Livstegn

Tro mig, jeg har stadig ting på hjertet, men tiden og omstændighederne er vanskelige. Mangler de grundlæggende muligheder for at grifle mine tanker her.

Først gik alt min tid med at arrangere transitionen til København. Der skulle findes lejlighed, det gamle job skulle afvikles, flytningerne planlægges. Sidste weekend arriverede jeg så i en tom og mørk lejlighed på Islands Brygge med en luftmadras, en flyttekasse med køkkengrej og diverse sorte sække med tøj. Siden har det nye arbejde fyldt det meste i denne uge. Nogle af arbejdsdagene har været ganske ekspansive, og når jeg så har haft fri, er Mac’en og jeg hæmmet af, at der ikke bredbånd i den nye lejlighed endnu. Jeg er – fornemmer I nok – fuld af (tvivlsomme) undskyldninger for min inaktivitet.

Men nu er det weekend, og jeg får besøg af Den Bedre Halvdel. Jeg kan derfor kun vanskeligt være gnaven.

In medias res

 

Jeg mangler lidt skriveinspiration. Og det er ikke fordi der ikke sker noget.

I onsdags var vi til 20 ugers skanning, og det viser sig, at vi skal have en søn. Hvilket jo er en enorm begivenhed, og selvsagt har igangsat en masse tanker om hvordan man bliver en god og nærværende far for sådan en lille purk. Jeg bruger i forlængelse heraf også en masse tid på at gruble over fremtid, job og meningen med det hele. Men det er for diffust og komplekst til at jeg rigtig kan artikulere det på skrift (endnu).

Så er det noget nemmere at forholde sig til Denver Nuggets’ katastrofale start på NBA-sæsonen, vores kommende bryllupsrejse til San Francisco og Hawaii og at ‘Gravity’ er den første film i meget lang tid (i hvert fald siden ‘Prometheus’ og ‘Inception’), som jeg virkelig glæder mig til at se i biografen. Nå, ja, og så fylder afviklingen af de kommende ugers kommunale valg en hel del arbejdsmæssigt. Jeg bliver en noget mere afslappet sjæl, når vi når efter den 19. november.

I Have Seen Your Future and It Doesn’t Work

Der arbejdes atter med bloggens design. Bliv derfor ikke overrasket, hvis udseendet skifter i løbet af de kommende par dage.

Hav tålmod. En dag falder jeg nok til ro.

Update! Så er et nyt (og forhåbentlig langtidsholdbart) design på plads. Der er endnu et par ting og sager som ikke fungerer helt sømløst, herunder kommentarfunktionen, men jeg pusler løs med at få det på plads.

Jeg vedkender mig nu åbent rollen som blogverdenens svar på Bo Bedre. Når det gælder udseendet på bloggen, da er jeg både pralende, opmærksomhedskrævende, til fals for ussel mammon, glitter, perler og spejle – samt snobber hæmningsløst for småborgerligt design.

All Is Wild, All Is Silent

 

Der forsøges igen med et nyt og mere minimalistisk blogdesign. Rent visuelt kan jeg måske bedre lide det gamle, men små detaljer (umuligt at få et arkiv i siden, kommentarerne bliver dateret forkert) ødelægger fornøjelsen for den gamle og pertentlige skribent.

Nå, ja. Bevares. Foråret er på vej og safterne stiger. Forandring fryder og alt det der. Lad os se om det fungerer.

Hvid støj

Jeg skal naturligvis beklage det noget skizofrene grafiske udtryk her på siden i ugerne efter opstarten. Men jeg var – og er – ikke helt tilfreds med det layoutmæssige udtryk i de første par templates jeg har forsøgt mig med. Det første var for grimt, det andet for lyseblåt og ferskt.

Derfor er jeg nu skiftet til denne blomstrende udgave. Sandsynligvis kun kortvarigt, eftersom billedet ovenfor er lidt for sommerligt og lummert til mit bornete og pietistiske livssyn. Pyha. Jeg satser bestemt på at kunne skifte det ud med noget mere sømmeligt fra mine egne billedgemmer.

Jeg håber at finde løsningen på de layoutmæssige kvaler inden længe. Indtil da, hold ud. Alt godt kommer til den der venter.

Update! Nu med grønt græs tema i stedet! Kommentarer modtages med kyshånd (men kun hvis de er rørstrømsk rosende).

Kulturberigelse

Dagen er i dag er en anelse speciel.

Dels fordi det blev dagen hvor Skattekommissionen offentliggjorde sin snedige plan for at lægge min privatøkonomi i ruiner. Men mest fordi det er dagen, hvor jeg kan præsentere et par fremragende gæsteindlæg af to særdeles skarpe penne. Den første blev sat på en decideret bestillingsopgave, den anden fik noget mere løse hænder.

Jeg har i lange tider beundret Maries blog. Dels fordi det kulturelle niveau er lysår over den normale standard her på egnen, men især fordi hun gentagende gange har skrevet bjergtagende anmeldelser af suspekte TV-serier. Særligt de ypperlige analyser af afsnit fra første sæson af Beverly Hills 90210 bør man ikke lade sig snyde for. Da den unge dame tilmed deler undertegnedes usunde fascination af Lost, forekommer det oplagt at lade Marie være ansvarlig for den autoritative anmeldese af Lost sæson 4.

Den anden skribent, Stobbe, og jeg går langt tilbage. Helt tilbage til hjemstavnen, faktisk. Utallige er de gange hvor vi boltret os lystigt i kåd leg til Nibe Festival. Og jeg har mange gode minder fra sære samtaler om aldeles underlødige ting. Den unge mand og jeg deler ligeledes en pirrende passion for obskur musik, og lumre hentydninger med religiøse overtoner og seksuelle undertoner. Det er derfor særdeles passende, at Stobbe valgte at benytte sine frie hænder til at grifle et begavet indlæg omkring musik.

Tag godt imod de unge mennesker.