Nyt oplysningstidsprojekt

Jeg tænker en del over dette lille citat fra det i øvrigt stærkt fascinerende interview med Barack Obama:

“If we do not have the capacity to distinguish what’s true from what’s false, then by definition the marketplace of ideas doesn’t work. And by definition our democracy doesn’t work. We are entering into an epistemological crisis.”

Obama udtrykker noget af det, der bekymrer mig mest med den balkanisering/niche-fisering, som jeg helt uvidenskabeligt oplever foregår af det offentlige rum i disse år.

Udover det helt åbenlyse problem med “fake news” og disinformation via sociale medier, så er det som om at de ting, vi har til fælles på tværs af vores forskelligheder, bliver færre og færre. Hvilket måske ikke er så mærkeligt; hvis man tager hele den identitetspolitiske bølge for gode varer, så findes der jo ikke noget at være fælles om. Individet er irrelevant, der findes kun gruppeidentiteter og diskurser – og det hidtidige det-vi-er-fælles-om var udtryk for den ekskluderende majoritets undertrykkelse af minoritetsgruppernes perspektiver.

Balkaniseringen gør sig også gældende indenfor populærkulturen, hvor mainstream ikke længere rigtig findes. Det giver ikke længere at tale om årets bog, årets sommerhit, årets film, årets tv-serie, årets kunstudstilling. Det kommer jo helt an på, hvilken popkulturel niche man opholder sig i. Hvem er de forfattere, billedkunstnere, musikere, filmskabere, skuespillere, som alle – ikke kun dem som du og din generation kender, men også din bedstemor og dumme onkel – kender, og har en eller anden form for mening om? Den type spørgsmål gav mening op til engang i 90’erne, men er i dag er de meningsløse at stille. Vi har jo ikke længere en fælles kulturel sfære.

Vi står med andre ord på tærsklen til en både epistemologisk og ontologisk krise.

Det bliver et af de helt store samfundsprojekter i de kommende år at genskabe, nyfortolke eller i hvert fald reformulere det, vi på tværs af køn, etnicitet, religion, seksualitet, politik etc. er fælles om og regner som sandt, ægte og godt.  Tilliden til det almenmenneskelige fællesskab skal tilbage. Det kræver mere end vamle og hule statsministertaler om ‘sammenhold’ og fællessang på DR. Hvordan det skal ske ved jeg ikke, da jeg vanen tro er bedre til at stille diagnosen end at formulere kuren. Men noget er vi nødt til at gøre.

Ross Douthat – ‘The Decadent Society’

Det tog lidt tid før jeg kom i gang med den, men Ross Douthat ‘The Decadent Society’ er klart en af de mest intellektuelt stimulerende samfundskritikker jeg har læst i lang tid. Bogen udkom før COVID-19 tittede forbi, men dens analyse af en intellektuelt, økonomisk, politisk og kulturelt stagnerende vestlig verden vækker genklang hos mig.

The decadent society 9781476785240 hr

Douthat er bedre til at analysere, dekonstruere og kritisere end han er til at anvise løsninger. Det er dog karaktertræk jeg til overflod deler med ham, så det vil jeg ikke lægge ham til last. Man skal læse bogen for dens indsigtsfulde og tankevækkende analyse af vores samtid, og jeg er meget enig i de positive anmeldelser. Den fortjener at blive læst.

Extreme Economies

Nu hulkede jeg jo forleden helt uklædeligt over min manglende evne til at læse fagbøger på en rationel måde. Så egentlig burde jeg vel applaudere Richard Davies for at hans ‘Extreme Economies: Survival. Failure. Future – Lessons from the World’s Limits’ mest af alt er en samling af essays, snarere end en sammenhængende bog. Det gør det alt andet lige nemmere at finde ud af hvilke dele af teksten, det giver mening for en at læse.

Men selvom Davies’ idé – at udforske de mest yderligtgående økonomiske cases for at opnå generel læring – er interessant, så er den røde tråd mellem hans cases ikke helt så stærk og sammenhængende, som jeg kunne ønske mig. Hans afsluttende konklusion (at verden vil blive aldrende som Akita i Japan, automatiseret som Tallinn, ulige som Santiago de Chile) overbeviser mig ikke, og i sidste ende er jeg efter bogens slutning samlet set lidt … utilfredsstillet.

Men ret skal være ret: flere af hans cases er voldsomt spændende. Det var især inspirerende at læse om konsekvenserne af den sindssyge byplanlægning i Glasgow i 1960’erne. Det samme var det at lære mere om den måde, som den kleptokratiske og dysfunktionelle stat ødelægger Kinshasa. Begge afsnit mindede mig om de bedste dele af ‘Seeing Like a State’, hvilket fik mig til at klukke fornøjet.

På det lidt mere kuriøse plan var det også underholdende at læse om fængselsøkonomien i ‘Angola’ i Louisiana, både den formelle og uformelle. Vidste I eksempelvis, at fængslerne helt åbent er delvist finansieret af at sælge de produkter, som fangerne laver under forhold, der bedst kan betegnes som slaveagtige? Og at fængslets afsætningsvirksomhed hedder noget så charmerende som ‘Prison Enterprises’? Hvis I er interesserede, så kan varerne bestilles på deres hjemmeside.

Kørt fast i dyster læsning

Er gået en anelse i stå i min faglitterære læsning. Kan ikke for alvor få gjort noget ved de bøger, der efterhånden har givet mig dårlig samvittighed siden begyndelsen af december.

Ivan Krastev & Stephen Holmes ‘The Light that Failed’ er ellers i udgangspunktet lige noget for mig. Et politologisk-historisk tilbageblik på seneste 30 år siden Murens fald. Mmmm. Tilmed med et særligt fokus på udviklingen i de central- og østeuropæiske lande. Altså, Sofisten anno 2006 ville slet ikke kunne være i sig selv ved den beskrivelse. Sofisten anno 2020 har dog noget nemmere ved at holde begejstringen i ro. Ikke at det er en uinteressant eller dårligt skrevet bog. Tværtimod har de 20 sider jeg indtil videre har læst været både begavede, indsigtsfulde og tankevækkende. Men … de har også været nedslående. På det personlige plan er jeg hvis ikke oprørt, så dog fundamentalt deprimeret over at tingene gik som de gik. At verden ikke er et bedre sted. At håbene fra dengang om frihed løb ud i sandet. Og at vi kigger ind i en fremtid, der ikke virker lovende for mine børn. Så måske det snarere er mig – og ikke Krastev & Holmes – den er gal med. Bogen er jeg i hvert fald gået i stå i.

Eric Kaufmanns kontroversielle ‘Whiteshift’ var på mange must-read lister sidste år. Det forstår jeg egentlig godt, men jeg er her efter halvanden måned ikke helt mentalt klar på 580 sider om den samfundsmæssige betydning af at hvide indenfor de næste årtier ikke længere er i majoriteten i den vestlige verden. Måske der er emnet, måske det er de mange tætskrevne sider med lille skriftstørrelse, der hæmmer mig. Uanset forklaringen, så kommer jeg ikke videre i den.

Endelig gav mine forældre mig Rune Lykkebergs ‘Vesten mod Vesten’ i fødselsdagsgave. Endnu en bog der kredsen om krisen i de vestlige liberale demokratier, man aner efterhånden et mønster. Jeg burde se at få den læst, men Lykkeberg som skribent er begyndt at irritere mig. Første gang han tilbage i begyndelsen af 10’erne lavede sit ‘jeg fortolker samtiden ved at analysere popkultur og løfte det (for) højt op i Informations-klummeskribent niveau’-stunt syntes jeg det var vældig fornøjeligt og begavet. Her i mit midaldrende tusmørke virker det imidlertid mere selvsmagende og trættende. Nej, Lykkeberg, ærligt talt, ‘Hunger Games’-bøgerne er ikke for mig de primære kilder til at forstå den vestlige verdens dekadente forfald. Så jeg går i stå, hvilket frustrerer mit ego og giver mig dårlig samvittighed. Jeg vil jo så gerne være en god søn og læse de gaver, jeg får af mine forældre.

Løsningen på det hele? Det er selvsagt den nye flok bøger, jeg har til aften har bestilt på Amazon. Intet løser en læsekrise som at tilføje nye bøger i stakken!

Det afseksualiserede samfund

Med jævne mellemrum slår behjertigede mennesker alarm. Nu er seksualiseringen af samfundet gået for vidt. Pornoficeringen har taget overhånd. I reklamerne tingsliggøres kvindekroppen. Ungdommen forråes. De unge mænd kan ikke skelne mellem virkeligheden og hvad de ser på nettets mere gustne sider. Teenagepiger tvinges til et sexliv, de i virkeligheden ikke ønsker. I reality-tv programmerne kaster unge kåde mennesker sig selv i grams på de mest nedværdigende måder. Tilfældene af gonoré og klamydia stiger, fortalte en overlæge ved Statens Serum Institut til Politiken i 2009, fordi: ”De unge har tidligere seksualdebut, fører et mere promiskuøst sexliv med skiftende partnere og i stor udstrækning undlader at bruge kondomer”. Alt imens argumenterer David Cameron i England for, at ’overseksualisering’ er skyld i et stigende tal for voldtægter og teenagegraviditeter. Verden er, med andre ord, af lave.

Er billedet retvisende? Det får vi nok aldrig et entydigt svar på, selvom mange sikkert har stærke meninger herom.

Det spørgsmål ingen stiller er imidlertid: Hvad hvis det forholdt sig omvendt? Hvad hvis vi levede i et underseksualiseret samfund? Hvilket type samfund ville det være? Er det ønskværdigt?

Heldigvis kan vi få stillet vores nysgerrighed. Lad os tage til Japan, et land, hvor en tredjedel af mænd mellem 16 og 19 år ifølge en nylig meningsmåling fra den japanske regering er uinteresserede i sex (det tilsvarende tal for kvinder mellem 16 og 19 år var 59 pct.). Hvor over 50 pct. af de unge kvinder ikke dater. Hvor andelen af befolkningen over 65 år er den højeste i verden (23,1 pct.). Hvor salget af bleer til voksne er større end salget af bleer til børn. Hvor der i 2011 døde 204.000 flere, end der blev født. Hvor befolkningsfremskrivningerne viser et fald på 47 mio. mennesker i år 2100.

Da jeg var i Japan i 2005, blev jeg slået af fraværet af seksualiserede reklamer i gadebilledet. Det kan selvfølgelig havde ændret sig siden da, men jeg tvivler. Japanerne har slet ikke tid til at gå op i sex – og det sælger tilsyneladende heller ikke i reklamer. De skal nemlig arbejde, gerne meget og gerne længe. Bevares, den japanske regering har ganske vist forsøgt sig med en kampagne, der opfordrer virksomhederne til at lade medarbejderne gå hjem kl. 18 for at være sammen med familien. Indtil videre dog uden den store succes. Vil du opretholde status i et af verdens dyreste samfund, så arbejder du. Karriere prioriteres over familie.

Hvad med de unge japanere? Hvorfor gider de ikke sex? Den kulturelle forklaring i japanske medier er, at det især skyldes de såkaldte ’soshoku danshi’ (eller ‘planteædende mænd’), som forsager ‘kødets lyster’ og traditional maskulinitet. De søger hverken kærester eller koner, men går mere op i sig selv, deres udseende, deres manga tegneserier, socialisering på internettet og i computerspil. Stillet overfor ubønhørlige krav fra uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet, melder de sig ud af ræset. Kvinder er simpelthen alt for besværlige at få passet ind i tilværelsen. Tilsvarende gider de japanske kvinder heller ikke være sammen med sådan en flok hængehoveder.

‘Planteæderne’ muligvis er et meget specifikt og ret eksotisk japansk fænomen. Vi kan næppe overføre erfaringerne fra det aseksuelle Japan direkte til danske forhold. Vores udgangspunkt var jo – som debatten ovenfor antyder – nok heller ikke for lidt seksualisering til at begynde med. Og så alligevel. For der er utvetydige lighedspunkter mellem Danmark og Japan.

Eksempelvis er er den demografiske udvikling slet ikke unik for Japan. Fertilitetsraten i Japan er på 1,27, hvilket ikke er meget lavere end i lande som Tyskland, Rusland, Tjekkiet, Estland og Italien. Endelig hører det med til historien, at Japan har været i permanent lav vækst tilstand siden begyndelsen af 1990’erne.

Så tænk engang over det.

Hvordan vil fremtidens Danmark se ud? Vores fertilitetsrate er ikke meget højere end i ovennævnte lande. Her midt i den tilsyneladende endeløse recession, har vi udsigt til lav vækst så langt øjet rækker. Hvordan vil det spille ind på det, vi kan kalde ‘den kulturelle seksualisering’ herhjemme?

Vil den påståede ‘pornoficering af samfundet’ også være et problem om ti-tyve år i et aldrende Danmark, hvor blandt andet min generation omkring de 30 år, kan forvente at skulle arbejde mere, betale mere i skat og få skåret i børnepasningen – altsammen for at finansiere plejen af den frisindede og velfærdsmaksimerende generation fra 1968?

Får vi overhovedet tid og overskud til at gå op i sex? Gør mine kommende børn? Når det allerede i dag er vanskeligt for mange at få karriere, forhold og børn til at hænge sammen?

Eller er debatten om overseksualisering af samfundet i virkeligheden en luksusdebat ført af folk med for god tid i et forkælet lille land, hvor vi gerne ynder at beskue os selv godt og grundigt i navlen, alt imens vi ikke forholder os til de reelle udfordringer, vi som samfund står overfor? Nemlig at vores velfærdsstatsmodel på sigt er vanskelig at finansiere, at vi ikke kan slippe afsted med vores nuværende lave produktivitet og at vi set fra samfundets side har udsigt til alt, alt for lidt sex?

Forstå mig ret. Jeg negligerer ikke, at der er nogle reelle problemstillinger forbundet med en overseksualisering af samfundet. Når jeg ser de forskruede ting der foregår i tv-udsendelser som  ‘Paradise Hotel’, så spekulerer jeg da også over, hvilken moralsk deroute samfundet er ude i.

Min påstand er imidlertid, at overseksualisering grundlæggende ikke er et problem i fremtidens Danmark, tværtimod.

Med vores demografiske og økonomiske fremtidsudsigter, kommer vi til at kæmpe benhårdt for ikke at ende som Japan. Vi kommer til at indføre politikker, som gør det attraktivt for folk at stifte familie – alt imens vi stadig balancerer det med at skabe rum for deres karriere. Vi kommer til at åbne op for kvalificeret arbejdskraft udefra. Vi kommer til at føre en visionær uddannelsespolitik, så fremtidens arbejdskraft bliver mere produktiv. Vi kommer til at reformere vores pensionsmodel, så finansieringsbyrden bliver mere udholdelig. Vores politikere kommer samlet set til at træffe nogle uhyre svære valg for at bevare et dynamisk samfund.

Men vigtigst af alt, så kommer vi på det almenmenneskelige niveau til at prioritere hinanden og vores samliv. Vi skal som civilsamfund finde den ‘seksualiserede balance’. Uagtet hvor lummer og afsporet den er, så er det ikke ‘Paradise Hotel’-mentaliteten, der på sigt er problemet. Det er dens modsætning: Afseksualiseringen af samfundet.

Dagens pensum

‘Från yrkesmilitär till fängelserektor’ (Lærarnas Nyheter)

En aldeles fremragende profil af Den Bedre Halvdels morbror, der er rektor for gymnasieuddannelsen inden for den svenske Kriminalforsorg. Berto er et af de mest interessante og komplekse mennesker jeg kender. Vi er ikke altid enige, men han er i stand til at sige tingene ret skarpt – og han har hjertet på rette sted:

Men det är framför allt känslan av att göra något viktigt som får honom att vilja stanna kvar.

– Det kan låta präktigt, men att få ge Kenta och Stoffe en utbildning – det gör mig glad. Som lärare kan man jobba på Lundsberg, eller så kan man jobba inom Kriminalvården. Jag älskar ju det här jobbet. Det är guld att hjälpa dem som är längst ner på samhällsskalan.

Känns det pretentiöst att säga så?

– Ja, det gör det! Det är ju därför jag viskar det!

Men ändå är det precis det som det handlar om.

– Vi ser tidningsrubrikerna och alla kan vi skriva under på att det de gjorde var förkastligt, så beter man sig inte. Men låt vatten rinna under broarna … och fram träder en människa. Tjejerna på Färingsöanstalten har begått brott men de har också haft en taskig uppväxt och har ofta pojkvänner som inte är av denna världen. Fram träder en människa!

 

‘The Villain’ (The Atlantic)

I min verden er den amerikanske centralbankdirektør, Ben Barnanke, lidt af en helt. The Atlantics lange, men sindssvagt interessante, portrætartikel understreger blot det indtryk. Ikke alle er enige med mig:

Bernanke is bothered by attacks that seem to be little more than smears; conversely, he is buoyed when strangers stop him in airports to offer an encouraging word. Rising to his own defense, he told me, “I would argue that everything we have done has been in the interest of the American public and, broadly, of the global economy. A lot of people get that.” (Privately, Bernanke and Timothy Geithner, the treasury secretary, have shared mutual wonder that the financial rescue, which they consider a success, has been so widely panned. Geithner told me that recently, when he informed Bernanke that yet another officeholder had asked for each of their resignations, Bernanke wryly quipped, “Well, that’s a step up from being accused of treason.”)

‘Money Pol: Does Mitt Romney Really Love You?’ (The New Yorker)

Egentlig en småperfid boganmeldelse af en portrætbog om Romney, der udarter sig til en standard se-hvor-fanatisk-og-afsporet-det-republikanske-parti-er-blevet. Men artiklen rummer en fin-fin indledning:

Once, when winters were cold and the world seemed large, creatures roamed the earth who were permissive on social issues and at ease with big government, yet remained ever faithful to the gods of business and finance. Their principles were abstract but broad-minded: tolerance, free trade, and a belief in something called the American Way. Their personal tastes were conventional. They were surprisingly allergic to indecorum, and disinclined to question the status quo. But they were not small-town or provincial; they were Wall Streeters, not Main Streeters. Their vista was international. They were private-sector types who answered the call to public service. They were liberal Republicans. Nelson Rockefeller was such a creature. So were Prescott Bush, William Scranton, Charles Percy, John Lindsay, Mark Hatfield, Elliot Richardson, and George Romney.

Then, one year, a powerful meteor struck the planet, and, virtually overnight, the entire species was wiped out. The meteor’s name was Ronald Reagan.

Gæt selv hvilken type republikaner Mitt Romney var før at han fik den fjollede idé, at stille op som præsidentkandidat.

Hørt på nettet

  • Hvilken Sopranos fan havde set det komme? Men det er ganske vist: New Jersey er USA’s mindst korrupte delstat. Nogen bør gå undersøgelsens metodeafsnit grundigt igennem, tænker jeg …
  • Prinsgemalen har indviet Hotel Mermaid i Bangkok. Der er en ganske fortryllende video fra begivenheden, hvor Henrik virkelig kommer til sin ret. ALT ved ham er perfekt. Arrogancen, swaggeren, imperalismen, accenten. Man sidder og ærgrer sig over at vietnameserne var så smålige at de ikke lod Prinsgemalens far beholde sit koloniherreslot i Indokina. De er gået glip af en verdensmand. Men stol ikke på mine ord. Lyt i stedet til dansk-thai.dk egen beskrivelse af begivenheden: ”Prinsgemalen indviede hotellet med kasket og en frisk latter. Og så var der fest med mange af prinsgemalens sejlervenner, der bor i Asien”. Har I nu råd til ikke at se filmen? Jeg tillader mig at tvivle!
  • Forleden læste jeg hvad jeg baseret på overskriften (“Død hval lugter i Nordjylland”) troede var en avisartikel om mig selv. Fremfor et smigrende portræt af undertegnede drejede det sig desværre blot om et hvalkadaver, der var drevet ind på stranden nord for Løkken. Nu er plottet imidlertid blevet noget mere speget, thi spøgefuglene på Zoologisk Museum leger kispus med os om hvor det ildelugtende bæst er blevet flyttet hen. Overhvalflytteren fortæller pirrende: “Den er stadig i Nordjylland. Et sted hvor der er plads til at vi kan arbejde med så stort et dyr og med flere maskiner“. NORDJYSKE kan dog berolige med, at hvalens placering vil blive offentliggjort i dag mandag. Sofisten følger sagen indgående i de lokale medier.

Dagens pensum

Vil forsøge at lave en ny feature her på bloggen; en kommenteret oversigt over artikler, essays, op-eds og anmeldelser, som jeg har nydt at læse i den senere tid.

Jed Perl: ‘The Irredeemably Boring Egotism of Cindy Sherman’ (The New Republic)
Ætsende ond anmeldelse af den nyåbnede retrospektive Cindy Sherman udstilling på MoMA i New York. Et lille eksempel:

“So what has happened? I think it’s pretty simple. What pop culture giveth pop culture also taketh away. Having insinuated herself into the museums by dressing herself in a shopping mall’s worth of middlebrow iconography—she’s the whore, the housewife, the waif, the clown, the porn star, the prom queen, the wallflower, the romance-novel princess—Cindy Sherman has become a victim of the very clichés she embraced. Pop culture fast-forwards as usual, and Sherman is left on the trash heap with the rest of yesterday’s sensations.”

Av, av, av. Men det glæder mig at andre har det på samme måde med Sherman, der gjorde et mildest talt undervældende indtryk på mig ved særudstillingen om hende på Louisiana for et par år tilbage.

 

Takeru Kobayashis wikipedia-side
Hvis du kun skal læse én sær og tindrende smuk ting i dag, så lad det blive denne wacky, indebrændte, dramatiske og bizarre wiki-side om en af stjernerne inden for ‘competitive eating’:

Kobayashi is also known for his trademark body wiggle, referred to by some as the “Kobayashi Shake”, to force food down his esophagus and settle more compactly in his stomach. He eats the hot dogs by splitting the frankfurter in half, dipping the buns in water, Sprite, or 7-Up and then stuffing both parts in his mouth. He calls this the Solomon Method.

Fordyb jer også i striden om hans kontroversielle eksklusion fra verdens mest prestigefyldte spise-event: Nathan’s Fourth of July Hot Dog Eating Competition på Cony Island. Er der tale om et justitsmord?

 

“Only a Madman Would Sign Him Now” (Who Ate All the Pies?)
For efterhånden fortvivlende mange år siden løb der en ung, stærk og absurd målfarlig brasilianer rundt i Italiensk fodbold. Han tæppebombede blandt andet mine romerske yndlinge i Lazio sønder og sammen i sine kampe for Parma og Inter. Men i dag er han, Adriano, et af fodboldverdenens største tragedier. Et spild af talent, som åd, drak, horede og sniffede sin karriere væk i et langt orgie af depression, narcissisme og almindelig uprofessionalisme. Blot for nu at få kniven fra de sidste, der troede på ham:

The 30-year old had been staying in a private health club at Corinthian’s expense to help him shed weight (he apparently last clocked in at a burly 15st 10lbs), but has now severed all ties with the club, despite his contract running up until the summer.

Neto, once of Corinthians and now a preeminent commentator in Brazil, summed up Adriano’s stint at his former club in withering terms:

“Myself, many other analysts and the entire Corinthians support had a real desire to see him do well, but the reality is that this guy is not professional.

“He never made even the slightest effort to work hard and secure his future. Only a madman would sign him now.”

110 kg. tung fodboldspiller? Og det er ikke muskler? Måske tid til at stoppe karrieren, unge ven? VM i 2014 lader til at være et stykke væk for dig.

 

“The cracks between Awake’s “police procedural” and “character study” are starting to show” (IO9)
Sci-fi popkulturbloggen io9.com leverer nettets uden sammenligning bedste anmeldelser af aktuelle tv-serier, således også af den nye (og at dømme efter seriens to første afsnit fremragende) ‘Awake’:

There’s a fertility doctor who’s murdered in a way that looks like a heart attack. And… you know how we were joking recently that any time you see a fertility doctor on television, it’s always the case that he’s impregnating women secretly with his own sperm? (This theme will never be done better than it was on Bakersfield P.D.) Anyway, the moment you hear that Dr. McKenzie is a fertility doc, it’s a foregone conclusion that he’s having hundreds of secret babies. Because it’s a Law of Television.

Interessant tese! Der var også en fertilitetslæge i ‘X-Files’, som eksperimenterede med Scullys graviditet. Det skete muligvis ikke med hans egne produkter, men ond – dét var han. Findes der mon i grunden ikke-onde fertilitetslæger? Med min ekspansive tv-serie viden, vil jeg tillade mig at tvivle.

Klasse fornægter sig ikke

Ovenpå nytårets royale kvababbelser omkring klimaet, kan Ritzau i dag berette at vores dygtige, veltalende og enestående talentfulde guitarspiller af en kronprins nu skal have intet mindre end en’ spindoktor’:

Ifølge mandagens udgave af B.T. skal kronprins Frederik snart have en spindoktor på lønningslisten. Det sker for at styrke kronprinsens i dennes eventuelle nye arbejde som Danmarks repræsentant i den internationale olympiske komité, IOC. ‘Det er korrekt, at der er overvejelser om på den ene eller anden måde at tilknytte en ekspertise på det område’, siger kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, til avisen.

At dømme ud fra denne lille sekvens fra Jyllands-Postens besøg ved den såkaldte Sportsgalla 2007 i Herning, så virker det nu ellers ikke som om at den classy og stilfulde kronprins på nogen som helst måde har brug for den slags:

Lørdag aften og nat festede en række danske sportsstjerner sammen med 1.500 andre VIP-gæster ved Sport 2007 i Herning. Her kommer lidt sladder om alle de kendte og alle os, der gerne vil mænge os med dem. Triatleten Rasmus Henning lever ikke af kildevand alene, der er absolut også kærlighed med i spillet. Han sad og nussede kæresten under det lange show. Tennisspilleren Kenneth Carlsen er en blød mand, han fik blanke øjne under showet. Bokseren Brian Nielsen råbte højest under opvarmningen, men nej, han kom ikke i hvide tennissokker til det sorte jakkesæt. Kronprinsen sendte sms’er undervejs, selvom det var et tv-liveshow.

…….og således fik vi tilbagevist samtlige anklager mod kronprinsen omkring umodenhed, upassende opførsel og manglende klasse. Denne storslåede kommunikator og gentleman får INGEN problemer med at repræsentere Danmark i den korrupte, sammenspiste og lummer-adelige snakkeklub de kalder for den internationale olympiske komité.

Nok engang O RLY?

Det er næppe undgået nogens opmærksomhed at politiet ryddede Jagtvej 69 igår. Nørrebro blev derefter atter scene for diverse optøjer og uroligheder. Det var ikke en køn omgang. Jeg har tidligere diverteret med mine synspunkter omkring hele affæren, og har ikke grundlæggende ændret holdninger siden. I al min forstokkede konservatisme finder jeg det f.eks. svært paradoksalt, at den såkaldte ‘Forældre mod politibrutalitet’ gruppe ikke er imploderet i sin egen skrigende selvmodsigenhed. En talskvinde, Anne Eltard, bliver citeret af Ritzau:

Politiet er blevet rost for håndteringen af voldsomhederne, men Anne Eltard er ikke tilfreds. Hun kalder politiets adfærd for uhensigtsmæssig.

– De var med til at stresse situationen yderligere, og det var meget ubehageligt, at de brugte Hollændervogne til at køre ind i demonstranter, lyder vurderingen fra Eltard, der har en datter, som er aktiv i Ungdomshuset.

Hun kan blandt andet berette om en 13-årig dreng, som blev slået i ansigtet med en knippel. Og om en anden ung mand, der blev slået i baghovedet og blødte ud af næsen.

Nuvel, jeg er fuldt ud enig i at det ikke er hensigtsmæssigt når den udøvende magt anvender magt på uretmæssig måde – og det er kanske muligt at det er sket i de beskrevne situationer. MEN – og det er et meget stort men – hvad i alverden laver 13 årige drenge på gaden i kamp med politiet? Hvorfor er det at disse bekymrede og empatiske forældre ikke holder deres børn hjemme fra gadekampene, når de nu er så bekymrede for den påståede politibrutalitet? Er det fordi de forsøger at udleve en eller anden drøm fra deres egen ungdom om at gøre oprør? Hvordan kan man som forældre acceptere af ens børn deltager i den slags optøjer? Er man da fuldstændig blind for at ens børn lever noget kriminelt og at politiet blot gør deres job? Synes man det er sært at politiet ‘stresser situationen’ når de bliver bombarderet med brosten, flasker og andre ubehageligheder? Der er fra min synsvinkel tale om eklatant svigt fra ovennævnte forældrenes side: Vær dog jeres opgave voksen og sæt grænser for de børn. Måske jeg skulle danne min egen lille gruppe: ‘Vrede unge mænd/kvinder imod svigt fra voldsforherligende forældre til brugere af Jagtvej 69’?

Endelig vil jeg gerne gentage mine pointer fra december. Jeg synes det er helt i orden og legitimt at indrette sig på anden måde end min egen småborgerlige, konforme og regelrette tilværelse. Ja, i mine svage stunder kan jeg endda ligefrem sætte pris på forskellighed, pluralisme og mennesker der tænker anderledes end jeg selv. Og selvom jeg synes punk, emo og diverse former for metal musik er afskyelige, så synes jeg da bestemt at der skal være en scene for de genrer også. Med andre ord: Jeg anerkender fuldt ud Ungdomshusets brugeres livsstil, på samme måde som jeg også – hårdt presset – mener at Richard Ragnvald og/eller Lars Lilholt fans har en berettiget plads i samfundet. Med andre ord er det ikke et spørgsmål om subkulturens eksistens – men derimod om dens finansiering. Jeg kan nemlig ganske enkelt ikke forstå hvorfor det dog skulle være en offentlig opgave at finansiere den slags. Hvorfor skal mine skattepenge gå til at forære en række individer et gratis hus? Køb dog et selv – så kan de udleve deres levevis ligeså tosset de vil. Jeg bryder mig mildt sagt ikke om Faderhuset (eller hvad det nu end er den sekt hedder), men jeg kan blot notere mig at de har købt og betalt Jagtvej 69. Derfor er der ikke mere at diskutere, brugerne af ungdomshuset skulle ud. Brugerne af ungdomshuset havde taget noget der ikke var deres og det skal man ikke belønnes for. At man så reagerer som man gør – med vold og ballade – gør absolut ikke ens sag mere legitim.

Man må håbe at den meget omtalt fond nu kan finde en passende ejendom til ungdomshusets brugere. De vil sikkert opnå meget mere respekt og almindelig opbakning hvis de køber noget selv – og ikke tror de skal belønnes for at stjæle.

PS. Som en lille tankevækker ift. danske mediers hysteriske dækning af forløbet igår (eftersigende 150 journalister på gaden!), kan jeg nævne at fem mennesker døde og ti blev såret, da en bilbombe ramte et bryllupsoptog i Falluja. Den slags sætter ligesom en række individers stenkasteri på Nørrebro lidt i perspektiv.