Samfund

Jeg tænker en del over dette lille citat fra det i øvrigt stærkt fascinerende interview med Barack Obama:

“If we do not have the capacity to distinguish what’s true from what’s false, then by definition the marketplace of ideas doesn’t work. And by definition our democracy doesn’t work. We are entering into an epistemological crisis.”

Obama udtrykker noget af det, der bekymrer mig mest med den balkanisering/niche-fisering, som jeg helt uvidenskabeligt oplever foregår af det offentlige rum i disse år.

Udover det helt åbenlyse problem med “fake news” og disinformation via sociale medier, så er det som om at de ting, vi har til fælles på tværs af vores forskelligheder, bliver færre og færre. Hvilket måske ikke er så mærkeligt; hvis man tager hele den identitetspolitiske bølge for gode varer, så findes der jo ikke noget at være fælles om. Individet er irrelevant, der findes kun gruppeidentiteter og diskurser – og det hidtidige det-vi-er-fælles-om var udtryk for den ekskluderende majoritets undertrykkelse af minoritetsgruppernes perspektiver.

Balkaniseringen gør sig også gældende indenfor populærkulturen, hvor mainstream ikke længere rigtig findes. Det giver ikke længere at tale om årets bog, årets sommerhit, årets film, årets tv-serie, årets kunstudstilling. Det kommer jo helt an på, hvilken popkulturel niche man opholder sig i. Hvem er de forfattere, billedkunstnere, musikere, filmskabere, skuespillere, som alle – ikke kun dem som du og din generation kender, men også din bedstemor og dumme onkel – kender, og har en eller anden form for mening om? Den type spørgsmål gav mening op til engang i 90’erne, men er i dag er de meningsløse at stille. Vi har jo ikke længere en fælles kulturel sfære.

Vi står med andre ord på tærsklen til en både epistemologisk og ontologisk krise.

Det bliver et af de helt store samfundsprojekter i de kommende år at genskabe, nyfortolke eller i hvert fald reformulere det, vi på tværs af køn, etnicitet, religion, seksualitet, politik etc. er fælles om og regner som sandt, ægte og godt.  Tilliden til det almenmenneskelige fællesskab skal tilbage. Det kræver mere end vamle og hule statsministertaler om ‘sammenhold’ og fællessang på DR. Hvordan det skal ske ved jeg ikke, da jeg vanen tro er bedre til at stille diagnosen end at formulere kuren. Men noget er vi nødt til at gøre.

Med jævne mellemrum slår behjertigede mennesker alarm. Nu er seksualiseringen af samfundet gået for vidt. Pornoficeringen har taget overhånd. I reklamerne tingsliggøres kvindekroppen. Ungdommen forråes. De unge mænd kan ikke skelne mellem virkeligheden og hvad de ser på nettets mere gustne sider. Teenagepiger tvinges til et sexliv, de i virkeligheden ikke ønsker. I reality-tv programmerne kaster unge kåde mennesker sig selv i grams på de mest nedværdigende måder. Tilfældene af gonoré og klamydia stiger, fortalte en overlæge ved Statens Serum Institut til Politiken i 2009, fordi: ”De unge har tidligere seksualdebut, fører et mere promiskuøst sexliv med skiftende partnere og i stor udstrækning undlader at bruge kondomer”. Alt imens argumenterer David Cameron i England for, at ’overseksualisering’ er skyld i et stigende tal for voldtægter og teenagegraviditeter. Verden er, med andre ord, af lave.

Er billedet retvisende? Det får vi nok aldrig et entydigt svar på, selvom mange sikkert har stærke meninger herom.

Det spørgsmål ingen stiller er imidlertid: Hvad hvis det forholdt sig omvendt? Hvad hvis vi levede i et underseksualiseret samfund? Hvilket type samfund ville det være? Er det ønskværdigt?

Heldigvis kan vi få stillet vores nysgerrighed. Lad os tage til Japan, et land, hvor en tredjedel af mænd mellem 16 og 19 år ifølge en nylig meningsmåling fra den japanske regering er uinteresserede i sex (det tilsvarende tal for kvinder mellem 16 og 19 år var 59 pct.). Hvor over 50 pct. af de unge kvinder ikke dater. Hvor andelen af befolkningen over 65 år er den højeste i verden (23,1 pct.). Hvor salget af bleer til voksne er større end salget af bleer til børn. Hvor der i 2011 døde 204.000 flere, end der blev født. Hvor befolkningsfremskrivningerne viser et fald på 47 mio. mennesker i år 2100.

Da jeg var i Japan i 2005, blev jeg slået af fraværet af seksualiserede reklamer i gadebilledet. Det kan selvfølgelig havde ændret sig siden da, men jeg tvivler. Japanerne har slet ikke tid til at gå op i sex – og det sælger tilsyneladende heller ikke i reklamer. De skal nemlig arbejde, gerne meget og gerne længe. Bevares, den japanske regering har ganske vist forsøgt sig med en kampagne, der opfordrer virksomhederne til at lade medarbejderne gå hjem kl. 18 for at være sammen med familien. Indtil videre dog uden den store succes. Vil du opretholde status i et af verdens dyreste samfund, så arbejder du. Karriere prioriteres over familie.

Hvad med de unge japanere? Hvorfor gider de ikke sex? Den kulturelle forklaring i japanske medier er, at det især skyldes de såkaldte ’soshoku danshi’ (eller ‘planteædende mænd’), som forsager ‘kødets lyster’ og traditional maskulinitet. De søger hverken kærester eller koner, men går mere op i sig selv, deres udseende, deres manga tegneserier, socialisering på internettet og i computerspil. Stillet overfor ubønhørlige krav fra uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet, melder de sig ud af ræset. Kvinder er simpelthen alt for besværlige at få passet ind i tilværelsen. Tilsvarende gider de japanske kvinder heller ikke være sammen med sådan en flok hængehoveder.

‘Planteæderne’ muligvis er et meget specifikt og ret eksotisk japansk fænomen. Vi kan næppe overføre erfaringerne fra det aseksuelle Japan direkte til danske forhold. Vores udgangspunkt var jo – som debatten ovenfor antyder – nok heller ikke for lidt seksualisering til at begynde med. Og så alligevel. For der er utvetydige lighedspunkter mellem Danmark og Japan.

Eksempelvis er er den demografiske udvikling slet ikke unik for Japan. Fertilitetsraten i Japan er på 1,27, hvilket ikke er meget lavere end i lande som Tyskland, Rusland, Tjekkiet, Estland og Italien. Endelig hører det med til historien, at Japan har været i permanent lav vækst tilstand siden begyndelsen af 1990’erne.

Så tænk engang over det.

Hvordan vil fremtidens Danmark se ud? Vores fertilitetsrate er ikke meget højere end i ovennævnte lande. Her midt i den tilsyneladende endeløse recession, har vi udsigt til lav vækst så langt øjet rækker. Hvordan vil det spille ind på det, vi kan kalde ‘den kulturelle seksualisering’ herhjemme?

Vil den påståede ‘pornoficering af samfundet’ også være et problem om ti-tyve år i et aldrende Danmark, hvor blandt andet min generation omkring de 30 år, kan forvente at skulle arbejde mere, betale mere i skat og få skåret i børnepasningen – altsammen for at finansiere plejen af den frisindede og velfærdsmaksimerende generation fra 1968?

Får vi overhovedet tid og overskud til at gå op i sex? Gør mine kommende børn? Når det allerede i dag er vanskeligt for mange at få karriere, forhold og børn til at hænge sammen?

Eller er debatten om overseksualisering af samfundet i virkeligheden en luksusdebat ført af folk med for god tid i et forkælet lille land, hvor vi gerne ynder at beskue os selv godt og grundigt i navlen, alt imens vi ikke forholder os til de reelle udfordringer, vi som samfund står overfor? Nemlig at vores velfærdsstatsmodel på sigt er vanskelig at finansiere, at vi ikke kan slippe afsted med vores nuværende lave produktivitet og at vi set fra samfundets side har udsigt til alt, alt for lidt sex?

Forstå mig ret. Jeg negligerer ikke, at der er nogle reelle problemstillinger forbundet med en overseksualisering af samfundet. Når jeg ser de forskruede ting der foregår i tv-udsendelser som  ‘Paradise Hotel’, så spekulerer jeg da også over, hvilken moralsk deroute samfundet er ude i.

Min påstand er imidlertid, at overseksualisering grundlæggende ikke er et problem i fremtidens Danmark, tværtimod.

Med vores demografiske og økonomiske fremtidsudsigter, kommer vi til at kæmpe benhårdt for ikke at ende som Japan. Vi kommer til at indføre politikker, som gør det attraktivt for folk at stifte familie – alt imens vi stadig balancerer det med at skabe rum for deres karriere. Vi kommer til at åbne op for kvalificeret arbejdskraft udefra. Vi kommer til at føre en visionær uddannelsespolitik, så fremtidens arbejdskraft bliver mere produktiv. Vi kommer til at reformere vores pensionsmodel, så finansieringsbyrden bliver mere udholdelig. Vores politikere kommer samlet set til at træffe nogle uhyre svære valg for at bevare et dynamisk samfund.

Men vigtigst af alt, så kommer vi på det almenmenneskelige niveau til at prioritere hinanden og vores samliv. Vi skal som civilsamfund finde den ‘seksualiserede balance’. Uagtet hvor lummer og afsporet den er, så er det ikke ‘Paradise Hotel’-mentaliteten, der på sigt er problemet. Det er dens modsætning: Afseksualiseringen af samfundet.

Ovenpå nytårets royale kvababbelser omkring klimaet, kan Ritzau i dag berette at vores dygtige, veltalende og enestående talentfulde guitarspiller af en kronprins nu skal have intet mindre end en’ spindoktor’:

Ifølge mandagens udgave af B.T. skal kronprins Frederik snart have en spindoktor på lønningslisten. Det sker for at styrke kronprinsens i dennes eventuelle nye arbejde som Danmarks repræsentant i den internationale olympiske komité, IOC. ‘Det er korrekt, at der er overvejelser om på den ene eller anden måde at tilknytte en ekspertise på det område’, siger kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, til avisen.

At dømme ud fra denne lille sekvens fra Jyllands-Postens besøg ved den såkaldte Sportsgalla 2007 i Herning, så virker det nu ellers ikke som om at den classy og stilfulde kronprins på nogen som helst måde har brug for den slags:

Lørdag aften og nat festede en række danske sportsstjerner sammen med 1.500 andre VIP-gæster ved Sport 2007 i Herning. Her kommer lidt sladder om alle de kendte og alle os, der gerne vil mænge os med dem. Triatleten Rasmus Henning lever ikke af kildevand alene, der er absolut også kærlighed med i spillet. Han sad og nussede kæresten under det lange show. Tennisspilleren Kenneth Carlsen er en blød mand, han fik blanke øjne under showet. Bokseren Brian Nielsen råbte højest under opvarmningen, men nej, han kom ikke i hvide tennissokker til det sorte jakkesæt. Kronprinsen sendte sms’er undervejs, selvom det var et tv-liveshow.

…….og således fik vi tilbagevist samtlige anklager mod kronprinsen omkring umodenhed, upassende opførsel og manglende klasse. Denne storslåede kommunikator og gentleman får INGEN problemer med at repræsentere Danmark i den korrupte, sammenspiste og lummer-adelige snakkeklub de kalder for den internationale olympiske komité.

Det er næppe undgået nogens opmærksomhed at politiet ryddede Jagtvej 69 igår. Nørrebro blev derefter atter scene for diverse optøjer og uroligheder. Det var ikke en køn omgang. Jeg har tidligere diverteret med mine synspunkter omkring hele affæren, og har ikke grundlæggende ændret holdninger siden. I al min forstokkede konservatisme finder jeg det f.eks. svært paradoksalt, at den såkaldte ‘Forældre mod politibrutalitet’ gruppe ikke er imploderet i sin egen skrigende selvmodsigenhed. En talskvinde, Anne Eltard, bliver citeret af Ritzau:

“Politiet er blevet rost for håndteringen af voldsomhederne, men Anne Eltard er ikke tilfreds. Hun kalder politiets adfærd for uhensigtsmæssig.

– De var med til at stresse situationen yderligere, og det var meget ubehageligt, at de brugte Hollændervogne til at køre ind i demonstranter, lyder vurderingen fra Eltard, der har en datter, som er aktiv i Ungdomshuset.

Hun kan blandt andet berette om en 13-årig dreng, som blev slået i ansigtet med en knippel. Og om en anden ung mand, der blev slået i baghovedet og blødte ud af næsen.”

Nuvel, jeg er fuldt ud enig i at det ikke er hensigtsmæssigt når den udøvende magt anvender magt på uretmæssig måde – og det er kanske muligt at det er sket i de beskrevne situationer. MEN – og det er et meget stort men – hvad i alverden laver 13 årige drenge på gaden i kamp med politiet? Hvorfor er det at disse bekymrede og empatiske forældre ikke holder deres børn hjemme fra gadekampene, når de nu er så bekymrede for den påståede politibrutalitet? Er det fordi de forsøger at udleve en eller anden drøm fra deres egen ungdom om at gøre oprør? Hvordan kan man som forældre acceptere af ens børn deltager i den slags optøjer? Er man da fuldstændig blind for at ens børn lever noget kriminelt og at politiet blot gør deres job? Synes man det er sært at politiet ‘stresser situationen’ når de bliver bombarderet med brosten, flasker og andre ubehageligheder? Der er fra min synsvinkel tale om eklatant svigt fra ovennævnte forældrenes side: Vær dog jeres opgave voksen og sæt grænser for de børn. Måske jeg skulle danne min egen lille gruppe: ‘Vrede unge mænd/kvinder imod svigt fra voldsforherligende forældre til brugere af Jagtvej 69’?

Endelig vil jeg gerne gentage mine pointer fra december. Jeg synes det er helt i orden og legitimt at indrette sig på anden måde end min egen småborgerlige, konforme og regelrette tilværelse. Ja, i mine svage stunder kan jeg endda ligefrem sætte pris på forskellighed, pluralisme og mennesker der tænker anderledes end jeg selv. Og selvom jeg synes punk, emo og diverse former for metal musik er afskyelige, så synes jeg da bestemt at der skal være en scene for de genrer også. Med andre ord: Jeg anerkender fuldt ud Ungdomshusets brugeres livsstil, på samme måde som jeg også – hårdt presset – mener at Richard Ragnvald og/eller Lars Lilholt fans har en berettiget plads i samfundet. Med andre ord er det ikke et spørgsmål om subkulturens eksistens – men derimod om dens finansiering. Jeg kan nemlig ganske enkelt ikke forstå hvorfor det dog skulle være en offentlig opgave at finansiere den slags. Hvorfor skal mine skattepenge gå til at forære en række individer et gratis hus? Køb dog et selv – så kan de udleve deres levevis ligeså tosset de vil. Jeg bryder mig mildt sagt ikke om Faderhuset (eller hvad det nu end er den sekt hedder), men jeg kan blot notere mig at de har købt og betalt Jagtvej 69. Derfor er der ikke mere at diskutere, brugerne af ungdomshuset skulle ud. Brugerne af ungdomshuset havde taget noget der ikke var deres og det skal man ikke belønnes for. At man så reagerer som man gør – med vold og ballade – gør absolut ikke ens sag mere legitim.

Man må håbe at den meget omtalt fond nu kan finde en passende ejendom til ungdomshusets brugere. De vil sikkert opnå meget mere respekt og almindelig opbakning hvis de køber noget selv – og ikke tror de skal belønnes for at stjæle.

PS. Som en lille tankevækker ift. danske mediers hysteriske dækning af forløbet igår (eftersigende 150 journalister på gaden!), kan jeg nævne at fem mennesker døde og ti blev såret, da en bilbombe ramte et bryllupsoptog i Falluja. Den slags sætter ligesom en række individers stenkasteri på Nørrebro lidt i perspektiv.