Extreme Economies

Nu hulkede jeg jo forleden helt uklædeligt over min manglende evne til at læse fagbøger på en rationel måde. Så egentlig burde jeg vel applaudere Richard Davies for at hans ‘Extreme Economies: Survival. Failure. Future – Lessons from the World’s Limits’ mest af alt er en samling af essays, snarere end en sammenhængende bog. Det gør det alt andet lige nemmere at finde ud af hvilke dele af teksten, det giver mening for en at læse.

Men selvom Davies’ idé – at udforske de mest yderligtgående økonomiske cases for at opnå generel læring – er interessant, så er den røde tråd mellem hans cases ikke helt så stærk og sammenhængende, som jeg kunne ønske mig. Hans afsluttende konklusion (at verden vil blive aldrende som Akita i Japan, automatiseret som Tallinn, ulige som Santiago de Chile) overbeviser mig ikke, og i sidste ende er jeg efter bogens slutning samlet set lidt … utilfredsstillet.

Men ret skal være ret: flere af hans cases er voldsomt spændende. Det var især inspirerende at læse om konsekvenserne af den sindssyge byplanlægning i Glasgow i 1960’erne. Det samme var det at lære mere om den måde, som den kleptokratiske og dysfunktionelle stat ødelægger Kinshasa. Begge afsnit mindede mig om de bedste dele af ‘Seeing Like a State’, hvilket fik mig til at klukke fornøjet.

På det lidt mere kuriøse plan var det også underholdende at læse om fængselsøkonomien i ‘Angola’ i Louisiana, både den formelle og uformelle. Vidste I eksempelvis, at fængslerne helt åbent er delvist finansieret af at sælge de produkter, som fangerne laver under forhold, der bedst kan betegnes som slaveagtige? Og at fængslets afsætningsvirksomhed hedder noget så charmerende som ‘Prison Enterprises’? Hvis I er interesserede, så kan varerne bestilles på deres hjemmeside.

Verden er VIDunderlig

I går sad jeg på vores seng og vuggede Arvingen frem og tilbage (og endnu mere frem og tilbage) i det lønlige (men ah, så naive) håb, at han snart ville falde i søvn.

Det viste sig at være en længerevarende affære. Alt imens jeg sad der og brummede beroligende og alfaderligt, kiggede jeg på det verdenskort, vi har hængende på væggen.

Det slog mig: Der er noget nær uendelig mange steder på Jorden, jeg ikke ved det fjerneste om. Tanken har naget en del på det seneste. I øjeblikket læser jeg Gary J. Bass’ ‘Blood Telegram’, en indtil videre fremragende bog om Bangladeshs løsrivelses fra Pakistan i 1971. Men sagen er den, at indtil jeg gik i gang med bogen, anede jeg stort set intet om Bangladeshs nyere historie. Ja, jeg ved faktisk nærmest intet om landet, bortset fra de hæse rapportager, der af og til er i The Economist. Og sådan forholder det sig med begrædeligt mange steder.

Så i går brugte jeg en ikke ubetragtelig mængde tid på at læse om steder som Guyana, Fransk Guyana, Surinam, Papua Ny Guinea, Laos og de hollandske Antiller. Det er ganske fascinerende steder, som man stort set aldrig hører om i medierne.

Læs eksempelvis denne tankevækkende rejseberetning fra Guyana. Altså, hvad er det ikke for et land? Og se lige hvordan Willemstad, hovedstaden på den tidligere hollandske koloni Curaçao, ser ud:

Willemstad

Jamen, er det ikke barokt? Et mini-Amsterdam i Caribien. Det er altså en helt fortryllende verden vi lever i!

Min ambition de kommende måneder er at blive klogere på lande som Indonesien, Malaysia og Filippinerne. Alle er steder, jeg ved bekymrende lidt om. Hvis nogen af de nærværende læsere har anbefalinger til læsestof, modtager jeg det med kyshånd.

Verdens kedeligste mand

For længe siden – lad os sige 8-10 år – ville den aktuelle situation i Ukraine have været min altfortærende interesse.

Det var dengang jeg legede ambassadeansat i Centraleuropa, og tilmed nærede drømme om en Ph.d inden for transitions- og demokratiseringsprocesser i post-kommunistiske lande. En rask lille folkelig opstand mod et oligarkisk og semidespotisk styre var lige noget for mig. En vaskeægte lækkerbidsken at fordybe sig i.

I dag skimmer jeg mere eller mindre uinteresseret de mange artikler og indslag om Ukraine. Kigger lidt træt ud i luften. Orker ikke rigtig at sammensætte en ganske vist uinformeret, men dog behjertiget analyse af og holdning til Ruslands rolle. Har ingen dybere indsigter at bidrage med. Når Den Bedre Halvdel (der kendte mig dengang jeg stadig havde meninger om regionen, og af for mig ubegribelige grunde stadig opfatter mig som begavet) spørger mig “Hvad er det der foregår?”, mumler jeg et eller andet utydeligt i skægget, og håber hun lader sig spise af med det.

Og jeg ved ikke engang hvorfor jeg er blevet så ligeglad. Eller hvorfor jeg tilsyneladende er degenereret så meget intellektuelt, at det bedste jeg kan stille op med er halvbagte postulater og viderekolportering af de søgte synespunkter, jeg har samlet op under avisskimningen.

Det bekymrer mig en anelse.

Mest fordi det ikke kun er Ukraine, som jeg er blevet indifferent overfor. Det er som at min kapacitet til at gå i ting, eller rettere: Min vilje til at forstå en sag i dybden, bliver gradvist mindre år for år.

Dansk politik? Intet kunne være mig mere ligegyldigt. Verdensøkonomien? Alt for komplekst til mig. Filosofiske debatter? Seriøst, lad mig få lov at være i fred. Kunst og kultur? Hold nu op, I skabekrukker. Samfundsdebatter? Gå nu hjem, kværulanter.

En af mine gode bekendte brænder intenst for diskussionerne om statens salg af DONG-aktier til Goldman Sachs. Intet kunne være mig mere ligegyldigt, men jeg forsøger da at motivere mig selv til i det mindste at have en mening om sagen. Nemt er det dog ikke.

Måske det bare er livet, der hænder for mig. At jeg som tiden går, familieforøgelsen nærmer sig, der flyttes mellem landsdele konstant og karrieren skramler ustadigt afsted, allokerer min opmærksomhed og bekymring på de nære problemstilling. Ukraine, DONG og politiske debatter fylder ganske lidt i den kontekst. Og det bliver nok endnu værre, når først den enbårne søn arriverer i familien om allersenest en måned.

Jeg ved ikke hvordan jeg kan forhindre mig selv i at blive til verdens kedeligste mand. Men noget må der gøres.

Retrospekt

 

Året 2007 nærmer sig efterhånden sin slutning, og i den anledning plejer en del magasiner, blogs m.v. at gå i selvsving med at lave lister over dette og hint. En af de mere interessante af slagsen er af Gideon Rachman, såkaldt “Chief Foreign Affairs Columnist” (ja, intet mindre!) i Financial Times. Udover at være i besiddelse af en über-cool jobtitel, så har han udformet en liste over noget så beskedent som de fem vigtigste begivenheder i verden i 2007.  Hans bud for i år er:

1) The surge 2) Sarkozy elected 3) Blair steps down 4) Flotation of PetroChina – becomes largest company in world by market cap, selected largely for symbolic reasons 5) Sub-prime crisis

But that’s a tentative list, and I’m open to persuasion. Here are some other events I’m thinking about including – Musharraf’s mini-coup; Hamas’s seizure of Gaza; something Russian – either Putin’s Munich speech, or possibly today’s announcement that Medvedev is his chosen successor; the monks’ revolt in Burma; Gore gets an Oscar and a Nobel prize; the revival of the EU constitution; the NIE report on Iran; the resignation of Shinzo Abe; the defeat of John Howard; Turkey’s constitutional crisis and the re-election of the AKP; the last episode of the Sopranos.

Ahr, det virkeligt irriterende ved den slags lister er jo, at de tvinger een til selv at filosofere over året der gik. Det falder mig en anelse svært at foretage Rachmans ranking af de globale begivenheder, men det er min ambition at gentage sidste års stormende succes: En kæk solipsistisk årsopgørelse. Hvem ved, måske man endda kan lokke Stobbe og den pludseligt blogaktive Fuldmægtige til det samme?

PS. Jeg er uenig i nummer tre på listen. Hvorfor skulle Blairs afgang være så central? Den var jo ventet og han havde været en lame duck længe. Desuden ser det jo ud til at Gordon Browns udenrigspolitik ikke adskiller sig meget fra sin forgænger. Og hvor er Afrika henne på listen? Mon ikke de humanitære situationer i Darfur og landet-hvor-en-borgerkrig-for-ganske-få-år-siden-kostede-små-3 mio.-mennesker-livet også fortjener at blive nævnt i en bisætning eller to?

I Believe In You. Your Magic Is Real

Imens 10.000 børn i dag døde i Afrika af kolera, så måtte Bush blive væk fra gældsafviklings diskussionen ved G8-mødet grundet et maveonde. Det kan man da kalde skæbnens ironi. Udover et tilsagn om flere penge til at bekæmpe aids og malaria (hvilket dog ikke stiller de selvproklamerede verdensfrelsere Bono og manden-hvis-koncerter-blev-aflyst-i-Danmark-efter-at-have-solgt-samlet-29-billetter tilfredse) og nogle forholdsvist uforpligtende løfter omkring begrænsning af emissioner af drivhusgasser, så blev konfliktlinjen mellem Rusland og USA tonet noget ned de sidste dage af mødet. Ja, faktisk var Putin så generøs at han foreslog et fælles anti-missil anlæg i Azerbaijan! De kære russere vil dog stadig ikke medvirke til en afklaring af Kosovos status. Samlet set er evalueringen af G8-mødets resultater derfor lidt mudret. Men forhåbentlig får den arme Bush’s mave det snart bedre. Pøj-pøj herfra.

Overordnet set synes jeg egentligt det mest interessante ved G8-møderne er deres symbolværdi. Det er tankevækkende hvordan globale trends bliver til og forsvinder igen. I 2005 fik Live8-bølgen skabt en masse opmærksomhed omkring gældsafvikling og udviklingsbistand. Man kan være fagligt uenig i aktivisternes argumenter, men det er et faktum at de fik lederne til at forpligtige sig til at gøre noget. I 2006 var mødet i Skt. Petersborg, hvilket man ikke hørte så meget om. Dels var folk nok mætte af at frelse verden, dels havde aktivisterne måske hørt om det russiske politis ‘hjertelige’ metoder når det gælder demonstrationer? Men så kom orkanen Kristina, og siden udgav manden-der-formåede-at-tabe-et-utabeligt-præsidentvalg sin nu herostratisk berømte bog (og siden film og meget famøst powerpoint show). Og vupti – pludselig er klimaforandringer blevet emnet over alle emner. Klima er så sexet. Ingen skænkede det en tanke for to år siden. Størstedelen af jordens befolkning har stadig ikke adgang til rent vand og det går stadig af helvede til i det sydlige Afrika. Men det er ligegyldigt nu, for det er jo ikke det ‘vi’ vil have politikerne til at bruge penge på. I stedet for at redde verden NU og kanalisere penge til dem der har brug for det NU, så skal vi lægge bånd på os selv, uden at vide om vores indsats overhovedet hjælper. Det er da tankevækkende hvilke mekanismer der er i spil, når über-emner sådan kommer øverst på dagsordenen.

Hvorom alting er, så fungerer G8 møderne altså af uransagelige årsager som det bi-annuale midtpunkt for ‘de globale megatrends’ (den floskel har jeg glædet mig til at kunne skrive). Det er dér NGO’erne og virksomhederne (og hvem der nu ellers kan tjene penge på andres ulykker) skal sørge for at have gjort deres påvirkningsarbejdet. I 2007 vandt klimamafiaen altså. Det skal blive spændende at se hvad der gør sig gældende i 2009. Vender udviklingsproblematikkerne tilbage? De globale handelsaftaler? Landbrugspolitik? De stakkels truede religioner? Nukleare våben? Den globale arbejdsdeling? Måske er der en rask lille krig i Mellemøsten at tage fat på? Gæt selv løs! Men I må kalde mig Balthazar hvis klima stadig er ze hot stuff om to år.

Mockba tur/retur

Ih, her gik jeg og troede at det var svært at komme til USA for at læse en master. Men hvad skuer mit øje, jo minsanten, der findes rent faktisk steder hvor de er om muligt endnu mere selektive! Tag nu for eksempel Московский государственный университет (frit oversat: Moskvas Statslige Universitet), hvor man for at blive optaget skal igennem en medicinsk test, hvorunder det vigtigste er en aidstest, der selvsagt skal aflægges i en af universitetets dertil indrettede klinikker. Right. Jeg må vist hellere vælge Stanford eller Harvard istedet. Sørens også!