Krig i Europa

Der er noget … uvirkeligt over det, der foregår i det østlige Ukraine og den igangværende geopolitiske situation. Indtil for få dage siden var jeg overbevist om, at russerne ikke ville invadere Ukraine.

Min mentale fortolkningsmodel var: Putin har så lagt så meget kapital og prestige i den her manøvre, at han ikke kan trække sig uden at få noget ud af det. Han ønsker at skade og destabilisere Ukraine mest muligt (ikke at erobre territorier per se), at Rusland bliver betragtet som en relevant geopolitisk aktør og endelig at befæste sin egen interne autokratiske magtposition via en konfrontation med Vesten (og et opgør med NATO-sikkerhedssystemet). Han ønsker at opnå maksimal effekt med den mindst mulige omkostning.

Min tese var at det aldrig har været planen at Ukraine skulle invaderes, tværtimod. Det vil være alt for dyrt og de negative konsekvenser vil være enorme for Rusland. Der bor, hvad, 40 mio mennesker i Ukraine? Som er et korrupt, men dog nogenlunde civiliseret land med en stor hær og militær støtte fra Vesten. Forestiller man sig en længerevarende russisk besættelse af Europas næststørste land? Vi taler ikke et eller andet obskurt Kaukasus-område à la Georgien, som alle i resten af verden er inderligt ligeglade med. Det er tale om en nabo til EU, som tilmed har en vis symbolsk værdi for demokrati og alt det der. Det er ikke gratis at lave den slags narrestreger. Der kommer nye sanktioner. Desuden: militære aktioner i andre lande er vanskelige. Prøv at se hvor store problemer oliearaberne i Riyad har med deres intervention i Yemen. Selv ikke med alle deres petrodollars i ryggen og dyrt indkøbte militært isenkram kunne de knægte en flok oprørske shiaer. Det er ikke så nemt det der med krig og invasioner.

Så jaja, russerne kan muligvis bombe løs i Syrien og sende Wagner Gruppen på voldstogter i den Centraklafrikanske Republik eller Mali, men hvornår har de sidst haft en succesfuld invasion? Hvorfor skulle de være blevet bedre siden Afghanistan? De kan jo ikke engang få deres befolkning til at holde op med at dø af druk. Og endelig: nævn blot én succesfuld invasion nogen steder de sidste 50 år (måske fraset Vietnams indsats mod Khmer Rouge i Cambodia 70’erne). Det et noget nær umuligt foretagene at få succes med.

Med alt dette in mente, så mente jeg at Putins mål var at markere russisk voldsparathed (så pas på Baltikum!), skabe et maksimalt dysfunktionelt Ukraine på grænsen til EU (helst under de facto russisk styre, som i de glade Yanukovych-dage), fortsætte hybridkrigen, udstille USA’s tiltagende globale svaghed (hvad er det præcis USA vil/kan gøre for at stoppe Rusland?). Det handler om at signalere at man er den stærkeste og mest skruppelløse mafiaboss på blokken, som er klar til alt. Så jeg antog at de russiske tropper ville komme til at være der i lang, lang tid – lige indtil de bliver flyttet til grænsen mod Estland, Letland og Litauen og cirkuset gentager sig.

Min konklusion var at så længe Europa er afhængige af den russisk gas, de kriminelle netværk i Tyskland og de mange russere i Londongrad tjener på at Putin-regimet kører, plus Europa ikke er klar til at reagere med andet end ligegyldige økonomiske sanktioner, så går det ligesom dengang Erdogan kunne afpresse EU ved at true med at åbne for flygtningestrømmene. I den situation sked EU på alt, hvad der hedder menneskerettigheder og ædle principper. Vi gav efter og betalte despoten for at holde flygtninge i lejre på den anden side af Bosperus. En autokrat lugter ikke af rosenbusk, men hvis man kan betale sig fra at skulle slås, så gør man det. For vi er et bekvemt kontinent, der ikke har haft lyst til konflikt i mange årtier.

Så hvor gik jeg galt i byen henne?

Jo, jeg har tydeligvis undervurderet, at Putin og det russiske regime opererer i anden begrebsverden end mig og NATO-landene. Han er en 19. hundredetals despot i år 2022. Der har dette på sit CV (Grozny efter russiske offensiv i 1999-2000):

Grozny 1999

Putin var mere end klar til at bombe Tjetjenien sønder og sammen. Og i dag er han tilsyneladende mere end klar til at betale – eller rettere: lade den russiske og ukrainske befolkning  betale – prisen for en invasion. Så jeg tog fejl. Putin ER interesseret i territorier per se. Og som en mafiaboss med en messiansk mission om at genskabe et Storrusland, så er han i den grad klar til at skrue op for volden og krigen på en måde, der ikke er set i Europa siden anden verdenskrig. Krige mellem lande er nærmest uhørte i 2022, men her er vi altså så igen.

Nu må vi se, hvor mørk den kommende tid bliver – og hvilke afledte økonomiske og geopolitiske konsekvenser, det får. Optimistisk er jeg ikke.

Verdens kedeligste mand

For længe siden – lad os sige 8-10 år – ville den aktuelle situation i Ukraine have været min altfortærende interesse.

Det var dengang jeg legede ambassadeansat i Centraleuropa, og tilmed nærede drømme om en Ph.d inden for transitions- og demokratiseringsprocesser i post-kommunistiske lande. En rask lille folkelig opstand mod et oligarkisk og semidespotisk styre var lige noget for mig. En vaskeægte lækkerbidsken at fordybe sig i.

I dag skimmer jeg mere eller mindre uinteresseret de mange artikler og indslag om Ukraine. Kigger lidt træt ud i luften. Orker ikke rigtig at sammensætte en ganske vist uinformeret, men dog behjertiget analyse af og holdning til Ruslands rolle. Har ingen dybere indsigter at bidrage med. Når Den Bedre Halvdel (der kendte mig dengang jeg stadig havde meninger om regionen, og af for mig ubegribelige grunde stadig opfatter mig som begavet) spørger mig “Hvad er det der foregår?”, mumler jeg et eller andet utydeligt i skægget, og håber hun lader sig spise af med det.

Og jeg ved ikke engang hvorfor jeg er blevet så ligeglad. Eller hvorfor jeg tilsyneladende er degenereret så meget intellektuelt, at det bedste jeg kan stille op med er halvbagte postulater og viderekolportering af de søgte synespunkter, jeg har samlet op under avisskimningen.

Det bekymrer mig en anelse.

Mest fordi det ikke kun er Ukraine, som jeg er blevet indifferent overfor. Det er som at min kapacitet til at gå i ting, eller rettere: Min vilje til at forstå en sag i dybden, bliver gradvist mindre år for år.

Dansk politik? Intet kunne være mig mere ligegyldigt. Verdensøkonomien? Alt for komplekst til mig. Filosofiske debatter? Seriøst, lad mig få lov at være i fred. Kunst og kultur? Hold nu op, I skabekrukker. Samfundsdebatter? Gå nu hjem, kværulanter.

En af mine gode bekendte brænder intenst for diskussionerne om statens salg af DONG-aktier til Goldman Sachs. Intet kunne være mig mere ligegyldigt, men jeg forsøger da at motivere mig selv til i det mindste at have en mening om sagen. Nemt er det dog ikke.

Måske det bare er livet, der hænder for mig. At jeg som tiden går, familieforøgelsen nærmer sig, der flyttes mellem landsdele konstant og karrieren skramler ustadigt afsted, allokerer min opmærksomhed og bekymring på de nære problemstilling. Ukraine, DONG og politiske debatter fylder ganske lidt i den kontekst. Og det bliver nok endnu værre, når først den enbårne søn arriverer i familien om allersenest en måned.

Jeg ved ikke hvordan jeg kan forhindre mig selv i at blive til verdens kedeligste mand. Men noget må der gøres.

Bitter morning

Herligt, herligt! En gammel favorit her på siden, Yulia Tymoshenko, ser ud til at blive ny premierminister i Ukraine (for mere om den efterhånden noget desillusionererende situation i ukrainsk politik se her og her).
Eller rettere: Faktisk er det slet ikke spor herligt, tværtimod er det ikke ligefrem en udvikling der vidner om, at den Orange Revolution lever og har det godt. Det er dybt, dybt tragisk, at grundlæggende europæiske lande som Ukraine og Hviderusland stadig er fanget i dysfunktionelle samfundsstrukturer, en korrupt politisk kultur, armod og russisk sikkerhedspolitik. Russere kan ikke lide demokratiske forandringer i de lande de betragter som deres interessesfære, så tilsyneladende udgør videresalg af billig russisk olie op mod en tredjedel af det hviderussiske BNP og Putin er altid en stand-up guy ligegyldigt hvad Lukaschenka (seriøst, læst den biografi om ham. Den er urimeligt morsom) finder på af repressive tiltag. Hurra-hurra for planøkonomiens mange velsignelser! Det eneste positive der er at sige er, at Tjekkiet igen er en flok hædersmænd.

Andre triste nyheder: Jaroslava Moserová døde i weekenden. Hun er ret ukendt udenfor Tjekkiet, men spillede – sammen med Václav Havel – en stor rolle for demokratiet i landet.

Оранжевая революция

Jeg er lidt tosset med den nu afsatte ukrainske premierminister Юлія Тимошенко (Yulia Timoshenko). Alle kvinder der støtter min forening ‘Folkebevægelsen for genindførelse af tvungen Princess Leia hår’ opnår pr. definition gudestatus i min verden. Skam dig, Ющенко!

Og der er mere endnu! Mit russisk/ukrainske kunne nok være bedre, men tilsyneladende er den ukrainske variant af den gamle partiavis Pravda (Sandhed!) ikke helt tilfreds med stakkels Yulias forbrug af mærkevarer 😉