Med jævne mellemrum slår behjertigede mennesker alarm. Nu er seksualiseringen af samfundet gået for vidt. Pornoficeringen har taget overhånd. I reklamerne tingsliggøres kvindekroppen. Ungdommen forråes. De unge mænd kan ikke skelne mellem virkeligheden og hvad de ser på nettets mere gustne sider. Teenagepiger tvinges til et sexliv, de i virkeligheden ikke ønsker. I reality-tv programmerne kaster unge kåde mennesker sig selv i grams på de mest nedværdigende måder. Tilfældene af gonoré og klamydia stiger, fortalte en overlæge ved Statens Serum Institut til Politiken i 2009, fordi: ”De unge har tidligere seksualdebut, fører et mere promiskuøst sexliv med skiftende partnere og i stor udstrækning undlader at bruge kondomer”. Alt imens argumenterer David Cameron i England for, at ’overseksualisering’ er skyld i et stigende tal for voldtægter og teenagegraviditeter. Verden er, med andre ord, af lave.
Er billedet retvisende? Det får vi nok aldrig et entydigt svar på, selvom mange sikkert har stærke meninger herom.
Det spørgsmål ingen stiller er imidlertid: Hvad hvis det forholdt sig omvendt? Hvad hvis vi levede i et underseksualiseret samfund? Hvilket type samfund ville det være? Er det ønskværdigt?
Heldigvis kan vi få stillet vores nysgerrighed. Lad os tage til Japan, et land, hvor en tredjedel af mænd mellem 16 og 19 år ifølge en nylig meningsmåling fra den japanske regering er uinteresserede i sex (det tilsvarende tal for kvinder mellem 16 og 19 år var 59 pct.). Hvor over 50 pct. af de unge kvinder ikke dater. Hvor andelen af befolkningen over 65 år er den højeste i verden (23,1 pct.). Hvor salget af bleer til voksne er større end salget af bleer til børn. Hvor der i 2011 døde 204.000 flere, end der blev født. Hvor befolkningsfremskrivningerne viser et fald på 47 mio. mennesker i år 2100.
Da jeg var i Japan i 2005, blev jeg slået af fraværet af seksualiserede reklamer i gadebilledet. Det kan selvfølgelig havde ændret sig siden da, men jeg tvivler. Japanerne har slet ikke tid til at gå op i sex – og det sælger tilsyneladende heller ikke i reklamer. De skal nemlig arbejde, gerne meget og gerne længe. Bevares, den japanske regering har ganske vist forsøgt sig med en kampagne, der opfordrer virksomhederne til at lade medarbejderne gå hjem kl. 18 for at være sammen med familien. Indtil videre dog uden den store succes. Vil du opretholde status i et af verdens dyreste samfund, så arbejder du. Karriere prioriteres over familie.
Hvad med de unge japanere? Hvorfor gider de ikke sex? Den kulturelle forklaring i japanske medier er, at det især skyldes de såkaldte ’soshoku danshi’ (eller ‘planteædende mænd’), som forsager ‘kødets lyster’ og traditional maskulinitet. De søger hverken kærester eller koner, men går mere op i sig selv, deres udseende, deres manga tegneserier, socialisering på internettet og i computerspil. Stillet overfor ubønhørlige krav fra uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet, melder de sig ud af ræset. Kvinder er simpelthen alt for besværlige at få passet ind i tilværelsen. Tilsvarende gider de japanske kvinder heller ikke være sammen med sådan en flok hængehoveder.
‘Planteæderne’ muligvis er et meget specifikt og ret eksotisk japansk fænomen. Vi kan næppe overføre erfaringerne fra det aseksuelle Japan direkte til danske forhold. Vores udgangspunkt var jo – som debatten ovenfor antyder – nok heller ikke for lidt seksualisering til at begynde med. Og så alligevel. For der er utvetydige lighedspunkter mellem Danmark og Japan.
Eksempelvis er er den demografiske udvikling slet ikke unik for Japan. Fertilitetsraten i Japan er på 1,27, hvilket ikke er meget lavere end i lande som Tyskland, Rusland, Tjekkiet, Estland og Italien. Endelig hører det med til historien, at Japan har været i permanent lav vækst tilstand siden begyndelsen af 1990’erne.
Så tænk engang over det.
Hvordan vil fremtidens Danmark se ud? Vores fertilitetsrate er ikke meget højere end i ovennævnte lande. Her midt i den tilsyneladende endeløse recession, har vi udsigt til lav vækst så langt øjet rækker. Hvordan vil det spille ind på det, vi kan kalde ‘den kulturelle seksualisering’ herhjemme?
Vil den påståede ‘pornoficering af samfundet’ også være et problem om ti-tyve år i et aldrende Danmark, hvor blandt andet min generation omkring de 30 år, kan forvente at skulle arbejde mere, betale mere i skat og få skåret i børnepasningen – altsammen for at finansiere plejen af den frisindede og velfærdsmaksimerende generation fra 1968?
Får vi overhovedet tid og overskud til at gå op i sex? Gør mine kommende børn? Når det allerede i dag er vanskeligt for mange at få karriere, forhold og børn til at hænge sammen?
Eller er debatten om overseksualisering af samfundet i virkeligheden en luksusdebat ført af folk med for god tid i et forkælet lille land, hvor vi gerne ynder at beskue os selv godt og grundigt i navlen, alt imens vi ikke forholder os til de reelle udfordringer, vi som samfund står overfor? Nemlig at vores velfærdsstatsmodel på sigt er vanskelig at finansiere, at vi ikke kan slippe afsted med vores nuværende lave produktivitet og at vi set fra samfundets side har udsigt til alt, alt for lidt sex?
Forstå mig ret. Jeg negligerer ikke, at der er nogle reelle problemstillinger forbundet med en overseksualisering af samfundet. Når jeg ser de forskruede ting der foregår i tv-udsendelser som ‘Paradise Hotel’, så spekulerer jeg da også over, hvilken moralsk deroute samfundet er ude i.
Min påstand er imidlertid, at overseksualisering grundlæggende ikke er et problem i fremtidens Danmark, tværtimod.
Med vores demografiske og økonomiske fremtidsudsigter, kommer vi til at kæmpe benhårdt for ikke at ende som Japan. Vi kommer til at indføre politikker, som gør det attraktivt for folk at stifte familie – alt imens vi stadig balancerer det med at skabe rum for deres karriere. Vi kommer til at åbne op for kvalificeret arbejdskraft udefra. Vi kommer til at føre en visionær uddannelsespolitik, så fremtidens arbejdskraft bliver mere produktiv. Vi kommer til at reformere vores pensionsmodel, så finansieringsbyrden bliver mere udholdelig. Vores politikere kommer samlet set til at træffe nogle uhyre svære valg for at bevare et dynamisk samfund.
Men vigtigst af alt, så kommer vi på det almenmenneskelige niveau til at prioritere hinanden og vores samliv. Vi skal som civilsamfund finde den ‘seksualiserede balance’. Uagtet hvor lummer og afsporet den er, så er det ikke ‘Paradise Hotel’-mentaliteten, der på sigt er problemet. Det er dens modsætning: Afseksualiseringen af samfundet.