Der kommer ikke til at ske noget

Jeg er helt bevidst om at det er en grundlovssikret ret i USA at eje skydevåben. Men det er og bliver vanskeligt for en ikke-amerikaner at forstå, hvorfor den ret er så meget vigtigere end andre samfundshensyn. Der er ingen andre vestlige lande, hvor man på den måde har skoleskyderier og masseskyderier i det offentlige rum. Det burde være åbenlyst for de fleste, at der er en sammenhæng mellem antallet af skydevåben i omløb og antallet af mord begået med skydevåben.

Men hvis du lige nu med håb i hjertet ser idealistiske unge mennesker i USA kæmpe for våbenkontrol, og du derfor tror, at det kommer til at ændre noget? Så tager du fejl. Den kamp døde i 2012. Som journalisten Dan Hodges udtrykte det deprimerende rammende i et tweet fra 2015:

“In retrospect Sandy Hook marked the end of the US gun control debate. Once America decided killing children was bearable, it was over.”

Han har helt ret. I 2012 skød en mand 20 børn mellem 6 og 7 år (og sin egen mor og 6 pædagoger) med et automatvåben i en børnehaveklasse i Newport.

Hvis ikke dét er nok til at ændre ens holdning til våbenkontrol, så er endnu et skoleskyderi i Florida heller ikke en begivenhed, der flytter noget. Måske bedst illustreret af, at Trumps forslag til at løse problemet er … ja, korrekt: At bevæbne lærerne.

Det er vanskeligt at vide om man skal grine eller græde.

Aftenlandet

Jeg ville egentlig gerne kunne bidrage med noget nyt, originalt og indsigtsfuldt her oven på det amerikanske præsidentvalg.

Men der er reelt ingen af mine refleksioner, der ikke er beskrevet bedre og mere dybsindigt andetsteds i en af de vel noget nær uendeligt mange think-pieces, elegier og cri de coeur de senere dage.

Mange bruger ganske megen energi på at finde frem til, hvad årsagen til Trumps valgsejr mon er.

Men her midt i den almene fortvivlelse og i erkendelsen af, at meningsmålingerne nok engang skød helt ved siden af – ligesom ved Brexit-afstemningen og den danske afstemning om retsforbeholdet sidste år -, forfalder mange til mere eller mindre impressionistiske analyser. Det kan være en udmærket katarsisk proces, men leder næppe frem til nogen dybere erkendelse – så det vil jeg holde mig fra (næsten).

For at forstå politiske udfald og dynamikker i USA er en notorisk vanskelig øvelse for en ikke-amerikaner, der betragter landet på afstand (og igennem europæiske medier). Og selvom man som udenforstående muligvis rent intellektuelt forstår et andet lands valgsystem og man ovenikøbet følger med i debatten i landets egne medier, så er det alligevel de færreste, der sådan for alvor forstår politiske systemer og valgdynamikker i andre lande.

Én ting hæftede jeg mig dog ved i forbindelse med valget, nemlig denne graf:

kollaps

Hvad viser det så? Først og fremmest en markant lavere valgdeltagelse siden 2008. Obama fik virkelig mobiliseret sine vælgere dengang. Hans glorie var mindre skinnende i 2012, omend Romney mobiliserede flere republikanere end McCain gjorde i 2008.

Og 2016?

Trump mobiliserede færre vælgere end både McCain i 2008 og Romney i 2012. Det er med andre ord ikke fordi der pludselig er opstået en troldehær af vrede, hvide mænd, der hader folk med en anden seksualitet eller hudfarve. Bevares, der er sikkert en del af den slags mellem Trumps vælgere, men han vandt ikke fordi de pludselig væltede frem i hobetal.

Nej, det der skete, var et gigantisk kollaps hos Hillary Clinton.

Måske hun var oppe imod en urealistisk baseline, når hun skulle sammenlignes med Obamas helt eventyrligt stærke evne til at motivere og mobilisere sin base. Men uanset hvad; det lykkedes simpelthen Hillary Clinton at få 10 mio. færre demokrater end i 2008 til at gide møde op i stemmelokalerne.

Der er mig bekendt ikke data for hvorfor de vælgere, der skulle have støttet Clinton blev væk. En del skyldes givetvis dem generelt lavere valgdeltagelse. Måske tog vælgere der ønskede en Clintons sejr den så meget for givet, at de ikke gad stå i kø.

Men hvis man anvender en Ockhams ragekniv-betragtning, så var Clinton tydeligvis et gigantisk fejlcast som præsidentkandidat.

For udover at være forhadt af republikanere, var hun åbenbart heller ikke ligefrem en kioskbasker blandt sit eget partis vælgere. Bernie Sanders’ tilhængere var åbenbart stadig ikke særlige betagede af en Wall Street/establishment/machine politics kandidaten fra Clinton-dynastiet. Faktisk var hun åbenbart så uelsket, at end ikke en åbenlyst monstrøs modkandidat som Trump var nok til at motivere folk til at bakke hende op.

Hvad med hendes køn? Det er vanskeligt at sige hvilken rolle det har spillet i fravalget af hende. Lande som Tyskland, England, Danmark, Sydkorea, Pakistan m.fl. har eller har haft kvindelige statsledere/statsministre, og hvorfor skulle USA egentlig være så meget mere biased imod kvindelige ledere? Nej, jeg tror, at der er tale om et fravalg af én kvinde, og ikke kvinder generelt.

Men nok med det tilbageskuende. Hvad så nu? Hvad sker der de kommende fire år?

Ja, det er jo netop det, der er så skræmmende. Ingen ved hvad Trump kan finde på. Normalt forsøger jeg ikke at lader mig gå på af ting, jeg alligevel ikke kan påvirke. Men denne gang er jeg reelt bekymret. Vender igen og igen tilbage til artiklen i New Statesman fra oktober om, hvad de potentielle konsekvenser for resten af verden vil være.

Jeg er bekymret for at den liberale verdensorden og den klassisk liberalismes død (RIP, 1750-2016), og at den åbne og fri periode perioden siden 1989 nu endegyldigt er ovre. Og jeg er bekymret for den sikkerhedspolitiske situation, den globale handel og de universelle menneskerettigheder. Verden virker markant mindre sikker med en irrationel ignoramus i spidsen for en af verdens supermagter?

Er jeg alarmistisk? Skal der slås koldt vand i blodet? Måske. Men jeg er bekymret for hvad det er for en verden, at mine to små arvinger skal vokse op i. 2015 og 2016 har været rædselsår uden lige. Vi har taget det liberale demokrati, frihandel og mere åbenhed for givet. Det idylliske verdensbillede fik et slag efter 9/11, men var dog stadig det fremherskende paradigme – i hvert fald i Europa og USA. Men hvad så nu? Der sidder en neo-Maoist i Beijing, Putin puster sig op, briterne stemmer sig ud af EU, Trump bliver valgt, DF er det største borgerlige parti i Danmark – og lige om lidt vinder Le Pen i Frankrig. Det er da ganske fortvivlende at være med til.

Nuvel, det endte åbenbart alligevel med et katarsisk og impressionistisk indlæg. Nu er det tid til at tænke på vejen frem. Hvis blot jeg vidste hvilken vej, vi bør gå.

Golden State

 

Det var en ganske episk aften i Oakland. Jeg havde varmet mentalt op længe til kampen mellem Golden State Warriors og Toronto Raptors, men havde næppe regnet med en så spændende og dramatisk kamp. De særligt interesserede kan læse et referat af kampen, men meget kort fortalt: Golden State var bagud med 27 (27!!!) point langt inde i 3. quarter. Rudy Gay (som siden er draget til Sacramento Kings …), DeMar DeRozan og Kyle Lowry var sindssvagt effektive for Toronto, mens Golden States stjerne, Steph Curry, ikke kunne ramme noget som helst. Der var lagt op til en sand hjerteknuser for de to tilrejsende skandinavere.

Det blev så grelt, at jeg lavede et rask lille væddemål med Fruen: Hvis Golden State kom tilbage og vandt kampen, så ville jeg øjeblikkeligt gå ud og købe spillertrøjen med min favoritspiller (Harrison Barnes). Og minsandten! Jeg kan ikke helt forklare hvordan de gjorde det, men i løbet af et helt forrykt fjerde quarter fik Golden State indhentet og passeret Toronto. Oracle Arena gik helt amok. Det var en oplevelse af en anden verden, og det fik sidste års NBA-kamp mellem Denver og Utah til at virke ganske blodfattig i sammenligning. Og jeg er nu en smuk baskettrøje rigere.

Jeg tror, at det er det særligt fascinerende ved basket. En kamp er meget sjældent afgjort før til allersidst – og det er som regel vældig, vældig spændende. Endelig må man give amerikanerne, at de kan det der med at skabe et underholdningsprodukt. Den får aldrig for lidt. Der var nationalsange (Toronto er som bekendt fra Canada), cheerleaders og underholdning i stride strømme stride. Turens måske bedste burger fik vi ligeledes på stadion.

Efter kampen er det bølget noget op og ned for Golden State Warriors. De kommer antageligvis med i slutspillet, men de dårlige vaner med at lade modstanderen komme solidt foran, er de ikke sluppet af med.

Oakland, Denver og andre steder

Det er så sikkert som amen i kirken. Hver gang jeg har får en emotionel forbindelse, besøger eller bor et nyt (og helst eksotisk) sted, insisterer jeg på at blive fan af snart sagt samtlige sportshold fra området.

Da jeg mødte Den Bedre Halvdel, blev den latente sympati for Djurgårdens IF og Halmstads BK således til deciderede tilførsforhold.

Det skete også da jeg flyttede til Hvidovre (og rent faktisk fulgte HIF’s resultater i en periode), Østerbro (ditto for B.93), Prag (Bohemians i fodbold, Sparta i ishockey), Bruxelles (ok, ikke helt, det var Club Brugge) og Hjørring (FC Hjørring Vendsyssel FF).

Efter rejserne til New York havde jeg pludselig en Yankees trøje liggende (selvom jeg holdt mest med Mets, da vi så opgøret i the Subway Series), ligesom turen til Boulder og Denver sidste år automatisk gjorde mig til fan af Nuggets, Broncos, Rockies og Colorado Buffaloes. Det var ikke noget jeg kunne styre, det skete bare.

Det kommer således næppe bag på nogen, at vores kommende bryllupsrejse til San Francisco og Hawaii har afstedkommet en pludselig opstået (og ikke videre sund) fascination af alle sportshold fra the Bay Area. Vi skal ind og se NBA-kampen mellem Golden State Warriors og Toronto Raptors1, og jeg er ganske uden grund begyndt at følge MLB kampene for San Francisco Giants og Oakland A’s. Ja, faktisk er det mest irriterende ved hele affæren, at der ikke rigtig findes nogle sportshold på Hawaii at holde med2.

Derfor berører det mig pludselig også dybt, når jeg læser lange og oprevne artikler om at Oakland kan være på vej til at miste sine tre sportshold. Hidtil kendte jeg ellers kun til byen for dens tårnhøje kriminalitetsrate og Aaron Wildavskys statskundskabsklassiker ‘Implementation: How Great Expectations in Washington are Dashed in Oakland; or, Why it’s Amazing that Federal Programs Work at All’ fra 1973, men nu går jeg altså også op i byens sportsholds velbefindende3. Det er ganske irrationelt, og ikke så lidt fjollet.

Men hvad skal jeg gøre? Som den altid amuserende skribent Rembert Brown skriver inde på Grantland i forlængelse af at hans to notoriske yndlingstaberhold fra Atlanta igen er ude af alle turneringer:

You can’t pick your family and you can’t pick where you’re from. See everyone next year.

Og det er jo sandt. Man vælger heller ikke selv hvem man elsker. Uanset hvor meget AaB end svigter mig, så holder jeg jo ikke op med at følge dem af den grund. Dermed også sagt, at jeg allerede nu glæder mig til at lukke endnu flere sportshold end i mit lille sorte hjerte. Hvem ved, måske Stephen Curry, Harrison Barnes og de andre Golden State spillere vil besnære mig.

Uanset om de så bliver boende i Oakland, eller tager turen tilbage over broen og bliver San Francisco Warriors igen.

  1. Er dette det mest 90’er agtige navn til et sportshold nogensinde? Jeg tror det! []
  2. University of Hawaiis sportshold hedder ‘Rainbow Warriors’. Det kan jeg ikke rigtig håndtere følelsesmæssigt. []
  3. Og ikke kun som hadeobjekter, som da Golden State Warriors kylede mine elskede Denver Nuggets ud af slutspillet i NBA i foråret []

Sentiero

Sådan en grå, støvregnende, blæsende og lidt ligegyldig onsdag, kan man godt savne bjergvandringerne i Schweiz. Skal blive godt at komme afsted igen. Sidst vi oksede rundt i bjergene var sommeren 2011 i Müllerthal nær Echternach i Luxembourg. Eller, vent, det passer ikke. Faktisk var det en vandring i snevejr op af bjergene i Chautauqua Park i Boulder sidste november.

Savnet er dog ikke mindre af den grund. Det må gerne snart blive slut-august.

Sinologi

Jeg har tænkt over noget de senere dage. Jeg tror, at vi går op i de forkerte ting, når vi diskuterer udenrigspolitiske forhold.

Får læst en masse Financial Times for tiden. Tager avisen med hjem efter arbejde, fordi der alligevel ikke er nogle af mine kolleger, der får den læst. De har kørt en masse artikler om partikongressen i Kina og eksklusionen af ham et-eller-andet Bo fra politbureauet.

Det fik mig til at tænke. Vi ofrer så meget opmærksomhed på det amerikanske præsidentvalg. Der sidder mennesker i Vordingborg og spekulerer over, hvad mon det vil betyde for de stakkels homoseksuelle, hvis Rick Santorum bliver præsident. Og der sidder personer i Baden Baden og nærstuderer Obamas taler ved AIPAC-konferencen i forrige uge. Alt imens er de fleste mennesker ret ligeglade med antageligvis ligeså homoseksuelle mennesker i Kina, og det er de færreste, som går sådan rigtig meget op i kinesernes Mellemøst-politik.

På en måde kan jeg godt forstå det monomane fokus på USA.

Vi får det meste af popkulturen derfra. Landet er stadig hegemonen i den globale økonomi og sikkerhedspolitik. Og amerikansk politik er mere iscenesat, mere skuespilsagtigt. Eller: Det er i hvert fald nemmere for journalister, at vinkle deres rapportager på den måde. I ved nok: Gode, kloge Obama vs. de gale, kristne højrefløjsfundamentalister. God vs. ond. Det er lige efter det store manuskript for episke politiske dramaer med klart definerede helte og ligeså klart definerede skurke. Enhver der har et West Wing er allerede lune i trussen. Amerikansk politik er bare sjovere og nemmere at have en mening om.

Men Kina? Der sidder 9 mænd i politbureauet. De ligner alle hinanden. Ingen kan huske deres navne. I FT’s analyse af flokken havde de delt dem op i ’liberals’, ’conservatives’ og ’unknowns’. Pudsigt nok var begge de to gamle mænd i ’unknowns’-kategorien henholdsvis den kommende premierminister og den kommende præsident!

Vi har med andre ord at gøre med et politisk system, hermetisk afsondret fra resten af verden, hvor ikke engang nogle af bedste analytikere og journalister reelt aner hvem fanden de kommende beslutningstagere er. Vi aner ikke hvad de mener, de er umulige at skelne fra hinanden, ingen kender deres evner eller kompetencer. Vi aner ikke hvordan det spiller sammen med den øvrige styring af de mange milliarder kinesere regionalt og lokalt. Største drama i sidste uge var som nævnt eksklusionen af ham Bo, lederen af en region, som jeg ikke kan huske navnet på, men der bor vist nok 55 mio. mennesker. Ignorancen fra min side er total (og jeg har på fornemmelsen, at jeg ikke er alene om det). Alt imens går folk op i om Newt Gingrich har kaldt Obama for en socialist. ’Wauw’, må man bare sige.

I gamle dage sad der såkaldte kremnologer og beskæftigede sig med det sindrige magtspil i den øverste sovjetiske ledelse. Og forhåbentlig er der i dag beijingologer, der er ligeså optaget af at forstå hvad i alverden der foregår, dér bag de lukkede døre. For det er formentlig uhyrlig vigtigt for verdensøkonomien, klimaet, menneskerettighederne og sikkerhedspolitikken, hvem der sidder i Kinas ledelse.

Men det er noget nær umuligt at finde ud af eller at forstå. Så ingen i danske medier går rigtig op i hvilken af de ens-udseende kinesere med uhuskelige navne, som kommer til at bestemme. Så hellere skrive endnu en artikel om Ron Paul (dette absolut irrelevante politiske fænomen) eller Santorums seneste homohadende tale i en bonderøvs-stat i Midtvesten.

Anyway, jeg tror ikke, at jeg selv har evnerne eller energien til at sætte mig ind i, hvad der foregår i Kina for tiden. Men jeg tror, at det er vigtigt at blive bedre til det. Og jeg tror, at vi retter fokus mod forkerte eller irrelevante ting. Vi kommer næppe til at forstå verden bedre, hvis vi fortsætter med kun at beskæftige os med let kommunikerbare ting og personhistorier om Mitt Romneys mormonbaggrund. Det er jo i sidste ende fuldstændig irrelevant. Underholdende, måske, men irrelevant.