30 år senere

Jeg ville gerne kunne sige at jeg har gjort mig nogle store og dybsindige tanker her i anledningen af 30 året for Murens fald. Men det ville være løgn. Min tænkning er sløret af at det i en række af landene – Polen, Ungarn og mit elskede Tjekkiet – ikke ligefrem går fremragende med demokratiet, friheden og frisindet.

I Polen bliver magten stadig mere forankret hos et reaktionært parti. I Ungarn er Orban selve definitionen af en totalitær populist. Og Tjekkiets ledere – Babis og Zeman – er en uskøn blanding af populisme, korruption og leflen for Rusland og Kina.

De klassiske liberale idéer og idealer har trange kår. Ikke blot i de gamle Warszawa-pagt lande, men på globalt plan og herhjemme. Illegitime aktører har perverteret det kapitalistiske system, så det primært gavner den 1%. Trump har erstattet amerikansk internationalt lederskab med kleptokratisk transaktionspolitik, hvor alt er til salg. I Danmark er selv erklærede liberale partier klar til at ofre individuelle frihedsrettigheder og retsstatsprincipperne. Den socialdemokratiske regering har ingen problemer med at fratage børn deres statsborgerskab på grund forældres handlinger. Alt imens holder Danmark mund mens kineserne internerer millioner af mennesker i opdragelseslejre og lige om lidt slår hårdt ned på Hongkong. “Interessebaseret udenrigspolitik”, tror jeg de kalder det, når vi holder os for øjne, ører og mund – og diskuterer den store bagedyst alt imens torturen fortsætter i Syriens fængsler. Det er altsammen yderst nedslående, og det slider på min iboende idealisme.

Så selvom jeg stadig kan blive rørstrømsk ved tanken om Václav Havel og hans frihedstanker, så er det gråtonede politiske tider – på både kort og langt sigt. Det ER selvfølgelig en bedre verden end dengang for 30 år siden. Men den paradisiske tilstand er det nu langt fra blevet. Og lige nu har jeg vanskeligt ved at se, hvordan vi kommer på rette vej igen.

Letná

Jeg er generelt skeptisk overfor folkelige protester. Både som koncept1 og overfor deres evne til at afstedkomme reel politisk forandring.

Magtrelationer har det med at være irriterende grumsede og gråtonede. Der er sjældent nogen aktører, der er entydigt onde eller gode. Det er ganske enkelt svært at gennemføre samfundsforandringer, ikke mindst i folks hoveder og i institutioner såsom retsvæsen, offentlig forvaltning og det politiske system.

Det er eksempelvis snart 30 år siden Muren faldt, og vi opererer stadig med ‘Østeuropa’ som en meningsdannende forklaringsmodel for landene, der af historiske årsager havnede på den forkerte side af jerntæppet. Den slags mentale billeder hjælper demonstrationer ikke på. Og som det har kunne ses i Sudan og Hong Kong indenfor de seneste 6 måneder, så er totalitært indstillede regimer fuldt ud villige til at ignorere eller anvende vold overfor store demonstrationer. Det arabiske forår skabte noget positivt i Tunesien, men de fleste andre steder er det udartet sig negativt – se bare på Egypten og Syrien.

Det er kort sagt mest på film, at ædle og demokratisk sindede folkemængder gnidningsfrit kan føre os ind i paradis.

Nu er det naturligvis langt fra fair at sammenligne et land som Tjekkiet med diktaturstater som Kina. Der er trods alt tale om et civiliseret samfund, med en stolt tradition for netop, ja, samfundsforandrende demonstrationer og et stærkt civilsamfund. Men jeg kan alligevel ikke dulme min skepsis overfor effekten af de aktuelle demonstrationer mod premierminister Andrej Babiš.

Bevares, 250.000 mennesker på Letná pladsen er mange. Men det tjekkiske politiske system har været dysfunktionelt længe – i hvert fald mindst siden jeg var praktikant på ambassaden i Prag i 2005 – og de strukturelle sygdomme bliver ikke kureret af, at man måske/måske ikke slipper af med en korrupt populist som Babiš.

Men lad os nu se. Måske undervurderer jeg tjekkerne. De har overrasket mig før.

  1. Store menneskemængder gør mig nervøs!

Tjekkiet mod Frankrig ved ishockey-VM i Royal Arena. Min første ishockeykamp siden jeg så Sparta mod Slavia i mine dage som praktikant i Prag i 2005. Ensidig affære, tjekkerne klart overlegne – og lidt af en folkefest på lægterne

Sørgeligt

Der er så utrolig mange måder, hvorpå jeg ligner Jesus.

Ja, det ville blot trætte nærværende læsere, hvis jeg begyndte på at opremse alle vores fælles karaktertræk, dyder og evner. Men hvis man hårdt presset skulle fremhæve blot den ene ting han og jeg har mest tilfælles, må det nok siges at være vores evne til at elske betingelsesløst. Bevares, der er ganske vist tale om et forholdsvist begrænset antal personer, ting og fænomener jeg overøser med min kærlighed (resten af verden er jeg enten ganske ignorant eller hadefuld overfor).  Men når man først er inde i varmen, så er det særdeles sjældent, at man slipper ud af mine kløer igen.

En af de ‘heldige’ få er Tjekkiet. I lighed med Sverige og svenskerne, så kan Tjekkiet og tjekkerne ganske enkelt ikke gøre noget galt. De er mine øjenstene, og jeg støtter dem i snart sagt alle livets forhold. Ishockey, fodbold, politik, finere madlavning, standarddans, kvinder, kultur. ALT gør tjekkerne (og svenskerne) bedre og smukkere end alle andre. Og nej, det synspunkt er ikke til rationel diskussion eller nuancering.

Derfor gør det ondt, ONDT, i min lille sorte sjæl, når tjekkerne får dårlig presse. Og man må nok sige, at Tjekkiet i denne uge har fået mere tæv end de fleste.

Det begyndte alt sammen, da den tjekkiske regering faldt efter en mistillidsafstemning i parlamentet. I sig selv ret uinteressant for alle andre end en Tjekkiet-connoisseur som undertegnede – hvis blot det ikke var for den mindre detalje, at Tjekkiet besidder EU-formandsskabet i dette halvår.

Tilmed fandt det tjekkiske kollaps sted i samme uge som at regeringen i et andet centraleuropæisk land, Ungarn, brød sammen. Kombineres disse begrædelige begivenheder med, at den globale økonomiske krise er ekstra grum ved de tidligere Østblok-lande (samt at især Frankrigs præsident Sarkozy kæmper hårdt at svine regionen til), så dukker det traditionelle vesteuropæiske billede af en flok korrupte, fattige og inkompetente bananrepublikker hurtigt frem på nethinden.

Endnu værre for tjekkerne blev det imidlertid, da den nu ganske betydningsløse premierminister Mirek Topolánek (inspireret af AC/DC’s sang ‘Highway to Hell’) fandt det bydende nødvendigt at kalde Obamas nye amerikanske redningspakke for “a way to hell that will undermine the stability of the global financial market”. Det kan der muligvis være noget om, men det gav ikke indtrykket af, at tjekkerne helt har begreb om de faktiske forhold i international politik lige nu.

Det værste er, at det faktisk går forholdsvist godt i Tjekkiet. Landets økonomi hænger fornuftigt sammen, og er ikke blevet ramt ligeså hårdt som eksempelvis Ungarn eller Letland. På trods af besværlige parlamentariske forhold, er der blevet gennemført en ganske fornuftig reformproces i de seneste år. Det var ikke økonomien som fældede regeringen i Tjekkiet, men snarere indenrigspolitisk skvalder og uenighed om den borgerlige regerings støtte til Lissabon-traktaten, som afstedkom resultatet af mistillidsafstemningen.

Og der er vi så nu. Med et tjekkisk forretningsministerium og et impotent EU-formandsskab indtil der kan indkaldes til nyvalg omkring sommerferien. Det tjekkiske image har fået ordentlige tæsk, Sarkozy sidder og gnækker og den fine tjekkiske økonomi bliver destabiliseret. Væk er billedet af Tjekket som det velfungerende og fremadstormende land i Centraleuropa. Tilbage er billedet af inkompetence og manglende styr på tingene.

Jeg håber at det fremgår, at jeg er pænt ligeglad med hvad den seneste uges kaos betyder for EU og ratifikationen af Lissabontraktaten. Til gengæld bekymrer jeg mig i høj grad for, hvad det betyder for mine elskede tjekker. For en tjekkofil har den sidste uge ganske enkelt være katastrofal og til at tude over. Jeg elsker stadig landet betingelsesløst, men det gør simpelthen så ondt at se et af sine børn komme til skade på den måde.

Jeg håber og beder til, at de gæve tjekker finder tilbage på rette vej snarest muligt. Alt andet vil ikke være til at bære.

(Lack of) Love Will Tear Us Apart

Det var dog irriterende. Faktisk græsende til det hjerteknusende. Her går man og elsker Tjekkiet med hud og hår – og så er Parken Sports and Entertainment FCK i gang med at købe en tjekkisk spiller. Der er tale om Zdeněk Pospěch fra Sparta Praha, som dermed ser ud til at skulle supplere ligeledes tjekkiske Libor Sionko i truppen. Inden vi får set os om, så henligger min husgud Pavel Nedvěd vel også snart sit otium på KB’s baner. Nogle bør snart fortælle tjekkerne hvilken afskyelig kreation FCK er. Måske en opgave for den gamle arbejdsplads?

The Pains Of Being Pure At Heart

Jyllands-Posten havde torsdag en interessant artikel i deres kultur sektion, hvor klummeskribent Per Nyholm under et ophold i Prag filosoferer omkring kulturens rolle i samfundet. Nu er jeg sandt for dyden noget nær det mest ukulturelle man kan forestille sig, ligesom jeg aldrig i mit liv har sat mine ben indenfor en radius af 500 meter af KUA. Alligevel fangede følgende sentenser min flygtige opmærksomhed:

“Men lige netop her, i Centraleuropas centrum, 40 år efter optakten til det såkaldte prager-forår, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at kunst og åndsliv faktisk har godt af modstand.

I januar 1968 – for nøjagtig 40 år siden – passerede jeg Prag for sydgående, undervejs til Gibraltar, hvor jeg havde en aftale med den lokale giftefoged og min kommende hustru. Jeg husker byen som nedsænket i spænding. Alle vidste, at der foregik en magtkamp uden lige i de 20 år, det kommunistiske styre havde stået på. Det var de unge mod de gamle. Det var en reformistisk kommunist ved navn Alexander Dubcek mod den forfærdelige stats- og partichef Antonin Novotny. Allehånde gode folk som Ludvik Vaculik, Vaclav Havel, Eduard Goldstücker, Ota Sik og ganske mange kommunister stillede op imod magtapparatet, der havde forvandlet en af Europas rigeste industristater til et undertrykt og ringe forsynet land.

Opgøret fandt sin foreløbige afslutning i Dubceks overtagelse af posten som partichef og egentlig statsleder, fulgt af et halvt års begrænset frihed. Så faldt Warszawapagtens hammer. Tjekkoslovakiet, som landet dengang hed og skulle hedde indtil skilsmissen i 1991, faldt tilbage i en reaktion, der fik selv Novotny-regimet til at virke liberalt.

Kunst og åndsliv havde trange kår efter den sovjetiske invasion i august, men trivedes ikke desto mindre hemmeligt, i undergrunden, konspirativt. Man mødtes i Letna Parken efter mørkets frembrud eller ved dagslys på Gottwald Museet, opkaldt efter kupmageren i 1948 og siden nedlagt. Jazz, samizdat og filosofi var henlagt til kældre og kviste og små lejligheder i fjerne forstæder.

Jeg vendte tilbage et par gange i 1970’erne og for alvor i 1980’erne. Hvad man ikke mødte af interessante mennesker, når man først havde fået en fod indenfor – journalister, forfattere, tænkere, malere og musikere. De gik ind og ud af regimets fængsler og ernærede sig i øvrigt som gadefejere, vinduespudsere, dyrepassere og kloakarbejdere. De var relevante. De vidste det. Alle vidste det. Også regimet.

I november 1989 slog deres time. Den ikke alt for kloge og heller ikke – trods sit ry – specielt venlige Dubcek ilede tilbage til Prag for at overtage præsidentposten, men på Vaclavske Namesti råbte titusinder af tjekker: »Havel til paladset, Havel til paladset.« Sådan blev det. Kommunisten Dubcek måtte nøjes med den dekorative, men ligegyldige post som parlamentsformand.”

Ak ja, sådan kan det gå når man lader en ældre mand som Nyholm svælge lidt rundt i sine nostalgiske minder om gamle dage. Men han har en pointe. Det tjekkiske kulturliv VAR virkelig frodigt dengang. Og filosofkongen over dem alle, Vaclav Havel, sad som præsident indtil 2003. Men i dag er det i følge Nyholm ikke helt så rosenrødt:

“Tjekkiet er i dag, som Danmark, et borgerligt land og dermed, hvad det har været igennem en stor del af sin historie; ikke blot den del, der begynder med Bøhmens genopstandelse som selvstændig stat vedhæftet Slovakiet i 1918, men tilbage til Middelalderen, da Prag var en af kontinentets kulturmetropoler, hvilket til denne dato fremgår af byens arkitektur, om end ikke af de horder af billigturister, der hærger i dens gader.

Lad dette sidste være en anden sag. Det påfaldende er, at ingen længere agter på kunsten eller åndslivet, som netop under kommunisterne havde en storhedstid, fordi disse genrer blev forfulgt. Kunstnerne og de intellektuelle er i dag betydningsløse. De må som alle andre tjene deres penge ude på markedet, og i øvrigt kan de mene og sige, hvad de vil. En ny generation er ikke trådt i stedet for Vaclav Havel, Ivan Klima og Milan Kundera, for der er ikke mere at skrive, allerhøjst kriminalromaner og kogebøger.

Forlag og aviser forsvinder, teatre og biografer lukker. Selvfølgelig. De har mistet deres betydning. Tidligere tiders eksistentielle behov for kunst, for udfordring og konfrontationer, for gråtoner og det antydede, er erstattet med hedonisme. Åndsmennesket Vaclav Havel er som præsident længst afløst af Vaclav Klaus, en økonom. Alt går op i penge, samtalelokummer og pensionsordninger.

Kan det blive ved på den måde? I et stykke tid formentlig ja. Tabt kultur lader sig vanskeligt genvinde, og magthaverne har lært, at holder de bare fingrene – for ikke at sige håndjernene – fra kulturen, så er dens ubekvemme rolle udspillet.”

Interessant. Uagtet at Vaclav Klaus ikke just er en ny skikkelse (faktisk har han været der ligeså længe som Havel, ligesom han står overfor at blive genvalgt til præsident), så er det meget godt set af Nyholm at de tjekkiske kunstnere sejrede sig selv ihjel. Da jeg slog mine folder i Prag i 2005 og berettede om min store beundring for Havel, så havde tjekkerne det med at smile overbærende. Jo, naturligvis er han en da en notabilitet for dem, men at have en digter siddende i Prags slot og filosofere over identitet, etik, demokrati, frihed og slige luftige tanker, bringer altså ikke brød på bordet. Så hellere den noget mere krasbørstige Klaus, som i dag – uagtet om man kan lide ham eller ej – er den ubestridte stjerne i tjekkisk politik.

Og kan man egentlig fortænke tjekkerne i at gå mere op i velstand end i kunst? Og hvis vi overfører det til danske forhold. Indledningsvist må jeg sige at jeg ikke kender standarden indenfor dramatik, opera og ballet. Men indenfor billedkunsten og filmen, hvorfor er det lige at man skal interessere sig for hvad en overvurderet fusentast som Tal R producerer af makværker? Hvad skal man bruge navlepillende ligegyldigheder som den nye film (“De Unge År”) om Lars Von Triers studietid i slut 70’erne på Filmskolen til? Er det relevant for ret mange andre end de 30 mennesker der var i miljøet på den tid? For tiden kører en lang række artikler i medierne omkring dansk films krise. I 2007 var der praktisk taget ingen danske publikumssucceser, og selvom jeg nærer en stærk foragt for pøbelen og populisme, så må man spørge sig selv: Skyldes den manglende relevans måske at det man laver ikke er særligt godt?

Så nej, Nyholm, jeg mener ikke man kan sammenligne de to situationer. For de tjekkiske kunstnere blev irrelevante netop fordi de var så gode. De danske filmskabere og billedkunstnere er aktuelt bare for uinteressante til at man behøver at ofre dem nogen større opmærksomhed.

One day we will all be free

I dag er det Václav Havels 70 års fødselsdag, hvilket blev fejret på behørig vis i Prag. Havel er nok noget nær det tætteste jeg kommer på et politisk idol: Dissident, medunderskriver af Charta 77, anti-autoritær, liberal, idealist og drømmer. Havel er mere elsket i udlandet end hjemme (også tjekkerne kan jo godt blive træt af folk der pirker til ens dårlige samvittighed), men man kan ikke tage fra ham, at han i sin tid som systemkritiker under kommunismen og senere som præsident, altid har været en forkæmper for menneskerettigheder og det måske allervigtigste for ham: Frihed.

Tjekkerne bliver tit beskrevet som et indadvendt folkefærd. Det er nu ikke helt korrekt, men givet er det, at oplevelserne af svigtet i München i 1938, den brutale fremfærd fra Warszawapagtlandenes side ved ‘Foråret i Prag’ i 1968 og ikke mindst de mange år under et totalitært styre, har gjort, at den tjekkernes fortælling om sig selv ikke er optimistisk og frembrusende, men derimod indadskuende og præget af kronisk mindreværd (læs f.eks. nogle af Milan Kunderas værker, de fanger det godt). Uden på nogen måde at ville kalde Havels betydning for eksempelvis Tjekkiets medlemsskaber af EU og NATO mindre vigtige, så er hans største fortjeneste imidlertid, at han gav tjekkerne drømmene tilbage. Drømmen om frihed, drømmen om respekten for individet og drømmen om tolerance.

Når Havel blev symbolet på systemskifterne i Central- og Østeuropa, fremfor f.eks. den mere robuste polske værftsarbejder og præsident Lech Wałęsa, så var det udover behovet for at have helte, utvivlsomt hans drømme og evne til at nyfortolke den tjekkiske identitet. Man kan være uenig med ham politisk og Havel var og er langt fra perfekt – i Tjekkiet har man f.eks. stadig svært ved at tilgive ham at han giftede sig igen mindre end et år efter at hans kone, den blandt tjekkerne højt elskede, Olga Havlová døde. Men man kan ikke tage fra ham at han er den mest betydningsfulde nulevende tjekke – og derfor skal der lyde et varmt tillykke herfra.

Genforening

Kvalifikationskampene til fodbold EM i 2008 er just begyndt. Her på den billige langside hader vi det danske landshold og vil derfor ikke behandle umulius’ernes kamp mod Island på onsdag. Derimod vil der blive fokuseret på den højspændte kamp mellem Tjekkiet og Slovakiet. Tjekkerne indledte deres pulje med at vinde 2-1 på hjemmebane over Wales. Dobbelt målscorer blev debutanten David Lafata, hvilket han tilsyneladende selv havde svært ved at kapere. Efter et mildt sagt skuffende VM er tjekkerne inde i en omstillingsfase. Truppen til kampen mod Wales var følgende:

Petr Čech (Chelsea), Antonín Kinský (FC Saturn Ramenskoe), Tomáš Ujfaluši (Fiorentina), Martin Jiránek (Spartak Moskva), Radoslav Kováč (Spartak Moskva), David Rozehnal (Paris Saint Germain), Marek Jankulovski (AC Milan), Tomáš Zápotočný (Slovan Liberec), Tomáš Galásek (1. FC Nürnberg), Jiří Štajner (Hannover 96), Libor Sionko (Rangers), Jaroslav Plašil (Monaco), Marek Kulič (Mladá Boleslav), David Lafata (FK Jablonec), Tomáš Sivok (Sparta Praha), Tomáš Rosický (Arsenal) og Marek Matějovský (Mladá Boleslav)

Adskillige af disse spillere er ganske ukendte udenfor Tjekkiet og den opmærksomme læser vil bemærke. at der mangler to af de største tjekkiske fodboldspillere i nyere tid: Pavel Nedvěd og Karel Poborský, samt en anden af mine favoritter Vratislav Lokvenc. Alle er for nyligt gået på pension fra landsholdet, hvilket har efterladt holdet noget usikkert og kønsløst. Holdets stjerne Rosický har taget over som anfører og der hviler et pænt pres på den unge mand. Samtidig er der for første gang i mange år ikke de helt oplagte talenter i tjekkisk fodbold til at tage over – bl.a. derfor havde Tjekkiet den ældste trup af alle holdene ved VM. I den hjemlige liga fortsætter Sparta med at skuffe, mens Mladá Boleslav og Slovan Liberec atter har lagt sig i front. Spartas elendige form kostede i weekenden træner, mens de to gamle Sparta koryfæer Michal Bílek og Horst Siegl har taget over. Undertegnedes favoritklub Bohemians Praha (‘Bohemka‘) frister en lidt omskiftelig tilværelse i den tjekkiske anden division, men oprykning er bestemt ikke umuligt. Den generelle mathed i tjekkisk fodbold er ikke tilfældet hos ‘lillebroderen’ Slovakiet. Holdet indledte sin vej til EM med at knuse Cypern med 6-1 og med den nye Glasgow Rangers spiller Filip Šebo i topform, suppleret af navne som Nürnbergs Marek Mintál og Zenit Skt. Petersburgs Martin Škrtel (billedet), så skal tjekkerne passe alvorligt på.

En af de interessante ting ved fodbold er når man kan tolke sporten ind i kulturelle, historiske og politiske rammer. Forholdet mellem tjekkere og slovaker er i almindelighed godt. Opløsningen af Tjekkoslovakiet i 1992-1993 må karakteriseres som en af de mest fredsommelige skilsmisser nogensinde – selvom de noget gedulgte aftaler mellem Václav Klaus og Vladimír Mečiar stadig er genstand for nogen debat. Historisk set var den tjekkiske del af Tjekkoslovakiet den mest industrialiserede og velstående, mens de slovakiske egne mere var præget af landbrug. På samme måde var og er slovakkerne væsentligt mere konservative og katolske end de mildt sagt ikke særlig religiøst plagede tjekkere. Efter adskillelsen tog de to lande da også hver sin vej. Tjekkiet havde op igennem 1990’erne vind i sejlene med høj vækst og selvom man med rette kan argumentere for at den politiske kultur ikke helt fulgte med (jf. de seneste måneders skvalderier om dannelsen af en ny regering i landet, samt de stadige problemer med korruption). Imens Slovakiet sakkede bagud under den mildt sagt autokratiske og populistiske Mečiar. Tingene forandrede sig i 1998, da den borgerlige Mikuláš Dzurinda og hans parti SDKÚ-DS vandt valget. Siden da gik det stærkt: Slovakiet blev det neo-liberale reformparadis og IMF’s kæledække, med alt lige fra flat tax, gennemgribende ændringer af stort set alle politiske institutioner i landet og medlemsskab af alle de relevante internationale organisationer. Det medførte høje vækstrater, men også masser af tabere. Hvis man kører lidt udenfor dem boomende og dynamiske hovedstad Bratislava opdager man hurtigt, at landet stadig langt fra er ligeså velstående som de øvrige EU-lande. Måske det kan forklare hvorfor Robert Fico og hans noget lurvede regering kom til magten i juli i år. Ihvertfald lovede de at bruge væsentligt flere penge på offentlige yderlser mv. Det bliver interessant at se hvordan det skal lade sig gøre, når man samtidig skal overholde diverse konvergenskrav fra EU. Tjekkiet gik mere eller mindre i stå i årene efter 2000, med evindelige mindretalsregeringer og kun inkrementalistiske og langsomme reformer. Derfor står landet stadig overfor at skulle besvare det helt oplagte spørgsmål: I en globaliseret verden, med en stadigt ældre befolkning og et Kina der kan lave tingene billigere end os, hvad skal vi så leve af, når vi bliver for dyre til at det kan betale sig at outsource produktionen til os – og vi skal til at være en vidensøkonomi? Den slags plejer at kræve reformer som gør ondt og det er ikke et valg man er villige til at tage endnu.
Tjekkiet og Slovakiet er med andre ord historien om to relativt ens lande, der valgte forskellige veje, men begge igen står i vadestedet og skal bestemme sig for hvilken retning man skal tage.

Og mit bud på kampen i Bratislava på onsdag? Tjekkerne prygler forhåbentlig slovakkerne noget så grundigt, så jeg siger 4-2. Češi do toho!

Update! Også på UEFAs hjemmeside varmes der op til kampen.

Update 2! Tjekkiet vandt selvfølgelig! 3-0, på to mål af Sionko og et af Koller.

Et tjekkofilt fodbold indlæg

Så er den tjekkiske Gambrinus Liga startet igen, første spillerunde blev sat igang igår, hvor traditionsklubben Sparta Praha atter skuffede ved at spille uafgjort 0-0 mod de noget mere upåagtede SK Kladno. I en dansk kontekst er Kladno nok mest kendt for at være hjembyen for LEGO’s produktion i Tjekkiet, men derudover har byen et notorisk arbejderklasse image – det er en gammel mineby – så de er nok ikke helt kede af at have tildelt aristokraterne fra Sparta et lille dask.

Sparta er den mest succesfulde klub i tjekkisk fodbold, men havde en skidt sæson sidste år. Man endte på femtepladsen, hvilket selvsagt ikke var tilfredsstillende for en klub, der har vundet 8 ud af de sidste ti mesterskaber. Udover at være gået glip af europæisk fodbold i år, så var det mest ydmygende dog, at man endte under ærkerivaler fra Slavia Praha. De to klubber har et sundt og godt hadforhold til hinanden og de såkaldte ‘S’-derbyer går helt tilbage til slutningen af 1890’erne. Jeg havde selv fornøjelsen at opleve et af slagsen i april 2005 på Strahov Stadion, selve kampen endte 1-1 og var mærkeligt ikke-intens, til gengæld markede Spartas Ultras sig med at smide med sæder, tågelægge stadion med fyrværkeri og komme i hyggeslagsmål med politiet. Sparta har de seneste mange år haft håneretten i Prag, men noget kunne tyde på, at alting ikke er helt som det skal være i storklubben. Gårdagens lident overbevisende 0-0 kamp mod et i bedste fald middelmådigt Kladno hold vidner ihvertfald ikke om, at sidste sæsons trængsler er forbi – på trods af at man på transfersiden har forstærket sig med de hjemvendte sønner Tomáš Jun, Jiří Homola samt franskmanden (meget usædvanligt i tjekkisk fodbold!) Ludovic Sylvestre.

Men hvis ikke Sparta løber med det hele igen, hvem skal man så holde øje med? Mest oplagt er jo nok sidste sæsons nummer 1 og 2: Slovan Liberec og FK Mladá Boleslav. Klubberne vil nok være ukendte for de fleste danskere, men det vil være en stor fejl at undervurdere dem. Det kan det norske mesterhold Vålerenga nok skrive under på, efter at klubben fra Skoda byen Mladá Boleslav baskede dem 3-1 i Champions League kvalifikation i onsdags. Slovan har – noget overraskende – formået at holde fast på deres hold efter mesterskabet. Normalt plejer udenlandske klubber – eller Sparta – at hapse de gode spillere som de mindre ressourcestærke provinsklubber måtte have, men det er altså ikke sket denne gang. Det bliver spændende at se om Slovan kan holde stilen fra sidste sæson, eller om den evt. deltagelse i Champions League (hvilket bestemt ikke er givet på forhånd, da klubben skal møde Spartak Moskva i kvalifikationsrunden) vil køre dem trætte. Mladá Boleslav skal, hvis de går videre mod Vålerenga, møde Galatasaray. Næppe en decideret walk over, så alt i alt bliver det interessant at følge de tjekkiske holds færd.

Endelig er der outsiderne til titlen. Slavia Praha står svækkede efter at klubben har mistet nøglespillere som Karel Piták og Miroslav Holeňák. Indtil videre har man ikke fundet kvalificerede afløsere, så måske man håber at produkterne fra klubbens vidt berømmede ungdomsakademi kan slå til. De unge Michal Švec, Dušan Švento og den erfarende Stanislav Vlček har ihvertfald en del ansvar på deres skuldrer. Af de traditionelt stærke provins hold skal nævnes Baník Ostrava og FK Teplice, der bestemt også har en chance.

Meget afhænger dog af om Tjekkiets svar på FC København, dvs. Sparta, finder sig selv igen. Klubben er den suverænt rigeste af ligaens klubber og såfremt man genfinder harmonien, så er de min umiddelbare favorit til titlen. Ellers har jeg et godt øje til Slovan, så lur mig om det ikke bliver en dyst mellem Sparta og Slovan.

Man skal ellers en tur ned i anden division for at finde mine tjekkiske hjerteklubber. Bohemians Praha har haft nogle svære år med finansielle problemer, men er stærkt på vej tilbage. Klubben fra Praha bydelen Vršovice har kultstatus og er lige til at knuselske med deres kænguru i klublogoet. Også nedrykkerklubben Vysočina Jihlava har en særlig plads hos mig, så jeg satser stærkt på at de begge rykker op i år! Jeg vender selvsagt tilbage med regelmæssige opdateringer af den, hmmm, fascinerende udvikling i tjekkisk fodbold 😉

Det bliver i familien

Det er muligt at tjekkerne ikke kan finde ud af at danne regering oven på det uafgjorte parlamentsvalg i starten af juni – og måske er den politiske scene i landet præget af farceagtige tilstande med småkorrupte politikere, personintriger som er Horton Sagaen værdige, generel inkompetence og en notorisk dominerende præsident.

Men, men, men…heldigvis er det ikke i nærheden af det freakshow som de kan præsentere i Polen. Forleden dag udpegede præsident Lech Kaczyński ingen ringere end sin enæggede tvilling Jarosław Kaczyński som premierminister. Der har længe været formodninger om, at den hidtidige premierminister Kazimierz Marcinkiewicz mest af alt fungerede som ansigt udadtil for at dække over, at det de facto var tvillingerne der kørte showet. Men med de kroniske problemer med at samarbejde som i forvejen præger den konservative/katolske/homoseksuellehadende koalitionsregering, så syntes de kære tvillinger måske, at den slags alligevel var ligegyldigt. Det kan de så diskutere ved aftensmadsbordet hos Mor Kaczyński, ihvertfald bor Jaroslaw tilsyneladende stadig hjemme hos hende. Polen er et land med kæmpe potentiale, men polsk politik er et volatilt morads (og var det også før tvillingerne kom til), så man kan kun håbe og bede til at Platforma Obywatelska vinder næste valg og kan få skabt lidt orden i vanviddet. Så ville man måske også kunne undgå den nyeste ‘kartoffelkrise’ mellem Tyskland og Polen. Suk og støn.

PS. Nu vi er i det Central- og Østeuropæiske hjørne, så har der just været drafting i NHL, og i år er der kun otte tjekkere som er blevet hapset af de nordamerikanske klubber. Det er de ikke helt tilfredse med dernede. I den forbindelse er denne artikel omkring HC Kladno’s imponerende eksport af spillere alligevel lidt tankevækkende.