Pravda vítězí

Det lyder utvivlsomt både ferskt og pastelfarvet, men jeg kan virkelig godt lide Václav Havels moralske imperativ fra kommunisttidens Tjekkoslovakiet: “Pravda a láska musí zvítězit nad lží a nenávistí” (“Truth and love must prevail over lies and hatred”).

Banalt? Naivt? En venindebogs-agtig kliché? På niveau med ‘fred i verden’ eller CARPE DIEM?.

Måske. Men det var den ufortrødent idealistiske tilgang, der bragte totalitære styreformer i knæ – og som det kan være vanskeligt at huske her mange år efter, hvor den liberale-demokratiske orden virker i defensiven. 

30 år senere

Jeg ville gerne kunne sige at jeg har gjort mig nogle store og dybsindige tanker her i anledningen af 30 året for Murens fald. Men det ville være løgn. Min tænkning er sløret af at det i en række af landene – Polen, Ungarn og mit elskede Tjekkiet – ikke ligefrem går fremragende med demokratiet, friheden og frisindet.

I Polen bliver magten stadig mere forankret hos et reaktionært parti. I Ungarn er Orban selve definitionen af en totalitær populist. Og Tjekkiets ledere – Babis og Zeman – er en uskøn blanding af populisme, korruption og leflen for Rusland og Kina.

De klassiske liberale idéer og idealer har trange kår. Ikke blot i de gamle Warszawa-pagt lande, men på globalt plan og herhjemme. Illegitime aktører har perverteret det kapitalistiske system, så det primært gavner den 1%. Trump har erstattet amerikansk internationalt lederskab med kleptokratisk transaktionspolitik, hvor alt er til salg. I Danmark er selv erklærede liberale partier klar til at ofre individuelle frihedsrettigheder og retsstatsprincipperne. Den socialdemokratiske regering har ingen problemer med at fratage børn deres statsborgerskab på grund forældres handlinger. Alt imens holder Danmark mund mens kineserne internerer millioner af mennesker i opdragelseslejre og lige om lidt slår hårdt ned på Hongkong. “Interessebaseret udenrigspolitik”, tror jeg de kalder det, når vi holder os for øjne, ører og mund – og diskuterer den store bagedyst alt imens torturen fortsætter i Syriens fængsler. Det er altsammen yderst nedslående, og det slider på min iboende idealisme.

Så selvom jeg stadig kan blive rørstrømsk ved tanken om Václav Havel og hans frihedstanker, så er det gråtonede politiske tider – på både kort og langt sigt. Det ER selvfølgelig en bedre verden end dengang for 30 år siden. Men den paradisiske tilstand er det nu langt fra blevet. Og lige nu har jeg vanskeligt ved at se, hvordan vi kommer på rette vej igen.

Letná

Jeg er generelt skeptisk overfor folkelige protester. Både som koncept1 og overfor deres evne til at afstedkomme reel politisk forandring.

Magtrelationer har det med at være irriterende grumsede og gråtonede. Der er sjældent nogen aktører, der er entydigt onde eller gode. Det er ganske enkelt svært at gennemføre samfundsforandringer, ikke mindst i folks hoveder og i institutioner såsom retsvæsen, offentlig forvaltning og det politiske system.

Det er eksempelvis snart 30 år siden Muren faldt, og vi opererer stadig med ‘Østeuropa’ som en meningsdannende forklaringsmodel for landene, der af historiske årsager havnede på den forkerte side af jerntæppet. Den slags mentale billeder hjælper demonstrationer ikke på. Og som det har kunne ses i Sudan og Hong Kong indenfor de seneste 6 måneder, så er totalitært indstillede regimer fuldt ud villige til at ignorere eller anvende vold overfor store demonstrationer. Det arabiske forår skabte noget positivt i Tunesien, men de fleste andre steder er det udartet sig negativt – se bare på Egypten og Syrien.

Det er kort sagt mest på film, at ædle og demokratisk sindede folkemængder gnidningsfrit kan føre os ind i paradis.

Nu er det naturligvis langt fra fair at sammenligne et land som Tjekkiet med diktaturstater som Kina. Der er trods alt tale om et civiliseret samfund, med en stolt tradition for netop, ja, samfundsforandrende demonstrationer og et stærkt civilsamfund. Men jeg kan alligevel ikke dulme min skepsis overfor effekten af de aktuelle demonstrationer mod premierminister Andrej Babiš.

Bevares, 250.000 mennesker på Letná pladsen er mange. Men det tjekkiske politiske system har været dysfunktionelt længe – i hvert fald mindst siden jeg var praktikant på ambassaden i Prag i 2005 – og de strukturelle sygdomme bliver ikke kureret af, at man måske/måske ikke slipper af med en korrupt populist som Babiš.

Men lad os nu se. Måske undervurderer jeg tjekkerne. De har overrasket mig før.

  1. Store menneskemængder gør mig nervøs!

Tjekkiet mod Frankrig ved ishockey-VM i Royal Arena. Min første ishockeykamp siden jeg så Sparta mod Slavia i mine dage som praktikant i Prag i 2005. Ensidig affære, tjekkerne klart overlegne – og lidt af en folkefest på lægterne

Sørgeligt

Der er så utrolig mange måder, hvorpå jeg ligner Jesus.

Ja, det ville blot trætte nærværende læsere, hvis jeg begyndte på at opremse alle vores fælles karaktertræk, dyder og evner. Men hvis man hårdt presset skulle fremhæve blot den ene ting han og jeg har mest tilfælles, må det nok siges at være vores evne til at elske betingelsesløst. Bevares, der er ganske vist tale om et forholdsvist begrænset antal personer, ting og fænomener jeg overøser med min kærlighed (resten af verden er jeg enten ganske ignorant eller hadefuld overfor).  Men når man først er inde i varmen, så er det særdeles sjældent, at man slipper ud af mine kløer igen.

En af de ‘heldige’ få er Tjekkiet. I lighed med Sverige og svenskerne, så kan Tjekkiet og tjekkerne ganske enkelt ikke gøre noget galt. De er mine øjenstene, og jeg støtter dem i snart sagt alle livets forhold. Ishockey, fodbold, politik, finere madlavning, standarddans, kvinder, kultur. ALT gør tjekkerne (og svenskerne) bedre og smukkere end alle andre. Og nej, det synspunkt er ikke til rationel diskussion eller nuancering.

Derfor gør det ondt, ONDT, i min lille sorte sjæl, når tjekkerne får dårlig presse. Og man må nok sige, at Tjekkiet i denne uge har fået mere tæv end de fleste.

Det begyndte alt sammen, da den tjekkiske regering faldt efter en mistillidsafstemning i parlamentet. I sig selv ret uinteressant for alle andre end en Tjekkiet-connoisseur som undertegnede – hvis blot det ikke var for den mindre detalje, at Tjekkiet besidder EU-formandsskabet i dette halvår.

Tilmed fandt det tjekkiske kollaps sted i samme uge som at regeringen i et andet centraleuropæisk land, Ungarn, brød sammen. Kombineres disse begrædelige begivenheder med, at den globale økonomiske krise er ekstra grum ved de tidligere Østblok-lande (samt at især Frankrigs præsident Sarkozy kæmper hårdt at svine regionen til), så dukker det traditionelle vesteuropæiske billede af en flok korrupte, fattige og inkompetente bananrepublikker hurtigt frem på nethinden.

Endnu værre for tjekkerne blev det imidlertid, da den nu ganske betydningsløse premierminister Mirek Topolánek (inspireret af AC/DC’s sang ‘Highway to Hell’) fandt det bydende nødvendigt at kalde Obamas nye amerikanske redningspakke for “a way to hell that will undermine the stability of the global financial market”. Det kan der muligvis være noget om, men det gav ikke indtrykket af, at tjekkerne helt har begreb om de faktiske forhold i international politik lige nu.

Det værste er, at det faktisk går forholdsvist godt i Tjekkiet. Landets økonomi hænger fornuftigt sammen, og er ikke blevet ramt ligeså hårdt som eksempelvis Ungarn eller Letland. På trods af besværlige parlamentariske forhold, er der blevet gennemført en ganske fornuftig reformproces i de seneste år. Det var ikke økonomien som fældede regeringen i Tjekkiet, men snarere indenrigspolitisk skvalder og uenighed om den borgerlige regerings støtte til Lissabon-traktaten, som afstedkom resultatet af mistillidsafstemningen.

Og der er vi så nu. Med et tjekkisk forretningsministerium og et impotent EU-formandsskab indtil der kan indkaldes til nyvalg omkring sommerferien. Det tjekkiske image har fået ordentlige tæsk, Sarkozy sidder og gnækker og den fine tjekkiske økonomi bliver destabiliseret. Væk er billedet af Tjekket som det velfungerende og fremadstormende land i Centraleuropa. Tilbage er billedet af inkompetence og manglende styr på tingene.

Jeg håber at det fremgår, at jeg er pænt ligeglad med hvad den seneste uges kaos betyder for EU og ratifikationen af Lissabontraktaten. Til gengæld bekymrer jeg mig i høj grad for, hvad det betyder for mine elskede tjekker. For en tjekkofil har den sidste uge ganske enkelt være katastrofal og til at tude over. Jeg elsker stadig landet betingelsesløst, men det gør simpelthen så ondt at se et af sine børn komme til skade på den måde.

Jeg håber og beder til, at de gæve tjekker finder tilbage på rette vej snarest muligt. Alt andet vil ikke være til at bære.

(Lack of) Love Will Tear Us Apart

Det var dog irriterende. Faktisk græsende til det hjerteknusende. Her går man og elsker Tjekkiet med hud og hår – og så er Parken Sports and Entertainment FCK i gang med at købe en tjekkisk spiller. Der er tale om Zdeněk Pospěch fra Sparta Praha, som dermed ser ud til at skulle supplere ligeledes tjekkiske Libor Sionko i truppen. Inden vi får set os om, så henligger min husgud Pavel Nedvěd vel også snart sit otium på KB’s baner. Nogle bør snart fortælle tjekkerne hvilken afskyelig kreation FCK er. Måske en opgave for den gamle arbejdsplads?

The Pains Of Being Pure At Heart

Jyllands-Posten havde torsdag en interessant artikel i deres kultur sektion, hvor klummeskribent Per Nyholm under et ophold i Prag filosoferer omkring kulturens rolle i samfundet. Nu er jeg sandt for dyden noget nær det mest ukulturelle man kan forestille sig, ligesom jeg aldrig i mit liv har sat mine ben indenfor en radius af 500 meter af KUA. Alligevel fangede følgende sentenser min flygtige opmærksomhed:

“Men lige netop her, i Centraleuropas centrum, 40 år efter optakten til det såkaldte prager-forår, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at kunst og åndsliv faktisk har godt af modstand.

I januar 1968 – for nøjagtig 40 år siden – passerede jeg Prag for sydgående, undervejs til Gibraltar, hvor jeg havde en aftale med den lokale giftefoged og min kommende hustru. Jeg husker byen som nedsænket i spænding. Alle vidste, at der foregik en magtkamp uden lige i de 20 år, det kommunistiske styre havde stået på. Det var de unge mod de gamle. Det var en reformistisk kommunist ved navn Alexander Dubcek mod den forfærdelige stats- og partichef Antonin Novotny. Allehånde gode folk som Ludvik Vaculik, Vaclav Havel, Eduard Goldstücker, Ota Sik og ganske mange kommunister stillede op imod magtapparatet, der havde forvandlet en af Europas rigeste industristater til et undertrykt og ringe forsynet land.

Opgøret fandt sin foreløbige afslutning i Dubceks overtagelse af posten som partichef og egentlig statsleder, fulgt af et halvt års begrænset frihed. Så faldt Warszawapagtens hammer. Tjekkoslovakiet, som landet dengang hed og skulle hedde indtil skilsmissen i 1991, faldt tilbage i en reaktion, der fik selv Novotny-regimet til at virke liberalt.

Kunst og åndsliv havde trange kår efter den sovjetiske invasion i august, men trivedes ikke desto mindre hemmeligt, i undergrunden, konspirativt. Man mødtes i Letna Parken efter mørkets frembrud eller ved dagslys på Gottwald Museet, opkaldt efter kupmageren i 1948 og siden nedlagt. Jazz, samizdat og filosofi var henlagt til kældre og kviste og små lejligheder i fjerne forstæder.

Jeg vendte tilbage et par gange i 1970’erne og for alvor i 1980’erne. Hvad man ikke mødte af interessante mennesker, når man først havde fået en fod indenfor – journalister, forfattere, tænkere, malere og musikere. De gik ind og ud af regimets fængsler og ernærede sig i øvrigt som gadefejere, vinduespudsere, dyrepassere og kloakarbejdere. De var relevante. De vidste det. Alle vidste det. Også regimet.

I november 1989 slog deres time. Den ikke alt for kloge og heller ikke – trods sit ry – specielt venlige Dubcek ilede tilbage til Prag for at overtage præsidentposten, men på Vaclavske Namesti råbte titusinder af tjekker: »Havel til paladset, Havel til paladset.« Sådan blev det. Kommunisten Dubcek måtte nøjes med den dekorative, men ligegyldige post som parlamentsformand.”

Ak ja, sådan kan det gå når man lader en ældre mand som Nyholm svælge lidt rundt i sine nostalgiske minder om gamle dage. Men han har en pointe. Det tjekkiske kulturliv VAR virkelig frodigt dengang. Og filosofkongen over dem alle, Vaclav Havel, sad som præsident indtil 2003. Men i dag er det i følge Nyholm ikke helt så rosenrødt:

“Tjekkiet er i dag, som Danmark, et borgerligt land og dermed, hvad det har været igennem en stor del af sin historie; ikke blot den del, der begynder med Bøhmens genopstandelse som selvstændig stat vedhæftet Slovakiet i 1918, men tilbage til Middelalderen, da Prag var en af kontinentets kulturmetropoler, hvilket til denne dato fremgår af byens arkitektur, om end ikke af de horder af billigturister, der hærger i dens gader.

Lad dette sidste være en anden sag. Det påfaldende er, at ingen længere agter på kunsten eller åndslivet, som netop under kommunisterne havde en storhedstid, fordi disse genrer blev forfulgt. Kunstnerne og de intellektuelle er i dag betydningsløse. De må som alle andre tjene deres penge ude på markedet, og i øvrigt kan de mene og sige, hvad de vil. En ny generation er ikke trådt i stedet for Vaclav Havel, Ivan Klima og Milan Kundera, for der er ikke mere at skrive, allerhøjst kriminalromaner og kogebøger.

Forlag og aviser forsvinder, teatre og biografer lukker. Selvfølgelig. De har mistet deres betydning. Tidligere tiders eksistentielle behov for kunst, for udfordring og konfrontationer, for gråtoner og det antydede, er erstattet med hedonisme. Åndsmennesket Vaclav Havel er som præsident længst afløst af Vaclav Klaus, en økonom. Alt går op i penge, samtalelokummer og pensionsordninger.

Kan det blive ved på den måde? I et stykke tid formentlig ja. Tabt kultur lader sig vanskeligt genvinde, og magthaverne har lært, at holder de bare fingrene – for ikke at sige håndjernene – fra kulturen, så er dens ubekvemme rolle udspillet.”

Interessant. Uagtet at Vaclav Klaus ikke just er en ny skikkelse (faktisk har han været der ligeså længe som Havel, ligesom han står overfor at blive genvalgt til præsident), så er det meget godt set af Nyholm at de tjekkiske kunstnere sejrede sig selv ihjel. Da jeg slog mine folder i Prag i 2005 og berettede om min store beundring for Havel, så havde tjekkerne det med at smile overbærende. Jo, naturligvis er han en da en notabilitet for dem, men at have en digter siddende i Prags slot og filosofere over identitet, etik, demokrati, frihed og slige luftige tanker, bringer altså ikke brød på bordet. Så hellere den noget mere krasbørstige Klaus, som i dag – uagtet om man kan lide ham eller ej – er den ubestridte stjerne i tjekkisk politik.

Og kan man egentlig fortænke tjekkerne i at gå mere op i velstand end i kunst? Og hvis vi overfører det til danske forhold. Indledningsvist må jeg sige at jeg ikke kender standarden indenfor dramatik, opera og ballet. Men indenfor billedkunsten og filmen, hvorfor er det lige at man skal interessere sig for hvad en overvurderet fusentast som Tal R producerer af makværker? Hvad skal man bruge navlepillende ligegyldigheder som den nye film (“De Unge År”) om Lars Von Triers studietid i slut 70’erne på Filmskolen til? Er det relevant for ret mange andre end de 30 mennesker der var i miljøet på den tid? For tiden kører en lang række artikler i medierne omkring dansk films krise. I 2007 var der praktisk taget ingen danske publikumssucceser, og selvom jeg nærer en stærk foragt for pøbelen og populisme, så må man spørge sig selv: Skyldes den manglende relevans måske at det man laver ikke er særligt godt?

Så nej, Nyholm, jeg mener ikke man kan sammenligne de to situationer. For de tjekkiske kunstnere blev irrelevante netop fordi de var så gode. De danske filmskabere og billedkunstnere er aktuelt bare for uinteressante til at man behøver at ofre dem nogen større opmærksomhed.

Savn

Gammel kjærlighed ruster ikke, og da slet ikke når man har i mange år har knuselsket et småobskurt centraleuropæisk land. Af og til kan man blive ramt af akut nostalgi. Således kom jeg i dag for skade atter at surfe rundt på tjekkiske nyhedshjemmesider. Engang gjorde jeg det dagligt, men med tiden opgiver man lidt at følge med i det farceagtige skuespil de kalder ‘tjekkisk indenrigspolitik’. Men hvad sker der så nede i landet, som UM påstår er Danmarks hurtigst voksende eksportmarked blandt de tolv nyeste EU medlemslande? Bær over med mig, og lad os lege at jeg er tilbage i praktikstillingen på ambassaden, og skal skrive et notat omkring de absolut vigtigste begivenheder.

* Der er kommet nye værtinder i nyhederne. Og ikke nok med det, den ene af dem – Renáta Czadernová – er tidligere ‘2. vicemiss’ i den i Tjekkiet MEGET omtalte Miss České Republiky konkurrence! Det kommer dog næppe som den store overraskelse for os, der har erfaringer med at spise morgenmad til TV Nova’s mere eller mindre afklædte vejrværter. Her kan TV2’s ‘upload dine bedste billeder af kastanje-mænd’ godt gå hjem at lægge sig.

* Den daværende premierminister Stanislav Gross blev tvunget til at træde tilbage under mit Prag ophold i foråret 2005, fordi han var en korrupt sleazebag. Men hey. Gæt hvad? Det er han stadig! Surprise!

* Prags turistbureau hedder stadig ‘PIS’. Foriøvrigt i lighed med de to uhyggelige polske tvillingers parti.

* Slavia slog Sparta 2-0 i det store Prag fodbold derby. For at gnide salt i såret, så går det endda også foruroligende skidt for mine yndlinge i Bohemians Praha, imens FC Vysočina Jihlava desværre også stadig roder rundt i 2. division. Ak og ve.

* Der bliver slebet knive til præsidentvalget i 2008. Den gode Václav Klaus må hellere se sig over skulderen.

* HC Sparta Prahas cheerleaders, Ice Cats, har STADIG ikke fået opdateret deres hjemmeside med nye billeder 🙁

Med andre ord, så ligner tingene sig selv i yndlingslandet. Ser snart frem til et besøg dernede igen. Det er ved at være alt for længe siden nu.

PS. Jeg har lige løjet for jer. Faktisk så ER Ice Cats’ hjemmeside blevet opdateret. Og de har endda fået koste og skovle! Wooohooo! 😀

One day we will all be free

I dag er det Václav Havels 70 års fødselsdag, hvilket blev fejret på behørig vis i Prag. Havel er nok noget nær det tætteste jeg kommer på et politisk idol: Dissident, medunderskriver af Charta 77, anti-autoritær, liberal, idealist og drømmer. Havel er mere elsket i udlandet end hjemme (også tjekkerne kan jo godt blive træt af folk der pirker til ens dårlige samvittighed), men man kan ikke tage fra ham, at han i sin tid som systemkritiker under kommunismen og senere som præsident, altid har været en forkæmper for menneskerettigheder og det måske allervigtigste for ham: Frihed.

Tjekkerne bliver tit beskrevet som et indadvendt folkefærd. Det er nu ikke helt korrekt, men givet er det, at oplevelserne af svigtet i München i 1938, den brutale fremfærd fra Warszawapagtlandenes side ved ‘Foråret i Prag’ i 1968 og ikke mindst de mange år under et totalitært styre, har gjort, at den tjekkernes fortælling om sig selv ikke er optimistisk og frembrusende, men derimod indadskuende og præget af kronisk mindreværd (læs f.eks. nogle af Milan Kunderas værker, de fanger det godt). Uden på nogen måde at ville kalde Havels betydning for eksempelvis Tjekkiets medlemsskaber af EU og NATO mindre vigtige, så er hans største fortjeneste imidlertid, at han gav tjekkerne drømmene tilbage. Drømmen om frihed, drømmen om respekten for individet og drømmen om tolerance.

Når Havel blev symbolet på systemskifterne i Central- og Østeuropa, fremfor f.eks. den mere robuste polske værftsarbejder og præsident Lech Wałęsa, så var det udover behovet for at have helte, utvivlsomt hans drømme og evne til at nyfortolke den tjekkiske identitet. Man kan være uenig med ham politisk og Havel var og er langt fra perfekt – i Tjekkiet har man f.eks. stadig svært ved at tilgive ham at han giftede sig igen mindre end et år efter at hans kone, den blandt tjekkerne højt elskede, Olga Havlová døde. Men man kan ikke tage fra ham at han er den mest betydningsfulde nulevende tjekke – og derfor skal der lyde et varmt tillykke herfra.

Genforening

Kvalifikationskampene til fodbold EM i 2008 er just begyndt. Her på den billige langside hader vi det danske landshold og vil derfor ikke behandle umulius’ernes kamp mod Island på onsdag. Derimod vil der blive fokuseret på den højspændte kamp mellem Tjekkiet og Slovakiet. Tjekkerne indledte deres pulje med at vinde 2-1 på hjemmebane over Wales. Dobbelt målscorer blev debutanten David Lafata, hvilket han tilsyneladende selv havde svært ved at kapere. Efter et mildt sagt skuffende VM er tjekkerne inde i en omstillingsfase. Truppen til kampen mod Wales var følgende:

Petr Čech (Chelsea), Antonín Kinský (FC Saturn Ramenskoe), Tomáš Ujfaluši (Fiorentina), Martin Jiránek (Spartak Moskva), Radoslav Kováč (Spartak Moskva), David Rozehnal (Paris Saint Germain), Marek Jankulovski (AC Milan), Tomáš Zápotočný (Slovan Liberec), Tomáš Galásek (1. FC Nürnberg), Jiří Štajner (Hannover 96), Libor Sionko (Rangers), Jaroslav Plašil (Monaco), Marek Kulič (Mladá Boleslav), David Lafata (FK Jablonec), Tomáš Sivok (Sparta Praha), Tomáš Rosický (Arsenal) og Marek Matějovský (Mladá Boleslav)

Adskillige af disse spillere er ganske ukendte udenfor Tjekkiet og den opmærksomme læser vil bemærke. at der mangler to af de største tjekkiske fodboldspillere i nyere tid: Pavel Nedvěd og Karel Poborský, samt en anden af mine favoritter Vratislav Lokvenc. Alle er for nyligt gået på pension fra landsholdet, hvilket har efterladt holdet noget usikkert og kønsløst. Holdets stjerne Rosický har taget over som anfører og der hviler et pænt pres på den unge mand. Samtidig er der for første gang i mange år ikke de helt oplagte talenter i tjekkisk fodbold til at tage over – bl.a. derfor havde Tjekkiet den ældste trup af alle holdene ved VM. I den hjemlige liga fortsætter Sparta med at skuffe, mens Mladá Boleslav og Slovan Liberec atter har lagt sig i front. Spartas elendige form kostede i weekenden træner, mens de to gamle Sparta koryfæer Michal Bílek og Horst Siegl har taget over. Undertegnedes favoritklub Bohemians Praha (‘Bohemka‘) frister en lidt omskiftelig tilværelse i den tjekkiske anden division, men oprykning er bestemt ikke umuligt. Den generelle mathed i tjekkisk fodbold er ikke tilfældet hos ‘lillebroderen’ Slovakiet. Holdet indledte sin vej til EM med at knuse Cypern med 6-1 og med den nye Glasgow Rangers spiller Filip Šebo i topform, suppleret af navne som Nürnbergs Marek Mintál og Zenit Skt. Petersburgs Martin Škrtel (billedet), så skal tjekkerne passe alvorligt på.

En af de interessante ting ved fodbold er når man kan tolke sporten ind i kulturelle, historiske og politiske rammer. Forholdet mellem tjekkere og slovaker er i almindelighed godt. Opløsningen af Tjekkoslovakiet i 1992-1993 må karakteriseres som en af de mest fredsommelige skilsmisser nogensinde – selvom de noget gedulgte aftaler mellem Václav Klaus og Vladimír Mečiar stadig er genstand for nogen debat. Historisk set var den tjekkiske del af Tjekkoslovakiet den mest industrialiserede og velstående, mens de slovakiske egne mere var præget af landbrug. På samme måde var og er slovakkerne væsentligt mere konservative og katolske end de mildt sagt ikke særlig religiøst plagede tjekkere. Efter adskillelsen tog de to lande da også hver sin vej. Tjekkiet havde op igennem 1990’erne vind i sejlene med høj vækst og selvom man med rette kan argumentere for at den politiske kultur ikke helt fulgte med (jf. de seneste måneders skvalderier om dannelsen af en ny regering i landet, samt de stadige problemer med korruption). Imens Slovakiet sakkede bagud under den mildt sagt autokratiske og populistiske Mečiar. Tingene forandrede sig i 1998, da den borgerlige Mikuláš Dzurinda og hans parti SDKÚ-DS vandt valget. Siden da gik det stærkt: Slovakiet blev det neo-liberale reformparadis og IMF’s kæledække, med alt lige fra flat tax, gennemgribende ændringer af stort set alle politiske institutioner i landet og medlemsskab af alle de relevante internationale organisationer. Det medførte høje vækstrater, men også masser af tabere. Hvis man kører lidt udenfor dem boomende og dynamiske hovedstad Bratislava opdager man hurtigt, at landet stadig langt fra er ligeså velstående som de øvrige EU-lande. Måske det kan forklare hvorfor Robert Fico og hans noget lurvede regering kom til magten i juli i år. Ihvertfald lovede de at bruge væsentligt flere penge på offentlige yderlser mv. Det bliver interessant at se hvordan det skal lade sig gøre, når man samtidig skal overholde diverse konvergenskrav fra EU. Tjekkiet gik mere eller mindre i stå i årene efter 2000, med evindelige mindretalsregeringer og kun inkrementalistiske og langsomme reformer. Derfor står landet stadig overfor at skulle besvare det helt oplagte spørgsmål: I en globaliseret verden, med en stadigt ældre befolkning og et Kina der kan lave tingene billigere end os, hvad skal vi så leve af, når vi bliver for dyre til at det kan betale sig at outsource produktionen til os – og vi skal til at være en vidensøkonomi? Den slags plejer at kræve reformer som gør ondt og det er ikke et valg man er villige til at tage endnu.
Tjekkiet og Slovakiet er med andre ord historien om to relativt ens lande, der valgte forskellige veje, men begge igen står i vadestedet og skal bestemme sig for hvilken retning man skal tage.

Og mit bud på kampen i Bratislava på onsdag? Tjekkerne prygler forhåbentlig slovakkerne noget så grundigt, så jeg siger 4-2. Češi do toho!

Update! Også på UEFAs hjemmeside varmes der op til kampen.

Update 2! Tjekkiet vandt selvfølgelig! 3-0, på to mål af Sionko og et af Koller.