Bagarmossen Blues

Der er få steder i Skandinavien, der er decideret appetitlige her i den traurige post-vinter/præ-forårs fase. Det begrædelige faktum omfatter desværre også Stockholm.

Temperaturen er et ubestemmeligt sted mellem 0 og 5 grader. Det blæser kønsløst. Himlen er cementgrå. Rundt om ligger der skidne grå snedriver, som blot venter på at en hårdt tiltrængt temperaturstigning gør en ende på deres lidelser. Der er end ikke antydningen af grønt på træerne, faktisk har en flora sjældent fremstået mere opgivende. Imens luffer de indfødte rundt i dynejakker, drikker kaffe af deres papbægre og kniber mismodigt øjnene sammen.

Forstaden – hvor svigerforældrene har en 1-værelses, der tjener som vores hjem på ferien og hvor der i skrivende stund ligger to snorkende børn (og ditto kone) og skaber den rette baggrundsstemning til skrivningen af dette indlæg – lignede ved dagens ankomst til forveksling Bukarest under højstalinismen, eller måske mere rammende Grozny anno ca. den anden russiske angrebskrig. Nuvel, måske en smule overdrevet, men livsbekræftende var det sandt for dyden ikke.

Satser på flere farver og liv i morgen. Alt er gået fint hidtil, inkl. en fem timers togtog med mine to bavianer af et par børn. Vi har tilmed indkøbt alle de småperverse svenske madvarer, som min eksil-svensker af en kone ikke kan få i det daglige hjemme i Roskilde, så der er lagt op til fest.

Jeg er vild med britiske journalister. Forestil dig, at en dansker havde skrevet nedenstående om et besøg i den svenske by Kiruna. Det er nærmest utænkeligt:

“The mine, Kiirunavaara, is the reason this Swedish town of roughly 20,000 people deep in northern Lapland exists at all. It is the world’s largest iron ore mine, and it dominates both economically and visually, the smokestacks sending up twin plumes of black smoke from the denuded mountain like a kind of Arctic Mordor”.

Når briter er gode, så er de virkelig gode. Det er velskrevet, indlevende og morsomt. Hele artiklen kan anbefales.

Sverige efter valget

Det var ganske vist ikke en speciel original analyse, men jeg kommenterede på det daværende svenske valg i 2014. Jeg fremhævede dengang det helt principielt problematiske i, at majoriteten i Riksdagen i den såkaldte ‘Decemberoverenskomst’ besluttede at udelukke et parti med 13% af vælgerne bag sig fra det parlamentariske arbejde. Og jeg forudså at det som konsekvens ville få Sverigedemokraterna til at vokse:

Men berettiger det til, at seks partier ophøjer sig selv til at kunne definere om og hvornår parlamentarisme skal fungere i Sverige? Løser det de bagvedliggende årsager til Sverigedemokraternas stigende popularitet, at den brede majoritet af partierne undlader at forholde sig til 13 pct. af vælgernes bekymringer? Siden hvornår har ‘ikke-se, ikke-høre’ strategien nogensinde fået et problem til at gå væk af sig selv?

Det virker kortsigtet for mig. Så ja, det ene formål med ‘Decemberoverenskomsten’ (at muliggøre minoritetsregeringer) er vel opfyldt nu. Men vil det holde Sverigedemokraterna fra fadet? Vil de forsvinde af sig selv af, at de andre partier nu har identificeret dem som ikke-eksisterende og irrelevante indtil 2022?

Jeg tvivler.

For det første var og er de det eneste reelle oppositionsparti, hvis man er imod den aktuelle konsensus i svensk integrationspolitik. Der er ikke andre steder at gå hen, hvis man som vælger er kritisk overfor at modtage flere flygtninge. Alene det garanterer partiet en lun og tryg tilværelse.

For det andet vil isolationen blot styrke partiet i dets image, nemlig som svensk politiks omvendte musketered: Én mod alle, alle mod én. De ville ikke have fået indflydelse på den førte politik alligevel, nu har de så blot fået institutionaliseret deres rolle om svensk politiks martyr.

Jeg synes i al ubeskedenhed at min teori holdt stik.

Hvad jeg ikke forudså dengang i december 2014 var de store flygtningestrømme der kom året efter, og som for alvor satte strøm på immigrations- og integrationspolitikken i Sverige.

I 2018 har Sverigedemokraterna så fået knap 18% af stemmerne, og de er det største parti blandt svenske mænd. Decemberoverenskomsten var med andre ord en dundrende fiasko. De problemer og bekymringer som driver Sverigedemokraternas vælger er ikke blevet mindre, og det er partiets opbakning heller ikke.

Nu står vi så her september 2018 og partierne bag Decemberoverenskomsten har tilsyneladende stadig ikke lært noget. For tankespindet er præcis det samme som for fire år siden. Sverigedemokraterna skal bare holdes fra indflydelse for enhver pris, og det uanset hvad det har af demokratiske og parlamentariske konsekvenser.

Vi er således i den barokke situation, at Stefan Löfven mener, at han er den legitime kommende statsminister med under 40% af vælgerne bag sin parlamentariske koalition. Samfulde 60% bakker ikke op om ham og hans regering, men det betyder åbenbart ikke noget – for det primære mål er jo at isolere og ignorere Sveriges tredjestørste parti. Hvilket jo er meget heldigt for ham, for hvis de borgerlige partier spillede efter normale parlamentariske regler, så kunne de med implicit støtte fra Sverigedemokraterna sætte sig i regeringskontorerne.

Forstå mig ret: Jeg bryder mig ikke om Sverigedemokraterna og deres politik. Men den nuværende parlamentariske praksis i Sverige er helt uholdbar. Det kunne være interessant hvis de borgerlige partier i Sverige spurgte deres vælgere:

“Hvad vil du helst have? At Sverigedemokraterna for alt i verden forbliver isoleret, eller at det parti og den politik DU har sat kryds ved, danner regering?”

Jeg ved godt hvad jeg vil svare, og jeg har de svenske vælgere mistænkt for at ville svare det samme.

Det eneste der reelt undrer mig er, at ingen af de borgerlige partier de seneste 4 år sådan for alvor er begyndt at låne af Sverigedemokraternas politik for at appellere til immigrationskritiske vælgere.

Det kan man jo mene er et udtryk for smuk moralsk habitus fra partiernes side, men jeg tror ikke den tilbageholdenhed varer ved. Det er simpelthen for mange stemmer at lade gå til spilde, især hvis den dydige adfærd betyder at Löfven forbliver statsminister.

Hvis jeg var valgstrateg i et af de borgerlige partier, så ville jeg af valgtaktiske hensyn arbejde på at få nogle immigrationspolitiske varer på hylderne. Hvis Sverigedemokraterna er den eneste butik i byen som immigrationskritiske vælger kan handle i, så vil partiet fortsætte med at vokse – også ved valget i 2022. Det må siges at være læren her fra Danmark, hvor Dansk Folkeparti voksede og voksede fra valg til valg, indtil at de partier begyndte at skrue op for strammerretorikken.

Man kan så diskutere om det er positivt at det i dag er meget vanskeligt at se forskel på Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Venstres immigrations- og integrationspolitik.

Men jeg vil dog mene, at den situation trods alt er at foretrække fremfor at et parti med klare nynazistiske rødder får 18% af stemmerne – og at den parlamentariske situation efterfølgende primært handler om at holde dem fra indflydelse.

Splittet

Sverige-Schweiz var den kamp ved VM, jeg på forhånd var mest emotionelt investeret i. Men udover Forsbergs mål, har den her i 69. minut ikke været særlig velspillet. Er stadig splittet i min loyalitet. Håber mest af alt på at undgå forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence

Hjemve

Har tilbragt de seneste par dage i arbejdsrefugium i en lejlighed i en forstad til Stockholm. Det er enormt privilegeret. Min bedre halvdel tager søvnløsheden og slæbet med børnene derhjemme. Imens sidder jeg her i stilheden og tænker store tanker. Forbereder de kommende 7 måneders valgkampagne. Løber ture i Nacka Reservatet. Den rene luksus, som jeg er meget taknemmelig for.

Men man savner jo dem derhjemme. Og at dømme ud fra frekvensen af facetime-opkald, så har de det (heldigvis!) lidt på samme måde. Så skal blive godt at komme hjem i morgen.

Ind i det større billede

Under dagens løbe-/luntetur tænkte jeg ‘Hold op, hvor er jeg glad for at jeg ikke levede i 1600 og 1700-tallet’.

Denne pludseligt opståede indsigt var oprindeligt foranlediget af at jeg i løbet af weekenden lyttede til afsnittet om Frederik IV i den i øvrigt altid fremragende podcast Kongerækken.

Det var én lang række af svenskerkrige (især den episke Store Nordiske Krig)1, underkuede fæstebønder, små istider, enevælde, sygdomme og snigende pietisme. Og så har vi ikke engang drøftet de årtier lange religions- og borgerkrige, der kostede bogstavelig talt millioner af mennesker livet og sled kontinentet i stumper og stykker. Tilmed havde almindelige mennesker ikke oplevet nogen overvældende velfærds- eller velstandsfremgang siden, ja, stenalderen, ej heller nogen større teknologiske fremgang. Det var, med andre ord, en rigtig rådden verden at blive født ind i.

Hvilket jeg indså, som jeg oksede priviligeret rundt der om en fodboldbane et sted i det centrale Roskilde2.

Dansk historie har ellers aldrig været noget jeg gik synderligt op i. Men når begivenhederne sættes ind i en større historisk europæisk kontekst, så begynder det at fænge mig. Kongerækken er ganske vist populærhistorisk formidling, men formår stadig at indplacere en given dansk begivenhed ind i eksempelvis reformationen, 30 års krigen eller den spanske arvefølgekrig. Det giver lyst til at læse mere, hvilket jeg så gjorde i går. Endda så meget, at jeg først faldt sent i søvn og siden i nat drømte om pesten. Ikke just en behagelig affære, skulle jeg hilse at sige.

Men det gav mig erkendelsen af, at hvis man ser tingene i et større verdenshistorisk perspektiv, så fremstår selv et år som 2016 – med tilsyneladende permanent lavvækst, terror, et truende Brexit, truende Trump, flugtningestrømme og et EU i krise samt døde popkulturelle idoler – som ganske fredeligt i det helt store billede.

  1. Er I klar over hvor mange gange Danmark og Sverige bekrigede hinanden i det 16., 17. og 18. århundrede? Det er et mirakel at min vidunderlige hustru ikke går op i den periode af verdenshistorien! []
  2. Apropos Roskilde, så ved I vel, at det var her at Danmark i 1658 med ‘Roskildefreden‘ blev tvunget til at afstå Skåne, Halland og Blekinge til den svenske arvefjende? []

Blågul

På facebook filosoferer en af mine venner – eksilereret nordjyde, svensk gift, halvsvensk søn, bosat i Malmö – om han skal holde med Danmark eller Sverige i kvalifikationskampene til EM.

For mig kræver det spørgsmål absolut ingen betænkningstid. Der er intet at filosoferer over, ingen sjæl at granske, ingenting at være i tvivl om.

Jeg holder naturligvis med Sverige.

Det såkaldte danske landshold er et ækelt, middelmådigt og usympatisk amalgam af gamle og nuværende Brøndby-spillere, kombineret med en lind strøm af ditto nulliteter fra Parken Sport & Entertainment. Denne uelskelige forsamling er tilmed trænet af en mand, der så åbenlyst burde være stoppet for efterhånden mange år siden. Der er intet at elske og holde af ved den flok underpræsterende bøver. Og jeg vil ikke lade bovlamme og jordslåede koncepter som ‘nationalitet’ og ‘statsborgerskab’ bestemme, hvem jeg vil holde af. Det danske landshold har ikke fortjent nogen form for kærlighed.

Sverige, derimod, det er en helt anden sag.

De er trænet af den eneste mand i verden, der kunne gøre mig homoseksuel: Erik Hamrén. Manden, der egenhændigt gjorde AaB til noget godt og smukt og ægte igen. Manden, der er så uendelig sympatisk og underskøn, at alt hvad han rører ved bliver til det pureste guld. Det eneste der for alvor beskriver mit forhold til ham er ‘ubetinget kærlighed’ og ‘forgabelse’, thi han er en dejlig mand.

Nå, ja, og så er jeg jo også svensk gift, har en halvsvensk søn1 og holder så meget af Sverige, at man næsten skulle tro jeg hed Svensson.

Så det bliver Sverige for mig. Naturligvis.

  1. Der taler en på en helt uklædeligt nuttet dansk-svensk måde []

Slalomskiløb er perverst og skadeligt for din sjæl

Der er noget grundlæggende perverst ved slalomski.

Jeg kommer til at tænke over det hver gang, at jeg har været ude på løjperne. De første par dage her i juleferien var vi dog først ude på langrend. Der er en slags fundamental balance i den disciplin. Skal du ned af bakke, kræver det at du først har okset op af selvsamme bakke. Og vice versa. Tingene hænger sammen. Ingenting kommer af sig selv.

Langrendssporene her i Åre er langt fra ligeså gode som dem vi er vant til fra Östersund, men essensen er selvsagt den samme. Vanen tro er det altid en fornøjelse at følge Den Bedre Halvdel på sporene. Her er hun i sit rette element, langt fra den fugtige blæst i København og omegn. Selv må jeg vel blot erkende, at jeg kan mærke at jeg i 2014 har trænet markant mindre end tidligere år. Det er en ynk.

Nå, men det var det perverse slalomski, vi kom fra.

Svigerforældrenes hus ligger midt i et af Åres skiområder. Det ville derfor være naturstridigt at tilbringe en juleferie heroppe uden at komme en tur ud i Sveriges største og bedste slalomområde. Vi var ude at stå for første gang i dag. Det var selvsagt skønt. Fantastisk udsigt ud over søen og fjeldet. Varierende bakker, der både muliggør styrtløb og mere teknisk krævende kørsel. Men ja, det ER perverst. Der er ingen balance i slalom. Man sætter sig i liften, og vupti, så er man på toppen. Man skal ikke arbejde for noget i slalom, alt det hårde slid er taget ud af sporten. Det er en priviligeret old money måde at løbe på ski.

Bevares, der er ingen tvivl i mit golde sind om, at det er langt, langt sjovere at løbe på slalomski end på langrend1. Men jeg tror, at det er sundere for krop og sjæl at komme ud på langrendssporene. Man bør i hvert fald kombinerer det, når man alligevel er på skiferie.

Prøv det. Kun at køre på slalom er gift for sjælen.

  1. Den Bedre Halvdel er ikke enig, men hun er skadet igennem sin opdragelse. Hun ved simpelthen ikke bedre []

Decemberoverenskomsten

Har brugt noget af aftenen her i skihytten i Åre på at tænke over dagens såkaldte ‘Decemberoverenskomst’ i svensk politik.

Diverse lederskribenter bruger megen spalteplads på at dissekere forløbet, kåre vindere og tabere samt motivgranske aktørerne i processen. Jeg er ganske langt fra at have nogen reel form for ekspertise i svensk politik, og er ikke inde i historikken eller de konstellationer eller forhandlingsspil, der løbende kører mellem partierne. Men jeg har to principielle bekymringer. Dels for mulighederne for Alliansen kan agere reel opposition, dels de mere højstemte parlamentariske principper.

Svenska Dagbladets lederskribent Tove Lifvendahl udtrykker det bedre, end jeg selv kan. Først angående rolle som opposition:

Men det finns effekter av överenskommelsen som talas mindre högt om. Även om det passiva stöd som Alliansen nu förbinder sig att ge majoriteten enbart ska omfatta val av statsminister och budget, och inte lagstiftning eller andra politiska verktyg, bör man ifrågasätta att en opposition i fråga om statens budget säger att den i alla tänkbara lägen kommer att välja att vika ner sig. Demokratins säkerhetsventil är dess opposition, och kraften i oppositionen bygger delvis på hur stort hot den kan trovärdiggöra gentemot regeringen i att reellt äventyra makten. Det vapnet frånhänder man sig till stor del nu.

Det finns också en uppenbar risk att regeringen Löfven med oppositionen i ledband kommer att göra en ännu starkare vänstersväng än vad vi hittills sett, och använda budgetinstrumentet till en mer vidlyftig tolkning för politikutövning än vad vi tidigare har sett. Vad gör Alliansen då? Klagar på bristande ansvar? Kan bli svårt rent trovärdighetsmässigt om man själv valt att avhända sig möjligheten att i alla sammanhang driva igenom sin politik när utrymme uppstår. Ansvar är ett ord som kan tolkas på olika sätt – och för somliga borgerliga väljare torde uppgörelsen betraktas som ett svek mot den avlagda röst som innebär att man helt enkelt vill ha så borgerlig politik som det alltid finns utrymme till – oavsett vem som bär regeringsmakten.

Der er mange gode pointer heri. Givet at jeg havde sat mit kryds ved eksempelvis Folkpartiet, ville jeg have en (berettiget, synes jeg selv) forventning om at partiet søger at udnytte enhver given parlamentarisk situation til at komme i regering og føre partiets politik ud i livet.

Givet at det ikke gik som jeg havde håbet og Folkpartiet kom i opposition, ville jeg tilsvarende forvente at partiet udnytter enhver mulighed for at få indflydelse på politik – her og nu. Jeg ville ihvertfald ikke på valgaftenen forvente, at partiet på forhånd aflægger sig indflydelse på finansloven de kommende mange år alene med henblik på at holde nogen andre fra fadet.

Nu vil mere sofistikerede politiske observatører end undertegnede sikkert påpege, at det på det lange sigt muligvis kan være en fordel for Folkpartiet at agere sådan (man kan hapse stemmer fra Sverigedemokraterne, samle kræfter til valget i 2018 osv.). Men det kan jeg som vælger ikke bruge til noget her og nu. Jorden tilhører de levende, og jeg er interesseret i politik her og nu – ikke i den parlamentariske situation i 2018. Og apropos den parlamentariske situation, rammer Lifvendahl også her plet:

Det som nu har hänt kan med fog kallas historiskt. Men de demokratiska konsekvenserna av Decemberöverenskommelsen kan bli allvarliga, och är av sådan dignitet att det hade varit anständigt att väljarna hade fått säga sin mening om denna konstitutionella förändring av de demokratiska spelreglerna.

Fler frågor följer förstås i kölvattnet; kommer detta i praktiken att innebära första steget mot en helt annan sorts valsystem? Om sex partier nu anser att parlamentarism inte är fundament utan valbart tillägg när det passar de egna syftena, bör inte en djupare grundlagsdiskussion komma på bordet? Om det från både höger och vänster finns en vilja av att få fram två tydliga alternativ, har man inte också med det sagt att vi rör oss mot ett tvåpartisystem?

Nuvel, det sidste er måske at strække konklusionen noget længere end den kan tåle. Men det er vigtig pointe, synes jeg. Det er fint og godt at være uenig med Sverigedemokraterna, og at ønske at sætte dem uden for politisk indflydelse. Og der er heller ingen tvivl om, at partiets infantile ‘vi stemmer imod ALT, der ikke strammer integrationspolitikken‘-linje er latterlig.

Men berettiger det til, at seks partier ophøjer sig selv til at kunne definere om og hvornår parlamentarisme skal fungere i Sverige? Løser det de bagvedliggende årsager til Sverigedemokraternas stigende popularitet, at den brede majoritet af partierne undlader at forholde sig til 13 pct. af vælgernes bekymringer? Siden hvornår har ‘ikke-se, ikke-høre’ strategien nogensinde fået et problem til at gå væk af sig selv?

Det virker kortsigtet for mig. Så ja, den ene formål med ‘Decemberoverenskomsten’ (at muliggøre minoritetsregeringer) er vel opfyldt nu. Men vil det holde Sverigedemokraterna fra fadet? Vil de forsvinde af sig selv af, at de andre partier nu har identificeret dem som ikke-eksisterende og irrelevante indtil 2022?

Jeg tvivler.

For det første var og er de det eneste reelle oppositionsparti, hvis man er imod den aktuelle konsensus i svensk integrationspolitik. Der er ikke andre steder at gå hen, hvis man som vælger er kritisk overfor at modtage flere flygtninge. Alene det garanterer partiet en lun og tryg tilværelse.

For det andet vil isolationen blot styrke partiet i dets image, nemlig som svensk politiks omvendte musketer: Én mod alle, alle mod én. De ville ikke have fået indflydelse på den førte politik alligevel, nu har de så blot fået institutionaliseret deres rolle om svensk politiks martyr. De bliver som Enhedslisten under borgerlige regeringer. Helt politisk irrelevante, men ih, hvor kan de jamre og udspyde galde.

Så hvor går svensk politik hen nu? Jo, med stor sandsynlighed vil de borgerlige partier ligeså stille begynde at låne Sverigedemokraternes politik. Det er den rationelle ting at gøre. Der er trods alt 13 pct. af stemmerne at hente. Så lur mig om ikke Kristdemokraterna pludselig får en ny værdipolitisk edge, eller at Folkpartiet begynder at ville være realistisk og tale om udfordringerne ved integration. Hvis strategien lykkes er Sverigedemokraterna blevet blødt helt tomme i 2022. Hvis ikke? Ja, så er vanker der nogle grimme valg om både fire og otte år.

Lad os nu se. Lige nu er jeg mest bekymret.