TV-stagnation

Læste et glimrende indlæg om tv-serier. Herefter gik op for mig, at jeg ikke har skrevet et tilnærmelsesvist positivt indlæg om nye tv-serier siden jeg (efter et par lange tilløb) blev fanget af ‘Dark’ i midten af 2019. Tilsvarende var ‘Min nabo Totoro’ den eneste film, jeg så og reelt kunne lide i år. 

Jeg kan ikke engang give COVID-19 skylden for derouten. For det er længe siden at film og tv-serier ophørte med at være betydningsfulde popkulturelle produkter for mig.

Bevares, mine børn ser en syndflod af dem. Men jeg kan ikke for alvor selv mønstre energien eller entusiasmen til at gå igang med en voksen tv-serie, når først arvingerne sover. Så er det nemmere at lave et eller arbejde, gruble bekymret over fremtiden, spilde tiden med nyhedslæsning, eller måske (hvis jeg er dygtig) få læst i en bog eller skrevet henførte blogindlæg.

I gamle dage (især i det sagnomspundne fantasiland, der kaldes ‘Livet før børn’) så Den Bedre Halvdel og jeg mange serier sammen. Det gør vi ikke rigtig længere, af en eller anden grund. Det sociale aspekt er forsvundet en anelse. Hun kan dog stadig blive fængslet af en serie – jeg kigger olmt på dig ‘Outlander’ – men de fleste løber ud i sandet for mig.

I sommer så jeg f.eks. en række afsnit af ‘Brave New World’, der havde et interessant koncept, men siden blev for fjollet. Sådan går det ofte for mig. De fleste science fiction serier er maksimalt gode i to sæsoner, hvis de da får så længe. Og med mindre eksekveringen er virkelig god i en dramaserie, så gider jeg ikke rigtig give den chancen. Andre gange bliver jeg træt fra begyndelsen, hvis pointerne bliver skåret for meget ud i pap. Så selvom jeg var glad for bogen bag tv-serien ‘Lovecraft Country’, så orker jeg ikke at se endnu en serie om racisme i USA. 

Jeg mangler nok bare at opdage den helt uomgængelige højkvalitetsserie, der er elementært spændende, har en historie at fortælle og rummer karakterer, der kan tø selv et tundrahjerte som mit op. I ved nok, en ‘The Wire’ eller ‘The Sopranos’. Intet kan få en voksen mand som mig til at flæbe, som når Stringer Bell dør. Det er den slags, jeg har brug for. Indtil da flyder tv-serierne blot forbi for mit vedkommende. 

1983

Efter at have set den polske science fiction serie ‘1983’, de to første afsnit af tyske ‘Dark’ (og i øvrigt det meste af Berlin-baserede ‘Counterpart’), kan jeg konstatere at:

  • Livet i Centraleuropa er helt farveløst og gråtonet. Eller i bedste fald tusmørkeblåt. I hvert fald vurderet ud fra det filter, som instruktørerne konsekvent lægger over deres filmning.
  • Hvis centraleuropæere smiler, så er det som regel for at dække over et kommende forrædderi, en grundmelankoli eller blot personens eksistentielle rædsel.
  • Jeg stadig er til salg for en solid dystopisk alt-historisk tv-serie.

Jeg vil gerne anbefale ‘1983’, hvis 8 afsnit på Netflix er glimrende underholdning. Det alternative univers – en dystopi hvor Muren aldrig faldt og Polen er blevet en de facto politistat – og det centrale mysterium er ret fascinerende.

Mest af alt har min senere tids europæisk funderede tv-serie forbrug fået mig til at tænke over, om jeg burde se danske tv-serier. Jeg har bogstaveligt talt ikke set en eneste dansk tv-serie siden ‘Krøniken’ – og selv den fulgte jeg kun sporadisk. Måske jeg burde give dansk kultur en større chance?

Årets film og tv-serier

Det var endnu et spagfærdigt år på film og tv-serie fronten. 2017 var dårligt, men 2018 endnu værre.

Det skyldes især at jeg ikke får set noget sammen med Den Bedre Halvdel. Visse af vores ‘fælles’ serier føles efterhånden mest af alt som træls arbejde, der bare skal overstås. Det gælder især ‘The Americans’ (for traurig) og ‘The Path’ (første afsnit af sæson 3 var episk ringe, ingen af os gad se videre). Og de serier som hun sluger råt – ‘Nashville’, ‘A Discovery of Witches’, ‘Parenthood’ – gider jeg ikke rigtig investere energi i. 

Så når børnene endelig sover om aftenen, vil jeg hellere læse, skrive eller bare nyde de få timer, hvor jeg ikke er på og ikke skal nå noget. Reelt set er derfor kun ‘The Blacklist’, som jeg har set sammen med hende, det seneste års tid. Vi må gøre det bedre i 2019.

Hvad så jeg ellers? 

Jeg var glad for ‘Castle Rock’ tilbage i september. Slutningen var fesen, men ellers var det en sublim tv-serie oplevelser. Dens historie sendte mig kortvarigt tilbage til de glade ‘Lost’-dage, hvor jeg tilbragte ganske mange timer på nettet med at læse dubiøse spekulationer om plottet.

I november var jeg optaget af ‘Manifest’, endnu en ‘Lost’-esque serie. Den begyndte stærkt, jeg var hooked. Men så blev plottet fjollet. Jeg har til dato stadig ikke fået set hele afsnit 9, da handlingen kørte af sporet. Jeg venter nu spændt på, at serien kommer tilbage til foråret. Hvis afsnit 10 er godt, så stiger jeg på vognen igen. Hvis ikke, så afskriver jeg serien. Det går nok. Mere værdifuld er den heller ikke. 

I juni så jeg ‘Travelers’, men – surprise! – jeg gik i stå henimod slutningen af første sæson. Det er endnu en ok sci-fi serie med et interessant grundpræmis, der dog sandede til som sæsonen skred frem. Serien lider også under, at dens hovedpersoner ikke er særlig interessante. 

Og det var så det. Mere så jeg ikke. Faktisk så jeg ikke engang en eneste film. Eller nej, det er vist ikke rigtigt, jeg tror også det var i 2018 at jeg så Churchill-filmen ‘Darkest Hour’, men jeg er ikke 100% sikker. Og så er jeg i gang med ‘Counterpart’, men da sæson 2 er kun lige begyndt og der er så få dage tilbage af 2018, at det næsten ikke tæller. Jeg så lidt af ‘Sharp Objects’, ‘La Mante’ og sæson to af ‘West World’, fik aldrig set dem færdigt. Prøvede også for Gud-ved-hvilken-gang at få set sæson to af ‘Leftovers’ færdig, men jeg kan simpelthen ikke. Som sagt i indledningen: Det var ikke et godt tv-serie eller filmår.

Hvad ser jeg frem til i 2019?

Af underlødig underholdning glæder jeg mig til at ‘The Blacklist’ begynder igen i januar. Jeg ser også frem til næste omgang af ‘Stranger Things’, ligesom jeg for nylig så en lovende trailer til tredje sæson af ‘True Detective’. Den kunne godt gå hen og blive seværdig. 

Kværnede de to seneste afsnit af ‘Counterpart’ i går aftes. Den er fremragende, og jeg har glædet mig ustyrligt til den nye sæson. Science fiction og kold krigs æstetik er en vinderkombination.

Manifest

Jeg er ret sikker på, at ‘Manifest’ ikke er en decideret god serie, men derfor har jeg alligevel junket seks afsnit på under et døgn. Er dog bange for, at det går med den, som det gør med alle de andre Lost-esque serier, der igennem tiden har gjort mig momentant besat. Enten stopper de efter 1-2 uforløste sæsoner (‘Frequency’, ‘Dollhouse’, ‘Awake’, ‘Revolution’), kører af sporet (‘Heroes’), eller begge dele (‘FlashForward’).

‘Manifest’ har et spændende grundpræmis og et interessant persongalleri, men den er allerede nu ved at komme ud af det plotspor, som med statsgaranti slår alle sci-fi tv-seriers sjæl ihjel: “DET HELE ER ET KOMPLOT”. Lad os håbe manuskriptforfatterne er klogere end det. For sammen med ‘Castle Rock’ og ‘Counterpart’ er ‘Manifest’ den klart sjoveste serie, jeg har set i lang tid.

Jeg hænger ved lidt endnu.

Serier jeg fortryder at jeg så

Nurse Jackie
Ja. Jo. Nuvel. Jeg ved godt, at den altid er blevet rost, og at den vist nok er etchy, ironisk og cool. Man burde velsagtens også give serien kredit, når det nu er Edie Falco, der spiller hovedrollen. Men nej. Den bidende humor er mere deprimerende end morsom, og de evigt distancerede personer er uvedkommende. Vi så én sæson, og det var primært fordi Den Bedre Halvdel havde fået den i gave.

Californication (efter sæson 3)
Californication er med tiden blevet dybt frustrerende. Første sæson er afsindigt morsom, personerne elskelige og manuskriptet tight. Anden sæson er stadig sjov og personerne stadig elskelige, men manuskriptet begynder at sejle. I tredje sæson er humoren intakt og der introduceres en række stærkt underholdende personager. Til gengæld har manuskriptforfatterne nu officielt opgivet ævred, og lader hovedpersonerne pludre planløst rundt i en uspændende ramme. Sæson fire falder helt sammen, mens sæson fem forgæves forsøger at give kunstigt åndedræt. Siden har sæson 6 kørt i amerikansk tv, og jeg er i stor tvivl om hvorvidt jeg vitterligt bør se den. I skrivende stund er svaret ‘nej’.

Lost Girl
“Uuuuuh, en ny fantasyserie”, tænkte vi, da vi fandt Lost Girl på Netflix. “Den minder om Buffy”, kvidere vi. Og bevares, de første tre-fire afsnit var gode. Men her efter to sæsoner, ønsker jeg mest af alt, at serien lægger sig og dør. Hovedpersonen er utålelig og historierne oftest tåbelige. Nogle gange tror jeg ikke, at jeg satte tilstrækkelig stor pris på, hvilken bedrift Buffy the Vampire Slayer var. Josh Whedon transformerede dens udgangspunkt fra overnaturlig teenageserie til noget vedkommende og sindssvagt kreativt.

Heroes (efter sæson 2)
Den her er næppe overraskende, det er trods alt det mest citerede eksempel på tv-serier ‘who lost their shit’. Første sæson af Heroes er sublim, og anden sæson holder også godt ved. I sæson tre går alt galt. Sylar må være tv-seriehistoriens mest belastende og samtidig mest uinteressante skurk. Det er en gåde, at de aldrig formåede bare at få ham skrevet ud af serien.

X-Files (et sted mellem sæson 4, 5 og 6)
Et eller andet sted mellem disse sæsoner, gik X-Files’ noriske bortført-af-aliens tema fra at være elementært spændende til at være dybt rædsomt. De sidste tre sæsoner er en pinsel, kun afbrudt af små øer af lysende og fremragende afsnit.

True Blood (efter sæson 4)
Lad os være ærlige overfor hinanden. Bare for denne ene gangs skyld. True Blood er underholdende, men det er ikke godt. Historierne har altid stået i anden række for den snappy dialog, sexscenerne og de fede detaljer. Hvilket var ok. Indtil et stykke op i sæson 4. Sæson 5 var en rædsom ørkenvandring, som jeg opgav at se. I øjeblikket er sæson 6 i gang hos HBO, og jeg ved ikke rigtig, om jeg behøver se den. Interessant nok har Den Bedre Halvdel heller ikke pushet på for at vi skal se den.  Det står med andre ord skidt til for serien, for hun kan tilgive (alt for) meget for Alexander Skarsgaards skyld.

Nogle serier, som I fortryder?