Beatles

Eftersom det har været Beatles-uge på den ældstes skole (og jeg derfor har været tvangsindlagt til lytte til gruppens musik), så røg mine øjenbryn op i nærmest groteske vinkler, da jeg læste dette citat fra Paul McCartney i New Yorker:

“I’m not sure I should say it, but they’re a blues cover band, that’s sort of what the Stones are,”

‘Shots fired!’, eller hvad man nu end udbryder. Jeg er delvist enig. Om end det er en grov og reduktionistik karakteristik af Stones‘ sangkatalog, så vil jeg medgive McCartney at Beatles var mere originale og tog flere chancer. MEN: omvendt var og er Stones’ rocksange langt, langt bedre og hårdere end det infantile skvalder, som Beatles præsterede. Flertallet af deres ding-dong-dynamolygte popsange er uudholdelige, kan jeg med autoritet sige efter den seneste uge.

Og hvis jeg skal være helt ærlig, så vil jeg hellere lytte til Stones i deres prime end Beatles. Mindes ikke jeg frivilligt har lyttet til en Beatles sang for dens egen skyld, snarere end som en nostalgisk kitschøvelse. Så et blues cover band? Ah, Paul. Ikke helt.

Mat musikalsk forhold

En af mine yndlingsbloggere, Tyler Cowen, skriver i et desillusioneret indlæg om Rolling Stones:

“Still, I have not heard anything new in a Rolling Stones song for more than twenty years. I don’t mean that their later work is worse (though it is, much, for forty plus years running), rather I don’t hear anything new in their very best work and thus repeated re-listening is a waste of time. I don’t enjoy it.

In contrast, I’ve been listening to Jimi Hendrix for about forty years and still hear new bits in his songs most of the time. I am almost always excited to hear this work again.”

Musiksmag er selvsagt en subjektiv størrelse. Og naturligvis kan man blive træt af kunstner eller gruppe efter mange år og ditto afspilninger. Det er sket for mig utallige gange. Jeg lytter i dag meget, meget sjældent (for ikke at sige aldrig) til Oasis, Erasure, Massive Attack, The Who eller Sufjan Stevens, selvom de alle har betydet noget for mig på et tidspunkt i mit liv.

Så måske Cowens betragtninger er banale. Men jeg tror dog at der er en del sandhed i betragtningen om, at man i tidsløse mesterværker – og det gælder sådan set både musik, film, billedkunst – vil kunne opdage noget nyt, selv 50 år efter.

For mit eget vedkommende er jeg nervøs for, at jeg efterhånden har fået et forhold til Pet Shop Boys i stil med det matte forhold, som Cowen beskriver han har til Rolling Stones i dag.

Pet Shop Boys har haft enorm musikalsk betydning for mig. Rent intellektuelt ved jeg, at jeg er og forbliver fan af dem og deres musik. Jeg ønsker virkelig af et ærligt hjerte, at mange flere vil opdage gruppen, og se dem som andet end et par zombier fra 80’erne. Men mig selv? Ja, jeg lytter sjældent til dem. De giver mig ikke så megen livsglæde mere. De gør ingen forskel. Og reelt har jeg – med enkelte perlende undtagelser – ikke for alvor været vild med noget af det, de har udgivet siden 1999. Det er en slående forskel til The Smiths og Saint Etienne, som jeg stadig (selvom der er en klar korrelation mellem det at være mut teenager og ‘forstå’ The Smiths) elsker ubetinget.

Hvad med jer? Er der noget musik, som I måske engang elskede og stadig betragter som godt og vigtigt, men som ikke giver jer nogen større glæde mere?