’s Awakening’, som jeg allerede nu forudser vil fylde en god del af min oktober måned.

I en tid med lidt vel mange bekymringer, så har det været befriende med en smule eskapisme. Den virkelige verden skal nok melde sin ankomst tids nok.

Nygammel nostalgi

Noget af det jeg begræder allermest er, at alle mine Game Boy spil fra begyndelsen af 90’erne er forsvundet. Jeg havde dem ikke med, da jeg flyttede hjemmefra. Og selv efter at have finkæmmet barndomshjemmet adskillige gange, så kan jeg ikke finde dem. Min tese igennem efterhånden en del år er, at min storebror engang har lånt dem og siden forvildet dem bort. Han benægter selvsagt hårdnakket, men det ville jeg også gøre, hvis jeg havde været så sløsagtig med min lillebrors Game Boy spil.

Det er gået noget ned af bakke med mit videospilleri de senere år.

Nogen vil sikkert hævde, at det hører med til at blive voksen, fornuftig og ansvarlig. Selv vil jeg sige, at jeg i dag spilder tiden på familie og arbejde fremfor at bruge den på nyttige og brugbare aktiviteter som min Game Boy, Super Nintendo og Playstation. Det er meget ærgerligt.

De sidste fire-fem år har jeg da også et par gange gjort behjertigede forsøg på at genantænde mine let infantile passioner.

Sidste vinter købte jeg genudgivelsen af Final Fantasy X til Playstation 3, ligesom jeg i 2011 købte Final Fantasy XIII-2. I efteråret 2013 genfandt jeg én af mine helt store kærlighedsaffærer, Zelda: Link’s Awakening, i en snusket brugtbutik i Aalborg. Jeg hyldede min ubetingede favorit, Final Fantasy VI, da spillet fyldte 20 år i foråret 2014. Og indimellem har jeg købte reissues af gamle japanske rollespil i takt med at de er kommet i nye udgaver til min iPhone.

I går investerede jeg imidlertid i en række originale Game Boy og Game Boy Advance spil. Det drejer sig om følgende perler:

Jeg har desværre ikke kunne finde det spil, jeg allerhelst gerne vil købe: Zelda: A Link to the Past (2003), men det lykkes vel en dag. De fem nye familiemedlemmer ovenfor er dog også værd at fremhæve

DuckTales og Super Mario Land er to af de spil, der på mystisk vis er forsvundet fra mit barndomshjem. Begge er platformsspil, som jeg kun kan betragte igennem lyserøde nostalgiske briller. Lyt eksempelvis til den mesterlige 8-bit udgave af DuckTales’ episke intromusik og se dets vidunderlige gameplay. Og en dag skal jeg ved lejlighed skrive et udførligt indlæg om Super Mario Land, for det er et spil, jeg har endog særdeles stærke meninger om og følelser for.

Sword of Mana er opfølgeren til et af mine all-time yndlingsspil: Secret of Mana (1993). Jeg glæder mig ganske ustyrligt til at prøve det. De to Zelda-spil er mest købt fordi jeg gerne vil se hvor gode de er. Det opnår næppe Link’s Awakening status i min tilværelse, men mindre kan også sagtens gøre det.

Nuvel, samlet set kan det sikkert virke særpræget af man investerer i spil til en maskine, som jeg helt tilbage i 2009 ønskede tillykke med 20 års fødselsdagen. Men ja, jeg bliver vel stedse mere nostalgisk som tiden går, og med alle de ting, jeg holdt af i alderen 10-14 pludselig er blevet 20 år gamle. Det er en grum oplevelse.

Nostalgisk opvågnen

I går havde jeg lige et par timer til at vandre rundt i Aalborg inden at jeg skulle mødes på en lurvet sportsbar med en god bekendt for at se kampen mellem Randers og AaB. En kamp, som AaB i øvrigt tabte ganske fortjent, hvilket jeg selvsagt er ganske nedtrykt over.

Men mit nedbrudte hjerte er nu egentlig ikke mit ærinde med dette indlæg. Det er derimod at berette om en sjældent liflig nostalgisk overraskelse.

For efter at have købt en fødselsdagsgave til min bedre halvdel, luffede jeg lidt rundt i Vestbyen, Aalborgs ikke helt autentiske udgave af Vesterbro. Her finder man blandt andet den udsøgt snuskede second-hand butik, Læsehesten, der igennem det meste af min levetid har været byens førende sted for brugte bøger, musik og gulnede pornoblade og ditto film. Sidstnævnte varesortiment er butikken så notorisk berygtet for, at den fik æren af at blive nævnt i byens stolte søn Johnny Heftys rapklassiker/hjemstavnshyldest ‘Muggen røv’1.

Det er med andre ord et sted, der ikke just har komparative fordele inden for de mere …. pæne genrer. Til gengæld kan de andre ting.

For ud over at sælge den komplette samling af Ugens Rapport og slige smudsige tidsskrifter, sælger Læsehesten også gamle konsolspil, herunder ellers uopdrivelige sager til Super Nintendoen og Game Boy. Så da jeg i går stødte på en originaludgave af et af mit livs vigtigste videospil, ‘The Legend of Zelda: Link’s Awakening‘, til min efterhånden noget mølædte Game Boy, så slog jeg øjeblikkeligt til.

Oprindeligt købte min far spillet til mig i 1993, da han havde været med en af sine gymnasieklasser til Bruxelles. Spillet gjorde et enormt indtryk på mig. Det er vel rimeligt at sige, at det – sammen PC spillene ‘Monkey Island‘ og ‘Legend of Kyrandia‘ kickstartede min interesse for adventure- og rollespil. Uden ‘Zelda’ havde der ikke været et ‘Secret of Mana‘, ‘Final Fantasy‘ eller de øvrige JRPGs, der formede min popkulturelle tidlige ungdom. Desværre skete der et eller andet omkring år 1998. Jeg mener selv, at jeg lånte spillet til min storebror, hvorefter han forvildede det væk. Han afviser naturligvis det som det rene og pure opspind, men faktum er, at mit elskede spil har været væk fra mig i 15 år.

Indtil i går. Hvor vi fandt ind til hinanden igen. I dag har jeg derfor brugt alt for mange timer sammen med mit nye gamle spil. Grafikken er rædsom, men spilkonceptet holder stadig. Gameflowet er fremragende, gåderne opfindsomme og de dungeons, man skal udforske, er dybt originale.

Bevares, historien appellerede nok en del mere til mit 11 årige jeg end til mig her 20 år senere, men det gør ikke så meget. Jeg er hooked igen, og denne gang giver jeg ikke slip på spillet.

  1. Feinschmeckere vil muligvis mindes den glorværdige åbning på sangen: “Aalborg, din gamle havneluder” []