Prag ved andet øjekast

Hjemme igen, glad og tilfreds oven på en god tur. For mit eget vedkommende var det rart at få genopfrisket hvorfor det er at jeg så godt kan lide Prag. Så nye steder (jeg havde ingen anelse om at steder som Letná og Stromovka var så behagelige), havde et meget positivt besøg på ambassaden, snakket en masse med Daniela, hilst på Katka, Věra og Lasse igen, set VM på en fortorvsrestaurant en varm sommeraften, besøgt Mecca og (åh-uh!) Lucerna. Alt i alt har jeg derfor meget svært ved at være andet end en glad lille reje i dag!

Den kommende uge skal gå med at slappe af, tage et smut forbi arbejdet, fætter-kusine komsammen (ja, det står der faktisk!) onsdag, en Serenity aften hos Louise og så holder Kia fødselsdagsfest lørdag. Nu vil jeg ned at se om der er en vasketid ledig, jeg har et større vognlæs tøj der trænger til en kjærlig hånd!

PS. Hvis I skal besøge Prag ved lejlighed, så kan jeg kun anbefale en tour af Lasse. Hans hjemmeside er her.

Léto

Ahoj – hermed en lile hilsen fra det varme Praha! Har lige vaeret et smut forbi at hilse paa ved ambassaden (wow, spoerg lige om det var vemodigt!) og sidder nu paa en netcafe for at laese nyheder – og grifle paa bloggen naturligvis. Det er rart at vaere tilbage, vejret er skoent og byen viser sig fra den bedste side. Vi bor hos Daniela i hendes lejlighed i Holeševice saa det tager ikke saerlig lang tid at komme frem og tilbage. Onsdag var vi i svoemmebadet i Podoli for at tage sol og dvaske (ja, billedet er derfra) og igaar var saa den store se-sevaerdigheder-i-heden dag. I dag stod den saa paa ambassadebesoeg og shopping…..ak, livet kan vaere ubaerligt haardt!

Er tilbage soendag aften…om Gud vil og bukserne holder

Ukončete výstup a nástup, dveře se zavírají!

Sig nærmer tiden hvor jeg skal bort, flyver ihvertfald til Prag kl. 19.10 i aften. Tilsyneladende har varmen og personalemangel skabt kaos i Kastrup, så skal stå og kukkelure derude i adskillige timer i forvejen. Det kan dog ikke overskygge, at jeg glæder mig som en gal, gal bæver til at komme derned igen, er næsten et år siden sidst. Jeg er faktisk i så overstadigt humør, at jeg hører Kryštof….! Er tilbage igen søndag aften – i rette tid til VM-finalen – men kan ikke garantere regelmæssige opdateringer af bloggen inden da. Hav det godt så længe, na shledanou!

Update! Som det ses, så VAR der lidt kø i Kastrup, men ikke noget der var decideret ondskabsfuldt. Det skal dog ikke hindre undertegnede i at se ud som en vred, gammel bøffel.

Jag vet alla tror, att om himlen finns är jag förlorad – men känn ingen sorg för mig, Praha

Jeg er godt klar over, at dette billede giver ikke meget mening for ret mange andre end undertegnede. Men bær over med mig, thi jeg er i flyvsk og sentimentalt humør. Karlovo námestí er min metrostation i Prag, det var der jeg stod af når jeg skulle hjem til den intermistiske lejlighed i Na Hrádku 8. Og nu skal jeg snart ‘hjem’ igen. Fra den 4. til 9. juli er jeg igen at finde hvileløst rumsterende rundt i yndlingsbyen – og jeg glæder mig som en lille bæver på speed. Skal afsted sammen med Jannik og Frederik fra gangen og vi skal bo hos Daniela – tidligere kollega fra Ambassaden og gangbeboer på Nordisk Kollegium – så det kan KUN blive fabelagtigt. Naturligvis bliver det lidt sært at være i Prag som turist (hey, jeg er jo indbygger!) og jeg ved godt at tingene ikke bliver de samme alligevel. Går lidt i overvejelsesfasen omkring hvorvidt jeg skal et smut forbi den gamle arbejdsplads for at hilse på. Den slags besøg har det jo med at blive lidt kejtede. Den hverdag man havde på stedet tidligere er der jo ikke, en anden har overtaget ens job, der har været udskiftninger i personalet og samtalerne bliver altid sådan lidt ‘nå-hvordan-går-du-så-og-har-det?’ og ‘haha-kan-du-huske-dengang?’. Nuvel, jeg burde passe mit arbejde i stedet for at sidde her og kigge ud af vinduet, mens jeg drømmer mig væk. Satser på at den kroniske udlængselsfølelse jeg render rundt med forsvinder en eller anden dag. Virkeligheden har det med på den allermest uhøflige vis at trænge sig på.

Different names for the same thing

Efter selv at have været udstationeret i Prag ved jeg, at hvis man som udlænding opholder sig et stykke tid i et land hvor man ikke forstår sproget (og derfor egentlig ikke kender så mange af indbyggerne personligt), så får man et vist distanceret forhold til det omkringliggende samfund. Et godt eksempel på dette er debat sektionen på expats.cz, hvor fortrinsvist englændere og amerikanere langt hjemmefra diskuterer så essentielle emner som den bedste bar med Premier League fodbold i Žižkov, kvaliteten af tjekkiske kontra slovakiske piger – eller blot hvorfor de dersens sørens tjekkere er så sære, mærkværdige og uhøflige over for de angelsaksere der beærer Tjekkiet med deres nærvær.

Med det in mente var det derfor med et vist forbehold at jeg begyndte at læse Japundit, en blog skrevet af amerikanere bosat i Japan. Imidlertid virker de til at have mere end blot det sædvanlige expat-distancerede kendskab til det japanske samfund, og de har en masse spændende postings om alt lige fra Yasukuni templet, Japans forhold til Sydkorea, ninjaer og ikke mindst: Baseball. Hjemmesiden kan varmt anbefales for alle der er bare lidt interesserede i Solens Rige.

For mit eget vedkommende er det sidste døgns tid gået med at være på arbejde, en løbetur i går aftes, en tur i SATS i dag (alt, alt for varmt!). I aften skal jeg så grifle lidt opgave, inden vi skal ud at have vejledning af den rare underviser i morgen.

Bitter morning

Herligt, herligt! En gammel favorit her på siden, Yulia Tymoshenko, ser ud til at blive ny premierminister i Ukraine (for mere om den efterhånden noget desillusionererende situation i ukrainsk politik se her og her).
Eller rettere: Faktisk er det slet ikke spor herligt, tværtimod er det ikke ligefrem en udvikling der vidner om, at den Orange Revolution lever og har det godt. Det er dybt, dybt tragisk, at grundlæggende europæiske lande som Ukraine og Hviderusland stadig er fanget i dysfunktionelle samfundsstrukturer, en korrupt politisk kultur, armod og russisk sikkerhedspolitik. Russere kan ikke lide demokratiske forandringer i de lande de betragter som deres interessesfære, så tilsyneladende udgør videresalg af billig russisk olie op mod en tredjedel af det hviderussiske BNP og Putin er altid en stand-up guy ligegyldigt hvad Lukaschenka (seriøst, læst den biografi om ham. Den er urimeligt morsom) finder på af repressive tiltag. Hurra-hurra for planøkonomiens mange velsignelser! Det eneste positive der er at sige er, at Tjekkiet igen er en flok hædersmænd.

Andre triste nyheder: Jaroslava Moserová døde i weekenden. Hun er ret ukendt udenfor Tjekkiet, men spillede – sammen med Václav Havel – en stor rolle for demokratiet i landet.

Well, that was easy

Pyyyha, har spist så mange Cashew-nødder, at jeg snart kan trille hele vejen til Øvre Volta. De blev indkøbt i anledningen af Cecilies besøg, og jeg har guflet dem det meste af aftenen. Ellers er dagen blevet brugt på at hente min cykel fra reperation + en tur i SATS. Ellers har jeg sandt for dyden ikke nået det helt store. Var dog et smut forbi Videnskabsbutikken for at få inspiration til specialet. De emner jeg er kommet på vil dog næppe appellere til Henriette, og generelt er der visse overvejelser der skal gøres. Det er jo ikke ubetinget fantastisk når vores interesser er lidt modsatrettede og hvis hun får sit barselsvikariat, så skal jeg tænke over hvor fabelagtigt jeg synes det er at skrive sammen med een der har et fuldtidsarbejde.

Som billedet måske antyder, så havde Cecilie billeder med, bl.a. en del fra sommerferien 2005, hvor de gamle og Cecilie kom forbi Wien og Prag. Har siddet og kigget dem igennem, og bliver altså en anelse vemodig. Vil gerne derned igen. Mon ikke man kan finde tid til et besøg når det engang bliver lidt varmere.

Shout to the top

Der er få politikere jeg beundrer. En af dem er Tomáš Garrigue Masaryk, Tjekkoslovakiets første præsident, liberal, demokrat og en af arkitekterne bag det tjekkoslovakiske samfund, der i mellemkrigstiden faktisk var blandt de mest velstående i verden. Sidenhen kom der som bekendt først nogle nazister i vejen, efterfulgt af alt for mange år under kommunistisk besættelse, men det ændrer ikke på, at Masaryk var en hædersmand, som visse andre tjekkiske politikere godt kunne lære noget af.

I en dansk kontekst er jeg politisk blevet formet af Uffe Ellemann-Jensen. Han står stadig for mig som den ultimative politikere: Skarp, velformuleret, masser af integritet, globalt udsyn, har sine meningers mod og alligevel tilpas pragmatisk til at søge kompromiset. Dybest set er han stadigvæk grunden til at jeg stemmer på Venstre. Den nuværende samling flokdyr af snævertsynede, inkompetente, visionsløse, moralsk anløbne og arrogante venstrepolitikere kan i hvert fald ikke få entusiasmen frem hos mig.

Og hvorfor nu disse politiske bekendelser? Jo, det er selvfølgelig kun fordi det giver mig en kontekst til at bringe et billede, som jeg har søgt længe efter på nettet. Første gang jeg så det, var da vi stod af en bus i Kyoto. Vi var på vej ud for at se Guldpavillionen, og hov! Hvem er det der hænger der? Hvem har denne grå løvemanke? Hvem er dog denne nærmest guddommeligt smukke mand? Kan det være….? Ja! Det ER 小泉純一郎, bedre kendt som Junichiro Koizumi. Jamen, så se ham dog! Kan man lade være med at stemme på denne mand? Nej, vel? (Og så glemmer vi dine besøg ved Yasukuni)….

En meget vigtig posting om…..ČR

Nogle har spurgt mig hvorfor jeg var glad for at være et halvt år i Tjekkiet. Nedenstående nyhed burde besvare dette spørgsmål:

Samtlige tjekkiske landsholdsspillere modtager efter 1-0-sejren over Norge 160 liter øl fra bryggeriet Gambrinus.

Oven på gårsdagens sejr over Norge har det tjekkiske bryggeri Gambrinus, der er en af landsholdets sponsorer, besluttet at donere 160 liter øl til hver af de tjekkiske landsholdsspillere. 160 liter øl er hvad en gennemsnitlig tjekke drikker i løbet af et år, og det synes bryggeriet altså ikke, at fodboldspillerne skal snydes for. Bryggeriet gjorde ifølge den tjekkiske avis Lidove Noviny det samme, da Tjekkiet kvalificerede sig til EM 2000 og 2004, så måske tager bryggeriet en sejr for givet. På onsdag i returkampen mod Norge. Tjekkiet har ikke deltaget ved VM siden 1990. Dengang under navnet Tjekkoslovakiet (Fra bold.dk)