Kørt fast i dyster læsning

Er gået en anelse i stå i min faglitterære læsning. Kan ikke for alvor få gjort noget ved de bøger, der efterhånden har givet mig dårlig samvittighed siden begyndelsen af december.

Ivan Krastev & Stephen Holmes ‘The Light that Failed’ er ellers i udgangspunktet lige noget for mig. Et politologisk-historisk tilbageblik på seneste 30 år siden Murens fald. Mmmm. Tilmed med et særligt fokus på udviklingen i de central- og østeuropæiske lande. Altså, Sofisten anno 2006 ville slet ikke kunne være i sig selv ved den beskrivelse. Sofisten anno 2020 har dog noget nemmere ved at holde begejstringen i ro. Ikke at det er en uinteressant eller dårligt skrevet bog. Tværtimod har de 20 sider jeg indtil videre har læst været både begavede, indsigtsfulde og tankevækkende. Men … de har også været nedslående. På det personlige plan er jeg hvis ikke oprørt, så dog fundamentalt deprimeret over at tingene gik som de gik. At verden ikke er et bedre sted. At håbene fra dengang om frihed løb ud i sandet. Og at vi kigger ind i en fremtid, der ikke virker lovende for mine børn. Så måske det snarere er mig – og ikke Krastev & Holmes – den er gal med. Bogen er jeg i hvert fald gået i stå i.

Eric Kaufmanns kontroversielle ‘Whiteshift’ var på mange must-read lister sidste år. Det forstår jeg egentlig godt, men jeg er her efter halvanden måned ikke helt mentalt klar på 580 sider om den samfundsmæssige betydning af at hvide indenfor de næste årtier ikke længere er i majoriteten i den vestlige verden. Måske der er emnet, måske det er de mange tætskrevne sider med lille skriftstørrelse, der hæmmer mig. Uanset forklaringen, så kommer jeg ikke videre i den.

Endelig gav mine forældre mig Rune Lykkebergs ‘Vesten mod Vesten’ i fødselsdagsgave. Endnu en bog der kredsen om krisen i de vestlige liberale demokratier, man aner efterhånden et mønster. Jeg burde se at få den læst, men Lykkeberg som skribent er begyndt at irritere mig. Første gang han tilbage i begyndelsen af 10’erne lavede sit ‘jeg fortolker samtiden ved at analysere popkultur og løfte det (for) højt op i Informations-klummeskribent niveau’-stunt syntes jeg det var vældig fornøjeligt og begavet. Her i mit midaldrende tusmørke virker det imidlertid mere selvsmagende og trættende. Nej, Lykkeberg, ærligt talt, ‘Hunger Games’-bøgerne er ikke for mig de primære kilder til at forstå den vestlige verdens dekadente forfald. Så jeg går i stå, hvilket frustrerer mit ego og giver mig dårlig samvittighed. Jeg vil jo så gerne være en god søn og læse de gaver, jeg får af mine forældre.

Løsningen på det hele? Det er selvsagt den nye flok bøger, jeg har til aften har bestilt på Amazon. Intet løser en læsekrise som at tilføje nye bøger i stakken!

Klasse fornægter sig ikke

Ovenpå nytårets royale kvababbelser omkring klimaet, kan Ritzau i dag berette at vores dygtige, veltalende og enestående talentfulde guitarspiller af en kronprins nu skal have intet mindre end en’ spindoktor’:

Ifølge mandagens udgave af B.T. skal kronprins Frederik snart have en spindoktor på lønningslisten. Det sker for at styrke kronprinsens i dennes eventuelle nye arbejde som Danmarks repræsentant i den internationale olympiske komité, IOC. ‘Det er korrekt, at der er overvejelser om på den ene eller anden måde at tilknytte en ekspertise på det område’, siger kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, til avisen.

At dømme ud fra denne lille sekvens fra Jyllands-Postens besøg ved den såkaldte Sportsgalla 2007 i Herning, så virker det nu ellers ikke som om at den classy og stilfulde kronprins på nogen som helst måde har brug for den slags:

Lørdag aften og nat festede en række danske sportsstjerner sammen med 1.500 andre VIP-gæster ved Sport 2007 i Herning. Her kommer lidt sladder om alle de kendte og alle os, der gerne vil mænge os med dem. Triatleten Rasmus Henning lever ikke af kildevand alene, der er absolut også kærlighed med i spillet. Han sad og nussede kæresten under det lange show. Tennisspilleren Kenneth Carlsen er en blød mand, han fik blanke øjne under showet. Bokseren Brian Nielsen råbte højest under opvarmningen, men nej, han kom ikke i hvide tennissokker til det sorte jakkesæt. Kronprinsen sendte sms’er undervejs, selvom det var et tv-liveshow.

…….og således fik vi tilbagevist samtlige anklager mod kronprinsen omkring umodenhed, upassende opførsel og manglende klasse. Denne storslåede kommunikator og gentleman får INGEN problemer med at repræsentere Danmark i den korrupte, sammenspiste og lummer-adelige snakkeklub de kalder for den internationale olympiske komité.

Journey from A to B

Langmodige sjæle vil vide, at jeg var og er en stor beundrer af den tidligere japanske premiereminister Junichiro Koizumi. Udover at være japansk politiks måske bedste selviscenesætter, så var han ligeledes kontroversiel (bl.a. pga sine besøg til Yasukuni), reformorienteret, Elvis fan og ikke mindst ejeren af en magnetisk tiltrækkende løvemanke af et hår! Dette udnyttede han selvsagt til fulde, således var hans e-mail nyhedsbrev – i vanlig japansk symbolsk stil – tituleret ‘Lionheart’. Nu er han jo desværre gået af og afløst af den væsentlig mindre karismatiske Shinzo Abe. Som abonnent på Koizumi nyhedsbrevet arver man automatisk Abes, så nu modtager jeg ca. en gang om måneden ‘Hello – this is Shinzo Abe’, hvori han beretter om sin gøren og laden. Det nyeste kom i morges og var indledt med ordene:

“For me, January 9 to 15 was a week of traveling the globe, starting off with visits to European countries and finishing on Cebu Island with my attendance at the East Asia Summit (EAS). I was on the move every day, literally living out of my suitcase. Even with such a hectic schedule, I was able to pay a visit to the Headquarters of the North Atlantic Treaty Organisation (NATO) – the first ever by a Japanese Prime Minister – where I delivered a policy speech and strengthened our bonds of trust with 26 world
leaders”

Så ved man ligesom at man har at gøre med en af de sande få famous international playboys. Var foriøvrigt pænt af ham, at han i al sin rejsen havde tid til lige at kigge forbi til lidt soialt hyggekomsammen i NATO. Abe beretter dog også lidt om det tunge, tunge ansvar der hviler på en premierministers smalle skuldre, ligesom han giver gratis lektioner i diplomatiets flygtige kunst:

“Summit meetings are occasions for serious talks among world leaders, as we each carry on our shoulders the national interests of our respective countries. Not only the other leaders, but the entire world is listening carefully to our every word. Leaders must speak convincingly, choosing words carefully while paying attention to their counterparts’ reactions and expressions. At events such as the EAS where leaders gather together, we also give great consideration to whom we will meet and talk.”

Alt er dog ikke hårdt arbejde og krævende forhandlinger. Nyd den nedenstående ypperlige beskrivelse af hvordan livet i overhalingsbanen også kan være:

“My overseas visits begin with a deep breath of fresh air as the door of the government plane is opened. I then make my way down the steps to a warm welcome from my hosts. In one European country, I was received by a brass band playing the Japanese national anthem. On another occasion, I was welcomed by military police standing in perfect formation. In the Philippines, women dressed in colorful ethnic costumes performed a beautiful dance for me.”

Alt dette og meget mere kan du få ved også at melde dig til Abes nyhedsbrev. Fra den nære Orient kan det ligeledes berettes, at Mona Sahlin efter al sandsynlighed bliver ny formand for Socialdemokraterna i Sverige – og dermed partiets statsministerkandidat. Muligvis kan I huske hende: Hun var den unge og dygtige vicestatsminister, der i 1995 stod til at statsminister – lige indtil det kom frem at hun havde haft en noget lemfældig omgang med statens kreditkort. Politiken tegner et ganske amuserende portræt af hende. Underholdningsværdien er især høj, fordi forfatteren tydeligvis beundrer Sahlin for det faktum at hun er kvinde, folkekær og har hjertet på rette sted. At hun ligeledes er hyklerisk ud over alle grænser (valgsloganet var ‘Det er fedt at betale skat’, hvorefter hun tages i ikke at betale vægtafgift på sin bil), sleazy og fuld af floskler ses der behændigt bort fra. Til dagens pressemøde udtalte hun bl.a.:

“Jag har tänkt på mina ekonomiska slarvigheter genom åren. På bilden de gjort av mig. Men jag har också varit säker på, hela tiden, att jag inte varit någon som försökt fiffla eller sno åt mig något. Jag har oändligt mycket mer självinsikt. Den typen av slarv som fanns då har jag efter bästa förmåga försökt att undvika nu”

Det er nu pænt af hende at hun har ‘forsøgt at undgå’ at komme ind i mere smuds. Sådan skal det lyde, Mona! Ikke noget med at love at du er færdig med rod i privatøkonomien. Så kan man nemlig ikke komme efter dig når du igen kommer til at købe Toblerone for 47.000 svenske kroner. Men dygtig, det er hun nu. Nyd denne lille perle af en kvindelig vælger-pleaser:

“Jag känner en otrolig stolthet om det blir så att jag blir det här partiets första kvinnliga ordförande. Men också en sorg att det inte är Anna (Lindh) som står här idag”

Det er smukt. At name-droppe Anna Lindh i Sverige, svarer til når George W. Bush forsikrer om at han er en god kristen. Det er politisk spin når det er allerbedst: En kvindelig socialdemokratisk statsminister kandidat som ærer den svenske neo-messias. Jeg må tage hatten af, det er virkelig stærkt gået. Hvis ikke det var fordi Fredrik Reinfeldt er en så sørens sympatisk og dygtig Statsminister, så er det lige før jeg ville sige at han var en sikker taber ved næste valg. Det bliver spændende. Hvem ved, måske Mona Sahlin en dag også for æren af eksotisk dans når hun kommer på statsbesøg?

O RLY? – klummen

Visse læsere af denne blog vil vide, at ‘O RLY?’ (oh really?!) pryder døren ind til min jordhule. Der hænger den for at indikere min noget skeptiske og sarkastiske tilgang til verden i almindelighed. Med disse indledende ord vil jeg byde velkommen til et nyt fast indslag, nemlig min O RLY?-klumme. Den er dedikeret til nyheder og påstande så tåbelige eller selvmodsigende, at man efter min ringe mening ganske enkelt bliver nødt til at udbryde et højlydt O RLY?! Med andre ord er det mit eget bud på en ‘sur-gammel-mand’ kommentar.

Ovenpå weekendens besættelse af en privat ejendom på Dortheavej 63, kan det næppe overraske at de utilpassede unge mennesker fra det såkaldte ‘kulturcenter’ på Jagtvej 69, er de værdige hovedpersoner i klummens premiere. Som argumentation for deres ulovlige tyveri af andre menneskers ejendom benyttede de idealistiske talsmænd Mads og Anna følgende herlige svada:

“Regeringen og kommunen gør meget for at normalisere og rette ind på alt. Vi er i god ret til at kræve frifum. Vi vil have et sted, hvor det er gratis at være. Et sted, hvor indvandrere ikke holdes ude, hvor bøsser ikke smides ud, og hvor man ikke bliver proppet med ecstacy eller bliver taget i røven, hvis man er kvinde“

Smukt, ikke sandt? Så pluralistisk, så åbent, så tolerant. O RLY? Ja, altså, bortset fra at man sandsynligvis ville få tæsk hvis man dukker op i jakkesæt og har en anden mening, end hvad nu de mest højtråbende af aktivisterne til beboermøder har påduttet de andre (og i øvrigt synes jeg det er alt for sjældent at jeg automatisk bliver proppet med ecstacy når jeg er i byen). Selv hvis man går ind på deres arguments præmis om at ‘Ungerens’ brugere repræsenterer frisindet og alsidigheden, så føler jeg mig dybt krænket som borger i det her samfund. De er jo brand usolidariske. Ud over at Ungdomshuset ikke har skyggen af jura på deres side, så mangler jeg en forklaring på, hvorfor jeg som almindelig skatteborger, der forsøger at passe min uddannelse, mit arbejde osv. skal betale for, at en flok – for nu at benytte min specialemakkers ord – ‘forkælede og uartige børn’ skal have lov skabe sig. Hvorfor skal min kommunalskat dog gå til at betale for et gratis hus til en flok voldelige individer? Det bedste var nærmest da førnævnte Anna ligeledes udtalte:

“Vi har nogle krav til politikerne. Vi vil beholde Jagtvej 69. Vi vil have Dortheavej 63 og Brandstationen på Jagtvej 155D. Og vi vil have el, vand og varme, lød det fra Anna på 21 år til de mange journalister, fotografer og kamerafolk, der var mødt op“

Med andre ord: Først stjæler vi med fuldt overlæg noget der ikke er vores, dernæst kræver vi at få belønning fordi vi er kriminelle? Nu ved jeg godt at de unge himmelstormere næppe havde regnet med at få deres krav opfyldt, men: O RLY? Generelt må man ligeledes konkludere, at de unge mennesker er kognitivt udfordrede (statskundskab slang for: mindrebegavede), siden de ganske enkelt ikke kan forstå, at deres problemstilling er juridisk – og IKKE politisk, som de ellers konsekvent fastholder. Det er næsten synd for dem, fordi det gør bare at de aldrig kommer i nærheden af en holdbar løsning.

Endelig kan jeg ikke forstå deres helt overordnede krav om et ‘frirum’? Det er der vel ingen der har nægtet dem – det er bare ikke samfundets opgave at betale for det. Hvorfor ikke købe et selv? Måske på Lolland eller Falster, dér må de berømte 15 mio. kr. i Fonden til bevarelse af Jagtvej 69 vel nærmest kunne købe et helt lystslot, hvor de kreative unge mennesker kan boltre sig? Men ok, det er vel for langt væk fra forældrene i Charlottenlund og Rungsted?

Ganske amuserende er det dog at følge, hvordan visse i debatten forsøger at italesætte en flok kriminelle som en art frihedskæmpere, der fører en legitim kamp mod det oppressive, konforme, fremmegørende og ensrettende samfund. Den slags romantiske diskurser er ganske smukke, og at glorificere og forherlige det der reelt er tale om (afstumperede individer der er villige til at bruge vold mod uskyldige) er et gammelt retorisk trick. Eksempelerne er mange: Lige fra Savage Rose’s hyldester til Enver Hoxhas personkult i Albanien til at kalde selvmordbombere for ‘frihedskæmpere’, er det samme mekanisme: Romantificeringen af vold. Og det er måske det der egentlig driver mit egentlige problem med Ungdomshuset – hvis man dekonstruerer den sociale konstruktion de baserer deres identitet på, så kommer man i sidste ende frem til een ting: Vold. Mange er sikkert uenige med mig, heriblandt ‘ungdomsforsker’ (hvad det så end er for noget) Kevin Mogensen fra RUC. Hos DR kan man læse at:

“De unge har brug for at bestemme, hvilke typer af aktiviteter, der skal ske, og på den måde opøve sine demokratiske kompetencer”. Kevin Mogensen mener godt, at man kan se det som en sund reaktion, når unge mennesker besætter huse. “Det er en måde at få rum til at udtrykke nogle sociale og kulturelle aktiviteter, som der ellers ikke er så meget plads til i samfundet. Mange unge kan nemt komme ind i en idrætsforening eller en af de ungdomspolitiske organisationer, men det er straks sværere at få lov til at udtrykke noget, som ikke er bundet op på offentlige tilskud og faste regler”.

Uden på nogen måde at ville forklejne Kevin Mogensens sikkert ganske velmenende synspunkter, så har jeg svært ved at se hvilke ‘demokratiske kompetencer’ man opnår ved at krænke andre menneskers ejendomsret og dermed netop benytte udemokratiske midler. Ligeledes bygger hans argument på en falsk problemstilling. Der er – som nævnt – ingen der anfægter Ungdomhusets brugere ret til at leve eller udtrykke sig lige som de har lyst. Problemet opstår, når de forventer at andre mennesker skal betale for det. Det er jo dét der er stridens egentlige kerne. Mit sidste – og største O RLY? – bliver dog fremkaldt af Kevin Mogensens afsluttende ord:

Kevin Mogensen ser et stort kreativt potentiale i de såkaldt utilpassede unge, og derfor må samfundet indrettes, så de kan få lov at udfolde sig

Jeg er en varm fortaler for begrebet ‘kreativ destruktion’, men…..ærlig talt, Kevin. Du mener altså at det er samfundes indretning – og ikke de voldsforherligende individer – der skal ændre sig? Hvad skal man sige til den slags, andet end: O RLY?