Slutet har just börjat

 

Med fare for at lyde en anelse kæphøj: Det var så det studie! Vi fik afleveret det digre værk i dag kl. 11 på Instituttet, så indenfor de nærmeste måneder skulle jeg gerne få et sindsoprivende ‘du er nu cand.scient.pol’ brev smidt ind af brevsprækken. Måske lidt af et antiklimaks at det mest af alt er en administrativ formalitet. På film er der jo altid store afslutningsceremonier, hattene bliver kastet op i luften og violinerne spiller i baggrunden. Not so på statskundskab!

Men ingen klager herfra! Forældrene er kørt herover fra Aalborg for at fejre den yngste søn på behørig vis. Så sammen med dem, Cecilie og Maria var jeg ude at spise frokost på Restaurant Paustian. Maden var fremragende og tilmed serveret med stor æstetisk sans. Det er ikke så tit at jeg er på fine restauranter, så man skal nyde når det sker. Alt i alt har det været en rigtig god dag, som formentlig slutter med aldeles skamløst druk: Skal hen til Henriette og kandidatfeste. Jeg har valgt at vente med at holde min egen til når vi har fået karakteren, mens hun syntes det var nu et bedre tidspunkt nu. Regner så med at kombinere festivitasen med en nu-flytter-jeg-hjemmefra/bliver-voksen-og-følsom engang i april.

Alle folk spørger mig om det ikke er mærkeligt at være færdig – og selvfølgelig nikker jeg pænt og siger ‘jo-jo’. Men egentlig ved jeg ikke om det er en passende beskrivelse. Har ikke tænkt dybere over det de seneste par dage. I skrivende stund er jeg bare glad for at have afleveret specialet. Så må tankerne og drømmene om fremtiden vente lidt…måske til på mandag?

Disconnect the Dots

Det var det. Næsten ihvertfald. Specialet er i skrivende stund til korrekturlæsning. Vi er stort set færdige med at ordne formalia, så om Gud vil og bukserne holder, så står vi klar i Vester Kopi torsdag morgen. Der er ca. halvanden milliard sider der skal indbindes til fem stk. eksemplarer af det sidste halve års mere eller mindre intensive skriveproces.

Det lille vidunder får den, hmmm, catchy titel ‘Fra monopolkontrol til sikring af konkurrenceevnen – udviklingen i konkurrenceloven 1990 – 2007’. Se-se, den titel ville DU gerne have fundet på, hva’, hva’, hva’? Ak og ve for dig, nu er det desværre for sent.

The beautiful struggle

Nuvel, måske jeg var lidt for kålhøgen igår – ihvertfald har det kattens speciale ikke givet op endnu. I skrivende stund knokler Henriette og undertegnede som små heste for at få en færdig udgave klar. Det meste af dagen er gået med at ordne fodnoter, bilag og den slags vederstyggeligheder. Jeg ved ikke om jeg er i særklasse dygtig til at benægte og fortrænge, ihvertfald glemmer jeg altid hvor trangt og tidskrævende et stykke arbejde det er. Men, men, men – lyset er at skimte forinden af tunnelen, så humøret er bestemt ikke værst. Tværtimod, fristes jeg til at sige. Da jeg forleden talte i telefon med min mor berettede hun, at øgede mængder oxytocin i hjernen mindsker stress. ‘Storslået!‘, tænkte jeg, og udfrittede hende selvsagt hvordan man så får frigivet noget mere af det stads. Der er tilsyneladende praktiske tre måder: 1) Lav og overhold dine tidsplaner (æhm….ja. Den er problematisk), 2) Dyrk motion (haps, den kan jeg – bortset fra de sidste fire-fem dage – godt sige ‘tjek!’ til) og 3) Få masser af knus (tjek! tjek! tjek!). To ud af tre er da ikke så dårligt – og da slet ikke når man får rigeligt af det vigtigste – så ingen klager herfra!

Nå, infame teoriafsnit. Så kan du godt vente dig…….

The worst part is almost over, part to

Elliott Smith er en af den slags kunstnere der kan gøre musikanmeldere og andre goth-agtige typer særdeles våde i trussen.

Hvorfor?

Jo, altså bortset fra at hans musik rent objektivt set er fremragende, så var han maniodepressiv og begik selvmord i 2003. Som bekendt er der intet, der som en lidende kunstners alt for tidlige død kan skabe berømmelse og helgenstatus (bare et par stykker indenfor musikbranchen: Kurt Cobain, Jeff Buckley, Jim Morrisson og – thi-hi, fnis – 2Pac). Selvom Elliott Smith næppe når de samme stormfulde højder som de øvrige i tidlig-død branchen, kan man ikke tage fra ham at han kunne finde ud at skrue en melankolsk sang sammen.Således er dagens overskrift hapset direkte fra en af hans sange. Man kan måske ironisere lidt over hvad den depressive mand så egentlig mente med ‘worst part’, men lad det nu ligge.

Ihvertfald kan jeg med en antydning af håb i stemmen sige omkring mit speciale, at det værste nu er ovre. Weekenden har været lang og er gået med gennemlæsning, rettelser osv. osv. osv. Nu mangler vi kun de sidste finpudsninger inden det kan sendes til korrekturlæsning. Det ser faktisk ud til – med fare for at jeg nu begår hybris af værste skuffe – at jeg afleverer speciale på fredag. Tro det eller lad være.

The music in my ears and everything…

Nuvel, jeg kan næppe skjule at specialet så småt hænger mig ud af halsen. Meget sigende, så synes jeg at mine opgaver på arbejde (“Vi skal have opdateret vores statistik over CO2 kvotepriserne” og “Vil du ikke lave en oversigt over de nationale allokerings planer for CO2 kvoterne?) var væsentligt mere interessante end at grifle løs ovenpå vejledermødet igår.

Er lige kommet hjem fra en løbetur med Mads. Jeg vil nødigt lyde alt for lummer, men en løbetur i et par tights i -457 grader celcius er altså kræs for kendere. En sælsom oplevelse hvor meget sværere det er at trække vejret ordentligt når det er koldt. Skal nu over at snakke med en nervøs stud.med. Der er über-eksamen i morgen, så der er meget forståeligt lidt nervøsitet i luften. Mine fingre kan rent fysisk ikke krydses mere…

PS. Nå, så du troede nok at det var den globale opvarmning (tak for lort, Al Gore!) der var tegn på dommedag? Well, du kan godt tro om igen. Ifølge Imam Abdul Wahid Pedersen er svaret nemlig et helt andet:

Seksuelle udskejelser og druk er måske et tegn på, at dommedag er nær. Det er i hvert fald den almindelige holdning hos muslimer, fortæller imam Abdul Wahid Pedersen.

“Der findes beretninger fra profeten, der fortæller ret detaljeret om nogle tegn på dommedag, og hvad man kan forvente, der vil ske. Et af tegnene er, at vin og alle former for beruselsesmidler vil blive indtaget i store mængder og illegitime seksuelle forhold vil blive udbredt. Også antallet af jordskælv vil stige, og der vil være en stigning i blodsudgydelser” siger han.

Vi er i sandhed enden nær.

Cast away the clouds

Man ved det er blevet koldt, når ens kontaktlinser føles som små frosne dråber i ens øjne. Den sælsomme oplevelse havde jeg på cykelturen hjem fra specialevejledning. Den gik noget blandet. For at gøre en lang historie kort, så oplevede vi at vores vejleder ikke helt forstod hvorfor vi er geniale (selvom det jo selvsagt burde stå klart for enhver). Det kan måske skyldes at hun kun fik de tre selvstændige analyseafsnit, uden samtidig at få det tværgående afsnit der kobler dem sammen i en større helhed. Ligegyldigt hvad, så sagde hun ikke noget der bringer afleveringsdatoen eller vores grundlæggende argumenter i fare. Men lidt irriterende er det da. Er jo hende der skal være med til at give karakter. Hmmmm.

Bortset fra det, så er vi så småt trådt ind i den sidste fase. Fra nu og til fredag laves de sidste revisioner, lørdag-søndag er der gennemskrivning, hvorefter der skal læses korrektur. Det har vi fået den selvproklamerede ‘ordens nazist’ Kia fra kollegiet til. Jeg har svært ved at finde ord til at dække for min taknemmelighed i den anledning. 175 siders knudret statskundskabs jammer – just nu kan jeg ikke forestille mig noget værre at få smidt i nakken. Det skulle da lige være et juridisk speciale. Gys og gru!

Spekulerer lidt over hvordan det bliver ikke længere at ‘gå i skole’. Jeg prøvede det selvfølgelig i året mellem gymnasiet og studiet, men ellers har der altid været opgaver der skulle laves, tekster der skulle læses, eksamener der skulle overstås osv. Altid et eller andet studiemæssigt at være bekymret for derude i horisonten. Tanken om ikke altid at skulle have læsning hængende truende i baggrunden er meget befriende. Så får man selvfølgelig andre kvaler, men befrielsen fra den kronisk dårlige samvittighed……ahhhh!

Nu kan du få mig så lätt

Så er der mindre end to uger til afleveringen af det famøse speciale. Efterhånden bliver det sværere og sværere at benægte at den der ‘virkelige verden’ truer lige om hjørnet. Inden længe bliver jeg så voksen, så voksen: Tjener penge, får mavesår, hårtab, børn, hus og have i forstæderne, min sjæl dør + jeg begynder at synes det meste nye musik er dårligere end dengang jeg var ung yngre (næh, hov, vent! Det synes jeg jo allerede!). Efter mentalt at have skudt det om bag i hovedet – fortrængninger er jo trods alt min specialitet – så er diverse jobovervejelser nu vendt tilbage. Den gode Nordsborg skubbede lidt til min generelle utilpashed ved ikke at have fremtiden på plads endnu, så ud over et specialemøde og færdigpudsning af specialeperspektiveringen, så er dagen gået med at oprette CV’er på diverse jobportaler. Den slags er slet ikke nemt, især hvis man ikke er så trænet ud i selvpromoveringens ædle kunst. Hvad jeg mener er: Det er sådan set enkelt nok at lave semi-ironiske og kække beskrivelser af sig selv, men når man skal til at fremhæve kompetencer, erfaringer osv. osv. osv., så er det straks en del værre. For hvad kan man egentlig som nyuddannet generalist? Jeg har det i skrivende stund lidt ligesom dengang før jeg fik mit første studierelevante job.  Dengang skulle jeg overbevise om at man skulle ansætte en grøn stud.scient.pol, hvis joberfaringer bød på så eksotiske indslag som ‘rengøringsassistent’, ‘smørrebrødsjomfru’ og ‘Netto medarbejder’. Det lykkedes som bekendt – hvad visse personer i min familie stadig synes er et fantastisk morsomt og ironisk faktum – at blive studentermedhjælp i Kirkeministeriet. Det kan man sige more sig længe over, men egentlig var det fint nok. At have det på CV’et fik mig til Ambassaden i Prag, så man skal bestemt ikke kimse af sit første job – ligesom Stines ansættelse i selvsamme gejstelige ministerium ledte hende til Videnskabsministeriet. Det er da også med de forløb i baghovedet at jeg søger jobs i den kommende tid. Når man først har foden indenfor, så er det som regel nemmere at søge videre. Kryds jeres små pølsehorns-fingre for mig!

The Worst Part Is Almost Over

Ah, Litteraturlister! Findes der noget mere lummert, sleazy og sexet? Hvad skulle dog kunne være mere tillokkende og fristende? Jeg vil endog vove den påstand, at den litteraturliste jeg i skrivende stund kæler for, er lige den tand mere slutty end alle de andre. Hvornår har DU måske haft konkurrenceret bøger og policy proces teorier på samme liste? Nej, vel? Man skal stå meget tidligt op for at kunne være med her! Vraaaaauuuuwww!

Hermed også sagt, at jeg er ved at lave lidt af det formalia arbejde der jo skal laves i et speciale. Litteraturlister er en af de opgaver man tror kan laves på en halv times tid, hvorefter man opdager at man pludselig har bakset med den i adskillige timer – uden at være blevet færdig. Mein Gott, hvor har man læst meget tekst op til sådan et speciale. Og til hvad nytte? Ja, jeg spørger bare.

Selvom man teoretisk set kunne sætte en abe til at lave formaliaarbejde, så er det nu en god lejlighed til at få det lidt ud af verden. Henriette har stadig ikke sendt sin del af vores analyse, så jeg har ikke kunne lave noget rigtigt substans arbejde i dag. Det må så komme imorgen. Hvis nogle af de nærværende læsere kender en god korrekturlæser, så hører jeg gerne fra vedkommende. I slutningen af januar er der ihvertfald omkring 175 siders studentikose rablerier (nåh, nej, jeg mener selvfølgelige: akademisk forskning…!), der skriger efter at blive læst igennem for stave- og kommafejl. Hilfe, bitte!

Udenfor specialets vidunderlige verden, så var der i aften hamburgerryg på kollegiemenuen. I en stille protest mod død-gris tyranniet, hapsede Maria og jeg sushi hjem fra Letz Sushi. Det er altså rigtig godt! Og slet ikke så dyrt som man kunne frygte. Kan kun anbefale det. Men pas på Wasabi nødderne. De er helt grotesk vanedannende. Og ligeledes har den stegte tofu ‘Inari’ sin helt egen behandlingskur på Betty Ford klinikken. Nu er I advarede. Iøvrigt må jeg dementere den udbredte fordom om at svensk/schweizere ikke kan spise med pinde. Det kan de. Med stil og ynde endda….!

You don’t need a reason to get out on the dancefloor

Årh, I ville ønske det var jer, hva’, hva’, hva’? Men altså, hvis I skimmer emnerne i juni 2004 nummeret af ‘Økonomi og Politik’, så vil I kunne se hvad det er for nogle ting som mine snørklede specialetanker kredser omkring.

Nu vi taler om ubehageligheder, så satte jeg mig ned og så ‘Anna Pihl‘ for første gang. Med risiko for at lyde som en bister gammel mand, så synes jeg det er et tyndt opkog over ‘Rejseholdet‘ og ‘NYPD Blue‘. Historien i aftenens afsnit var ikke spændende, hovedpersonen er irriterende, personerne virker meget stereotype og uinteressante – og hvorfor skal samtlige danske tv-serier have en titelsang, der lyder som overskudslageret fra et new-age selvhjælpskursus (jvf. ‘Ørnens‘ afskyelige baskende-hvide-lagener brægesang)?Nuvel, jeg kan jo blive positivt overrasket senere, men at dømme udfra aftenens afsnit, så tror jeg ikke at ‘Anna Pihl’ bliver en kæmpesucces – snarere tværtimod.

Jeg har tidligere – på foranledning af Stobbe – linket til den dejlige og informative hjemmeside Chuck Norris Facts. Men ak! Visse utaknemmelige bæster ovre i de dersens Amerikas Forenede Stater kan tilsyneladende ikke værdsætte en sand gentleman som Chuck. Jeg blev personligt lidt rørstrømsk og trist til mode, da jeg så denne t-shirt hos de ellers så smagfulde T-shirt Hell. Trøst udbedes!

You look like Brett from Suede

Som trofaste læsere måske kan fornemme, så bruger jeg en del tid i disse uger på at overveje fremtiden, tænke over specialeemner og den slags. Tag nu i dag f.eks. Har regnet lidt på hvor meget jeg kan arbejde uden at det går udover SU’en (ikke gode udsigter), men ellers er dagen indtil videre blevet en kende sumpet. Er ikke særlig efficient de her dage hvor jeg har fri fra arbejdet. Skal til japansk igen i aften, så må vi se om det er mere inspirerende end i sidste uge. I dagens anledning har jeg også bragt et billede af Anders fra mit arbejde. Han var så venlig at posere som model for min højtbesungne Vrå Andel kasket – tak for det! Og nej, den er IKKE til salg.