Supernatural

Jeg tror vi har fundet en god modus operandi, ‘Supernatural’ og jeg.

Vi er muligvis som et træt og slidt gammelt ægtepar, der er mest af alt stadig er sammen, fordi vi ikke rigtig ved hvad vi ellers skulle gøre af os selv. Men nu har jeg haft en tiltrængt fem år lang pause fra serien, hvilket har givet mig ny energi i samlivet. Jeg kan nu se serien præcis som jeg vil, helt uden dårlig samvittighed. Det er en fornøjelse at kunne nyde de gode ‘monster-of-the-week’-historier (og når ‘Supernatural’ er godt, så er det virkelig underholdende), og trygt skippe de allermest tåbelige afsnit. Så nu slipper jeg for at ærgre mig over, at en given sæsons store plot begynder at kede mig – hvilket ville gå ud over min samlede entusiasme.

For guderne skal vide at vi har været meget igennem sammen. Første gang jeg nævnte serien her på bloggen var i 2010. Allerede i 2012 begyndte jeg at klage over dens dalende spændingsniveau. Helt galt blev det i 2015, hvor jeg reelt gav op.

Men med mit nye Amazon Prime abonnement har jeg fået fem sæsoner af ‘Supernatural’ at forlyste mig med, og det er skønt. Hun ser sgu dejlig ud igen, den gamle krage. Jeg har savnet Sam og Dean Winchester. Og hvor er det forfriskende at være forelsket igen!

Pine Deep

Det irriterer mig grusomt at skrive det, men Jonathan Maberrys ‘Pine Deep’ horrortrilogi er mindst en bog for lang. Hvilket er ærgerligt, da første bind – ‘Ghost Road Blues‘ – er en fremragende opdatering af Stephen King ‘Salem’s Lot’, krydset med ‘Supernatural’. Den bog kan jeg ikke anbefale for meget. Men Maberrys overordnede plot kan ganske enkelt ikke bære tre bøger.

Hvilket er en djævelsk skam, for han skriver de mest frydefuldt ondskabsfulde horrorscener. Der er bare så bedrøveligt langt imellem dem. En klarsynet redaktør burde have bedt ham fusionere bind 2 og 3. Få ham til at skære 90% af de scener fra, hvor vores protagonister for Gud-ved-hvilken-gang diskuterer, om det mon virkelig kan være vampyrer som er skyld i den grotesk høje mordrate. Det ved vi jo godt at det er. Og selvom vores hovedpersoner simpelthen ikke er videre kvikke, behøver de jo ikke snikke-snakke vantro med hinanden side op og side ned af den grund. “Kom nu igang med blodbadet!”, tænkte jeg halvgnavent i eftermiddag, alt imens jeg lå ved siden af min middagssøvn-snorkende søn.

Forstå mig ret. Jeg fortryder på ingen måde de timer, jeg tilbragte i Pine Deep. For når Maberry først lader sine vampyrer gå amok på de sagesløse beboere i landsbyen, så går de virkelig amok. Hans antagonister er blandt de mest grufulde, jeg mindes at have ladet mig skræmme af. Det er sjovt og uhyggeligt, og ikke mindst stærkt underholdende. Bøgerne kunne blot have været meget bedre, hvis historien var afviklet mere tight og effektivt. Første bind får 6 stjerner af mig, den samlede serie dog kun 4 stjerner.

Så giv ‘Ghost Road Blues’ en chance, hvis du kan lide Stephen King’sk horror. Det fortjener den.

Film og TV året 2015

Bedste TV-serie oplevelser

The-Americans-Season-3

Det har ikke været et epokegørende tv-serie år. Mere drift end udvikling. ‘Mad Men’ blev afsluttet fint, synes jeg. ‘Supernatural’ slingrer videre, mens vi er gået mere eller mindre i stå i ‘Haven’, ‘Warehouse 13’, ‘Continuum’. Den Bedre Halvdel og jeg holder stadig fast i ‘Grimm’, ‘Scandal’, ‘Helix’, ‘Sleepy Hollow’ og ‘Strike Back’ sammen, ligesom jeg har haft gode stunder med ‘Narcos’ og ‘House of Cards’ alene. Endelig har vi også haft fornøjelsen af 2,5 sæson af ‘Blacklist’. Så absolut bedste oplevelse var dog de to første sæsoner af ‘The Americans’. Det er en fuldstændig fremragende serie, indtil videre uden et eneste svagt afsnit. Få den dog set!

 

Bedste filmoplevelser

BestEnemies

2015 var endnu et år, hvor tv-serierne fuldstændig skubbede filmene ud på sidelinjen. Jeg så stort set kun ‘Jurassic World’, der så til gengæld var ganske eminent god. Og her til sidst fik jeg også set den interessante dokumentarfilm ‘Best of Enemies’, der omhandler debatterne mellem William F. Buckley Jr. og Gore Vidal op til demokraterne og republikanernes partikonventer i 1968. Generelt er jeg ganske optaget af amerikansk politik i 50’erne og frem, især af de kulturkampe, som også i dag præger debatten derovre. Filmen er værd at se, hvis man har lignende tendenser.

Samlet set et ok tv og film år.

Pt. ser jeg mest frem til at se tv-udgaven af ‘The Expanse’ bogserien, som jeg har læst med stor fornøjelse.

Supernatural

Egentlig ville jeg gerne have dedikeret dette indlæg til at fortælle hvor ked jeg er af, at en af mine all-time yndlings tv-serier, Supernatural, er faldet sådan af på den.

Men så gik det op for mig, at jeg allerede fremførte den elegi tilbage i 2012. Og at det faktum vel egentlig er meget sigende om den tv-series udvikling og tilstand i almindelighed.

Endelig ved jeg heller ikke helt, hvad man kan gøre for at redde serien. 11. sæson er netop begyndt i amerikansk tv, og det virker ikke som, at der er så frygtelig mange håndtag at skrue på for at gøre historien god igen. Måske det ville være bedst, hvis den gik til ro nu. Sov stille ind. For efter at have kværnet den sært lurvede og blodfattige sæson 10, så er der ikke meget energi tilbage.

Det er trods alt begrænset hvor mange flere monstre man kan finde på. Eller hvor mange gange de to hovedpersoner skal dø, genopstå eller havne i himlen, skærsilden og helvedet. Eller hvor ofte djævelen er blevet slået ihjel. Eller hvor tit englene falder til jorden. I fornemmer nok i hvilken genre, vi befinder os i.

Hænger jeg ved, når jeg kan netflixe næste sæson til næste år? Naturligvis. Men mest for gammel venskabs skyld. Det er længe siden, at Supernatural var fremragende. Den er blevet gammel, og det er jeg også.

Musik af følsomme og sårbare kvinder

Forleden fik vi afsluttet sæson tre af ‘Haven’, den fornøjelige paranormale tv-serie baseret på Stephen Kings ‘Colorado Kid’. Det er ikke højstemt finkultur, men higer man efter det besnærende lys ved kysten af Maine (og kan man lide ‘Supernatural’ samt de ikke-elendige sæsoner af ‘Heroes’), ja, så er der intet at betænke sig på. Gå da trygt om bord i ‘Haven’.

Serien rummer også et fint lille soundtrack. Ikke helt så veludbygget eller gennemført som i ‘Friday Night Lights’, men der er næsten altid en velvalgt lille melankolsk sag til at afslutte afsnittene. I øjeblikket lytter jeg derfor til:

Ok, jeg ved godt at vi i visse af sangene befinder os i det ret farlige og umandiggørende område i nærheden af Sarah McLachlan og Aimee Mann, men altså, HEY, nogle gange skal en mand have lov til virkelig at dyrke sin indre kvinde. Jeg har ikke været så meget i kontakt med mine æggestokke siden Lisa Loebs ‘Stay (I Missed You)’.

Awake

Når en tv-serie bliver lukket ned efter kun en enkelt sæson, er der som regel en nogenlunde god grund til det. Lave seertal og ratings samt de heraf følgende begrænsede reklameindtægter, er naturligvis den primære årsag.

Det er især gået ud over de ‘Lost’-agtige tv-serier (det vil sige ekspansiv, metafysisk og spekulativ fiktion), der gik hen og døde, når de skulle kæmpe om sendefladen med realityshows og sangkonkurrencer. Publikums tålmodighed med længerevarende historier og mystik er tilsyneladende blevet mindre siden midten af 2000-tallet. På stående fod kan jeg nævne episk anlagte serier som ’Flashforward’, ’Terranova’ og ’The Event’, der alle fik kniven efter første sæson.

Fælles for de tre er, at det i det store kosmiske regnskab nok var fortjent, at de blev droppet. Alle tre havde spændende grundhistorier, men gik i stå undervejs eller led under et uinteressant persongalleri. Når selv en så tilgivende, rummelig, billig, letbegejstrelig og tåbeligt nørdet person som undertegnede finder, at de spekulative elementer bliver for fjollede, ja, så er en tv-serie ude på dybt vand.

Verden er dog ikke altid lige retfærdig.

Min bedre halvdel vil eksempelvis næppe nogensinde tilgive CW at de lukkede ’The Secret Circle’ efter første sæson. Og jeg vil til min dødsdag ikke kunne forstå, hvordan den objektivt vurderet geniale ’Awake’ ikke fik i hvert fald én sæson mere.

En af de mange årsager til at jeg aldrig blev anmelder er, at jeg hverken har evnerne eller tålmodigheden til at referere en bog eller films handling på en bare rudimentært tilfredsstillende måde. Se derfor hellere denne 31 sekunders promo for ’Awake’ i stedet for.

Tro mig. De 12 afsnit er himmelstormende fremragende. Udsøgte. Hjernevaskende. Spændende. Grundlæggende taler vi om et justitsmord på niveau med dengang, at Fox aflyste ’Firefly’ efter kun 14 episoder.

Jeg ærgrede mig allerede sidste år over lukningen af ‘Awake’, men her til aften blev smerten så genoplivet. Har investeret i den fortrinlige service fra Unblock, så vi kan se Netflix’ indhold fra USA. Og eftersom Den Bedre Halvdel er på venindebesøg i Sverige, har jeg stenet lidt tv-serier, herunder de bedrøveligt få sidste afsnit af ‘Awake’.

Så her sidder jeg og ærgrer mig grusomt. For hvor er serien dog sublim – og hvor kunne den dog have været regeret den spekulative fiktion i årene frem. I skrivende stund er det reelt kun ‘Supernatural’ og ‘Revolution’, der stadig holder den episke fane højt på sendefladen.

Det er ikke nok. Jeg vil have mere.

Jeg vil have ‘Awake’ tilbage.

Everything Right Is Wrong Again

De omtaler vist nok Vancouver og Toronto som ’Hollywood North’. Tilsyneladende fordi det er byer, der (ligesom Prag) er relativt billige at producere film/tv i og som kan agere stand-in for andre steder. En lang række af de amerikanske sci-fi tv-serier, som vi kværner så trofast i husstanden i disse år, er optaget i Canada. Det er dog først her for nylig, at vi er begyndt at se de egentlig canadiske af slagsen.

Det sørgelig er nemlig, at mens sci-fi/speculative fiction serieformatet (som ’Lost’ og ’Battlestar Galactica’) med afslutningen af ’Fringe’ i foråret efterhånden er udryddet i de amerikanske kanalers programflade (syfy udgør en sidste hæderkronet bastion), så har de gang i en spændende underskov nord for grænsen. Bevares, man kan godt se, at budgetterne ikke er de samme som i de amerikanske serier, til gengæld er der en fortællerlyst og sære idéer, som ikke er set siden de første sæsoner af ’Supernatural’.

Ved juletid så vi den stærkt underholdende ’Continuum’ på HBO. Første sæson var det rene narko, hvis man ellers kan lide dystopiske fremtidsscenarier og underholdende nørderier. Her i weekenden har vi kastet os over ’Lost Girl’, der vel bedst kan betegnes som en opdateret udgave af ’Buffy’. Vi følger den kvindelige hovedperson Bo (jamen, det hedder hun altså), der er en såkaldt ’Succubus’ og på jagt efter sandheden i et farverigt univers af ’faes’. Det er ikke stor kunst, og det er ikke alle afsnit, der er lige stærke. Men universet er underholdende, persongalleriet farverigt og der er (nogle gange lidt for) rigelige mængder af lumre bemærkninger og velskabte kvinder i læderbukser.

Vi har set første sæson, og vil også med fornøjelse fortære den anden. Serien minder om ’Warehouse 13’ i sin grundnatur, og det er en fremragende guilty pleasure. I fraværet af rigtig gode nye amerikanske serier i disse år (og ’Supernaturals’ falmende tendenser), er det befriende at se, at der stadig ufortrødent laves nørdede tv-serier.

Let stagnerende sci-fi serier

Efter vi har fået Netflix, er vi i færd med at få afsluttet ’Dollhouse’. Vi ser den forholdsvis kort tid efter at have fortæret syvende sæson af ’Supernatural’ og fjerde sæson af ’Fringe’. Det giver mening at sammenligne de tre serier, der alle befinder sig i den brede bås af overnaturlige tv-serier. Det er klart, at ’Dollhouse’ som serie lider under, at den fik den klassiske Josh Whedon skæbne med alt for tidlig afslutning. Den store historie bliver aldrig rigtig foldet ud i de to sæsoner, men serien rummer uhyre stærke karakterer, kreative enkeltstående afsnit og et grundlæggende genialt koncept. Se den, hvis du har Netflix (men først når du har set ‘Firefly’, Whedons endnu bedre sci-fi serie, der også er på Netflix).

Heroverfor pludrer både ’Supernatural’ og ’Fringe’ rundt i deres senmoderne kvaler. ’Fringe’ burde nok retteligt være stoppet efter tredje sæson, der blev afsluttet på sublim vis. Fjerde sæsons story arch fungerer ikke rigtig og monster-of-the-week afsnittene er spagfærdige. Det er nærmest kun John Noble i rollen som Walter Bishop, der stadig bærer serien videre. De afsnit jeg har streamet af sæson 5, har ikke været overbevisende hidtil. Jeg er en anelse nervøs, må jeg indrømme.

’Supernatural’ er i mindre faldefærdig tilstand. Bevares, Leviathans-historien i sæson syv er ikke fremragende, men serien er stadig tv-genrens mest trofaste leverandør af den følelse af nonstop eventyr, spænding og humor, som en film som ’Indiana Jones: Raiders of the Lost Ark’ er bedste eksempel på. Der skal dog strammes op i sæson otte, ellers slingrer toget simpelthen for meget. Hvis en sæson rummer mere end fem svage afsnit, så begynder der at sprede sig en ubehagelig dunst af aflysningstruet.

Generelt er jeg lidt loren ved den aktuelle standard af eventyr/fantasy/sci-fi tv-serier. Udover netop ’Fringe’ og ’Supernatural’, er der reelt kun ’Revolution’, der leverer narko til ’Lost’-segmentet. Måske jeg har overset nogen? I så fald hører jeg gerne fra mere oplyste læsere.

Glæder og sorger

Pro:

Det er nu officielt at både ‘Fringe’ og ‘Supernatural’ bliver fornyet med endnu en sæson hver. Min sci-fi rutine lørdag formiddag er dermed reddet et år endnu.

Jeg har været ganske fysisk aktiv de senere dage. Fredag cyklede jeg frem og tilbage til det nye arbejdssted. Det ligger i det man i gamle dage ville kalde for ‘frisk cykelafstand’ fra min aktuelle bopæl. Hidtil har jeg taget bussen derud, men da jeg synes 35 minutter i et snavset lokum af en bus blandt knallerttyper og klirrende faktaposer er meget længe, så prøvede jeg altså i går – som et dristigt forsøg – at cykle derud og hjem igen. Det tager en halv times tid hver vej og er bakket som ind i helvede. Havde desuden glemt hvor meget der blæser i det her lorteland. Jeg endte med at svede som en hest, men at cykle på arbejde er nok en fornuftig måde at smide de alt rigelige mængder spæk på siden.

I overenstemmelse med min nye asketiske livsform var der også plads til et besøg i Haraldslund Svømmehal i dag. Har ikke slået mine folder der siden svømmeundervisningen i folkeskolen engang i begyndelsen af 1990’erne, men blev behageligt overrasket. Det er en prægtig svømmehal og deres motionscenter er lyst og veludstyret. Placeringen i Vestbyen til trods var frekvensen af tribal-tattoos også befriende lav. Nu mangler jeg blot at komme ind i en god træningsrytme og i øvrigt lære en anden stil end hundesvømning.

Kontra:

Det er endnu ikke afgjort hvorvidt ‘Awake’, ‘Secret Circle’ eller ‘Once Upon a Time’ bliver fornyet. Den Bedre Halvdels tv-rutiner er med andre ord stadig ikke i sikker havn.

Lørdag blev sørgedagen hvor FC Köln rykkede ned i 2. Bundesliga. Det giver åbenlyst uafvaskelige ar på sjælen at blive vanrøgtet at Ståle Solbakken igennem en hel sæson. Jeg håber at han sover ualmindeligt skidt om natten. Kom snart hjem igen, FC Kölle.