Det var ikke en nem opgave at overse Rolling Stones opdatering af deres absurde ‘The 500 Greatest Songs of All Time’-liste på sociale medier i sidste uge. Jeg kunne selvsagt heller ikke dy mig for at gå en smule på opdagelse i det hybristiske projekt. Fik ikke dissekeret samtlige 500 sange, men lavede blot en række uvidenskabelige og metodemæssigt problematiske nedslag.

Det var stærkt desorienterende. Mest af alt savner jeg mening og en relevant målestok. Altså, kan jeg intellektuelt, emotionelt, moralsk og etisk håndtere, at Aretha Franklin – ‘Respect’ skulle være den bedste sang nogensinde? Ja, måske? Det er en vidunderlig evergreen. Men den bedste sang relativt til hvad? Den samlede internationale sangskat? Nr. 2 på listen Public Enemy – ‘Fight the Power’ (der har stor musikhistorisk indenfor sin genre, men er det den næstbedste sang nogensinde? Mon dog)? Nr. 9, en Missy Elliott sang? Virkelig?

Lang historie kort finder jeg det dog primært forbryderisk at første Marvin Gaye-sang ikke dukker op før på sjettepladsen. Hvis man anvendte et dejligt klassisk John Rawlsk ‘veil of ignorance’-scenarium, og lod den forudsætningsløse lytter bedømme, så ville ‘What’s Going On’ ligge øverst. Hver gang.