Aquaterra

I 1996 var Super Nintendo spillet ‘Terranigma’ et af de videospil, jeg drømte allerhedest om at eje. Ikke kun fordi det var opfølgeren til et mine absolut mest elskede japanske rollespil, men også på grund af navnet. Prøv lige at sige det højt. Smag engang på ordet. “Terranigma”. Det lyder skønt, ikke? Smager godt. Er dragende. Eventyrligt. Gådefuldt. Man kan nærmest kun blive nysgerrig på, hvilke mysterier som gemmer sig i et videospil med det navn. Syntes jeg dengang. Og i dag, for den sags skyld.

Jeg kom til igen – efter kun 15-20 års fravær – at tænke på spillet i dag, da jeg læste en artikel om det fascinerende koncept ‘Aquaterra’1:

“Aquaterra … is the various lands now under the ocean previously populated by humans, roughly the size of North America.

Dobson calls the area “aquaterra,” a new name for the previously undefined lands that were repeatedly exposed and inundated as ice sheets advanced and retreated over the past 120,000 years. “It’s like a vast millennial tide,” he said, “as glaciers hold and release waters to the oceans, and it’s the same timeframe as the rise of modern humans.”

Although it’s scattered around the globe, in total aquaterra occupies as much space as North America, according to Dobson.

“When scientists do mention aquaterra, they often call it a ‘land bridge’ as if ancient people only used it to get from one place we know today to another place we know today. This was not just a bridge. When sea level was low, aquaterra was a vast coastal plain with population densities at least as great as those in the lands above. There were houses, roads, villages and possibly cities. It was all coastal, all flat, and mostly tropical – clearly the best place to live during the ice ages.”

 

Når I hidtil har hørt om klimaforandringerne og risikoen for oversvømmelser af lavtliggende kystområder, har I så nogensinde tænkt over hvad man kalder de områder, hvor der før boede mennesker, men som nu er dækket af hav? Og hvad der mon gemmer sig under havoverfladen?

Heller ikke mig, men for nu at blive i temaet om uopdaget land og grænser, så har jeg hermed gjort mit for at sprede ‘aquaterra’ begrebet. Der findes for eksempel det såkaldte ‘Doggerland’, et landfast område mellem Storbritanien og Jylland ca. 8.000 år før vor tid:

Doggerland.svg

Dette for os så nære eksempel på et ‘aquaterra’ blev oversvømmet ca. 6.500 f.kr. i takt med ophøret af den seneste istid. Er det ikke fascinerende? Og målt i jordens millionårs-skala, så er det nærmest sket i går.

Sætter tingene i perspektiv, synes jeg.

  1. Ironisk nok er ‘aquaterra’-begrebet udviklet af en professor ved University of Kansas i Lawrence. Udover at være hjemby for Winchester brødrene i tv-serien ‘Supernatural’, så er det af de måske mest landfaste steder på kloden overhovedet. At sidde i det tørreste Midtvesten og være ekspert i oversvømmede kystområder, må være lidt som at sidde i København og forske i korruption i Sydsudan. []

Eventyrlyst

Det var helligdag i går, og jeg gad ikke lave noget videre fornuftigt i fritiden under arvingens middagslure. Så jeg investerede naturligvis i en række adventurespil til iPad’en.

Taget i betragtning af hvor meget jeg holder af at overspringshandle, så fylder computer- og videospil overraskende lidt i min tidsspilde-diæt.

Jo, i gamle dage var jeg flittig bruger af mine elskede Game Boy, Super Nintendo og Playstations. Og min besættelse af adventurespil udspringer af tiden i start-90’erne, hvor jeg spillede ‘The Secret of Monkey Island’ i noget døgndrift. Siden døde det ud. I dag sker det mest af alt, at jeg i lidt for lange og sene tidslommer forsvinder helt ind i mine ‘Football Manager’-spil. Men ellers er det begrænset hvad jeg bruger på spil som sådan. Selv ikke mine iOS-udgaver af ‘Final Fantasy’-spillene får jeg rigtig kælet for.

Men efter at jeg for nylig spillede det aldeles fremragende point-and-click adventurespil ‘Broken Sword: Shadow of the Templars’, blev der tændt op under mit slumrende adventurespil-bål. Så det var indenfor den genre, at der blev rekvireret spil til iPad’en.

Indtil nu har jeg kun fået spillet det rigtig glimrende ‘Silent Age’, som det til min overraskelse viser sig at være danskproduceret. Spillet har alt: Tidsrejser, parallelvirkeligheder, en pedel som hovedperson og det mest eery/spooky musik på denne side af meteorstormscenen i ‘Gravity’. Gåderne er måske lidt for lette og lineære, men det gør ikke så meget. Spillet fungerer glimrende som opvarmning til de øvrige jeg har købt: ‘The Longest Journey’, ‘Lost Echo’, ‘Beneath a Steel Sky’ og ‘Machinarium’.

Glæder mig allerede til pauser og længere perioder i transportmidler i den kommende tid, så jeg rigtig kan fordybe mig.