…och slutet har just börjat.

Så er der vist ingen vej udenom. Da jeg kom hjem fra arbejde ventede en stiv konvolut på mig udenfor døren. Fra Københavns Universitet endda. Så ved man ligesom at klokken er slået. Postbudet havde tilmed valgt ikke at tvinge den igennem brevsprækken, hvilket de ellers ikke plejer at have de store skrupler med. Så er der for alvor noget i gære.

Nuvel, charlatanerne på det Samfundsvidenskabelige Fakultet mener tilsyneladende, at jeg den 11. april 2007 opnåede titlen Candidatus Scientarium Politicarum. Det har jeg ihvertfald nu en indskannet underskrift (classy move, KU, virkelig classy!) fra Dekanen der bevidner. Så jeg bør vel pakke mine tidligere mavesure brokkerier sammen. Og det er jo godt nok. Og hvor så hen nu?

Første skridt er vel at få intensiveret boligjagten. Så snart jeg får orienteret kollegiet om min studeafslutning, så tæller nu-får-du-snart-sparket-ud-herfra uret jo. Det er ubetvivlsomt vældig klichéfyldt at tænke lummer sentimentale/små bitre tanker i stil med ‘hvor blev de sidste fem-seks års tid af?’, men jeg kan ikke helt befri mig for dem.

Fik man nu det ud af tiden som ville? Jeg kom jo aldrig til de varme lande og nationbuilde. Og jeg har endnu ikke studeret i USA. Og jeg fik aldrig gaflet det sagnomspundne studiejob i UM, hvilket jeg ellers altid ævlede om i starten af studiet. Af en eller anden grund sidder jeg her med en kandidatgrad i hånden og en formodning om at der er et eller andet mere jeg burde have sagt og gjort. Måske det blot skyldes min (fejlagtige?) kobling af ‘ungdom’ og ‘studier’. I min verden er man gammel og grå når man er færdig med at læse. Ikke at jeg har noget imod at tjene flere penge og få mere interessante arbejdsopgaver, men tilværelsen er bare anderledes indrettet nu end for blot nogle måneder. Og det er jo godt nok. Man skal jo blive voksen på et tidspunkt. Og egentlig er jeg ikke blind for at mit ynk-ynk-ynk er noget hyklerisk. Der er jo mange andre hvis tilværelse med job, seriøse økonomiske aktiviteter og slige sager, starter langt tidligere end min. Så der er ikke meget at tude over. Men derfor kan man jo godt benytte lejligheden til at reflektere lidt over sin tilværelse.

Jeg blev forleden spurgt hvor meget anderledes jeg er nu end dengang jeg flyttede til København og begyndte at læse. Godt spørgsmål. Meget anderledes tror jeg. Alene hvis jeg genlæser mine første blogskriverier fra april 2005, så synes jeg der er tale om en klar progression. For ikke at nævne den famøse Top 100 fra samme år. Efter jeg er blevet en sat og etableret herre, så er jeg næppe i stand til at opstøve samme muggenhed og nihilisme som jeg var dengang. Og det må jo være et fremskridt.

På det studiemæssige plan ved jeg ikke rigtig om jeg er rykket mig. Der er flyttet nogle andre scient.pol’er ind på kollegiet for nylig, og jeg spekulerer nogle gange på om jeg ævlede ligeså meget omkring åh-hvor-hårdt det er at skulle til eksamen i metode og økonomi, som de gør nu. Måske. Jeg kan ikke huske det. Måske det skyldes min grundlæggende manglende akademiske interesse, og det hele derfor bliver lidt sløret. Erindrer ikke at jeg brugte så meget krudt på at synes mit studie var trangt.

En dag burde man konsultere Fuldmægtigen i Sydhavnen for at høre hendes vurdering af metamorfosen. Hun må nærmest være den der ved det bedst. Det må være navlepilleri nok for denne omgang. Jeg skal nok melde tilbage når jeg har fundet ud af hvad det var jeg manglede at få gjort.

…Cause she knows that it’s demanding to defeat these evil machines

Den amerikanske gruppe The Flaming Lips udgav i 2002 det fantastiske konceptalbum Yoshimi Battles the Pink Robots. Det er en syret omgang, hvor alle sangene kredser om en science-fiction verden, hvor den ninjatrænede(!!!) pige Yoshimi forsvarer Jorden mod invaderende lyserøde robotter fra det ydre rum.

Nu sker det desværre ikke så tit at jeg selv får lejlighed til at benytte mine knivskarpe moves i verdenssamfundets tjeneste. Men til tider tror jeg at jeg ved hvordan den stakkels Yoshimi har det. En af de stunder dukkede op i dag, hvor jeg krydsede klinge med det administrative personale på Institut for Statskundskab, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet og SU-Styrelsen. Sagen kort: Ved en eller anden fejl i kommunikationen mellem Institut og Fakultet fik man opbygget den vrangforestilling at jeg skulle noteres i systemet som udmeldt af universitetet pr. 31. marts 2007. Det på trods af at jeg ikke fik min karakter før den 11. april. Så da jeg modtog en harmdirrende skrivelse fra SU-Styrelsen igår om ,at de ærlig talt synes jeg skal betale SU tilbage for april måned, så blev jeg en kende muggen. Og besluttede mig for at støve den krigeriske attitude af.

Ganske vist var det ikke en kung-fu kamp med lyserøde robotter (snarere telefonsamtaler med diverse kontorfunktionærer), men det tog en pæn portion tid, tålmodighed og tænderskæren i dag for at få diverse vrisne damer overbevist om at jeg ikke er en notorisk løgner. Så nu afventer jeg spændt på at de store bureaukratiske hjul får kværnet sig igennem sagen.

Future of the Future

Heureka! Jeg har lige fundet ud af hvad jeg gerne vil lave når jeg bliver stor! Det kræver ikke engang særlig meget. Blot en Ph.D fra Stanford, et netværk af utrolige dimensioner, samt en arbejdsetik som jeg næppe kan fremprovokere hos migselv. Men skidt pyt. Man skulle da være et skarn hvis man aflivede sine drømme pga. den slags petitesser. Fordi jeg VIL arbejde hos Eurasia Group i New York.

Selv om jeg selvsagt i udpræget grad holder af at wrestle med så knuselskelige størrelser som EU’s 7. rammeprogram for forskning, fødevare teknologiplatforme og Direktoratet for FødevareErhverv, så er det – diplomatisk formuleret – ikke altid det der får mig til at ligge søvnløs af spænding om natten. Og når ens barselvikariat udløber engang næste forår, så er det jo ikke decideret ulovligt at spekulere over hvad man gerne vil beskæftige sig med bagefter.

Hvordan har jeg så fået den pludselige tvangstanke, at jeg rent faktisk skulle have et mål i mit arbejdsliv? Jo, såmænd: Da jeg stoppede som student i min gamle afdeling, fik jeg et par bøger i afskedsgave. Den første var Freakonomics af Steven Levitt, en forståeligt nok ganske populær bog, hvori den tidligere modtager af den prestigefyldte John Bates Clark Medal benytter økonomiske principper og modeller til på ganske pudsig vis, at undersøge en række problemstillinger såsom ‘Why do drug dealers still live with their moms?’, ‘How is the Ku Klux Klan like a group of real-estate agents?’ og ‘Where have all the criminals gone?’. Jeg kværnede den med stor glæde hurtigt i løbet af et par dage, mens den anden bog jeg fik smidt i nakken, ‘The J-Curve: A New Way to Understand Why Nations Rise and Fall’ af Ian Bremmer, har fået lov at ligge i noget længere tid.

Nu har jeg imidlertid opsagt mit abonnement på Weekendavisen, så der er blevet frisat noget ekstra tid/kapicitet til at læse andet end den og Economist. Derfor kastede jeg mig i går aftes over Bremmer’s bog og halli-hallo, den er fabelagtig. Efter en befriende kort gennemgang af hans i øvrigt ganske praktisk anvendelige teorimodel, kommer man direkte over i den bedste og mest koncise analyse af Nord Korea som jeg har læst længe (denne artikel giver et indblik i hans tanker). Jeg er nu godt i gang med hans analyse af Cuba og det virker lovende. Forudser at jeg nok skal få megen glæde af bogen de kommende dage.

Men nu er jeg jo ikke internetnørd for ingenting. Så jeg blev jo nødt til at læse noget mere om den gode Ian Bremmer og ikke mindst den ‘Eurasia Group’ som bogens forside proklamerer at han er præsident for. Lidt google og wikipedia afslører, at hans akademiske karriere er ganske imponerende må man sige. Det vil dog være synd at sige at jeg har lignende akademiske ambitioner. Er hverken blevet udnævnt til research fellow ved prestigeforskningsinstituttet Hoover Institution i en alder af 25, undervist på Columbia og jeg er – endnu – heller ikke blevet udnævnt til ‘Young Global Leader’ af World Economic Forum. Til gengæld har jeg en usund interesse for Central- og østeuropa og Centralasien, læser jævnligt Radio Free Europe/Radio Liberty, jonglerede i en tid med tankerne om at blive intern i den, objektivt set, noget inferiøre sikkerhedsorganisation OSCE i Wien, synes demokratiserings og transitionsprocesser er interesssante, samt greb mig selv i at synes at denne artikel om muslimer i Rusland (hey, den omhandler Tatarstan!) var vanvittigt fascinerende. Så hvis ikke jeg skulle være den fødte analytiker af politiske forhold i regionen, hvem i alverden skulle så? Forestil jer derfor den spirende jubel da jeg læste følgende fra 2003 i Economist omkring hvad de egentlig laver i Bremmer’ konsulentvirksomhed:

“Last year investors craved analysis of arcane corporate accounts. The year before they clamoured for intelligence on upwardly mobile technology stocks. But this year there is no hotter commodity than political risk: will governments fall, will countries go to war (of the conventional or trade variety), what chance of a nuclear exchange? And if so, who will benefit?

A visible beneficiary of this phenomenon has been Eurasia Group, a small consultancy founded on the idea that politics often matter at least as much as economics for businesses and investors. Five years ago Eurasia consisted of one man, Ian Bremmer, a few computers, and a letterhead. Now it has 40 full-time employees and another 480 part-timers spread over 65 countries—an inspiration for any academic with a seemingly useless degree in political science. According to Mr Bremmer, revenues were $8m in 2001 and $15m last year, with $30m possible this year. In future even $100m is thinkable if his client base, currently numbering 130, expands beyond America. Most consultancies these days are happy if they are just shrinking slowly.

Eurasia’s customers include big banks and investment-management firms, along with the usual multinationals. They are bombarded with an ever-expanding list of products, ranging from niche studies (“New Kazakh Politics: Inside the Ministry of Energy”), to meetings with various foreign potentates, seminars on trade, weekly e-mails and snap transmissions on disasters. Multinationals favour in-depth studies; hedge funds, unsurprisingly, like direct calls on things that could unsettle markets.

Newspapers and broadcasters call on Eurasia too. In a joint venture with Lehman Brothers it produces a monthly index of political risk, reprinted in The Economist. Mr Bremmer writes a monthly column for the Financial Times and frequently appears on news shows.

There is no market price to punish Eurasia if it happens to be wrong. In fact, it is almost impossible for an outsider to second-guess its utterances. It will be years, for instance, before the accuracy of the stability index can be judged. Wrong calls are quickly forgiven and forgotten. A month ago Eurasia suggested “coalition forces may face a determined defence of Baghdad” but that was hardly a wild guess. Other predictions it has made have been spot-on.

Certainly, when news is so effervescent, there is appetite for the seemingly informed take: on Turkey (a “loser” in the Iraq war); Russia (winner); North Korea (short-term better, long-term worse). The greatest political risk to Eurasia itself is peace in our time (a long shot).”

Hvad skal jeg sige andet end at jeg er målløs. Og vil begå mord for at arbejde der og få lov til at lave risiko analyser af Tjekkiet. Yay! Så kan de støvede diplomater på Asiatisk Plads vist godt gå hjem at lægge sig. Og hvis man læser hans ganske underholdende ‘A weeklong journal of a Political Scientist’, så finder man manuskriptet til mit drømme arbejde. Jeg bringer et større citat:

“In Boston, all of my clients are in finance. The buildings are modern, clean, and decidedly non-descript, in marked counterpoint to the rest of the city. For some reason, most of the elevators have TV monitors in them that cycle headlines, weather, and markets. People watch them attentively, and I alternate between watching the people watching the screens and watching the screens directly. I don’t see sports, which strikes me as odd—especially given the sports fanaticism of the typical Bostonian. Maybe I keep catching the wrong 30-second loop.

I saw some of our institutional investor clients—Putnam, Fidelity, and a couple of others. Sometimes the meetings are with only one or two people, and the atmosphere is very informal, conversational; sometimes I have to make a presentation for 20. Today was a little of both. One client was conducting an annual strategy session and asked me to show up and help them work on long-term global scenario planning. It sounded interesting, and we’re flattered to be invited to an otherwise internal workshop, so I went.

There are always a lot of economists in the meetings but never a fellow political scientist. Political scientists don’t work at banks—which is a problem. As political issues become more important for the markets, analysts at banks are asked all sorts of questions they don’t have the ability to answer. And if you’re getting paid to answer questions—as analysts at banks are—you never want to be in the position of saying you don’t know.

Whenever I’m speaking with a group of investors, I love to start with a disclaimer about my background. If they ask me where the dollar should be pegged against the euro, I say I don’t know and I won’t tell them. I’m not an economist. On the other hand, if they ask a global economist on Wall Street the impact of the upcoming Iraqi elections on stability in the Middle East, the economist doesn’t know … but will tell them.

No matter how I look at it, politics and the markets seem inextricable.”

Alt i alt må jeg snarest muligt se at få lagt en fem års plan for hvordan jeg får erobret verden. Vi kan jo starte med den der master…

Jeg tror jeg vil være socialdemokrat i mit næste liv

Kære Kåre og Henriette,

Tillykke med afslutningen af specialet og den flotte bedømmelse. Jeg husker interviewet som en fin oplevelse, fordi I var så godt inde i stoffet og så præcise med spørgsmål og kommentarer, selv når jeg bevægede mig langt uden for den del af emnet, I havde planlagt.

Jeg glæder mig til at se specialet lidt nærmere, og vil måske give en kommentar eller to. Men det kommer an på, hvor meget andet, der bliver at gøre her i disse tider med kvalitetsreform og ledelsesreform.

God arbejdslyst i livet til jer begge.

Med venlig hilsen

Pia Gjellerup

Varför är det ett frågetecken i din röst?

Som jeg sidder her med den kommende fuldmægtiges speciale til gennemlæsning, erindrer jeg pludselig hvor det helt præcist var at jeg ikke blev jurist. Ikke fordi det den unge dames tanker omkring ombudsmandsinstitutionen er dårlige, tværtimod, fristes jeg næsten til at sige. Men ak, jura som fagdisciplin og mine søvncentre er uhyre godt forbundne, så efter et par sider begynder jeg hungrende at se mig om efter den nærmeste kop gamle og kolde kaffe. Det er lige før at jeg kan leve med at de fleste cand.jur’er vil tjene lysår mere end jeg selv – de lidelser de gennemgår i studietiden kan kun få mit lille sorte hjerte til at bløde af medlidenhed. Selv har jeg naturligvis lykkeligt glemt mit eget speciale. Eller dvs., da jeg forleden dag skulle fortælle hvilke emne jeg skrev om, så havde jeg svært ved at huske det og de konklusioner vi kom frem til. Det kan vel tilskrives alzheimeren og forfaldet i almindelighed, men alligevel. Efter jeg modtog min forhåndsgodkendelse for over en måned siden, har der ikke været de helt stærke incitamenter til at spekulere nærmere over resultatet.

Og så alligevel.

Jeg er jo brandnysgerrig! Hvornår får de langsommelige murmeldyr taget sig sammen til at rette det færdigt? Jeg ved godt der ifølge studieordningen kan gå op til to måneder, men ærlig talt: Hvor svært kan det være? Stik os nu bare det 13-tal!!! Ingen grund til smålighed! Roses den, der roses bør und so weiter. Ok, teknisk og reelt set var specialet måske ikke ligefrem til en topkarakter, men det kunne nu alligevel være rart snart at få at vide hvordan det gik. Jeg wrestlede trods alt rundt i et halvt år med skidtet. Og det er ved at være trættende at blive skuffet/disillusioneret/trist/flæbende hver gang jeg kommer hjem fra arbejde og opdager, at jeg STADIG ikke er blevet kandidat med posten.

Slutet har just börjat

 

Med fare for at lyde en anelse kæphøj: Det var så det studie! Vi fik afleveret det digre værk i dag kl. 11 på Instituttet, så indenfor de nærmeste måneder skulle jeg gerne få et sindsoprivende ‘du er nu cand.scient.pol’ brev smidt ind af brevsprækken. Måske lidt af et antiklimaks at det mest af alt er en administrativ formalitet. På film er der jo altid store afslutningsceremonier, hattene bliver kastet op i luften og violinerne spiller i baggrunden. Not so på statskundskab!

Men ingen klager herfra! Forældrene er kørt herover fra Aalborg for at fejre den yngste søn på behørig vis. Så sammen med dem, Cecilie og Maria var jeg ude at spise frokost på Restaurant Paustian. Maden var fremragende og tilmed serveret med stor æstetisk sans. Det er ikke så tit at jeg er på fine restauranter, så man skal nyde når det sker. Alt i alt har det været en rigtig god dag, som formentlig slutter med aldeles skamløst druk: Skal hen til Henriette og kandidatfeste. Jeg har valgt at vente med at holde min egen til når vi har fået karakteren, mens hun syntes det var nu et bedre tidspunkt nu. Regner så med at kombinere festivitasen med en nu-flytter-jeg-hjemmefra/bliver-voksen-og-følsom engang i april.

Alle folk spørger mig om det ikke er mærkeligt at være færdig – og selvfølgelig nikker jeg pænt og siger ‘jo-jo’. Men egentlig ved jeg ikke om det er en passende beskrivelse. Har ikke tænkt dybere over det de seneste par dage. I skrivende stund er jeg bare glad for at have afleveret specialet. Så må tankerne og drømmene om fremtiden vente lidt…måske til på mandag?

Disconnect the Dots

Det var det. Næsten ihvertfald. Specialet er i skrivende stund til korrekturlæsning. Vi er stort set færdige med at ordne formalia, så om Gud vil og bukserne holder, så står vi klar i Vester Kopi torsdag morgen. Der er ca. halvanden milliard sider der skal indbindes til fem stk. eksemplarer af det sidste halve års mere eller mindre intensive skriveproces.

Det lille vidunder får den, hmmm, catchy titel ‘Fra monopolkontrol til sikring af konkurrenceevnen – udviklingen i konkurrenceloven 1990 – 2007’. Se-se, den titel ville DU gerne have fundet på, hva’, hva’, hva’? Ak og ve for dig, nu er det desværre for sent.

The beautiful struggle

Nuvel, måske jeg var lidt for kålhøgen igår – ihvertfald har det kattens speciale ikke givet op endnu. I skrivende stund knokler Henriette og undertegnede som små heste for at få en færdig udgave klar. Det meste af dagen er gået med at ordne fodnoter, bilag og den slags vederstyggeligheder. Jeg ved ikke om jeg er i særklasse dygtig til at benægte og fortrænge, ihvertfald glemmer jeg altid hvor trangt og tidskrævende et stykke arbejde det er. Men, men, men – lyset er at skimte forinden af tunnelen, så humøret er bestemt ikke værst. Tværtimod, fristes jeg til at sige. Da jeg forleden talte i telefon med min mor berettede hun, at øgede mængder oxytocin i hjernen mindsker stress. ‘Storslået!‘, tænkte jeg, og udfrittede hende selvsagt hvordan man så får frigivet noget mere af det stads. Der er tilsyneladende praktiske tre måder: 1) Lav og overhold dine tidsplaner (æhm….ja. Den er problematisk), 2) Dyrk motion (haps, den kan jeg – bortset fra de sidste fire-fem dage – godt sige ‘tjek!’ til) og 3) Få masser af knus (tjek! tjek! tjek!). To ud af tre er da ikke så dårligt – og da slet ikke når man får rigeligt af det vigtigste – så ingen klager herfra!

Nå, infame teoriafsnit. Så kan du godt vente dig…….

The worst part is almost over, part to

Elliott Smith er en af den slags kunstnere der kan gøre musikanmeldere og andre goth-agtige typer særdeles våde i trussen.

Hvorfor?

Jo, altså bortset fra at hans musik rent objektivt set er fremragende, så var han maniodepressiv og begik selvmord i 2003. Som bekendt er der intet, der som en lidende kunstners alt for tidlige død kan skabe berømmelse og helgenstatus (bare et par stykker indenfor musikbranchen: Kurt Cobain, Jeff Buckley, Jim Morrisson og – thi-hi, fnis – 2Pac). Selvom Elliott Smith næppe når de samme stormfulde højder som de øvrige i tidlig-død branchen, kan man ikke tage fra ham at han kunne finde ud at skrue en melankolsk sang sammen.Således er dagens overskrift hapset direkte fra en af hans sange. Man kan måske ironisere lidt over hvad den depressive mand så egentlig mente med ‘worst part’, men lad det nu ligge.

Ihvertfald kan jeg med en antydning af håb i stemmen sige omkring mit speciale, at det værste nu er ovre. Weekenden har været lang og er gået med gennemlæsning, rettelser osv. osv. osv. Nu mangler vi kun de sidste finpudsninger inden det kan sendes til korrekturlæsning. Det ser faktisk ud til – med fare for at jeg nu begår hybris af værste skuffe – at jeg afleverer speciale på fredag. Tro det eller lad være.

The music in my ears and everything…

Nuvel, jeg kan næppe skjule at specialet så småt hænger mig ud af halsen. Meget sigende, så synes jeg at mine opgaver på arbejde (“Vi skal have opdateret vores statistik over CO2 kvotepriserne” og “Vil du ikke lave en oversigt over de nationale allokerings planer for CO2 kvoterne?) var væsentligt mere interessante end at grifle løs ovenpå vejledermødet igår.

Er lige kommet hjem fra en løbetur med Mads. Jeg vil nødigt lyde alt for lummer, men en løbetur i et par tights i -457 grader celcius er altså kræs for kendere. En sælsom oplevelse hvor meget sværere det er at trække vejret ordentligt når det er koldt. Skal nu over at snakke med en nervøs stud.med. Der er über-eksamen i morgen, så der er meget forståeligt lidt nervøsitet i luften. Mine fingre kan rent fysisk ikke krydses mere…

PS. Nå, så du troede nok at det var den globale opvarmning (tak for lort, Al Gore!) der var tegn på dommedag? Well, du kan godt tro om igen. Ifølge Imam Abdul Wahid Pedersen er svaret nemlig et helt andet:

Seksuelle udskejelser og druk er måske et tegn på, at dommedag er nær. Det er i hvert fald den almindelige holdning hos muslimer, fortæller imam Abdul Wahid Pedersen.

“Der findes beretninger fra profeten, der fortæller ret detaljeret om nogle tegn på dommedag, og hvad man kan forvente, der vil ske. Et af tegnene er, at vin og alle former for beruselsesmidler vil blive indtaget i store mængder og illegitime seksuelle forhold vil blive udbredt. Også antallet af jordskælv vil stige, og der vil være en stigning i blodsudgydelser” siger han.

Vi er i sandhed enden nær.