Kim Ghattas – ‘Black Wave’

Kim Ghattas’ ‘Black Wave’ er fremragende. Faktisk så fremragende at jeg har vanskeligt ved at visualisere, at jeg kommer til at læse en bedre faglitterær bog i resten af 2020. Det kommer næppe til at ske. For vi taler om en historiebog på niveau med Julia Lovells eminente ‘Maoism: A Global History’, der for mig var 2019’s ubetinget bedste faglitterære værk.

 

Ghattas skriver om et højaktuelt emne: forholdet mellem Iran og Saudi Arabien siden 1979. Dynamikkerne, konflikterne og magtkampene mellem det shiamuslimske Iran og det wahhabistiske Saudi Arabien er komplekse. Til gengæld har de haft – og har stadig – en stor geopolitiske betydning, ligesom kapløbet mellem de to regimer essentielt at forstå i de mange konflikter i f.eks. Libanon, Egypten, Irak, Syrien, Afghanistan og Pakistan. Den islamisering, der har fundet sted de seneste 40 år, bunder for en stor del i den religiøse, kulturelle og militære strid mellem Iran og Saudi Arabien. Det her er kernestof, også langt udenfor det vestlige Asien.

Noget af det, jeg godt kan lide ved Ghattas’ analyse er, at den har aktørerne selv i fokus. Fremfor endnu en doven analyse af amerikansk mellemøstpolitik, så er det iranerne, saudierne og egypterne selv, der er hovedpersonerne og har indflydelse på udviklingen. Faktisk er det slående hvor lidt reel betydning eksterne parter – fraset, måske, israelernes invasion i Libanon – har haft.

Hvis man ønsker at forstå vores verden og nogle af de helt afgørende geopolitiske udviklinger de seneste 40 år lidt bedre, så er Ghattas’ bog et godt sted at begynde. Man efterlades muligvis ikke som optimist af at læse ‘Black Wave’, men klogere – det bliver man indiskutabelt.

Saudi Arabien

Det er altid en anelse underskudsagtigt at give den i rollen som gammel kyniker.

Men oprigtigt talt: Hvorfor bliver nogen stadig overraskede over at en auto- og teokratisk petrostat myrder og parterer sine regimekritiske journalister? Det er jo sådan den slags samfund fungerer. Gennem vold og kontrol.

For hvad havde I egentlig regnet med at Saudi Arabien er for en stat? Et civiliseret demokrati, der bag de internationale konferencer, de glitrende højhuse og de megalomane projekter? Troede I at Saud klanens nye trebogstavs-autokrat var anderledes, ja, måske ligefrem bedre end resten af hans familie? At det at kvinder nu må køre bil var tegn på mere frisind og åbenhed?

Virkelig? Et land, der med sine bomber er direkte årsag til en humanitær katastrofe i Yemen? Et land, hvor den lokale befolkning ikke arbejder, men i stedet lader millioner af rettighedsløse sydøstasiater servicere sig? Et land som eksporterer ustabilitet og islamisme gennem sin Wahhabisme, men som de geopolitiske beslutningstagere ikke gør noget ved, så længe alt den dejlige olie flyder og våbenkontrakterne bliver underskrevet? Et land, der fungerer som regional modpol mod iransk ekspansion?

Nej. Kønt er det ikke. Men den slags … nyttige lande får lov til at gøre lige som de vil. En rask filetering af en eller anden tilfældig journalist som Jamal Khashoggi i et baglokale på et konsulat i Istanbul, betyder ikke noget i det store billede. Hvorfor skal den slags detaljer og smålige idealistiske hensyn stå vejen for en god handel? Næste år er det danske kronprinsepar sikkert på eksportfremstød i Riyadh igen. Vi kommer alle sammen videre, og pengene tjener jo ikke sig selv, vel?

Som sagt: Underskudsagtigt.