Sleeping Giants

Helt tilbage i 2007 brokkede jeg mig over at min daværende yndlingsforfatter Douglas Coupland havde en utiltalende tendens til ‘Gilmore Girls’-dialog.

Det vil sige at hans karakterer uanset konteksten – mødt den store kærlighed! livstruende sygdom! verdens undergang! dårlig hårdag! – konstant leverer overdrevet begavede og hyperironiske replikker, hvor de popkulturelle referencer drysser som manna fra himlen og citeringspotentialet er altid i top.

Men selvom jeg har stor respekt for teenageres intellekt og den snappe dialogstil bestemt kan være morsom i afmålte mængder, så ser jeg mest af alt ‘Gilmore Girls’-syndromet som et udtryk for, at en forfatter ikke magter at konstruere en realistisk karakter. I stedet for at lade ens karakterer reagere nogenlunde normalt, bliver de til enerverende karikaturer. Det kan selvfølgelig være en selvstændig pointe for en forfatter at konstruere den slags karakterer, men mest af alt er det fattigt.  

Sleeping Giants

Desværre lider også Sylvain Neuvels ’Themis Files’ trilogi af det beklagelige syndrom. Det ellers spændende science fiction plot martres af hovedpersoner, der aldrig fattes ord, er grotesk omnipotente og altid – ALTID! – har en rap replik på lager. Det blev allerede for meget i første bind, og her to bøger inde ved jeg ikke rigtig om jeg orker at få læst den sidste. Det er, i manglen af et bedre ord, ærgerligt.

Forstå mig ret: Forfattere behøver ikke at skrive kedelige karakterer eller overdrevet fejlbehæftede personer. Jeg leder heller ikke efter en smådum antihelt. Og ja, når vi er indenfor de mere fantastiske genrer – science fiction, fantasy, horror – så er det muligvis fjollet af mig at forlange realisme. Men altså … stop nu med de der über-kække replikker. Der er jo ingen der taler sådan. Heller ikke når robotter fra rummet er ved at udslette menneskeheden.

Det burde ikke være umuligt at skrive genrelitteratur med flerdimensionelle karakterer; det kræver blot en dygtig forfatter. Heri består muligvis det grundlæggende problem. For på trods af at Neuvel kan skrue et spændende plot sammen, så har han andre forfattermæssige mangler.

Jeg ender nok med at give sidste bind, ‘Only Human’, en chance. Men derefter tror ikke at jeg opsøger Neuvels forfatterskab igen lige foreløbigt.

John Scalzi

Når jeg ser på min Goodreads-liste, må jeg konstatere, at John Scalzi er en af de forfattere, jeg har læst flest bøger af.

Det er der flere gode grunde til. Han skriver underholdende science fiction/space opera, der som oftest er fuld af kreative idéer og (i mangel af et passende dansk ord) velgennemført ‘worldbuilding’. Han har udpræget sans for et strikke et hæsblæsende plot sammen, og han er bestemt ikke ueffen ud i at skrive actionscener. Jeg har kort sagt aldrig kedet mig i en Scalzi bog, hvilket er væsentligt mere end man kan sige om de fleste andre forfattere.

Men når jeg læser hans nyeste roman, ‘The Consuming Fire’, bliver jeg (igen) mindet om, hvor irriterende og bedrevidende en forfatter Scalzi er. Hvordan alle hans karakterer nærmest pr. definition er omnipotente, altid har et popkulturelt-kækt-ironisk svar på rede hånd, altid har gennemskuet situationen dybere, altid har et es i ærmet. Og ikke mindst: Hvordan Scalzi tilsyneladende er ude af stand til at skrive dialoger, der ikke lyder som noget fra rippet direkte ud af ‘Gilmore Girls’. Det var jævnt træls for fem bøger siden, og nu er det så ved at blive decideret ulideligt.

Måske det er unfair at kritisere en space opera forfatter for ikke at være i stand til at lave nuancerede karakterportrætter. Men da Scalzi vældig gerne vil tages seriøst1, så ville det nu være rart, hvis ikke hans hovedpersoner var så tegneserieagtige.

Lige nu er de lette Scalzi-kalorier dog helt ok ovenpå en periode med lidt vel dyster læsning og ditto tv-serier. Men jeg tror nu alligevel, at jeg snart forlader hans buffet.

  1. Hans personlige blog er meget politisk anlagt, ligesom sammenbruddet af ormehullerne i hans nye bog er en slet skjult parabel for klimaforandringer []

The Dreaming Stars

‘The Dreaming Stars’ er frustrerende science fiction læsning for mig.

Universet er sådan set meget interessant, især de ret godt tænkte aliens – blot kendt som ‘The Liars’. Men persongalleriet og de uendelige dialoger trækker ned. Alting skal forklares og alle personernes følelser skal taaaaales igennem. Bogens akse er en klon af ‘Firefly’: Kæk rumkaptajn i spidsen for et gævt hold af fribyttere, der kommer ud på intergalaktiske eventyr – men helt uden personkonflikter eller skarpe kanter.

Alle er så pokkers søde, tolerante og stærke i fællesskabet og diversiteten, at det hviner i ens tænder af sukkerchok. Når dele af dialogen til tider samtidig har karakter af Gilmore Girl’sk popkulturel namedropping, så ender det alt i alt som en lunken omgang feel good science fiction.

Ikke anbefalet.

American War

Blev færdig med Omar El Akkads ‘American War’ i toget her til morgen. Har tænkt meget over bogen, langt mere end jeg normalt gør efter endt læsning af et skønlitterært værk.

Det er en fremtidsdystopi, der foregår i et klimakriseramte USA i 2075, hvor den anden amerikanske borgerkrig bryder ud. Jeg begyndte på bogen med forventningen om at en postapokalytisk science fiction bog, måske lidt i stil med ‘Station 11’. Jeg fik noget ganske andet. Det genrelitterære science fiction set-up til trods, så har El Akkad ret åbenlyst skrevet en bog, der handler om kriges konsekvenser for de svageste og flygtninge.

Bogen er tankevækkende, og det er længe siden at en fiktionsbog har berørt mig på den måde. Den er ikke perfekt. Visse af personerne opleves ikke rigtige individer, men mere som karakterer, der skal spille en rolle i at få El Akkads pointer frem. Og til tider er dialogen lidt for melodramatisk.

Men handlingen er spændende, og bogen får som nævnt en til at tænke. Anbefalet herfra.

Stranger Things – for dens egen skyld

Ved ikke om det ligefrem er en klassisk diskussion om kunst. Men kan man nyde et kreativt værk for dets eget skyld, dets egne meritter? Eller SKAL kunst nødvendigvis ses, fortolkes og bedømmes ud fra dens kontekst?

Jeg tænkte en del over det i aftes efter at vi (endelig!) havde fundet et lille tidsrum til at se de første afsnit af ‘Stranger Things’. Jeg kunne virkelig godt lide dem. Og når jeg kan lide ting, så går jeg på google og leder efter andre folks meninger om de ting, jeg godt lide. Jeg skulle jo nødig falde udenfor hvad alle andre mener.

Men den allestedsnærværende vinkel i de ganske mange (i øvrigt positive) anmeldelser er at ‘Stranger Things’ er en 80’er-pastiche a la Stephen King. Bevares, jeg kan sagtens forstå hvorfor det er anmeldervinklen. For at tv-serien er en homage til film som ‘E.T’ og ‘It’ er den oplagte ting at gribe fat i. Og jeg kan også sagtens forstå hvorfor de mange (popkulturelle) anmeldere finder glæde i at spotte (popkulturelle) referencer til 1983. De går jo i sjovt tøj, har store telefoner og spiller Dungeons & Dragons helt uironisk.

Men jeg tror man gør sig selv en bjørnetjeneste, hvis alt kunst reduceres til kontekst. For ‘Stranger Things’ virker indtil videre fremragende, når man ser den for dens egen skyld. Min bedre halvdel havde hverken læst eller hørt om serien før vi så de første afsnit i går aftes. Hun blev hooked på historien og universet øjeblikkeligt. Og måske det er den måde man bør nyde kunst på? Uden forudindtagede fortolkninger, kontekstuelle referencer og kloge-Aagers forklaringer. Bare nyde værket som det udtryk for kreativitet, skabertrang og fortællelyst, som ‘Stranger Things’ er?

Men det er svært. Når jeg ser billedkunst er jeg selv skadet på sjælen, fordi jeg insisterer på at se værket og kunstneren i kontekst. Jeg kan ikke nyde de forpulede åkander for åkandernes egen skyld, nej, jeg er nødt til at se dem og Monet som en del af impressionismen.

Hvordan kommer man ud af det hamsterhjul?

Bogåret 2017 – halvårsstatus

Nuvel, jeg plejer altid at være en værre krukke i de her bogindlæg. I ved nok: “ÅÅÅÅH, jeg har slet, slet ikke fået læst alle de bøger jeg plejer, AK OG VE, verden er da også af lave”. Se bare indlæggene fra nytår 2016 og nytår 2015. Utåleligt. Ganske enkelt utåleligt.

Vanen er tro har jeg da heller ikke denne gang fået læst det antal bøger, jeg gerne ville. Men til forskel fra tidligere humblebraggende år, så passer mine jeremiader faktisk denne gang. Se blot her på den samlede liste over læste bøger i første halvår af 2017 (ud fra mine sædvanlige kategorier). Der er virkelig tørret ud i kvantiteten af læste bøger. Et (n) udenfor titlen indikerer, at der er tale om non-fiction.


Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget

  • Robert Jackson Bennett: ‘City of Miracles’
  • James S.A. Corey: ‘Babylon’s Ashes’
  • John Darnielle: ‘Universal Harvester’
  • Tom Deady: ‘Haven’
  • Carlos M. Eire: ‘Reformations’ (n)
  • Karl Ove Knausgård: ‘Min kamp 1’
  • Jonathan Maberry: ’Ghost Road Blues’
  • Jonathan Maberry: ‘Dead Man’s Song’
  • Jonathan Maberry: ‘Bad Moon Rising’
  • Victor Sebestyen: ‘1946: The Making of the Modern World’ (n)
  • Chris Wickham: ‘Inheritance of Rome’ (n)

Kommentar: Et par solide historiebøger på listen, der alle gjorde mig klogere på centrale begivenheder og perioder i verdenshistorien. Knausgård var nok den mest positive finkulturelle læseoplevelse, mens resten var horrorbøger, der alle underholdt mig fyrsteligt. Alle der kan lide Stephen King ca. anno ‘Salem’s Lot’ kan trygt stige ombord i Maberry og Deady. De vil udgøre prægtig blodtørstiog sommerlæsning.

God, men nok mest hvis du er sær

  • Sarah Bakewell: ‘At the Existentialist Café’ (n)
  • Alexander Dugin: ‘Eurasian Mission’ (n)
  • Caitlín R. Kiernan: ‘Agents of Dreamland’
  • Johnny Marr: ‘Set the Boy Free’ (n)
  • John Strong: ‘Buddhisms’ (n)

Kommentar: Domineret af non-fiction indenfor forholdsvis esoteriske emner. Alle gjorde mig klogere på og/eller mere foruroligt over verden. Men som kategorien også antyder, så skal man nok have interesse i emnerne i forvejen. Hvis man ikke synes geopolitik er særlig sexet, er det eksempelvis en dårlig idé at gå i gang med Dugins pro-russiske kampskrift.

Skuffende. Meget skuffende

  • V. E. Schwab: ‘A Conjuring of Light’

Kommentar: POKKERS! De to første bøger i trilogien var fremragende, men i tredje bind gik Schwab helt Young Adult amok. Det var ikke til at komme igennem en side uden kærlighedssyge teenagere, der ytrede den ene episke absurditet efter den anden. Hvilket jeg måske kunne have levet med, hvis ellers så plottet havde holdt vand. Det var ikke tilfældet. Årets klart værste skuffelse.

Bøger, jeg gik i stå i

  • Gareth Stedman Jones: ‘Karl Marx: Greatness and Illusion’ (n)

Kommentar: Måske jeg bare skal i gang … men det er godt nok nogle lange indledende kapitler om unge Karls opvækst i Trier og omegn. Må give bogen en chance mere, når jeg engang ikke længere er permanent træt.


Så helt overordnet:

Et ok, men ikke bjertagende bogår indtil videre.

På plussiden står, at jeg er blevet meget mere efficient i min læsning. Det er ny rekord, at jeg kun er gået i stå i én bog det seneste halve år. Og den er jeg ikke engang gået i stå i per se, den har bare været vanskelig at komme igang med. Tilmed var der kun én af de bøger jeg læste, som var decideret skuffende. Så enten er min evne til at udvælge de rigtige bøger blevet bedre, eller også er mine kvalitetskrav til bøgerne blot dalet.

Kvantitativt er det gået tilbage. Der er selvsagt en helt åbenlys forklaring: Jeg har to børn på henholdsvis 1 og 3 år, hvilket udsletter det meste af ens fritid. Men det forklarer nu ikke det hele.

Sagen er også den, at jeg dels har udsat at købe nye (fysiske) non-fiction bøger i et stykke tid, dels at jeg ikke for alvor er stødt på skønlitterære titler, som jeg ganske enkelt måtte læse. Min Kindle-læsning er også faldet af på den. Hvor jeg tidligere ofte læste på den i toget eller i mørket før jeg falder i søvn, så har nyhedslæning og underlødig iPad-surfning ligeså stille overtaget meget af bogtiden.

Det vil jeg forsøge at gøre noget ved, tror jeg.

Læsekrise

Har en midlertidig skønlitterær læsekrise. Altså, en krise for så vidt at jeg ikke har begyndt eller afsluttet en bog siden 1. juni, hvor jeg med stor tilfredshed lukkede Robert Bennett Jackson ganske vidunderlige fantasyværk ‘City of Miracles’ i. Og at jeg i skrivende stund ikke kan komme på en eneste roman, som jeg bare må og skal læse.

Min to-read liste på Goodreads er rig, ja nærmest frodig, på faglitteratur, mens det kniber mere med skønlitteraturen.

Bevares, jeg har da en del ‘nice to read’ bøger på listen, som er samlet op efter at have læst diverse ‘MOST OBSCENE HORROR BOOKS EVER!!!’ og “FANTASY CLASSICS WITH SEXY ELVES” lister på obskure blogs rundt omkring i internettets grimmeste afkroge. Men ‘must-read’ titler? Mjah. Ikke rigtig.

Inspireret af Tine overvejer jeg derfor at give Stephen Kings ‘Dark Tower’ bøger en chance mere. Jeg kløjedes dog i første bind, der var lidt for forfatterskole-skrevet for min simple smag, manglende koncentrationsevne og begrænsede kognitive evner. Følte mig på den baggrund ikke klar til at lave en så stor tids- og energimæssig investering, som en flere tusinder sider lang bogserier udgør. Bind et – ‘The Gunslinger’ – ligger dog fortsat på min Kindle, hvor den hvisker lokkende og forførende til mig. Og jeg er ikke ganske afvisende overfor idéen om at finde sammen igen.

Samtidig overvejer jeg om tiden er inde til at støve nogle af de science fiction klassikere af, som jeg i sin tid gik i stå i. For siden at arkivere – med beklagelse og et skamfuldt blik – som ej-færdiggjorte.

Det er især Dan Simmons ‘Hyperion’ og Iain Banks ‘Consider Phlebas’, jeg tænker over. Begge optræder evig og altid med statsgaranti på alle lister over bedste science fiction bøger, så hvorfor gik jeg i stå i dem og magtede ikke at se deres storhed? Der må være noget galt med mig, tænker jeg. Samme overvejelser (og selvindsigt) har jeg med Peter F. Hamiltons ‘Void’ trilogi, et science fiction univers jeg nu på 10. år stadig ikke er kommet ind i, endsige forstår det basale af. Måske man burde giver det forsøg nummer fire efterhånden, jeg er jo vild med resten af mandens bøger.

Eller måske har de nærværende læsere nogle anbefalinger? Genre er ligegyldigt, jeg er åben for det meste.

Frekvensen

Jeg er alene hjemme denne weekend. Den Bedre Halvdel og de to små rockere er på familiebesøg i Stockholm. Der med andre ord ro og fred i Roskilde.

Ville ønske jeg kunne sige, at jeg har brugt tiden fornuftigt og produktivt. Bevares, jeg har da fået løbet en enkelt tur, har barberet mit eremitskæg af og har gjort badeværelserne rene. Og jeg får grublet en masse over tilværelsen. Det helt store heureka!-øjeblik er dog indtil videre udeblevet, ligesom jeg stadig heller ikke har sat det sidste punktum i den store samtidsroman. Måske det kommer en skønne dag?

Mest af alt har jeg kværnet science fiction/krimiserien ‘Frequency’. 13 afsnit fortæret på fire dage synes jeg er hæderligt.

Lad det være sagt med det samme: Det er ikke en tv-serie, der kommer til at forandre verdenshistorien. Dels fik den kun én sæson, dels er den mest af alt blot gedigen god underholdning.

Serien rummer imidlertid alle de elementer, jeg holder af: Tidsparadokser, butterfly-effekten, en mut, stærk og skøn heltinde, en ravende vanvittig seriemorder og kernesunde familieværdier. Kunne historien have båret mere end en enkelt sæson? Måske. Men så skulle de virkelig have presset citronen/seriens grundpræmis kraftigt. Nu hvor jeg har set alle afsnit og der er blevet bundet en sløjfe på historien, er jeg egentlig tilfreds. Noget jeg bestemt ikke var, da de aflyste serier som ‘Awake’, ‘Revolution’ og ‘FlashForward’ efter for få sæsoner. Men ‘Frequency’ har givet mig closure. Hvad kan man så mere bede om?

Se den en regnvejrsweekend, hvor du mangler lidt spekulativ fiktion iklædt en knivspids krimi. Du kommer ikke til at fortryde det.

Ghost in the Shell

Er ambivalent om den nye ‘Ghost in the Shell’ film. For anime-forlægget fra 1995 er et af de mere definerende popkulturelle artefakter i mit liv.

Min far havde filmen med hjem på VHS fra London i 1997, købt i en siden for længst lukket HMV. Og jeg har reelt ikke tal på hvor mange gange jeg så filmen dengang – om end jeg ikke helt forstod hele handlingen.

Dels er den relativt kompleks, dels var mit engelske alt andet lige ringere end nu. Men jeg var vild med dens smådystopiske cyberpunk-univers og de smukke animationer. Og så rummer filmen intet mindre end to helt fabelagtige actionsekvenser:

Den første er scenen, hvor Motoko Kusanagi og Batou forfølger og til sidste er i slagsmål med en mistænkt. Fra og med jagten gennem frugtmarkedet i Tokyo, er det en noget nær poetisk slåskamp – afsluttende med demonstrationen Kusanagis (den dag i dag fascinerende) thermo-optiske dragt. Selv her 20 år efter er det en futurisk scene.

Den næste er den mindst ligeså episke tankkampscene. Ikke siden tankrobotten ED-209 i Robocop har en kamprobot været så gennemført laber. Scenen kan stadig begejstre mit nørdede science fiction hjerte!

Men jeg er spændt, grænsende til bekymret, over hvordan nyindspilningen monstro behandler det oprindelige materiale.

Det gør mig ikke så meget at rollerne nu bliver spillet af ikke-asiater, men ‘Ghost in the Shell’ må ikke blive mindre mærkelig eller mindre filosofisk. Den oprindelige anime stillede spørgsmål hvordan man skal opfatte kunstig intelligens, og hvad der egentlig konstituerer at være et menneske. Jeg er nervøs for, at en tur igennem Hollywoods-vridemaskine vil ødelægge historien i bestræbelserne på at gøre filmen mere spiselig for et vestligt publikum.

Nu må vi se. Tror jeg får slæbt mig selv i biografen til den nye film. Skeptisk anlagt, javist, men jeg bør få den set.