Do or Do not. There is no try

Mon der i virkeligheden er nogen, der har reageret positivt på nyheden om at George Lucas sælger Lucasfilm (og rettighederne til ’Star Wars’ franchisen) til Disney? Vækker nyheden om en syvende film i serien glæde og forventning? Er det en gylden chance for at udvikle og præsentere et fascinerende univers for nye generationer? Eller plages man snarere af resignation og tristesse over, at Lucas er skamløs nok til at lade andre gentage hans eget mislykkede forsøg på at slagte gulvkalven? Personligt er jeg splittet.

På den ene side…

  • Der bliver der stort set ikke lavet rumfilm eller intergalaktiske tv-serier længere. ‘Space Opera’-genren ophørte desværre med ellers mesterlige ‘Battlestar Galactica’. Så at der kommer flere ‘Star Wars’-film, er i den kontekst udelukkende positivt. Jo flere, jo bedre.
  • Datterselskabet LucasArts stod bag adskillige af min ungdoms mest skattede artefakter, nemlig perlerækken af legendariske og fremragende adventurespil såsom ‘Monkey Island’. Jeg er med andre ord intuitivt særdeles velvilligt indstillet overfor Lucasfilm.
  • Måske vil købet også medføre kunstigt åndedræt til ‘Indiana Jones’. Det er hårdt tiltrængt ovenpå den monumentale skuffelse som ‘Indiana Jones & The Crystal Skull’ var tilbage i 2008.
  • At få verfet George Lucas ud kan muligvis genskabe kreativiteten i Lucasfilm. At leve på 70’er og 80’er-meritter, er nu noget bedrøveligt i længden. Og Lucas – manden med filmhistoriens mest kiksede fremstillinger af kærlighed – viste med al tydelighed, at han ikke var opgaven voksen med de nyere ‘Star Wars’-film (1999-2005). Det er med andre ord fint, at navlestrengen bliver kappet.

På den anden side…

  • Disney?! Hvis man ikke kunne lide de små, pusse-nussede og angstprovokerende ewoks i ‘Return of the Jedis’ eller filmhistoriens mest belastende eksisistens, så er købet af Lucasfilm noget nær et dommedagsscenarium.
  • Er det strengt taget nødvendigt med flere ‘Star Wars’ film? Illustrerede den kreative implosion i film I, II og III ikke netop, at den sidste kunstneriske værdi i ‘Star Wars’ universet forlængst er blevet ofret på kommercialismens alter?

Jeg hælder mest til sidstnævnte tolkning. Det skyldes med stor sandsynlighed, at jeg er en gammel og sur mand, der slet ikke er i tvivl om at musik, film og tv umuligt kan laves bedre end det blev gjort i min ungdom – og at de sidste 15-20 år kulturelt har været én lang forfaldshistorie.

Det specifikt interessante ved et filmikon, som de originale ‘Star Wars’ film indiskutabelt må betegnes, er imidlertid den stilskabende popkulturelle betydning, som filmene har haft i eftertiden.

Enhver der har sat sig ned og rent faktisk (gen)set filmene vil ganske hurtigt opdage, at de er voldsomt bedagede og i lange stræk faktisk er ganske kedelige. Helheden fungerer ikke optimalt i nogle af filmene, heller ikke de første tre. Filmene lever så at sige ikke i sig selv, men snarere i kraft af deres über-coole enkeltelementer (og den altfortærende nostalgi og længsel efter en tryg kold krigs verden, som kun folk født omkring 1965-1970 kan levere). Alene en karakter som Han Solo berettiger til legendestatus for en film, men så er der alt det andet: Dødstjerne, lyssværdene, ‘the Force’, intergalaktiske imperier samt sidst, men bestemt ikke mindst, Admiral Ackbar. De originale ‘Star Wars’ film har fundet det samme equilibrium, som ‘Fame’, ‘Casper & Mandrilaftalen’ og Nirvana ‘Nevermind’ også befinder sig i. De har alle det til fælles, at de A) besidder høj nostalgifaktor, B) er anerkendte som legendariske og fantastiske, C) er markant sjovere at tale om end rent faktisk at se/lytte til og D) mest af alt lever igennem referencer i andre popkulturelle fænomener. For ‘Star Wars’ vedkommende betyder det eksempelvis tongue-in-cheek referencer fra blandt andet ‘Family Guy’, ‘Lost’ og den der fabelagtige scene i ‘500 Days of Summer’.

Så udfordringen for Disney i 2015 er (ligesom den var det for George Lucas, da han forsøgte at genoplive ‘Star Wars’ franchisen i 1999) at få skabt et nyt, bedre, kreativt og kunstnerisk legitimt samt ikke mindst kommercielt succesfuldt equilibrium for ‘Star Wars’. Film I, II og III levede nok op til det kommercielle kriterium, men faldt igennem på de øvrige.

Som antydet ovenfor er jeg mistroisk over for om Disney kan løfte arven. Den altid fortryllende sci-fi blog io9 har en række gode forslag til, hvad der rent faktisk kunne sørge for at den nye film ikke bliver rædsom. Nogle af dem er jeg enige i, andre er tåbelige. Personligt kunne jeg godt ønske mig et mørkere ‘Star Wars’ univers, der udforskede hele ‘the Force’ delen noget mere. Men antageligvis får jeg en film med nuttede bjørne, akavede kærlighedsscener med rædsom dialog samt en rumskibskamp til at trøste mig med. Læs med her på stedet i 2015. Jeg sidder klar til at fælden dommen over den kommende film allerede nu.

Beneath a Steel Sky

Fantask er en fremragende butik, hvis ejere og medarbejdere fortjener parader i gaderne, statuerejsninger og ridderkors i stride strømme. Hvis e-bøger og internettet nogensinde formår at lukke den butik, er det en forbrydelse af nærmest uhørt karakter herhjemme.

Forrige weekend formåede den rare mand bag disken således at ramme plet, da han ud fra mine konfuse og usammenhængende ytringer (“nå, men, æhm, altså, jeg kan godt lide Peter F. Hamilton. Og George R. R. Martin. Og Frank Herbert. Du ved nok, sådan noget med space opera og intergalaktiske slag. Og politik. Og intriger. Og incestuøse tvillingepar, der skubber børn ud af vinduerne!”), anbefalede mig to bøger.

Jeg har ganske vist kun fået læst den ene, Greg Bears ‘Eon’, men du milde Moses, den er fremragende! Efter mange års øvelse har jeg kapituleret og indset, at jeg aldrig bliver en god anmelder. Jeg mangler ordene til at finde ind til kernen i et givent kulturelt artefakt. Orker ikke at beskrive. Derfor vil jeg ikke engang forsøge på at artikulere hvor velskreven bogen er, hvor innovativt plottet folder sig ud og hvor store mængder LSD Greg Bear må have indtaget undervejs i skrivningen. Det er Old School sci-fi, når det er bedst.

Nedenfor er bog nummer to. Jeg har ikke læst i den endnu, så aner ikke om indholdet er godt. Men det er for så vidt også ligegyldigt. For se lige engang på coveret:

Hallå! Det er en delfin. Eller rettere: EN DELFIN MED EN FUTURISTISK HJELM PÅ. Hvordan skal dette vidunderlige stykke kunst kunne undgå at være et mesterværk? Det lader sig ikke gøre. Jeg gentager: DELFINEN HAR EN FUTURISTISK HJELM PÅ. Vender frygteligt tilbage, når jeg har fået læst bogen.

Andre anbefalinger til spændende sci-fi modtages med kyshånd.

Live Long and Prosper

På trods af min uironiske og betingelsesløse kærlig til sci-fi, har jeg aldrig rigtig taget ‘Star Trek’ universet til mig. Hvorfor ved jeg egentlig ikke. For betingelserne for en usund og sørgelig afgudsdyrkelse af serierne og filmene er jo sådan set til stede.

Jeg siger således aldrig nej til en solid omgang space opera – og jeg har tilmed visse positive minder om ‘Star Trek: Next Generation’ fra dengang at serien blev vist på TV2 i slutningen af 1980’erne. Således vækker synet af Jean Luc Picard samme varme følelser hos mig, som billeder af Dumbledore vækker hos den gennemsnitlige ‘Harry Potter’-elsker. Så jo, jeg burde have lyst til at give mig i kast med diverse ‘Star Trek’ serier og film.

Og så alligevel ikke.

For ‘Star Trek’ er bare på en eller anden måde for kitsch til mine sarte smagsløg. Måske det er den der religiøse dyrkelse, som franchisen nyder i visse dele af nørdverdenen. Den efterlader mig ganske frigid. Grundlæggende orker jeg simpelthen ikke at se på sci-fi fra 1960’erne og 1970’erne (en fobi der også går ud min evne til at se den originale ‘Battlestar Galactica’ fra 1978). Så nej, ‘Star Trek’ og jeg bliver nok aldrig kærester.

Det er derfor, at jeg er så ubegribeligt overrasket over ‘Star Trek’ filmen fra 2009, som vises på TV2 Zulu alt imens disse ord grifles.

Den er jo god! Ja, du læste korrekt. De første 15 minutter er eminent fængende. Intergalaktiske rumkampe foregår i et inferno af overbevisende. Stjerner imploderer til sorte huller og – swuuuuusj! – protonmissilerne drøner afsted. De heroiske gerninger står i kø. Filmen er kitschet, men på den gode måde som kilder alle de rigtige steder. For første gang i mit middeltrange liv tager jeg nærmest Spock karakteren seriøst. Jeg glemmer faktisk næsten at han spilles af den ustyrligt irriterende Sylar fra min frafaldne ven ‘Heroes’. Og historien rummer mit all-time yndlingskoncept: Alternative virkeligheder og tidsrejser. Altså, hvad kan man mere bede om her i livet?

Jo, man må sige at J.J. Abrams ramte ganske rigtigt med sin film i 2009. Men andet kunne man vel heller ikke forvente sig af skaberen af ‘Lost’ og ‘Fringe’. ‘Star Trek’ medvirker kun til at cementere hans plads i det pantheon jeg har opbygget til mine afguder.

Ud af skabet

Man burde velsagtens skamme sig.

Men jeg laver altså ikke noget fornuftigt i disse dage. Ingen dybe tanker over verdens sande tilstand (selvom jeg som Eurasia-nörd vel burde väre aldeles oprevet over de seneste ugers konflikt i Georgien) og ingen större fysiske aktiviteter a la nye bjerg-erobringer.

Det skyldes dels at både Maria og undertegnede er blevet en anelse små-sengeliggende af forkölelse, dels at vejret er skiftet ganske kraftigt om. Vi er gået fra bagende temperaturer og grillende sol til nu at befinde os i start 20’erne og have skiftevis kraftig regn, så overskyet og endelig periodevis sol. Området er også smukt i den slags vejr (jeg kan til stadighed fascineres af at se på hvordan skyerne opförer sig i bjergene!), men den slags omskifteligheder lägger nu alligevel ikke rigtig op til de store udendörsaktiviteter. Hvis vi ser bort fra en solbadedag i Lavertezzo i den smukke Valle de Verzasca og gårdagens besög i Locarno og Ascona, så er de sidste tre-fire dage derfor primärt blevet brugt til indendörs sysler a la bogläsning, familiehygge og en svömmetur eller to i Lago Maggiore.

Således fik jeg forleden färdiggjort förste bind i Peter Hamiltons ‘Night’s Dawn’ science-fiction bogserie. Sci-fi er min hemmelige last, som jeg efter adskillige års tabu, fremmedgörelse og det-snakker-vi-ikke-om-offentligt nu har tänkt mig at udleve i fuld flor. Jeg har altid elsket Frank Herberts ‘Dune’ böger og haft en varm passion for Philip K. Dick, ligesom jeg som nördet teenager havde stor gläde af Isaac Asimovs ‘Foundation’ böger. De senere år har jeg dog på ulykkelig vis forsögt at undertrykke min sci-fi lidenskab, under vrangforestillingen om, at rumskibe, tidsrejser, episke fortällinger og kolonisering af fremmede planeter ikke var sobre emner at beskäftige sig med for en veluddannet og seriös ung mand. Imidlertid lånte jeg forleden Walter Jon Williams ‘Dread Empire’s Fall’ serie på biblioteket, og det var som at smide en tändstik ned i knasende tört hö. Passionen blev atter vakt til live, og når först de intergalaktiske rumkampe brager og de spekulative fremtidsvisioner folder sig ud, så er jeg helt og aldeles til salg.

Assisteret af det trofaste internet og en nästen ligeså nördet kollega, fandt jeg ud af, at Hamiltons ‘Night’s Dawn’ serie skulle väre noget när det ypperste som sci-fi genren har budt på de sidste 10-15 år. Det viste sig dog at väre en underdrivelse, for det er sandt for dyden mange år siden, at en bog har bläst benene så godt og grundigt väk under mig som ‘The Reality Dysfunction’, den förste del i serien, har gjort det. Den er helt eminent god. For det förste har Hamilton en ualmindelig god fantasi og det univers han har opbygget er helt igennem fascinerende. For det andet er han god til at skrive, et kendetegn som det desvärre ikke er alle sci-fi forfattere som besidder. Herudover er historien drönuhyggelig og der er fart på hele tiden. Det er som om at universerne fra Dune, Foundation og Blade Runner har fået et elskovsbarn sammen med den förste Alien film, og samlet set har man den mest fabelagtige bog i mands minde. Og det bedste af det hele er, at jeg kun har läst den förste af tre böger. Der er med andre ord stadig 2000+ sider som jeg kan svälge i. Jeg kan nästen ikke vente med at komme hjem og plyndre Fantask når jeg kommer hjem!

Det nästbedste ved at komme ud af sci-fi skabet er, at jeg nu med god samvittighed kan bekende mig til underlödige tv-serier såsom Lost (indiskutabelt den mest sci-fi’ede tv-serie overhovedet) og – måske – Heroes (som jeg stadig mangler rigtig at blive fascineret af. Måske Sven kan hjälpe?). Jeg har aldrig rigtig fået set tv-serier som Star Trek eller Battlestar Galactica, men jeg har på fornemmelsen, at det er noget jeg burde göre mig mere i.

Det er med andre ord fagre nye verden. For at komme lidt ned på jorden igen, er jeg efterfölgende begyndt at läse Lawrence Wrights ‘The Looming Tower’ om Al-Qaedas udvikling fra 1940’erne indtil 11. september 2001. Normalt orker jeg ikke at läse nogle af de uendelig mange konspiratoriske NU-afslörer-jeg-sandheden-bag-9/11-og-krigen-mod-terror-og-Irak (gät hvad, det var Bush der gjorde det hele. Mwahahahahahaha!!!) böger, men da jeg havde läst positive anmeldelser i såvel Weekendavisen, Economist og Atlantic Monthly + at bogen har vundet Pullitzer prisen i 2007, så tänkte jeg at det var på tide at få udvidet horisonten lidt. Og den er virkelig spändende. Jeg er kun nået til side 89, men vi har allerede väret rundt om bl.a. islamismens bedstefar Sayyid Qutb og baggrunden for Ayman Al-Zawahiri og Osama Bin Laden. Det er dyster, men spändende og berigende läsning. Og heldigvis er Wright en alt for dygtig forfatter til at slynge postulater og dommedagsteorier rundt omkring sig. Bogen kan indtil videre varmt anbefales.

Rygterne vil vide, at der just nu er et ophold i regnen og at vi derfor skal en tur ud at vandre igen. Må hellere se at få snörret skoene og komme afsted.

Say it, say it, say it!

Hmm! Ja, altså, War of the Worlds var ganske underholdende, men man kunne godt se at grundsubstansen i filmen er en meget, meget gammel sci-fi roman. Jeg mener: Det var lidt svært ikke at grine når de her onde og grusomme aliens vralter rundt i nogle tripods….og når de så selv ligner en krydsning mellem E.T og Aliens, så bliver det endnu sværere at holde masken. Men man må da sige, at Spielberg har fået banket en solid action-basker sammen. Den får 4 ud af 6 herfra.