The Rewatchables er nået til tredje ‘Godfather’-film, og der bliver ikke lagt fingre imellem. Ligeså intenst som de elsker de to første film, ligeså grusomt slagter de den tredje. Var Sofia Coppola virkelig elendig? Var historien vitterlig sortsnakkende? Var der en 28 minutter lang operascene? Overspillede Andy Garcia og Al Pacino rent faktisk voldsomt? Jeg må snart se at få genset de film. De føles vigtige.

Confucius has a puzzling grace

Ah, sker det nogensinde at I får musikalske aha-oplevelser? Jeg oplevede minsandten en i søndags, da jeg lå afdanket og dvask på divaneseren og så Marie Antoinette. Ikke fordi filmen er særskilt god. Det er, efter min ringe mening, den klart svageste af Sofia Coppolas film indtil videre. Jeg var og er stor fan af Virgin Suicides og (især) Lost in Translation, men ud over at vække en vis interesse for den optakten til den franske revolution, så gjorde Marie Antoinette ikke det helt store for mig. Man skal vist have en svaghed for pompøse kjoler og franske lystslotte, samt ikke mindst en urimelig høj smertetærskel når det gælder om at udholde Kirsten Dunst ualmindeligt irriterende lillepige facon.

Det mest interessante ved filmen var dens musikvalg. Det har vel altid været Coppolas varemærke at hun bruger musikken meget aktivt i sine film. De nu noget falmede favoritter fra Air strikkede det fremragende soundtrack til Virgin Suicides sammen, mens det var Kevin Shields – forsangeren fra opløste My Bloody Valentine – der var bindeledet på den Oscar-vindende musik til Lost in Translation.

I Marie Antoinette benyttes synth/støj-rock/post-punk grupper som New Order (især fungerer sangen ’Ceremony’ helt fantastisk) og Gang of Four meget vellykket til at komplementerere/danne kontrasten til den franske enevældes dekadence. På samme måde optræder mine svenske yndlinge fra Radio Dept. adskillige gange i filmen, hvilke jo kan få enhver svenskofil musikelsker til at blive helt blød og kærlig indeni.

Den helt store oplevelse stod en for mig ukendt gruppe for. De lystrede det meget mundrette navn Siouxie and the Banshees og var aktive fra 1976 til 1996. I 1978 udgav de den særdeles iørefaldende single ’Hong Kong Garden’ (video her), og efter at den indgik i Marie Antoinettes store maskebal scene, så har den spillet på repeat inde i mit hoved. Den minder så herligt meget om Style Councils ’Shout to the Top’, at jeg slet ikke kan sidde stille. Og når jeg nu efterhånden har udviklet mig til en sand hader af det meste musik der udgives i dag, så er det meget læskende at høre tudsegamle sange som stadig lyder friske i dag. Alting var nu bedre i gamle dage. Vil nogen venligst lukke Voice TV? Tak.