Frekvensen

Jeg er alene hjemme denne weekend. Den Bedre Halvdel og de to små rockere er på familiebesøg i Stockholm. Der med andre ord ro og fred i Roskilde.

Ville ønske jeg kunne sige, at jeg har brugt tiden fornuftigt og produktivt. Bevares, jeg har da fået løbet en enkelt tur, har barberet mit eremitskæg af og har gjort badeværelserne rene. Og jeg får grublet en masse over tilværelsen. Det helt store heureka!-øjeblik er dog indtil videre udeblevet, ligesom jeg stadig heller ikke har sat det sidste punktum i den store samtidsroman. Måske det kommer en skønne dag?

Mest af alt har jeg kværnet science fiction/krimiserien ‘Frequency’. 13 afsnit fortæret på fire dage synes jeg er hæderligt.

Lad det være sagt med det samme: Det er ikke en tv-serie, der kommer til at forandre verdenshistorien. Dels fik den kun én sæson, dels er den mest af alt blot gedigen god underholdning.

Serien rummer imidlertid alle de elementer, jeg holder af: Tidsparadokser, butterfly-effekten, en mut, stærk og skøn heltinde, en ravende vanvittig seriemorder og kernesunde familieværdier. Kunne historien have båret mere end en enkelt sæson? Måske. Men så skulle de virkelig have presset citronen/seriens grundpræmis kraftigt. Nu hvor jeg har set alle afsnit og der er blevet bundet en sløjfe på historien, er jeg egentlig tilfreds. Noget jeg bestemt ikke var, da de aflyste serier som ‘Awake’, ‘Revolution’ og ‘FlashForward’ efter for få sæsoner. Men ‘Frequency’ har givet mig closure. Hvad kan man så mere bede om?

Se den en regnvejrsweekend, hvor du mangler lidt spekulativ fiktion iklædt en knivspids krimi. Du kommer ikke til at fortryde det.

Ghost in the Shell

Er ambivalent om den nye ‘Ghost in the Shell’ film. For anime-forlægget fra 1995 er et af de mere definerende popkulturelle artefakter i mit liv.

Min far havde filmen med hjem på VHS fra London i 1997, købt i en siden for længst lukket HMV. Og jeg har reelt ikke tal på hvor mange gange jeg så filmen dengang – om end jeg ikke helt forstod hele handlingen.

Dels er den relativt kompleks, dels var mit engelske alt andet lige ringere end nu. Men jeg var vild med dens smådystopiske cyberpunk-univers og de smukke animationer. Og så rummer filmen intet mindre end to helt fabelagtige actionsekvenser:

Den første er scenen, hvor Motoko Kusanagi og Batou forfølger og til sidste er i slagsmål med en mistænkt. Fra og med jagten gennem frugtmarkedet i Tokyo, er det en noget nær poetisk slåskamp – afsluttende med demonstrationen Kusanagis (den dag i dag fascinerende) thermo-optiske dragt. Selv her 20 år efter er det en futurisk scene.

Den næste er den mindst ligeså episke tankkampscene. Ikke siden tankrobotten ED-209 i Robocop har en kamprobot været så gennemført laber. Scenen kan stadig begejstre mit nørdede science fiction hjerte!

Men jeg er spændt, grænsende til bekymret, over hvordan nyindspilningen monstro behandler det oprindelige materiale.

Det gør mig ikke så meget at rollerne nu bliver spillet af ikke-asiater, men ‘Ghost in the Shell’ må ikke blive mindre mærkelig eller mindre filosofisk. Den oprindelige anime stillede spørgsmål hvordan man skal opfatte kunstig intelligens, og hvad der egentlig konstituerer at være et menneske. Jeg er nervøs for, at en tur igennem Hollywoods-vridemaskine vil ødelægge historien i bestræbelserne på at gøre filmen mere spiselig for et vestligt publikum.

Nu må vi se. Tror jeg får slæbt mig selv i biografen til den nye film. Skeptisk anlagt, javist, men jeg bør få den set.

Dark Matter

Ah! Lige hvad jeg havde brug for. En forfriskende, hæsblæsende science fiction bog til at få skyllet ud i systemet.

Min boglæsning har den seneste måneds tid været haltende. Har egentlig fået læst ganske mange aviser og begavede magasiner, men skønlitteraturen har været op ad bakke. I juni fik jeg læst de overordnet set tilfredsstillende Justin Cronin: ‘The City of Mirrors’, Joshua Ferris’ ‘To Rise Again at a Decent Hour’ og Daniel O’Malley ‘The Rook’. Men i juli kørte jeg fast. HELT fast.

Ambitionerne var ellers så store.

For det første ville jeg færdiggøre Daniel Abrahams ‘The Dagger & the Coin’ serie. Den seneste bog jeg læste i serien var bind tre, og den efterlod jeg i en skraldespand i lufthavnen i Kona inden flyveturen med Mokulele Airlines til Maui tilbage i december 2013. Ikke fordi det var en dårlig bog, men jeg var færdig med den, og jeg orkede ikke at slæbe den hele vejen hjem til den anden side af jorden1.

Bog fire, ‘The Widow’s House’, udkom sidst i 2014, og har længe ligget ulæst på min Kindle. Det var et problem, da jeg i tidens løb havde glemt handlingen i de første tre bøger. Derfor skulle jeg først have genopfrisket plottet, inden jeg for alvor kunne komme i gang igen – hvilket var en reel hindring for at komme i gang igen. Men da jeg fandt femte og sidste bog i serien på Roskilde Bibliotek sidste måned, havde jeg ikke flere undskyldninger for at udskyde kampen. Så jeg researchede ihærdigt internettet for relevante plotspoilers, og efter et par ‘nåhr, ja, det var det der skete, gik jeg i gang med ‘The Widow’s House’.

Det var en kamp uden lige. Som at trække sig selv op af kviksand. Ligeså begejstret og opslugt jeg havde været af de første tre bøger for år tilbage, ligeså kedelig og synes jegden fjerde er. Lagde bogen fra mig konstant. Overspringshandlede. Det der skulle have været berigende underholdning endte med at blive en pligt. En pligt jeg kun gad gøre ved, da jeg var smånysgerrig om hvordan historien ville ende. Reelt skimmede jeg de sidste 200 sider i håbet om at bog fem ville være bedre. Men kedsomheden fortsatte. Og fortsatte. Og fortsatte. Uendelige indre monologer hos hovedpersonerne, når det eneste jeg ville vide var, hvad der skete med dragen og de magiske præster. Det var den rene jammerdal.

Så jeg gik i stå. Arkiverede bogen lodret. Gider ikke ofre serien mere energi eller dårlig samvittighed. Og jeg giver Brian Staveleys sidste bind i ‘Chronicle of the Unhewn Throne’ serie samme skæbne.

Jeg var allerede i tvivl om den series kvalitet efter at have læst bind 1 og 2, og da plottet krøb frem i sneglefart i treeren, så blev den også cuttet. Ærgerligt? Måske. Men jeg kan læse handlingen på nettet, hvis jeg har lyst til det. Måske ikke en sund udvikling at læse OM bøgerne frem for at læse dem selv, men selvom jeg stadig er basalt interesseret i plottet, er der grænset for hvor meget energi jeg gider lægge i at nå dertil.

Så meget desto bedre var det at kværne Blake Crouch ‘Dark Matter’, der er det føromtalte forfriskende science fiction pust i min læsning. Jeg kunne lide hans ‘Wayward Pines’ bøger, men ‘Dark Matter’ er på mange måder bedre. Dels er det en stand-alone roman, og det var en behagelig forandring fra alle de noget nær uendeligt lange serier, som jeg ellers bliver fanget i. Den er stramt skrevet og plottet? Ja, det er som tyvstjålet ud af en Philip K. Dick roman:

“Are you happy with your life?” Those are the last words Jason Dessen hears before the masked abductor knocks him unconscious. Before he awakens to find himself strapped to a gurney, surrounded by strangers in hazmat suits. Before a man Jason’s never met smiles down at him and says, “Welcome back, my friend.”

In this world he’s woken up to, Jason’s life is not the one he knows. His wife is not his wife. His son was never born. And Jason is not an ordinary college physics professor but a celebrated genius who has achieved something remarkable–something impossible.

Is it this world or the other that’s the dream? And even if the home he remembers is real, how can Jason possibly make it back to the family he loves? The answers lie in a journey more wondrous and horrifying than anything he could’ve imagined—one that will force him to confront the darkest parts of himself even as he battles a terrifying, seemingly unbeatable foe.

Hvis man har en blot moderat fascination af historier med paralleluniverser og Groundhog Day mekanismen, så er ‘Dark Matter’ et stensikkert valg. Hvis ikke bogen bliver lavet om til et filmmanuskript lige om lidt, så må I kalde mig Mads. New York Times er enig i at bogen lige om lidt er en film, og kritiserer den for at være uoriginal,for hurtig og for lidt optaget af videnskaben bag. Endelig går handlingen i hyperfart ud over personopbygningen.

Men det er jo netop det, der gør bogen så fantastisk for en døgnflue som mig, der kan tilgive stort set alt, bare plottet er spændende og historien kører. Jeg har ikke brug for dybe indsigter i menneskets natur, når jeg læser om en mand, der desperat forsøger at komme hjemme til sin kone og barn via adskillige paralleluniverser. Det er som hvis Michael Crichton var genopstået fra de døde og skrev bøger igen.

Kort sagt: Læs den hvis du har brug for en medrivende og fængende spekulativ fiktionsbog, som ikke er mere, end den giver sig ud for. Der er også kærlighed og sår’n i den, hvis I har behov for den slags. Den renser ud i dit system af ufærdiggjorte klassikere og pligtlæsning. Det er bare med at komme i gang.

  1. En skæbne der også overgik Morrisseys rædderlige autobiografi (efterladt i sengeskabet på Marriott Waikoloa, Big Island), Oliver Burkeman ‘The Antidote’ (efterladt i fællesvaskeriet på Hotel Hale Pau Hana, Kihei, Maui) og Dan Simmons ‘Carrion Comfort’ (efterladt i skuffen under tv’et på Holiday Inn, Fisherman’s Wharf, San Francisco) []

Mellemtilfreds læsning

Man aner konturerne af et let skuffende bogår. Dels har jeg ikke fået taget mig sammen til at læse alt det, jeg gerne ville. Dels har de bøger jeg så rent faktisk har fået fortæret i løbet af 2015 ikke været overvældende gode.

Oktober og november måneder er måske meget illustrative i den henseende. For nylig købte jeg således to nyere gysere på min Kindle: ‘Suicide Forest’ af Jeremy Bates og ‘Follow You Home’ af Mark Edwards. Begge fandt jeg via anbefalinger på diverse bogblogs, om end det konkrete sted lige nu undslipper min hukommelse. Og begge er moderat skuffende.

‘Suicide Forest’ har ellers en lovende og eksotisk setting i Japan, men en tredjedel inde i bogen luffede hovedpersonerne stadig planløst rundt i den i titlen omtalte skov – vel at mærke uden at der er sket noget blot moderat uhyggeligt. Jeg begyndte derfor at skippe sider og springe i teksten. Det viste sig, at der var en besynderlig indavlet familie der A) slog folk ihjel i skoven og B) fremavlede børn via kidnappede kvinder. Hvilket var et rip-off af Adam Nevill ‘The Ritual’ (= crazy ass morderisk familie i en skov) og et nyere afsnit af ‘The Blacklist’ (= kidnappede kvinder som avlsdyr). Det irriterede mig så meget, at end ikke den blodige slutning med kastrationer og spidninger var nok til at stille mig tilfreds.

Det besynderlige er imidlertid, at ‘Follow You Home’ minsandten også opererer med kvinder, der tages til fange med henblik på at avle børn. Hvilket får mig til at spekulere på om der er en særlig kidnapning-og-børneavl trend i horror/thriller segmentet for tiden. Bogen er bedre end ‘Suicide Forest’, men gyset skuffer mig. Det ondskabsfulde i bogen viser sig at være en flok skurkagtige rumænere, hvilket alt andet lige er lidt af et antiklimaks, når jeg nu lige havde glædet mig til en spøgelseshistorie.

Af andre skuffelser bør nævnes Wesley Chu ‘Time Salvager’, der efter en lovende start og et univers med karakter af fornøjeligt (om end genkendeligt) gadekryds af genreklichéer, ‘Terminator’, Philip K. Dick og en Manic Pixie Dream Girl, bliver gudsjammerlig kedelig i midten af bogen. Jeg måtte stoppe undervejs, og det foregik med et bittert drag om munden.

På plussiden står dog to positive bekendtskaber inden for science fiction og fantasy: Mitchell Hogan ‘A Crucible of Souls’ og Ian Whates ‘Pelquin’s Comet’. Ingen af de to er vanvittigt originale, men har fængende plot og elskelige karakterer. Men de får mig stadig til at savne, at jeg læser noget, som jeg ikke har læst før. Altså en fantasyhistorie med fortællinger eller koncepter, som man aldrig har set før. Det er meget de samme trætte(nde) fraser og floskler, der går igen hele tiden. Så spændende er det trods alt heller ikke at læse om endnu en karbonkopi af Han Solo / Malcolm Reynolds. Måske man selv burde skrive den næste generationsdefinerende science fiction bog?

Ellers har jeg hen over efteråret fortæret en række business/selvhjælpsbøger, der alle har været ok og hver for sig har haft udmærkede indsigter, men (surprise!) ikke har reddet min kuldsejlede tilværelse synderligt. Det drejer sig om ‘Rework‘, ‘How to Find Fulfilling Work‘ og ‘High Output Management‘.

Bogåret 2015: Halvårsstatus

2015 har været et mellemfornøjet halvår på bogfronten. Indtil videre har jeg fået fortæret følgende bøger mere eller mindre grundigt:

Fantasy & Science Fiction

  • James S.A. Corey: ’Nemesis Games’
  • John Scalzi: ‘Locked In’
  • John Scalzi: Unlocked: An Oral History of Haden’s Syndrome’
  • David Hutchinson: ‘Europe in Autumn’
  • Brian Staveley: ‘The Emperor’s Blades’
  • Brian Staveley: The Providence of Fire’
  • Lauren Beukes: ‘Broken Monsters’
  • Philip K. Dick: ‘The Man in the High Castle’
  • Lois McMaster Bujold: ‘Shards of Honour’
  • Robert Jackson Bennett: ‘City of Stairs’

Note: Generelt en udmærket, men ikke sublim omgang romaner. Dele af ’Broken Monsters’ var fremragende, det samme kan siges om ’City of Stairs’. Staveleys bøger var underholdende, men er mest fastfood for mig i venten på vaskeægte kvalitets fantasy. Største skuffelser var Scalzi og Corey. ’Lock In’ har fået så meget ros, men plottet var meget på det jævne. Det samme gælder ’Nemesis Games’, der er bog fem i ’The Expanse’-serien. Der gik lidt rigeligt kør-brikkerne-i-position-til-en-episk-sidste-bog-i-serien over den.

 

Nonfiction

  • Stephanie Vance: ‘The Influence Game: 50 Insider Tactics from the Washington D.C. Lobbying World That Will Get You to Yes’
  • Harvard Business School: ‘Getting Work Done’
  • Harvard Business School: ‘HBR’s 10 Must Reads: The Essentials’
  • Harvard Business School: ‘HBR’s 10 Must Reads on Strategy’
  • Harvard Business School: ’HBR’s 10 Must Reads on Communication’
  • Harvard Business School: ’HBR’s 10 Must Reads on Managing Yourself’
  • Harvard Business School: ‘HBR Guide to Project Management’
  • Harvard Business School: ‘HBR Guide to Better Business Writing’
  • Harvard Business School: ‘HBR Guide to Managing Up and Across’
  • Jim Benson: ‘Personal Kanban: Mapping Work / Navigating Life’
  • Peter Thiel: ‘Zero to One: Notes on Startups, or How to Build the Future’
  • Henry Kissinger: ‘World Order’

Note: Nuvel, jeg gik lidt amok i Harvard Business Review guides i april måned. Jeg synes bedst om Peter Thiels bog, om end jeg ikke vil kunne sige pt. hvad dens centrale pointer er. Perler for svin, går jeg ud fra. Endelig er listen grundlæggende en anomali. Jeg har ikke læst så få bøger om politik, samfund og historie i flere år. Og ’World Order’ afsluttede jeg endda i slutningen af juleferien. Det skal klart opprioriteres den kommende tid.

 

Påbegyndt, men opgivet undervejs:

  • Lois McMaster Bujold: ‘Barrayar’
  • Brent Weeks: ‘The Lightbringer’
  • Daniel Abraham: ‘The Widow’s House’
  • Joe Abercrombie: ‘The Heroes’
  • Michael Faber: ‘The Book of Strange New Things’

Note: Jeg ved ikke om det er min Alzheimer eller manglende rygrad, der satte ind i min opgivenhed med de her bøger. Flere af de her begyndte godt og havde et interessant præmis, men blev simpelthen for lange i spyttet undervejs. Mest problematisk er Daniel Abraham, som er bog nummer 4 i en serie, hvor jeg har læst de øvrige tre. Det er meget tid at have investeret i en fantasyserie, blot for at lade arbejdet afspore af én dårlig bog.

Alt er dog ikke skidt. I skrivende stund er jeg i fuld gang med Peter Clines ’The Fold’. Det er en science fiction thriller, hvis lige jeg ikke har læst siden Michael Crichtons velmagtsdage. Faktisk er det netop to af min ungdoms absolutte yndlingsbøger, ’Jurassic Park’ og ’The Sphere’, som ’The Fold’ minder mig mest om. Jeg er helt og aldeles opslugt af den.

Sammen med Lauren Beukes ’Broken Monsters’, er det derfor ’The Fold’, som jeg vil anbefale mest her ved min halvårsstatus. Nu håber jeg blot, at resten af året bliver mere produktivt og berigende på læsefronten.

Dune

Det er lidt af et dilemma. Jeg VED at jeg elsker Frank Herberts science fiction klassiker ‘Dune’. Men jeg er samtidig usikker på om jeg tør læse den igen.

Sidst jeg fortærede bogen var engang i gymnasietiden. Det er længe siden og jeg er – håber jeg da! – en anden person i dag.

Men hvad nu hvis jeg ikke kan lide bogen mere? Tænk, hvis jeg nu har glemt indholdet? Hvad nu hvis jeg blot var så heldig at læse ‘Dune’ på det rette tidspunkt i livet, hvor dens esoteriske geopolitik og univers var stærkt fascinerende for mig? Hvad nu hvis den i dag vil virke fjollet?

Jeg har tænkt de tanker et par gange de senere måneder. ‘Dune’ fylder 50 år i 2015, og den fremragende blog Tor.com har derfor kørt en række jubilæumsartikler om bogen. Jeg har læst dem med stor fornøjelse, men stadig med den der knugende fornemmelse i maven. Den bagvedliggende bekymring for, at min kærlighed til bogen bygger på et fundament af sand.

I dag løsnede knuden sig dog. Forlaget bag ‘Dune’ udgiver selvsagt en 50 års jubilæumsudgave af bogen, og se lige dens forside:

Er den ikke vidunderlig? Er den ikke inspirerende? Stimulerer den ikke fantasien? Jeg er helt tosset med den! Helt uironisk begejstret. Bemærk hvordan man både kan se det som en udgang af en hule og som konturen af en sandorm. Det er genialt. Kunstneren bag coveret, Sean O’Connell, siger:

I’ve been a fan of Dune for a long while. It is my father’s favourite book and we’ve had many a discussion on the Dune universe. My inspiration for the cover design stemmed from my love of the concept of a thing within a thing.

The underlying theme of Dune is ecology and the relationship of the desert with the spice, the spice with the sandworms, and the sandworms with the desert. Beyond all the political intrigue is the concept of a galactic economy being dependent on one very scarce resource. I had the idea of the sparse desert landscape with the moons: the classic landscape of Arrakis. I put the scene within a reverse silhouette of a giant worm to show that the desert exists because of the worm but also that the worm exists because of the desert. I hoped to create the illusion that you could not focus on one aspect of the image for too long without seeing the other. I hope this dichotomy of imagery on the cover will prepare the reader for the intriguing themes held in its pages.

Mon ikke det gør, min gode mand! Man kan kun håbe, at det vil anspore nye læsere til at opdage Frank Herbert og ‘Dune’ universet.

For mit eget vedkommende vil jeg i aften tage mit eksemplar af bogen ned af reolen. Give den et par kapitler. Dyppe tæerne en smule. Hvis det føles godt, vil jeg gennemlæse den igen.

Og forhåbentlig elsker jeg stadig ligeså højt, som jeg har fortalt mig selv igennem alle disse år.

Book of Strange New Things

Det er ved at være et godt stykke tid siden, at jeg griflede om bøger.

Mit læseri er ikke gået helt i stå, selvom sygdom, vuggestueindkøring, arbejde og hverdagslogistik bestemt gør solide indhug i det daglige overskud. Kindlen bliver derfor primært frekventeret i de senere aftentimer, hvor jeg efter 10-12 minutters læsen kapitulerer til søvnbehovet. Det er altsammen lidt sørgeligt at se på.

I marts havde jeg imidlertid fornøjelsen af at læse Lauren Beukes ‘Broken Monsters’. Jeg læser nærmest af princip ikke krimier, men når de krydser i det overnaturlige og horror, så bider jeg på. io9 beskriver fortrinligt bogens plot:

“Lauren Beukes’ new novel Broken Monsters is about the dark forces that awaken in abandoned places — and abandoned people — when they yearn for the kind of attention they once had. Set in the back alleys and art warehouses of Detroit, it’s a supernatural thriller that will disturb you in all the right ways.

Like Beukes’ last novel, The Shining Girls, Broken Monsters is as much about an American city as it is about the people passing through it. In The Shining Girls, our semi-supernatural killer seems represents a horrific part of Chicago’s history; and in Broken Monsters, we have a killer who captures a twisted aspect of Detroit’s present. Economic troubles have driven away the city’s once-booming population, leaving behind empty industrial buildings and unlit streets. It’s a city that nobody seems to care about anymore.”

Hele anmeldelsen kan læses her. Bogen er velskrevet og til tider umanerligt creepy. Jeg vil ikke påstå at bogen ligefrem giver læseren lyst til en rask ‘Ruin Porn’ smuttur til Detroit, men den leverer i visse sekvenser gys og gru af høj, høj klasse. Varmt anbefalet.

Ovre i den mere generiske boldgade, så har jeg senest læst bind 1 og 2 i Brian Staveleys fantasytrilogi ‘Chronicle of the Unhewn Throne’.

Jeg er oprigtigt talt i tvivl om hvordan jeg har det med det. Den første bog indleder ellers fremragende. Historien er muliugvis ikke videre original, men Staveley kan sit fortællermæssige håndværk og ved hvilke klichéer han skal spille på for at vi fans af episk fantasy bider på krogen. 3/4 inde i bogen går historien gradvist mere og mere i stå, og mine uskønne tendenser til at skimme begynder at titte frem.

Men når jeg først er nået så langt ind i en bog, så kan jeg ikke rigtig få mig selv til at skippe resten. Og tilmed er Staveley så bondesnu, at første bind faktisk afsluttes virkelig stærkt (ninjaer! Telepatiske mutanter! Sværdkampe! Royale intriger!), hvorfor man jo som nogenlunde anstændig læser er nødt til at læse andet bind også.

Det var til gengæld lidt af en sejtrækker. Jeg tror nok, at jeg kan lide det overordnede plot og jeg er også stadig rudimentært interesseret i hvordan det skal gå personegalleriet i bogen. Men hvis jeg skal læse blot én side mere om, hvordan livet leves blandt Staveleys fiktionaliserede udgave af et mongollignende rytterfolk, så går jeg officielt bærserk. Nu er du advaret. Aldrig mere, Staveley, aldrig mere. Jeg ender jo nok med at læse sidste bind, når det udkommer engang til næste år. Men det vil nok være af pligt end af lyst.

Netop nu er jeg så igang med Michael Fabers ‘Book of Strange New Things‘.

Det er en af de bøger, som vist nok skal i literary fiction båsen, men samtidig anvender han science fiction som fortælleteknik. Eller en falsk genrebog, om man vil. I sin bedste variant udmønter det sig i mesterværker som Emily St. John Mandel ‘Station Eleven’, der var min ubetingede favoritbog i 2014. Det var som at læse rigtig science fiction, blot skrevet af en sublimt dygtig forfatter. Kontrasten er folk som Brian Staveley ovenfor, der – når alt kommer til alt – muligvis kan dulme min sult med sit fantasyjunkfood, men ikke er i nærheden af at kunne skrive ligeså godt og indsigtsfuldt som Mandel.

Faber er indtil videre ikke helt ligeså storartet. Jeg er nu små 20 pct. inde i bogen, og plottet kommer ikke rigtig nogle vegne. Med io9’s ord:

“In the new book by the author of Under The Skin, a missionary travels to an alien planet called Oasis, to teach the natives about the Bible. But the biggest revelations in this book aren’t about the aliens and their fervor for religion — but rather about the human race and its tendency to self-destruction. Through the hand-picked collection of exemplary humans living on this alien planet, we start to see just how strange the future of the human race might look.”

Missionæren Peter pølser i skrivende stund rundt på basen på Oasis, og han møder bestemt mange særegne eksistenser på planeten, både blandt mennesker og aliens. Men der sker ikke så meget. Håber historien kommer mere op i gear, selvom jeg frygter at det ikke er Michael Fabers ærinde at skrive en underholdende science-fiction bog. Vi må se.

På nonfiction fronten har jeg ikke fået læst en eneste bog siden sidst. Måske det er ved at være på tide med lidt ny intellektuel stimulans i den retning.

Årets bøger 2014

Bogfronten i 2014 har været præget af tre tendenser. Dels at vi er blevet forældre. Den slags giver mindre tid til at læse, skulle jeg hilse at sige. Dels at jeg begyndte på nyt arbejde, hvor jeg skal lægge betydeligt flere timer end på min tidligere arbejdsplads. Og endelig at Den Bedre Halvdel gav mig en Kindle i julegave sidste år – med alt hvad det indebærer af fleksibilitet, læsning i mørke og let adgang til nye bøger.

Denne kombination af mindre tid og fleksibilitet har haft som konsekvens, at jeg læser meget mere skønlitteratur, og markant mindre non-fiktion end i tidligere år.

Dels er det blevet nemmere at skaffe skønlitteraturen via min Kindle, dels spiller min snobbethed ind. Jeg har intet behov for at eje mine fantasy- eller science fiction bøger i fysisk form. Jeg læser og nyder dem, men jeg er stadig helt tryg ved, at de ligger et sted i skyen. Omvendt er det med de digre historiske og politiske bøger, jeg til tider ynder at foretære. Dem vil jeg gerne have til at stå og prale på mine reoler. Og så bilder jeg mig selv ind, at jeg læser grundigere og bedre på papir. Hvis jeg virkelig skal sætte mig ind i ting, kan jeg bedst lide at have stoffet i fysisk form.

Hvordan ser 2014 så ud i sidste ende? Jeg vil dele bøgerne op i tre kategorier: ‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’, ‘God, men nok mest hvis du er sær’ og ‘Skuffende. Meget skuffende’. Og så opsamlingsheatet ‘Bøger jeg gik i stå i’

‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’

  • Emily St. John Mandel: ‘Station Eleven’
  • Bob Stanley: ‘Yeah Yeah Yeah: The Story of Modern Pop’
  • Henry Kissinger: ‘On China’
  • Marable Manning: ‘Malcolm X: A Life of Reinvention’
  • Charles C. Mann: ‘1493’
  • Catherine Merridale: ‘Red Fortress’

Det slår mig nu, at der kun er én skønlitterær bog med på listen, nemlig ‘Station Eleven’. Men det er den eneste af årets høst, som jeg helt ubetinget var vild med. Det er (vanen tro) en postapokalyptisk bog, men ikke på den sædvanlige horror-vis. Den er klog og sjov og eftertænksom, og man er rigere efter at have læst den. Anbefales ubetinget. De øvrige favoritter er historiebøger indenfor emner, jeg synes er interessante. Alle er kloge, velskrevne og bør læses af sande filosofkonger.

‘God, men nok mest hvis du er sær’

  • Michael Rowe: ‘Wild Fell’
  • Michael Rowe: ‘Enter Night’
  • Stephen King: ‘Salem’s Lot’
  • Jennifer Foehner Wells: ‘Fluency’
  • Richard Matheson: ‘Hell House’
  • Terry Goodkind: ‘Wizard’s First Rule’
  • Peter Straub: ‘Ghost Story’
  • James S. A. Corey: ‘Cibola Burns’
  • Jim Butcher: ‘Storm Front’
  • Paul Cornell: ‘London Falling’
  • Paul Cornell: ‘The Severed Streets’
  • Luke Scull: ‘The Grimm Company’
  • John Mearsheimer: ‘The Tragedy of Great Power Politics’
  • Jeffrey Towson: ‘The One Hour China Book’
  • Susanne Hegelund: ‘Lobbyistens lommebog’
  • Gary J. Bass: ‘The Blood Telegram: Nixon, Kissinger and a Forgotten Genocide’

Masser af horror på listen. Fælles for alle disse bøger er, at de er gode, spændende og anbefalelsesværdige – men alligevel et godt stykke fra at være perfekte. Tættest på at blive elsket ubetinget kom ‘London Falling’, der er en vende-hovedet-op-på-alting horror/krimi bog. Den havde jeg meget glæde af i begyndelsen af året. Det havde jeg også af den canadiske horrorforfatter Michael Rowe. Han kan skrive som ind i helvedet. For både ‘Enter Night’ og ‘Wild Fell’ gælder, at de første 30 pct. af bøgerne er ustyrligt spændende, velskrevne og uhyggelige – men at bøgerne så ligeså stille falder sammen igen med en lang pibende og pruttende lyd. Den dag han formår at skrive en helt tight bog hele vejen igennem, så bliver han konge af horrorgenren – det er jeg ikke et sekund i tvivl om.

‘Skuffende. Meget skuffende’

  • John Micklethwait: ‘The Fourth Revolution’
  • George R.R. Martin: ‘Fevre Dream’
  • Jeff VanderMeer: ‘Annihilation’

Kan huske at jeg læste en anmeldelse, hvori der stod at ‘The Fourth Revolution’ var som at læse en usædvanlig lang og luftig udgave af The Economist. Det var ikke ment som en kompliment, og jeg forstår fuldt ud hvad der menes. Bogen fik en del hype, men jeg havde det som efter at have fortæret en big mac efterfølgende. De øvrige to er en af årets hypede science fiction bøger og en af G.R.R.M’s tidligere bøger (længe før Game of Thrones). Begge begynder godt og har et spændende grundplot, men kører af sporet og bliver kedelige. Jeg er ked af, at jeg læste dem begge igennem.

‘Bøger jeg gik i stå i’

  • Richard K. Morgan: ‘Altered Carbon’
  • Joe Abercrombie: ‘The Heroes’
  • Daniel Abraham: ‘The Widow’s House’
  • Guillermo del Toro: ‘The Strain’
  • Robert McCammon: ‘Swan Song’
  • Andy Weir: ‘The Martian’
  • Tim Powers: ‘The Anubis Gates’
  • Ann Leckie: ‘Ancillary Justice’

Det her er en blandet landhandel, men fælles for dem er, at jeg kedede mig og gik i stå. I flere af tilfældene tror jeg mere det er mig, end bøger, der er noget galt med. ‘The Martian’ og ‘Ancillary Justice’ er således begge meget anmelderroste, og sidstnævnte vandt snart sagt samtlige priser indenfor science fiction (Hugo Award, Nebula Award, Locus Award). Men jeg kedede mig altså. Det samme gjorde jeg i Daniel Abrahams bog, hvilket ærgrer mig lidt, da det er bog fire i serie, hvor jeg allerede har kværnet tre bøger. Måske jeg bør stramme mig an, og kæmpet mig igennem den alligevel.

Doomsday Book

Guderne skal vide, at jeg virkelig gerne ville kunne skrive, at jeg synes den højtbesungne Connie Willis er en fremragende science fiction forfatter. Men det kan jeg ikke. Og det værste er, at det med stor sandsynlighed er mig, der udgør problemet.

Første gang jeg stødte på Willis var under en af mine småautistiske find-inspiration-til-ny-læsning internetsessioner, hvor jeg finkæmmer diverse blogs, Amazons køberanmeldelser og andre snaskede sider fra nettets skyggesider. Jeg befandt mig i den anledning pludselig inde på Wiki-siden for Hugo Awards, science fiction genrens fineste og mest prestigefyldte bogpris. Der opdagede jeg, at Willis i 2011 ryddede bordet med sin dobbeltroman ‘Blackout/All Clear‘, hvor hun ud over Hugo Award’en også hapsede de to andre førende priser (Nebula og Locus Awards). Det var en besnærende opdagelse, for historisk set er det kun indiskutable mesterværker som Neil Gaiman ‘American Gods’, Joe Haldeman ‘Forever war’ og Frank Herbert ‘Dune’, der har præsteret noget lignende.

Så jeg bestilte første del af bogen, ‘Blackout’, engang sidste år. Forventninger var høje, og romanens setting lød på forhånd også stærkt appetitligt:

“The narrative opens in Oxford, England in 2060, where a trio of time traveling scholars prepares to depart for various corners of the Second World War. Their mission: to observe, from a safe vantage point, the day-to-day nature of life during this critical historical moment. As the action ranges from the evacuation of Dunkirk to the manor houses of rural England to the quotidian horrors of London during the Blitz, the objective nature of their roles gradually changes. Cut off from the safety net of the future and caught up in the chaotic events that make up history, they are forced to participate, in unexpected ways, in the defining events of the era.”

“Jo tak!”, tænkte jeg. Tidsrejser, alternative virkeligheder og tidsparadokser. Det lød nærmest som det ultimative kærlighedsbarn. Hvordan kunne det ikke være en über-spændende bog? Jeg havde derfor endog særdeles vanskeligt ved at holde armene nede, da pakken fra Amazon dukkede op.

Der var kun et problem. Bogen var forfærdende kedelig. Hvilket var højst mærkværdigt. Tillad mig at uddybe.

Willis har udtænkt en dybt original setting i ‘Blackout’, ligesom hendes tidsrejsekoncept er grænsende til det geniale. Der er heller ingen tvivl om, at hun kan finde ud af at skrive. Udfordringen er bare, at hun virker ude af stand til (eller blot ganske uinteresseret i) at drive en historie fremad. Den slags dispositoner fungerer ikke hos en plotdreven læser som undertegnede. Willis vil gerne skildre. Side op og side ned om livet i London under blitzen. Endnu flere sider om hvordan man kommer fra Saltram-on-Sea til Dover tids nok til at overvære Dunkirk evakueringen i 1940. Efter 250 sider uden skyggen af et tidsparadoks, endsige inspirerende science fiction koncepter, gav jeg op. Hugo, Nebula og Locus priser? Muligvis. Men det ændrede ikke på, at for en læser uden større interesse for samtidsskildringer eller livet i beskyttelsesrummene, så var ‘Blackout’ en decideret pinsel.

Det havde jeg dog lykkeligt glemt, da jeg for en måneds tid siden læste om Willis’ ‘Doomsday Book‘ fra 1992. Også den havde vundet Hugo og Nebula priserne, og den lød også stærkt interessant:

“Kivrin, a time-travelling historian, is mistakenly sent back to a Medieval village near Oxford as the Black Death is about to strike, and sees all around her succumb to the Plague. At the same time, in her home time, a flu pandemic is laying waste to Oxford, stopping any attempts to find her and bring her home.”

Tidsparadokser! Pandemier! Pest! Mit lille hjerte, hvad vil du mere? Måske jeg havde bedømt ‘Blackout’ for hårdt. Måske man burde give Willis en chance mere. Som sagt, så gjort. Bogen blev bestilt, og sidste weekend gav jeg mig i kast med de 600 sider.

Hvordan tror I, at det gik? Korrekt. Efter side 350, gider jeg ikke mere. Det, der kunne have været en sindssvagt spændende krydsning mellem science fiction, fantasy og horror, er i stedet en uendelig lang skildring af hverdagslivet i 1340 (hint: De havde dårlig tandhygiejne og døde som fluer) og logistiske problemstillinger. Hovedpersonerne bruger side efter side på at få fat i telefon, noget der kan forekomme komisk, når romanens ‘nutid’ er i år 2050. Hovedpersonerne skal hele tiden et sted hen, og det hører vi bedøvende meget om.

Det rædsomme fokus på logistik, logistik og mere logistik, der prægede ‘Blackout’, var bestemt også en integreret del af Willis’ bøger for 20 år siden. Her opstår det sørgelige, for jeg har hende mistænkt for at det er meningen. Fremfor at skrive den bog jeg efterspørger (en vild og voldsom bog a la Peter F. Hamilton), så er hendes pointe sandsynligvis, at hun ville skrive en mere ‘realistisk’ bog – og gøre op med nogle myter om den mørke middelalder. Hun vil gerne beskrive og brodere, ikke fortælle en god historie. Det er jo et legitimt ønske. Man kan sagtens argumentere for, at mit ønske om en spækket og dramatisk handling er forfejlet. Som den popkulturelle kritikere Anne Helen Petersen skriver i sit indlæg ‘In Defense of Boardwalk Empire’:

“People love to rag on Boardwalk Empire. The generalized complaints: it’s boring, it’s all the prestigious packaging without the gravitas, its lead (Nucky Thompson, played by Steve Buschemi) isn’t interesting. But mostly: it’s boring.

Are these the same people who say that Mad Men is boring? Or, more specifically, the same people who really only like Mad Men because of Jon Hamm’s face? Because I don’t get it: just because a show is 60 minutes long and doesn’t jump between six different fantasy worlds, all peopled with women in various stages of undress (read: Game of Thrones), does not a boring show make. Is it boring because there’s intricate dialogue? Because the suits are too pretty? Because there’s more diversity, both in terms of class and race and ethnicity, than not only most shows on television, but most shows on HBO? Is it boring because there’s a character who wears a mask over half his face but still manages to be a sex symbol? IS THAT BORING?

Point is, I have very little tolerance for the ‘boring’ argument, in part because I don’t think that all television has to have the pace of Breaking Bad. I like Top of the Lake, I liked the exquisitely slow Rectify. I feel the same way about the “it’s boring” complaint as I do about the “that movie was too long” complaint — there are bloated blockbusters that really are too long, and then there are movies that take longer to tell their story. Have some patience. Calm the eff down. Be expansive and imaginative with your expectations of how a plot can unfurl.”

Jeg kan sådan set godt følge hende et stykke af vejen. Nogle historier tager med rette deres tid, og det kan være forkert at kritisere dem for at være kedelige.

Men alligevel. Med Willis’ bøger taler vi om genrelitteratur, der normalt har som formål at underholde og hjælpe til eskapisme og virkelighedsflugt. Hvis jeg vil læse om logistik og praktiske problemer, så kan jeg åbne min dagbog. Hvis jeg vil læse periodelitteratur, så findes den antageligvis mere interessant og bedre udført uden for fantasy- og science fiction genrerne.

Samlet set er jeg vel blot skuffet. Eller havde i hvert fald ikke fået afstemt mine forventninger. Givet er det dog, at Willis nu er havnet på min no-go liste i fremtiden. Der kan hun sidde ude sammen med China Miéville, en anden sci-fi forfatter der holder mere af litterære strækøvelser end af at skrive underholdende og spændende bøger.

Tsundoku

Problemet med at læse sci-fi og fantasy er, at man har en tendens til at blive låst inde i et hav af trilogier, bogerier og efterfølgere. De fleste klassikere indenfor genrelitteratur kommer sjældent alene. Synes du ‘Hobbitten’ er god? Jamen, så er du også nødt til at læse ‘Ringenes Herre’-trilogien. Kunne du lide ‘Dune’? Jamen, så har Frank Herbert (og hans skamløse søn og gravrøver) skrevet 20+ bøger indenfor samme univers. Kunne du lide ‘Game of Thrones’ tv-serien, og overvejer måske at læse bogen bag? Nuvel, så venter der 4000+ sider og et hav af efterfølgere forude. Rækker du først en fantasyforfatter en lillefinger, så …

Man kan med andre ord aldrig rigtig nøjes med bare at læse én bog. Universet skal jo udforskes. Og hvad sker der egentlig for de hovedpersoner, man har gået så grueligt meget igennem sammen med? Det har præget min læseliste de senere måneder. Her er tracklisten:

  • Joe Abercrombie: ‘The Blade Itself’ (2006)
  • Joe Abercrombie: ‘Before They Are Hanged’ (2007)
  • Joe Abercrombie: ‘Last Argument of Kings’ (2008)
  • Joe Haldeman: ‘Forever Peace’ (1998)
  • Robin Hobb: ‘Assasin’s Apprentice’ (1995)
  • Scott Lynch: ‘The Lies of Locke Lamora’ (2006)
  • Scott Lynch: ‘Red Seas Under Red Skies’ (2007)
  • John Scalzi: ‘Old Man’s War’ (2005)
  • John Scalzi: ‘The Ghost Brigades’ (2006)
  • John Scalzi: ‘The Last Colony’ (2007)
  • Robert Charles Wilson: ‘Spin’ (2005)
  • Robert Charles Wilson: ‘Axis’ (2007)
  • Robert Charles Wilson: ‘Vortex’ (2011)

Som det fornemmes, så er jeg fanget i serier. Selv de enlige svaler er ramt af fænomenet. ‘Forever Peace’ er opfølgeren til Haldemans fremragende ‘Forever War’ fra 1974. Robin Hobb bogen er første del i en serie, som jeg har tænkt mig at læse videre i.

På den ene side kan jeg godt lide de stærkt ekspansive universer. Det er herligt, når man kan fordybe sig henover mere end 400 sider. På den anden side, bliver jeg forhindret i at opdage og komme igang med nye sager. På min Amazon ønskeliste er der i skrivende stund 40 bøger. Måske endnu værre: Det er kun lykkedes mig at læse én faglitterær bog de senere måneder: Christian Caryls (i øvrigt fremragende) ‘Strange Rebels: 1979 and the Birth of the 21st Century’. Den fik jeg primært pløjet igennem fordi jeg havde 6 timers rejsetid på vej hjem fra Schweiz, hvor jeg var løbet tør for sci-fi/fantasy serier. De skønlitterære serier har således en udpræget crowding out effekt på mine læsevaner. Således ligger der pt. følgende faglitterære bøger ovenpå min bogreol, og ser på mig med anklagende øjne:

  • Greg Woolf: ‘Rome – an Empire’s Story’
  • Christopher Clark: ‘The Sleepwalkers – How Europe Went to War in 1914’
  • Peter Gill: ‘Famine and Foreigners – Ethiopia Since Live Aid’
  • Peter Watson: ‘The Great Divide – History and Human Nature in the Old World and the New’
  • Diarmaid MacCulloch: ‘A History of Christianity’
  • Jeremy Adelman: ‘Worldly Philosopher – The Odyssey of Albert O. Hirschman’

Det er en noget nær uoverstigelig kløft af bøger! Og så har jeg ikke engang nævnt alle de halvt læste skønlitterære bøger, jeg af en eller anden grund er gået i stå i de seneste par års tid – og som jeg (muligvis) burde se at få læst.

Det mest paradoksale er dog, at alt imens jeg skriver disse ord (og ser på de truende bunker af bøger), så er det jeg har allermest lyst til faktisk at få bestilt en ny sending fra Amazon. Er det en sygdom? Findes der et navn for mit syndrom? Kan jeg helbredes?