Somatisk

De siger jo at det er i krise- eller tabssituationer, at man reflekterer over sit liv – og husker at værdsætte det man har (eller rettere: havde).

I forgårs skulle jeg lege tagfat efter den ældste arving gennem de lurvede plastikgange i et nedslidt legeland i et industriområde i Östersund. Jeg skulle dreje rundt om et hjørne, da det sagde et smældende OH SNAP! i lænden.

Jeg vidste desværre præcis, hvad det betyder: facetsyndrom, bedre kendt som hold i ryggen. For jeg har prøvet det før. Jeg fik et lignende hold i ryggen i juni 2017, og det var en plage i op mod halvanden måned efter. Jeg nærer absolut ingen illusioner om at denne gang bliver nemmere.  

Nu hvor jeg gradvist har mistet min mobilitet og er i konstant behov af en uhellig blanding af Ipren og Panodil, så kommer man melankolsk til at tænke over, hvilket privilegium det er at kunne bevæge sig helt frit og ubesværet. Hvor var jeg dog rig dengang for tre dage siden!

Et hold i ryggen er djævelsk kontra-intuitivt. Man mærker det ikke mens man sidder eller ligger ned, så det får man jo lyst til at gøre. Men når man så rejser sig igen? Så er det blevet lysår værre. Min kropsholdning er en parodi på Quasimodo, når jeg har siddet ned. Det der virker er at røre sig. Så jeg traver dag og nat (ok, aften) på veje og stier her i Åre. I 2017 var jeg også et par gange ved kiropraktoren, men jeg må forsøge mig ad uden denne gang – er trods alt stadig langt hjemmefra. 

Nu må I have mig undskyldt. Skal tilbage til at have ondt af mig selv.

Bjergene og fjeldet her i Åre virker mere imposante og relevante denne gang, måske fordi vi udforsker dem mere end sidst vi var her om sommeren. Dengang var den ældste arving ganske lille. På billederne fra turen luffer vi rundt med ham i en bæresele og sveder som grise i en hedebølge. Vi kunne ikke lave så meget.

Denne gang er temperaturerne barmhjertigt lavere, og vi kan tage ham og lillesøsteren med på fjeldvandringer. Det kan noget, synes jeg.

Det er dejligt med første udlandsrejse siden COVID-19-pandemien blev en ting. Jeg har længe savnet at se noget andet. Og selvom jeg holder af Odsherreds blide bakker, lyse skove og bølgende strande, så er det en behagelig afveksling med klipper og bjerge. Glæder mig til flere rejser, når verden bliver mere normal igen.

Bagarmossen Blues

Der er få steder i Skandinavien, der er decideret appetitlige her i den traurige post-vinter/præ-forårs fase. Det begrædelige faktum omfatter desværre også Stockholm.

Temperaturen er et ubestemmeligt sted mellem 0 og 5 grader. Det blæser kønsløst. Himlen er cementgrå. Rundt om ligger der skidne grå snedriver, som blot venter på at en hårdt tiltrængt temperaturstigning gør en ende på deres lidelser. Der er end ikke antydningen af grønt på træerne, faktisk har en flora sjældent fremstået mere opgivende. Imens luffer de indfødte rundt i dynejakker, drikker kaffe af deres papbægre og kniber mismodigt øjnene sammen.

Forstaden – hvor svigerforældrene har en 1-værelses, der tjener som vores hjem på ferien og hvor der i skrivende stund ligger to snorkende børn (og ditto kone) og skaber den rette baggrundsstemning til skrivningen af dette indlæg – lignede ved dagens ankomst til forveksling Bukarest under højstalinismen, eller måske mere rammende Grozny anno ca. den anden russiske angrebskrig. Nuvel, måske en smule overdrevet, men livsbekræftende var det sandt for dyden ikke.

Satser på flere farver og liv i morgen. Alt er gået fint hidtil, inkl. en fem timers togtog med mine to bavianer af et par børn. Vi har tilmed indkøbt alle de småperverse svenske madvarer, som min eksil-svensker af en kone ikke kan få i det daglige hjemme i Roskilde, så der er lagt op til fest.

Jeg er vild med britiske journalister. Forestil dig, at en dansker havde skrevet nedenstående om et besøg i den svenske by Kiruna. Det er nærmest utænkeligt:

“The mine, Kiirunavaara, is the reason this Swedish town of roughly 20,000 people deep in northern Lapland exists at all. It is the world’s largest iron ore mine, and it dominates both economically and visually, the smokestacks sending up twin plumes of black smoke from the denuded mountain like a kind of Arctic Mordor”.

Når briter er gode, så er de virkelig gode. Det er velskrevet, indlevende og morsomt. Hele artiklen kan anbefales.

Sverige efter valget

Det var ganske vist ikke en speciel original analyse, men jeg kommenterede på det daværende svenske valg i 2014. Jeg fremhævede dengang det helt principielt problematiske i, at majoriteten i Riksdagen i den såkaldte ‘Decemberoverenskomst’ besluttede at udelukke et parti med 13% af vælgerne bag sig fra det parlamentariske arbejde. Og jeg forudså at det som konsekvens ville få Sverigedemokraterna til at vokse:

Men berettiger det til, at seks partier ophøjer sig selv til at kunne definere om og hvornår parlamentarisme skal fungere i Sverige? Løser det de bagvedliggende årsager til Sverigedemokraternas stigende popularitet, at den brede majoritet af partierne undlader at forholde sig til 13 pct. af vælgernes bekymringer? Siden hvornår har ‘ikke-se, ikke-høre’ strategien nogensinde fået et problem til at gå væk af sig selv?

Det virker kortsigtet for mig. Så ja, det ene formål med ‘Decemberoverenskomsten’ (at muliggøre minoritetsregeringer) er vel opfyldt nu. Men vil det holde Sverigedemokraterna fra fadet? Vil de forsvinde af sig selv af, at de andre partier nu har identificeret dem som ikke-eksisterende og irrelevante indtil 2022?

Jeg tvivler.

For det første var og er de det eneste reelle oppositionsparti, hvis man er imod den aktuelle konsensus i svensk integrationspolitik. Der er ikke andre steder at gå hen, hvis man som vælger er kritisk overfor at modtage flere flygtninge. Alene det garanterer partiet en lun og tryg tilværelse.

For det andet vil isolationen blot styrke partiet i dets image, nemlig som svensk politiks omvendte musketered: Én mod alle, alle mod én. De ville ikke have fået indflydelse på den førte politik alligevel, nu har de så blot fået institutionaliseret deres rolle om svensk politiks martyr.

Jeg synes i al ubeskedenhed at min teori holdt stik.

Hvad jeg ikke forudså dengang i december 2014 var de store flygtningestrømme der kom året efter, og som for alvor satte strøm på immigrations- og integrationspolitikken i Sverige.

I 2018 har Sverigedemokraterna så fået knap 18% af stemmerne, og de er det største parti blandt svenske mænd. Decemberoverenskomsten var med andre ord en dundrende fiasko. De problemer og bekymringer som driver Sverigedemokraternas vælger er ikke blevet mindre, og det er partiets opbakning heller ikke.

Nu står vi så her september 2018 og partierne bag Decemberoverenskomsten har tilsyneladende stadig ikke lært noget. For tankespindet er præcis det samme som for fire år siden. Sverigedemokraterna skal bare holdes fra indflydelse for enhver pris, og det uanset hvad det har af demokratiske og parlamentariske konsekvenser.

Vi er således i den barokke situation, at Stefan Löfven mener, at han er den legitime kommende statsminister med under 40% af vælgerne bag sin parlamentariske koalition. Samfulde 60% bakker ikke op om ham og hans regering, men det betyder åbenbart ikke noget – for det primære mål er jo at isolere og ignorere Sveriges tredjestørste parti. Hvilket jo er meget heldigt for ham, for hvis de borgerlige partier spillede efter normale parlamentariske regler, så kunne de med implicit støtte fra Sverigedemokraterna sætte sig i regeringskontorerne.

Forstå mig ret: Jeg bryder mig ikke om Sverigedemokraterna og deres politik. Men den nuværende parlamentariske praksis i Sverige er helt uholdbar. Det kunne være interessant hvis de borgerlige partier i Sverige spurgte deres vælgere:

“Hvad vil du helst have? At Sverigedemokraterna for alt i verden forbliver isoleret, eller at det parti og den politik DU har sat kryds ved, danner regering?”

Jeg ved godt hvad jeg vil svare, og jeg har de svenske vælgere mistænkt for at ville svare det samme.

Det eneste der reelt undrer mig er, at ingen af de borgerlige partier de seneste 4 år sådan for alvor er begyndt at låne af Sverigedemokraternas politik for at appellere til immigrationskritiske vælgere.

Det kan man jo mene er et udtryk for smuk moralsk habitus fra partiernes side, men jeg tror ikke den tilbageholdenhed varer ved. Det er simpelthen for mange stemmer at lade gå til spilde, især hvis den dydige adfærd betyder at Löfven forbliver statsminister.

Hvis jeg var valgstrateg i et af de borgerlige partier, så ville jeg af valgtaktiske hensyn arbejde på at få nogle immigrationspolitiske varer på hylderne. Hvis Sverigedemokraterna er den eneste butik i byen som immigrationskritiske vælger kan handle i, så vil partiet fortsætte med at vokse – også ved valget i 2022. Det må siges at være læren her fra Danmark, hvor Dansk Folkeparti voksede og voksede fra valg til valg, indtil at de partier begyndte at skrue op for strammerretorikken.

Man kan så diskutere om det er positivt at det i dag er meget vanskeligt at se forskel på Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Venstres immigrations- og integrationspolitik.

Men jeg vil dog mene, at den situation trods alt er at foretrække fremfor at et parti med klare nynazistiske rødder får 18% af stemmerne – og at den parlamentariske situation efterfølgende primært handler om at holde dem fra indflydelse.

Splittet

Sverige-Schweiz var den kamp ved VM, jeg på forhånd var mest emotionelt investeret i. Men udover Forsbergs mål, har den her i 69. minut ikke været særlig velspillet. Er stadig splittet i min loyalitet. Håber mest af alt på at undgå forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence

Hjemve

Har tilbragt de seneste par dage i arbejdsrefugium i en lejlighed i en forstad til Stockholm. Det er enormt privilegeret. Min bedre halvdel tager søvnløsheden og slæbet med børnene derhjemme. Imens sidder jeg her i stilheden og tænker store tanker. Forbereder de kommende 7 måneders valgkampagne. Løber ture i Nacka Reservatet. Den rene luksus, som jeg er meget taknemmelig for.

Men man savner jo dem derhjemme. Og at dømme ud fra frekvensen af facetime-opkald, så har de det (heldigvis!) lidt på samme måde. Så skal blive godt at komme hjem i morgen.