Emily St. John Mandel – ‘The Sea of Tranquility’

2022 tegner til at blive endnu et pauvert læseår. Ukraine-situationen og den virkelige verdens insisterende eksistens betyder at jeg allokerer alt for megen opmærksomhed på nyheder, doomscrolling og apokalyptiske spekulationer. 

Men efter at have læst et par anmeldelser af Emily St. John Mandels nye ‘The Sea of Tranquility’ har jeg fået fornyet lyst til at genstarte den begrædeligt forsømte Kindle. Selvom jeg kun har præsteret at se et enkelt afsnit af tv-serieudgaven af ‘Station Eleven’, så elskede jeg romanen intenst – og anbefalede den i årevis til alle der gad (og nuvel, også dem der ikke gad) lytte. Jeg var næsten ligeså glad for ‘The Glass Hotel’, da den udkom i 2020. Når jeg samtidig kan læse mig frem til at den nye roman indeholder tidsrejser (TIDSREJSER!) ‘Cloud Atlas’-style og alternative virkeligheder (indsæt emoji-med-creepy-hjerteøjne her), så bliver jeg decideret upassende kåd.

Om ikke andet, så er udsigten til at lade litteraturen distrahere mig fra den kommende recession og/eller thermonukleare vinter i selskab med St. John Mandel blevet noget mere tiltrækkende.

Foundation

Mit første helt subjektive – grænsende til pjankede – take på ‘Foundation’ efter at have set de fire første afsnit:

  • Der er for meget imperium, for lidt Foundation. Og det siger jeg som en mand, der bliver erotisk opstemt af intergalaktiske imperier. Jeg ved godt hvorfor de rent visuelt og dramaturgisk ikke kunne stå for at lave endnu en pastiche på det dekadente romerske imperium i terminalt forfald. Men det er kammet over. Imperiet var aldrig i centrum i Asimovs bøger, og klonerne af Cleon I må være en ny opfindelse
  • Når det så er sagt: serien er det rene science fiction porno rent visuelt. Trantor er den lækreste kejserlige planet, jeg nogensinde har set. Det er virkelig lækkert
  • Terminus minder mig til gengæld lidt vel meget om meget om alle de isplaneter, vi efterhånden har set mange steder. Visuelt ligner det noget genbrug fra Cylonernes fangelejr fra New Caprica i sæson 3 af ‘Battlestar Galactica’. Det er lidt traurigt
  • Jeg kan godt lide, at de har gentænkt de ellers meget stereotype karakterer fra Asmovs bøger. Den oprindelige ‘Foundation’ er fra 1950’erne, og skrevet af en lidt underlig videnskabsmænd. Synes nyfortolkningerne af Gaal Dornick og Salvor Hardin giver mening og tilføjer meget
  • Jeg er er spændt på, hvordan de fortællemæssigt vil indarbejde Asimovs episke tidslinjer. Foundation-bøgerne var jo egentlig sammenskrevne noveller, hvor der var hundreder år mellem historierne. Den slags er det vanskeligt at arbejde med i en tv-serie. Det skal blive interessant, hvordan de løser det
  • Jeg er usikker på, hvor meget mening serien giver for ikke-fans. Er den for underlig? Er universet for indforstået? Forstår man som ikke-kender, hvor stor en betydning Hari Seldon? Her forsvinder han tilsyneladende efter to afsnit, behandlet som en lidt excentrisk skikkelse, ikke som opfinderen af psykohistorien
  • Samlet set: jeg er begejstret. Det er en skøn serie, som jeg vil æde med hud og hår

Anmeldelserne af den nye ‘Dune’-film er begyndt at tikke ind, og jeg er helt uironisk og ukontrollabelt spændt. The Guardian er overstrømmende positiv, hvilket selvsagt er betryggende. Men … jeg er stadig urolig. ‘Dune’ er vigtig for mig. Faktisk så vigtig, at jeg ikke har turde genlæse romanen af frygt for, at jeg ville opdage at bogen ikke holder længere. Det ville jeg ikke kunne bære. Der er for mange institutioner og bastioner, der i disse år styrter i grus. Jeg vil ikke miste ‘Dune’ også. Dertil er mit selvbillede for skrøbeligt. For meget af mit science fiction hjerte er investeret i børgernes univers. Det vil være ødelæggende for min livsglæde. Så filmatiseringen skal være god. Og ‘Dune’ vil være den første film i noget nær et årti, som jeg insisterer på at se i biografen. Skuf mig nu ikke. 

Læser i disse dage Mary Doria Russell – ‘The Sparrow’ (1996). Den er meget interessant og velskrevet, ligesom den har givet mig en lidt usund svaghed for at læse om jesuitter i rummet. Bogen foregår i den nære fremtid og vandt en række science fiction priser. Men der er nu mest af alt tale om en roman om religion og tro, altsammen pakket ind i genrelitterære klæder. Så når der spekuleres i en tv-serieudgave, så virker det ikke som verdens mest gennemtænkte idé. Men bogen er god og tankevækkende, og kan varmt anbefales.

Seanan McGuire – ‘Middlegame’

Jeg var i forrygende rædsomt humør i går, og låste derfor mig selv og min Kindle inde i et mørkt rum det meste af dagen. Resultatet blev at jeg fik læst den første skønlitterære bog siden ‘The Glass Hotel’ tilbage i midten af april. Valget faldt på Seanan McGuire – ‘Middlegame’, som jeg glubsk og frådende fortærede i ét hug.

‘Middlegame’ vandt for nylig en Locus Award for ‘Best Fantasy Novel’, og ligeledes nomineret som ‘Best Novel’ i den endnu mere prestigefyldte Hugo Award.

Selvom begge priser de senere år er ramt af hyperidentitetspolitik, så har de denne gang fat i noget rigtigt. For ‘Middlegame’ er fremragende, begavet og velskrevet speculative fiction med forførende tidsrejser, paralleluniverser, telepatiske tvillinger og horrorværdige mord. Vi er i samme boldgade som ‘The Gone World’, ‘The Seven Deaths of Evelyn Hardcastle’, ‘I’m Thinking of Ending Things’ og snart sagt alt hvad Blake Crouch skriver.

Jeg var virkelig godt underholdt, og i langt bedre humør efter endt læsning. Nu satser jeg så på, at jeg fået skyllet den læseblokering ud, som jeg ellers har gået rundt med alt for længe.

Salvation Day

Jeg ved ikke helt hvorfor det slår klik for Kali Wallace. 96% af ‘Salvation Day’ er en stramt og effektivt skrevet – og endda til tider ganske skræmmende – horrorhistorie, der tilmed har en interessant mytologi og worldbuilding. Men slutningen? Dér går der YA-litteratur i den.

Vor ellers eftertænksomme helt forvandler sige til en lallende idiot. Den slags tvivlsomme behandling af en en indtil da nuanceret karakter havde en dygtigere forfatter (se: Emma Newman) aldrig begået. Det er tåkrummende og ødelagde de ellers uhyre fornøjelige timer, jeg netop havde tilbragt ombord på det dræberparasithærgede rumskib.

Sleeping Giants

Helt tilbage i 2007 brokkede jeg mig over at min daværende yndlingsforfatter Douglas Coupland havde en utiltalende tendens til ‘Gilmore Girls’-dialog.

Det vil sige at hans karakterer uanset konteksten – mødt den store kærlighed! livstruende sygdom! verdens undergang! dårlig hårdag! – konstant leverer overdrevet begavede og hyperironiske replikker, hvor de popkulturelle referencer drysser som manna fra himlen og citeringspotentialet er altid i top.

Men selvom jeg har stor respekt for teenageres intellekt og den snappe dialogstil bestemt kan være morsom i afmålte mængder, så ser jeg mest af alt ‘Gilmore Girls’-syndromet som et udtryk for, at en forfatter ikke magter at konstruere en realistisk karakter. I stedet for at lade ens karakterer reagere nogenlunde normalt, bliver de til enerverende karikaturer. Det kan selvfølgelig være en selvstændig pointe for en forfatter at konstruere den slags karakterer, men mest af alt er det fattigt.  

Sleeping Giants

Desværre lider også Sylvain Neuvels ’Themis Files’ trilogi af det beklagelige syndrom. Det ellers spændende science fiction plot martres af hovedpersoner, der aldrig fattes ord, er grotesk omnipotente og altid – ALTID! – har en rap replik på lager. Det blev allerede for meget i første bind, og her to bøger inde ved jeg ikke rigtig om jeg orker at få læst den sidste. Det er, i manglen af et bedre ord, ærgerligt.

Forstå mig ret: Forfattere behøver ikke at skrive kedelige karakterer eller overdrevet fejlbehæftede personer. Jeg leder heller ikke efter en smådum antihelt. Og ja, når vi er indenfor de mere fantastiske genrer – science fiction, fantasy, horror – så er det muligvis fjollet af mig at forlange realisme. Men altså … stop nu med de der über-kække replikker. Der er jo ingen der taler sådan. Heller ikke når robotter fra rummet er ved at udslette menneskeheden.

Det burde ikke være umuligt at skrive genrelitteratur med flerdimensionelle karakterer; det kræver blot en dygtig forfatter. Heri består muligvis det grundlæggende problem. For på trods af at Neuvel kan skrue et spændende plot sammen, så har han andre forfattermæssige mangler.

Jeg ender nok med at give sidste bind, ‘Only Human’, en chance. Men derefter tror ikke at jeg opsøger Neuvels forfatterskab igen lige foreløbigt.