En sjældent god Venstre dag

Jeg er svært tilfreds med at Jakob Ellemann-Jensen endelig fik mandet sig op til at melde (relativt) klart ud om Støjberg.

For selvfølgelig skal Venstre bakke op om en rigsretssag, hvis det kommer dertil. Hvordan kunne der overhovedet være tvivl herom? Tænk, at det er nødvendigt for et liberalt partis formand, at skulle melde det eksplicit ud. Det burde være helt naturligt, at Venstre er et lov og retsstatsparti. At der rundt om i medierne kunne laves diverse konspirationsteorier om studehandler med Socialdemokratiet, siger noget trist om mit partis moralske habitus, almindelige deroute og en ualmindelig svag formand.

Bevares, jeg er ikke jurist og der er ingen der er dømt endnu. Men vurderet ud fra den meget skarpe kritik i de dele, jeg har læst af Instrukskommissionens rapport (’klart ulovligt’), så er det svært at forestille sig at der ikke som minimum bliver rejst en rigsretssag mod Støjberg. Det vil jeg se frem til.

Jeg prøver at overbevise mig selv om, at jeg ville være ligeså stålsat i min holdning, hvis det ikke drejede sig om en politisk modsætning. Det håber jeg. Men guderne skal vide, at jeg har mange issues med Støjberg, og at jeg klart er biased i mit syn på hende.

Dels politisk, hvor jeg er dybt uenig med hende på snart sagt alle områder. Dels i hendes form og væremåde, hvor jeg opfatter hende som i bedste fald upræcis med sandheden, i værste fald som direkte løgnagtig og konfliktskabende. Og endelig som medlem af Venstre, som hun skader med sin væremåde, sine soloridt og den gidseltagningssituation hun (og hendes bedrøveligt mange støtter) har holdt partiet i. Ellemann-Jensen gjorde endelig det rigtige nu, men han har tidligere længere bakket op om den forløjede retorik om ‘barnebrude’ (hvilket aldrig var, hvad substansen i Instrukskommissionen handlede om) og var også underligt diffus, da kommissionens rapport blev offentliggjort. Det har været uklædeligt og direkte ulækkert at overvære. Jeg er helt med på, at det er en balance for Ellemann-Jensen, når forskellige fraktioner i et parti skal håndteres. Men på et tidspunkt må man gøre det rigtige, uanset at det kan koster dyrt politisk. Et (i hvert fald på papiret) liberalt parti som Venstre kan ikke leve med, at der er tvivl om helt basale ting som dedikationen til retsstaten.

Så lad os få hende dømt eller renset. Vi skal videre nu. Og dejligt at Venstre for en sjælden gangs skyld viste en smule principfasthed.

Update samme aften: I retrospekt og med den igangværende magtkamp i Venstre in mente, så var ovenstående ikke just den kløgtigste analyse, jeg til dato har skrevet. Venstre er mere eller mindre i nedsmeltning efter Ellemann-Jensens udmelding i går, som jeg (naiv som jeg er) ikke i første omgang fortolkede som indledningen på opgøret med Støjberg.

Vi står nu overfor en 4-7 års genopretning af partilinjen og persongalleriet, lidt i stil med Konservative efter Tamilsagen. Partiet er splittet og har ingen reel politik. Jeg ville elske en tilbagvende til rødderne, men udfordringen er selvfølgelig, at et mere ideologisk ‘rent’ liberalt Venstre ikke er et naturligt statsministerbærende parti – dertil er antallet af ideologisk liberale vælgere for småt. Vejen til magten virker ikke-eksisterende i al overskuelig fremtid. Det gælder ikke mindst i en situation, hvor den forlængst afdøde blå blok ikke er et reelt valgbart alternativ. De nominelt borgerlige partier er en flok dysfunktionelle kannibaler, der er lysår fra at kunne udfordre Mette Frederiksen.

Prisen for Venstre siden Ellemann Seniors afgang i 1998 og systemskiftet i 2001 har været høj. Det liberale forsvandt ud af Danmarks efter eget udsagn Liberale Parti. Fogh professionaliserede og topstyrede partiet, så det såkaldte baglands eneste rolle var at afvikle kampagner og agere heppekor. Men den aktuelle konflikt illustrerer vel, at Venstre-massepartiteltet er for bredt – eller rettere: ikke bredt nok. Partiet kan ikke rumme både en nationalkonservativ og en liberal strømning. I hvert fald ikke, hvis den ene strømning repræsenteres af en megaloman og destruktiv personlighed som Støjberg. Det bliver for skizofrent. Eller jo, måske kunne Venstre rumme de modsatrettede holdninger dengang i 2001 og årene frem, hvor alliancen med DF om en stram udlændingepolitik og milde gaver til pensionisterne var adgangsbilletten til magten. De dejlige ministertaburetter kompenserede så dejligt for at partiet førte den krypto-socialdemokratiske politik. Men nu er udlændningepolitik som mærkesag reelt værdiløs; alle de andre partier har også stramninger på hylden – Socialdemokraterne endda i endnu højere grad end Venstre. Nu er partiet splittet og i opløsning; fællesmængden er der ikke længere – udover ønsket om at bruge partiet til at opnå egen vinding. Det er ikke holdbart. Ved siden af er der så hele diskussionen om partiernes fremtid. Hvad er meningen, hvis partierne ikke længere er ideologiske bevægelser, men blot amorfe professionelle platforme, beregnet til at opstille kandidater og koordinere kampagner for trolls og tæskeholde på de sociale medier. Det er virkelig trættende.

Det bliver en interessant tid for Venstre, men næppe på en god måde.

SV

Min spontane reaktion til Lars Løkkes ønsker om en SV-regering: Det er ikke en god ide.

På det korte sigt opfatter jeg hans udmelding som at Venstre selv og partiets valgstrategi er mere eller mindre i opløsning. Det indtryk bekræftes af næstformand Kristian Jensens afvisning af idéen. Hjulene er ved at falde af for mit parti, og det er ærligt talt ikke særlig morsomt at være en del af det.

På det mellemlange sigt vil en SV-regering også kunne udskyde den helt nødvendige ideologiske og organisatoriske oprydning i Venstre. Partiet fremstår i dag som Danmarks mest magtfuldkomne og korrupte. Ideologisk har Venstre alene i den seneste uges valgkamp lovet alt lige fra skattelettelser til mere velfærd. Jeg er med på at et partis politik ikke kan være rendyrket ideologisk i mødet med virkeligheden og de parlamentariske forhold. Men det nuværende brandudsalg hænger ikke sammen, og det gør det vanskeligt for mig at sige præcis hvad Venstre vil – altså udover at beholde magten.

En SV-regering vil også kunne udsætte udskiftningen i partiets ledelse. Lars Løkke kan finde på at stritte imod det formandsskifte, der er helt altafgørende for Venstres fremtidige trivsel. Jeg er her helt bevidst om at Løkke er et politisk dyr, der aldrig giver op. Men jeg fornemmer at hans ønske om en SV-regering mere handler om hans personlige interesser – enten som EU-kommissær eller minister -, end det handler om dybfølte bekymringer for yderfløjenes indflydelse på dansk politik.

På det langsigtede og mere systemisk plan er jeg nervøs for de konsekvenser, som en SV-regering vil få på den politiske kultur.

Konsensus er ikke altid godt eller ønskeligt. En monolit henover midten vil kunne kvæle debat, innovation og holde nødvendige stemmer og synspunkter ude. Jeg ønsker et demokrati, hvor meninger mødes, kæmper og er i dialog med hinanden. Den slags skaber fremdrift. Jeg ønsker ikke en endnu mere teknokratisk, apolitiseret og korporatistisk samfundsdebat. Det så vi i Østrig, hvor konservative og socialdemokrater i storkoalitioner sad på magten i over 50 år. Det var stabilt, ja, men det skabte ikke dynamik, og det fremelskede en særdeles kras højrefløj.

Endelig køber jeg heller ikke at et samarbejde hen over midten vil holde yderfløjene udenfor indflydelse. I Tyskland har de haft en tilsvarende monolit, og i dag ser vi det ekstreme AfD’s fremmarch. Jeg tror simpelthen ikke på at en SV regering er det rigtige svar på populismen, tværtimod.

Men ok, hvis alternativet er et brun-rødt samarbejde mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, så kan jeg da til nøds leve med en SV-regering.

Lavt til loftet

Det smerter mig betydeligt at vedkende mig det. Men i den verserende betændte EU-debat i Venstre, er jeg ret enig med Asger Aamund i Berlingske for nylig: Det er Venstre, der er problemet – ikke Jens Rohde.

Hvis man læser Jens Rohde og Erik Boels famøse kronik, så er indholdet hverken rabiat eller specielt vanvittigt. Der er tale om standard Bruxelles synspunkter. Politikforslagene (en ny EU-traktat indeholdende en slankere og direkte valgt Europa-Kommission, øget demokratisk forankring via styrkelse af Europa-Parlamentet, en finanspolitisk union, forstærket europæisk forsvarssamarbejde m.v.) er noget af det mest mainstream, man overhovedet kan opstøve i brede EU-debatter.

Bevares, man kan selvfølgelig sagtens argumentere for, at det er ganske verdensfjernt at ville diskutere langsigtede EU-traktatændringer i en tid med Europa i recession, og et Grækenland i varierende grader af opløsning. Set i det lys kunne Rohde og Boel sikkert have valgt en bedre timing for deres europapolitiske opråb.

Eller også kunne de ikke. For de har en vigtig pointe. Der ér brug for en øget demokratisk forankring af EU-projektet, særlig set i lyset af det stadig tættere økonomiske samarbejde. Hvor mange af de nærværende læsere ved eksempelvis præcis, hvordan den Europæiske Central Bank arbejder? Hvor mange tænker egentlig over, at den europæiske pengepolitik i praksis udformes af begavede økonomer uden skyggen af demokratisk legitimitet? Er der ikke noget rigtigt i, at EU-institutionerne med fordel kunne reformeres? Og er der ikke brug for et Europa, der kan løfte ansvaret, når det handler om at løse grænseoverskridende problemer og globale sikkerheds-, miljø- og klimaudfordringer?

Der er med andre ord intet galt med substansen i Rohdes kronik. Man kan være uenig i hans synspunkter, javist, men at beskylde manden for at være politisk tonedøv, eller for ikke at være inde i de politiske debatter og issues, der kører i Bruxelles og de øvrige europæiske hovedstæder? Det ville være faktuelt forkert. Det er snarere den danske EU-debat, som kører i et parallelunivers i forhold til det øvrige Europa. Derfor er det så mærkværdigt at se, hvordan Venstre kan gå så meget grassat over Rohde. Nuvel, det er selvfølgelig klart, at hvis man ikke er enig i et partis politik, så kan man ikke være (spids)kandidat til en folkevalgt forsamling. Omvendt, så burde lige netop Venstre være et så rummeligt parti, at det kan rumme et bredt spektrum af holdninger, herunder også EU-føderalister.

Jeg er godt klar over, at det i den hellige professionaliserings og politiske kommunikations navn er et kardinalpunkt, at der aldrig, aldrig, ALDRIG må være tvivl i omverdenen om et partis linje i et givent spørgsmål. Der er også indiskutabelt, at Venstre er blevet et mærkbart mere EU-realistisk parti de sidste 10-15 år siden Uffe Ellemanns formandsdage. Hvilket sådan set er fair nok. Jeg er også selv blevet mindre EU-begejstret som årene er gået. Men betyder valgtaktiske hensyn og småligt indenrigspolitiske fokus nu nok engang, at man ikke engang kan diskutere et emne som EU-traktat ændringer?

Det er sørgeligt at se, hvordan lofterne bare bliver lavere og lavere i de danske partier. Kan så læse mig til, at den forsamlede danske journaliststand i sin visdom har identificeret en letforståelig, konfliktbaseret, personfikseret og procesorienteret spinforklaring på hele affæren. Frem for at forholde os til substansen og de ubehageligt relevante spørgsmål i Rohde og Boels kronik, så må vi forstå, at det i virkeligheden bare er et internt Venstre-opgør.

Således slipper vi – pyha! – for at diskutere de vanskelige og komplekse emner. Nu kan vi så igen fordybe os i så vigtige sager som Statsministerens mands eventuelle seksuelle observans, motivgranskning af diverse politiske udsagn på Facebook, eller hvorvidt en politiker har ’håndteret’ en problematisk sag på en tilpas spin-agtig måde. Herligt, ikke sandt? Alt imens undrer politikerne sig over den dalende respekt for deres metier samt at folk melder sig ud af partierne, og at borgerne generelt adopterer et kynisk syn på verden og deres medmennesker. Hvorfor mon?