Had og skadefro

Jeg har hadet Ståle Solbakken inderligt, intenst og altfortærende i årtier nu. Det er et had, der er nærmest virtuost i sin grimhed. En betændt og smertefuld byld af uforfalsket had, vrede, frustration, forsmåethed, bitterhed, misundelse og mindreværdsfølelse. Det er et had så frastødende og ukontrollabelt, at jeg ikke engang vil undskylde for for det. Jeg ved at det er utiltalende, men jeg er aldeles ligeglad.

Hadet har drevet mig i mindst 15 år nu. For jeg ser intet godt eller formildende i Ståle Solbakken. Han er en skidespræller, en døgenigt, en platugle. Et arrogant, opblæst bluffnummer, der kun kan vinde fodboldkampe, når han har et langt større budget end alle sine konkurrenter. Det så vi i FC Köln og Wolverhampton, hvor han rent faktisk skulle kunne mestre andre ting, end blot at bruge flere penge end andre. Han floppede begge steder, blev sparket ud og måtte komme krybende tilbage til hans beskyttede værksted i Parken. Hvor han så siden er blevet kysset i røven af pressen, der falder på halen for hans spin. Sådan en sølle eksistens. Og nu – efter skuffende sæsoner, flopindkøb i 100 mio. kr.-klassen og elendigt spil – får han endelig som fortjent. Hvor er det dog dejligt, at der endelig er lidt retfærdighed til.

Jeg skammer mig ikke engang over at ønske ham det ondt. Mine moralske imperativer gælder ikke for ham. Jeg ønsker ham sorg, jeg ønsker ham smerte, jeg ønsker ham nederlag. Nu og i al fremtid. Jeg ønsker at intet vil lykkes for ham, og at hans hjerte bliver knust igen og igen og igen. Og intet, INTET glæder mig mere end tanken om hans ødelagte følelsesliv i dag, hvor han endelig fik sit mere end fortjente spark i røven ud af FC København.

Ih, hvor jeg håber han lider. Uh, hvor jeg håbe han aldrig rejser sig igen. Ah, hvor føles denne usympatiske skadefro dog godt! 

Good riddance

Skam få den der hoverer over andres ulykke. Men jeg vil da alligevel lige gøre opmærksom på at FC Köln her til aften endelig, endelig, ENDELIG fyrede Ståle Solbakken. Det har jeg ventet tålmodigt på i måneder og atter måneder. Nu kan det kun fremad for Die Geißböcke.

Det eneste, som jeg er oprigtigt angst for i denne glædens stund, er det nagende spørgsmål om hvilken fodboldklub dette fallitbo af en træner nu skal køre i sænk.

Efter med al tydelighed at have demonstreret, at han kun magter at være træner i mindre fodboldligaer (og i en klub med overlegne økonomiske ressourcer), så er der næppe efterspørgsel efter hans begrænsede kompetencer i nogle af de større europæiske ligaer. Fadæsen i Bundesligaen har næppe øget hans markedsværdi.

Jeg forventer derfor at se ham i beskæftigelsesterapi enten her i Belgien (Club Brugge er et godt bud, tænker jeg, de må snart fyre deres eks-kokain sniffende træner Christoph Daum) eller måske Holland.

Men indtil det sker, så vil jeg fryde mig over hans ulykke. Det er så dejligt, når det går onde mennesker dårligt.

Dommens dag

Gæt hvem der på lørdag sidder på RheinEnergieStadion i Köln og overværer Ståle Solbakken få dødsstødet? Det bliver herligt. Nu må de snart se at få ham fyret, så jeg kan begynde at holde med dem sådan for alvor. Hvis ikke han var der, ville FC Köln være en overordentlig fortrinlig og sympatisk klub.

Genstridig skaldepande nægter at blive fyret

Nå, men han blev jo ikke fyret, vel. Ståle Solbakken, altså. Desværre. For med jeres udsendte Sofist på lægterne spillede FC Köln først 1-1 mod Kaiserslautern og vandt så ugen efter med 4-3 over HSV.

Sportsdirektøren gav ham en såkaldt ‘jobgaranti’, siden valgte de kölnske dagblade åbenbart at frede den hårdt pressede skaldepande. Ja, faktisk var de næsten ved at kamme over af begejstring, da Solbakkens engagement på sidelinjen/voldelige tendenser kostede ham en brækket hånd under HSV-kampen. Det var lige før at hans pacemaker ikke kunne følge med, bedyrde han. De selvsamme medier, der få uger forinden lystigt smed brænde på bålet til Solbakkens heksebrænding, kaldte ham nu forelsket for ‘Stahlbakken’ og kunne med varme glød i stemmen berette, at spillerne karakteriserede den nye træner som ‘Coole Sau’. Så her midt i landsholdspausen er det hele bare fryd og gammen.

Ærgerligt nok.

Selvom mit hævntogt mod Solbakken således tilsyneladende er gået på grund, så er jeg dog ikke i tvivl om, at jeg i sidste ende nok skal få ret. For ligegyldigt hvor meget FC Kölns presseafdeling forsøger at italesætte harmoni i klubben, så ændrer det ikke på fakta. Nemlig, at:

  • Det Köln-mandskab jeg så løbe forvirret rundt på banen var på ingen måde samspillet, præsterede et grotesk højt antal fejlafleveringer og havde åbenlyst ikke adopteret Solbakkens højtbesungne ‘system’. Mod et bedre og modigere hold en K’lautern havde de fået læstelige prygl.
  • 3-4 sejren over HSV var baseret på rent held og et decideret HSV-sammenbrud, hvis ellers man skal tro Kicker.
  • Kölns trup virker uhyre smal. Uden Podolski i front er de næsten ligeså tamme som AaB’s offensiv.

Så jeg hviler trygt i forventningen om, at Solbakken nok skal få sparket. For når man går rundt i Köln fornemmer man at det er en god, gammeldags fodboldby. Opmærksomheden om byens klub er enorm. Det samme er forventningerne. Faktisk er de alt for høje i forhold til hvad kvaliteten af holdet berettiger til. Så uanset hvor mange sprællemands-hop Solbakken opfører under kampene, så vil han med statsgaranti ikke kunne levere den vare, som byen forventer af ham. Bare vent og se. Han afløser Drillo som landstræner for ligeledes fiaskoramte Norge lige om lidt. Det vil jeg godt vædde en halvvarm kölsch på.

I øvrigt var Köln-K’lautern kampen hård at se. For Köln er faktisk en ganske sympatisk klub. Hvis ikke de havde været så ufornuftige at ansætte mit yndlingshadeobjekt som træner, så kunne jeg faktisk godt finde på at holde med dem. Deres hjemstavnshyldende sang om FC Kööööööööööööölle var decideret nuttet. Manende slagsange er generelt noget de gør sig i, dernede i Preussen. Hvem kan for eksempel glemme HSV’s über-bondske ‘HSV Forever and Ever’? Ikke mig, i hvert fald, det er helt sikkert.

Men alt i alt. Få ham nu fyret, Köln. Gør det muligt for mig at holde af jer.

Jeg er ikke hävngerrig, men…

Der bygges solidt op til min FC Köln-Kaiserslautern kamp på lördag. Åh, ja, der gör:

To kampe, nul points og otte mål inkasseret. Dette er kendsgerningen for cheftræner Ståle Solbakken i FC Köln. I går tabte klubben med hele 5-1 til Schalke, og Solbakken indrømmer nu, at det er pres på ham, men at han har tiltro til sit eget arbejde.

– Indeni, er det et helvede for mig. Presset på mig er stort, men jeg har tiltro til mit arbejde. Jeg tænker ikke på min personlige situation, så længe jeg tror på mit koncept, udtaler Solbakken ifølge Kicker.

Tänk: Med blot en knivspids held kan jeg med egne ören få den udelte fornöjelse at höre “Solbakken RAUS!” bliver råbt af horderne efter kampen. Måske bliver han verfet ud under mit ophold i Köln? Måske ser jeg ham gå alene, forhadt og foragtet i gaderne bagefter? Måske verden endelig får at se hvilket opbläst og overvurderet gögler han i virkeligheden er?

Det bliver skönt. Jeg håber og beder til en overbevisende ‘Lautern-sejr på lördag.

And Where Have You Gone, Ståle Solbakken, A Nation Turns its Lonely Eyes to You

Stay classy, Ståle, stay classy.

Først var der weekendens stolte videreførsel af traditionen med konsekvent at italesætte FC København nederlag som ‘uheld’. En tabt kamp er aldrig et resultat af modstanderholdets evner. Aldrig. Tværtimod, faktisk.

AGF’s sejr i Parken kom således udelukkende som følge af tilfældigheder, manglende overskud, et uretfærdigt off-side mål til AGF samt en forkert annulering af en FCK-scoring. Eneste variable der kategorisk blev afvist, var selvsagt muligheden for at århusianernes sejr kom som et resultat af, at de faktisk er et udmærket fodboldhold.

Nuvel.

På dagens pressemødet inden Champions League kvalifikationskampen imod APOEL Nicosia, var tiden moden til nedenstående cri de coeur fra den tilsyneladende ret pressede FCK træner:

– Og nu, hvor jeg har pressen her: Nu er det ikke FCK mod Brøndby. Nu er det FCK for Danmark mod resten af Europa. Derfor vil det være en vældig fordel, hvis spillerne slipper for at høre på spørgsmål, om det er en fiasko, hvis vi går ud. Det er spørgsmål, som de er pissetrætte af, sagde Ståle Solbakken og fortsatte i samme kradsbørstige rille:

– Det er fjerde år i træk, at vi kommer i europæisk gruppespil, og I (journalister) har fået så mange fine udlandsture ud af det, at I burde støtte dem og klappe dem på ryggen og sige ”godt gjort igen. You are winners, no matter what, sagde Solbakken.

Herefter pointerede han, at der før i tiden sjældent var europæiske kampe efter 1. september, og at man skulle glæde sig over, at FCK nu kommer op på 40 kampe på fire år.

– Hvis jeg for fire år siden havde sagt, at 40 kampe efter 1. september var målet, så havde I grinet af mig. Tidligere havde I aldrig noget at rejse efter.

– Det er lidt på tide, at I anerkender det, og at de store aviser ikke gang på gang skriver, at det er fiasko, hvis vi ikke går videre. Det har pisset mig af, at man ikke anerkender præstationer over tid. I kunne stille nogle positive spørgsmål i stedet for altid at spørge om fiasko og pis og lort.

Hvor skal man dog begynde? Der er så mange mærkværdige præmisser og antagelser i udgydelserne.

Måske med det åbenlyse vrøvl om, at det ikke er en fiasko at ryge ud til et suspekt cypriotisk hold (uagtet at APOEL er fattigere og spiller i en svagere liga)? Med det lidt sørgelige i, at Ståle Solbakkens holds selvtillid tilsyneladende står og falder med hvorvidt at spillerne bliver stillet kritiske spørgsmål af journalister? Med det højest tvivlsomme argument om, at kampen er ‘FCK for Danmark mod Europa’ (uagtet at de eneste i Danmark der tjener penge på FCK succes er, ja, FCK)?

Allerværst er dog den himmelråbende absurde henvisning til, at FCK meget storsindet har foræret journalisterne og den måbende befolkning hele ’40 kamp efter 1. september’.

Tak, Ståle, TAK!

For det er jo ikke fordi at Brøndby tidligere har præsteret markant større resultater end FCK i Europa. Og AaB’s 18 europæiske kampe efter 1. september de sidste fire år? Ja, dem kan man også trygt og roligt se bort fra. Også selvom de er sket på et markant mindre økonomisk grundlag, involverer kvalifikation videre fra Champions Leagues gruppespil samt indeholder sejre over spanske (Deportivo) og italienske (Sampdoria) hold. For det er jo slet ikke på linje med FCK’s gaver til nationen.

Det kan undre, at træneren for Danmarks ubetinget rigeste og mest forkælede klub er ude af stand til at vise mere stil og klasse. Antageligvis føler han sig presset for tiden. Måske burde man unde ham at lukke lidt frustration ud. Vorherre bevares, vi kan jo alle blive kede af det, når folk kritiserer vores arbejde.

Men alligevel.

Hvor er det dog fattigt. Mangel på ånd, historie og sjæl fornægter sig ikke. Stay classy, Ståle.

Nemesis

Jeg kom noget letsindigt til at love, at jeg ville skære ned på antallet af fodboldrelaterede blogindlæg.

Det løfte har jeg nu holdt i at par dage, blot for at gå amok i en sand blodrus inde på AaB’s debatforum. Faktisk har jeg været så krasbørstig, at jeg er blevet citeret i Tipsbladets artikel ‘Fans jubler over Rioch-fyring’. For han fik endelig langt om længe sparket i går. Måske det ikke er særlig sympatisk af mig, men jeg betragter alligevel i al ubeskedenhed mig selv som hans banemand. Takket være min skarpe og ubarmhjertige argumentation fik jeg til sidst overbevist Lynge Jakobsen om, at NU var tiden kommet til at verfe den obsternasige skotte ud af klubben. Nu må vi så se om den råbende bornholmer kan sætte lidt skik på sagerne indtil nytår, hvor cheftrænerposten forhåbentlig bliver overtaget af Magnus Haglund.  Hvorom alting er, så kan takkekort og lovprisninger for min uegennyttige indsats sendes til Jordhulen ved lejlighed. Adjøs, Bruce Rioch – du vil ikke blive savnet det mindste.

Den læskende fyring var dog langtfra det eneste positive der hændte på en ualmindeligt vellykket torsdag. Om aftenen var jeg således inde at se Saint Étienne spille i parken imod FC Lalandia. Det blev en mildest talt vidunderlig affære, hvor der blev sat nogle helt fundamentale ting på plads.

Vi fik endnu engang understreget at FC København er en klub fuldstændig uden format, klasse eller ånd. Meget ondt kan man sige om Brøndby – særdeles meget ondt faktisk! – men de er i det mindste en rigtig fodboldklub, med stolte traditioner, forankret identitet og en vaskeægte klubånd. Når Brøndby altid er blevet betragtet af arvefjenden over dem alle blandt AaB tilhængerne, så udsprang det sig i virkeligheden af et slags had/kærlighedsforhold. For Brøndby var virkelig sublime i 1990’erne. Derfor måtte man til trods for misundelsen og hadet erkende, at de rent faktisk var en rigtig veldrevet fodboldklub, der ikke tog den nemme vej til succes i Danmark og Europa. Brøndby var aldrig hovne eller arrogante, for de vidste hvem de var og hvor de kom fra. I disse år står det noget mere skidt til for klubben, men man er aldrig i tvivl om grundfundamentet i form af en fremragende ungdomsafdeling og solide institutioner er til stede. Heroverfor er FC København helt anderledes. Grundlæggende er der tale om en virksomhed (der ejer Parken, en fitnesskæde og – juhuuu! – Lalandia), der tilfældigvis har et fodboldhold ved siden af. Det kan godt være at man udspringer af stolte klubber som KB og B1903, men selve FC København er en bastard. En ussel, historieløs, fattigfin, kønsløs og værdiforladt konstruktion, hvor hoveddrivkraften er penge. Pengene er nemlig FC Københavns eneste eksistensberettigelse, og dem er de gode til at tjene. Men den fuldstændige mangel på klasse viser gang på gang sit grimme ansigt. Selv da Brøndby var på toppen, så man aldrig bestyrelsesformand Per Bjerregaard være ude at udtale arrogante i pressen. Selv de godt betalte spillere var bevidste om, at ydmyghed og arbejdsomhed er kerneværdier i Brøndby. Derfor undervurderede man aldrig sine modstandere. Og det betalte sig, bl.a. med en række meget flotte europæiske resultater.

I går spillede FC København så imod Saint Étienne. Selvsamme dag så man Ståle Solbakken – denne luksustræner der kun kan skabe resultater så længe transferpengene flyder til ham i en lind strøm – proklamere, at FC København var “60-40 favoritter til at vinde”. Samtidig vurderede han det franske hold til at være på niveau med RC Lens, der i parentes bemærkede rykkede ud af den franske førstedivision det år FC København slog dem ud af UEFA-cuppen. Med andre ord viste den grimme og ynkværdige FC København arrogance sig igen for fuld udblæsning. Denne fattigfine medløberklub pustede sig igen op på bedste hybristiske vis, præcis ligesom man altid har gjort det op til Europa cup kampe.

Og naturligvis undervurderede de Saint Étienne. Ligesom de undervurderede Gorica (0-5) og Aberdeen sidste år (0-4). Udover en række – indrømmet – meget flotte resultater i Champions League i 2006/2007 sæsonen, så er FC Københavns Europa Cup kampe historien om evig underpræstation og arrogance. Således også i går. Saint Étienne gav nemlig badelandsklubben endnu en omgang prygl. Tre sublime kontramål, spillemæssig dominans, overlegen teknik, fysik og spilformåen. FC København blev udstillet som de fusentaster de er, og det var en sand fornøjelse at se på hvordan mine franske yndlinge pillede dem fra hinanden. De københavnske medløberfans demonstrerede også udsøgt mangel på format. Der kom kun 17.500 tilskuere, og de sang kun i tre minutter, nemlig da FC København scorede på et (forkert dømt) straffespark. Resten af tiden kunne man kun høre de 500 tilrejsende Saint Étienne tilhængere, så det var en formfuldendt ynk at være FCK’er i går. Eneste formildende omstændighed var at Ståle Solbakken i det mindste havde selvindsigt nok til at kalde sit mandskab for et ‘tegneseriehold’. Meget rammende, min fine ven.

På det personlige plan er jeg lykkelig over at mit hold i den grad gav FC København en velfortjent lussing. Man kan næsten kun håbe at Parken Sport & Entertainment snart har lært lektien. Det sker dog næppe. Måske FC København er dominerende i Danmark, men når de kommer op imod hold med de samme økonomiske muskler som dem selv, så taber de gang på gang. Måske at AaB tabte 3-6 til Villarreal i tirsdags. Men i det mindste scorede de tre flotte og regulære mål, og knækkede først over da kræfterne svigtede (og Bruce Rioch undlod at skifte ud). FC København kæmpede aldrig og lever øjensynligt på myten om dem selv. Hvor passende at det netop er historiens og traditionernes klub par excellence, Saint Étienne, som skulle have fornøjelsen af at føre kniven. En sand nydelse.