I know I need a small vacation

Han havde helt ret, salige Glen Campbell, da han i ‘Wichita Lineman’ bekendtgjorde at “I know I need a small vacation”. Thi det gør både Den Bedre Halvdel og jeg efter en lang arbejdssommer.

De kommende uger står på et par dage i Lalandia (ikke just min præference, men de reelle magthavere i husstanden insisterer), hvorefter vi kører rundt i Sverige. Det er den mest diffuse ferie jeg til dato har entreret, eftersom vi nærmest intet har planlagt udover en nat i Astrid Lindgrens Värld. Men energien og overskuddet til minutiøs ferieplanlægning har ikke helt været der, så nu må må det gå som det går. Stockholm burde da kunne rumme os noget tid.

Bortset fra det er jeg underligt tom for skriveinspiration for tiden. Måske igen noget en ferie kan kurere.

Gran Canaria

Umiddelbare refleksioner efter en uge på ferie på Gran Canaria

Allerførst: Det var en fornøjelse at komme væk fra hverdagen og få nogle nye indtryk. Siden Arvingen blev født har mine udlandsture de seneste to år begrænset sig til Kina med arbejdet tilbage i maj 2014, et par besøg hos svigerfamilien i Sverige, til Tyskland med arbejdet (Kiel, af alle eksotiske steder i verden) og en sommerferie Schweiz. Spanien har jeg ikke besøgt siden år 2000, og det var en positiv oplevelse at være tilbage.

Ved ikke rigtig hvad jeg havde forventet af Spanien som samfund efter ganske mange hårde år under den økonomiske krise. Har læst noget nær uendelig mange artikler i Economist og Financial Times igennem årene om den spanske ungdomsarbejdsløshed og det kollapsede boligmarked, men der var ingen åbenlys armod at spore. Der var færre tiggere på gaden i hovedbyen Las Palmas end i København, men ok, det kan måske skyldes at det er sværere at nå de kanariske øer med bus fra Bukarest.

Dernæst: Der MÅ være en eller anden halvstuderet sociolog eller antropolog, der har skrevet en klog (eller i det mindste lang) afhandling om charterfænomenet og dets historie. Alt andet ville være splitterravende galt. For det er et ganske interessant fænomen at se hvordan 50 års masseturisme håndteres økonomisk, infrastrukturelt, kulturelt på en ø som Gran Canaria.

Jeg kan sagtens forstå at de kanariske øer udnytter deres komparative fordele indenfor turisme. Det aldeles fortryllende vejr slår det meste. Og man skulle da være et skarn, hvis ikke man udnyttede det til at lokke penge op af lommerne på blegfisede nordeuropæere, der går deprimerede rundt i den 10 måneder lange permavinter og blæst herhjemme.

Den ultrafokuserede satsning på turismen giver økonomisk mening, men det er samtidig også lidt synd for Gran Canaria. Jeg har indtryk af at kanarisk kultur, med øernes unikke historie og geografiske placering in mente, er noget ganske specielt. Men de steder hvor de besøgende på Gran Canaria samles – primært i ressortområder på den særligt solsikre sydkyst – er ganske rædderlige. De enkelte hoteller eller lejlighedskomplekser kan være fine (og vores var indiskutabelt godt), men udbuddet af spisesteder og øvrige underholdningstilbud er præget af, at de typiske chartergæster ikke er der for finkulturens skyld. Der burde være en lomme i markedet for turister på Gran Canaria, der gerne vil have behageligt vejr, interessante bjerge, kultur og god mad. Måske det allerede bliver dækket i dag? Tenerife og Fuerteventura har jo allerede lagt billet ind på markedet for sportsturister, og jeg ved ikke hvor længe, at masserchartermodellen forbliver attraktiv.

Hovedbyen Las Palmas er et overraskende behageligt bekendtskab, der har masser af attraktioner, spændende historisk bymidte, en fantastisk lokation og så lige en fire kilometer lang (og god) strand midt i centrum! Der var underligt nok ikke mange turister der besøgte byen de dage vi var der. Så måske det er her – og på øens lidt køligere og grønnere side – at de kræsne overklasseturister har base.

Geografien er tør. Meget tør. Jeg blev – ligesom da vi besøgte Big Island/Hawai’i – overrasket over hvor gold sådan en vulkanø kan være. Og så alligevel ikke. Næste gang jeg skal optage en film med nogen, der farer vild i en ørken, så vil jeg bruge klitterne ud fra Maspalomas. Og hvis man kører lidt ind på øen og op i bjergene, så åbenbarer der sig et anderledes interessant landskab. Noget tyder således på, at jeg ved et evt. andet besøg kan opdage helt andre sider af Gran Canaria, hvis ellers jeg bliver lidt bedre til at få slæbt kadaveret ud af charterressortet.

For ovenstående betragtninger om Gran Canaria er ikke nødvendigvis Gran Canarias fejl eller fortjenester. Påskeferien var således mit første besøg på en klassisk charterdestination, og den første rejse, hvor vi rigtig havde Arvingen med et helt nyt sted hen (familiebesøg i Sverige og Schweiz tæller ikke rigtig).

At rejse med små børn kan sagtens lade sig gøre (om end 5 timers flyveture kræver en SOLID samling spil på iPad’en og en god madpakke), men der er selvfølgelig lidt mere logistik og planlægning, der skal udføres. Middagslure skal jo soves og måltider spises – man er lidt mere bundet. Og i den kontekst skal det siges, at det for en to-årig dreng er noget nær et paradis at være en uge på et hotel, hvor der er pandekager til morgenmad, swimmingpool og strand i nærheden, dejligt vejr og en delfinpark i køreafstand. Jeg kan sagtens forstå, at en uge på charter er en noget nær optimal løsning for småbørnsfamilier. Ville jeg gerne have vandret mere i bjergene? Ja da. Ville jeg gerne have skrevet den store samtidsroman på rejsen. Naturligvis. Men i stedet fik Arvingen bygget sandslotte i vandkanten, og det er vel også værd at have med?

Så samlet indtryk her hvor jeg er tilbage i Korsbæk? Blandet. Godt at være afsted og en god ferie, men det er den første ferie nogensinde, hvor jeg har forladt destinationen og følt at jeg ikke rigtig forstod stedet. At det kunstige og småabsurde miljø, der er opbygget i ressorterne, i bedste fald er fremmedlegemer på en ø, der har meget mere at tilbyde – hvis ellers man magtede at gå lidt mere i dybden. Måske det bliver engang, hvor afkommet er noget ældre og fleksibiliteten lidt større.

Aldrig mere Horsens

Tilbragte min onsdag og torsdag i Horsens, hvor arbejdsgiveren holdt et af de fire årlige møder for ejerne. Det foregik som sædvanligt på et større konferencehotel i nærheden af indfaldsvejene. Møderne afholdes der hver gang, og det er ligeså afskyeligt som det lyder. Den trælse frokostbuffet (samspilsramte fiskefileter og voldstegt flæskesteg), den besynderlige labyrintiske opbygning af stedet, den ondskabsfulde giftshop i receptionen med alt det lokale rav og det falske læder.

Horsens er generelt et forfærdeligt sted. Dansk provinsby par excellence. Det siger alt om stedet, at det lokale fodboldhold spiller i gult og sort samt har haft en salamireklame på maven. Min morgenløbetur i den silende regn gjorde intet for at ændre mit dårlige billede af byen. Roskilde er verdens navle i sammenligning.

Værst af alt er dog konceptet ‘hotelværelset-når-du-er-afsted-med-arbejdet’. Disse vidunderlig triste 01:30 minutter fra Sopranos’ sjette sæson beskriver helt præcis, hvordan jeg ser ud på hotelværelset. Ok, måske spiller der ikke Moby i baggrunden, men ellers er billedet helt perfekt. Horsens gør den slags ved mig.

Bag de grønne bjerge

Lago Maggiore

For et par uger siden læste jeg en bemærkelsesværdig artikel om en 80-årig kvinde, der aldrig havde været uden for Danmarks grænser. Hun forlod første gang sin fødeø, Orø, som 19-årig – og det var for at rejse til Slagelse og Holbæk. Fire dage i Skagen er det længste hun nogensinde har været væk fra sin ø i Isefjorden. Og det var som 67-årig, at hun dristede sig ud på de afstande. Som hun siger:

“Jeg har aldrig forstået, at folk har så travlt med at skulle ud at se hele verden, hver gang de har ferie. Det har aldrig interesseret mig. Vi har så mange skønne steder i Danmark, som man hellere burde se i stedet for partout at skulle til et andet land. Det har jeg slet ikke lyst til. Jeg ville ikke engang turde at sætte mig op i en flyvemaskine.

Selvfølgelig findes der mange smukke steder i verden. Når der er cykelløb i fjernsynet, holder jeg meget af at se landskaberne og de gamle byer, de kører igennem. Det er så flot, som noget overhovedet kan være. Men jeg behøver ikke at rejse ned for at se det selv. For mig er det nok at se det i tv.

Her er stille og roligt på Orø. Det er derfor, jeg godt kan lide at bo her. Det er dejligt fredeligt.

Vi bor lige midt på øen, lige over for kirken og ved siden af kroen. Det er i en lille by, der hedder Bybjerg, hvor alle kender hinanden. Ser man ikke naboerne en dag, så ringer man lige på og spørger, om de er okay. Jeg er formand for vores husholdningsforening, og jeg har øens lille museum og vores hus at passe. Jeg har altid boet her, og her er er alt, hvad jeg har brug for. Jeg keder mig aldrig. Hvad skulle jeg tage væk for?” Ja, hvad egentlig?

Bevares, det er selvsagt nemt og billigt, at lave sjov med den her slags ekstremtilfælde. For så gammelt er 80 år altså heller ikke. Hun er ikke vokset op under depressionen og i et samfund præget af materiel armod. Hendes generation har i almindelighed rejst vidt og bredt. Ikke at have været i udlandet er med andre ord et aktivt fravalg fra hendes side.

Jeg kom til at tænke på artiklen igår under en vandring her i de skovklædte bjerge ved Lago Maggiore. På hvor inspirerende og berigende det er, at være så priviligeret at have mulighed opleve andre landskaber og andre kulturer. Bevares, så fundamentalt anderledes er det sydlige Schweiz måske heller ikke fra Danmark, men alligevel. Det er inspirerende at se andre steder, og komme lidt væk fra osteklokken nordpå. ‘Se dig ud’, som mit gamle kollegiums leveord udtrykker det.

Jeg holder virkelig meget af Schweiz. Det er et dejligt land. Hvis jeg fik strammet mine hensygnende tyskkundskaber op, og kunne finde et job, ville jeg gerne bo her. Som gift med en halvt-schweizer (og med en søn med dobbelt statsborgerskab), ville det tilmed være realistisk for mig, at kunne få statsborgerskab.

Men det perspektiv ligger nu mange år ud i fremtiden. I første omgang står der Roskilde på dagsordenen.

Ved Lago Maggiore

Det er besynderligt, hvad der fæstner sig i ens hjerne. For min søns vedkommende, har han den sidste måneds tid været besat af Johann Strauss ‘An der schönen blauen Donau’. Han nynner/synger/råber den konstant.

Daaaa da da da DA! Da da da da. Daaaa da da da DA! Da da, da da. Da da da da daaaaaaaaa, da da daaaaaaaaa! Da da da, da da, da DA!

Når han leger med sin strandskovl, når han smider med sten efter sin fars fødder i vandkanten af Lago Maggiore, når han grinende sveder som en hest i soppebassinet i baghaven, under de to timers flyvetur til Milano, når vi turnerer rundt i legetøjsbutikken i Bellinzona. Alting foregår til Strauss. Da da da DA!

Hvilket vel burde være udmærket. Det tyder jo på smag, klasse, elegance og et sofistikeret sind.

Skulle man tro.

Eller også har han blot set scenen med den syngende badeand i Baby Einstein en gang eller femten for mange.

Da da da da DA!

På kogepunktet

Det er dybt paradoksalt. Man sætter sig på flyet langt nordpå, blot for at lande et sted, hvor det er endnu varmere end hjemme på den crusty side af Lorteøen.

Trondheim var som en bageovn. Det samme har Åre været de sidste fire dage. Det er ganske uanstændigt hedt.

Arvingen er forunderligt nok i godt humør. Der pludres og smiles. Jeg ville ellers sagtens kunne forstå og tilgive, hvis man som fire måneder gammel finder at 30 graders varme (og noget nær ingen aircon, de er jo ikke vant til mere end måske 20 graders varme heroppe) decideret urimelige forhold.

Men jo, det bliver dog til noget færre fjeldvandringer og udendørsaktiviteter end planlagt. Dehydrering og solstik vil næppe skærpe den unge mands appetit på livet.

Selv har jeg erhvervet mig en herlig ferieforkølelse, med alt hvad dertil hører af ynk og selvmedlidenhed.

Kyndige læsere vil herudfra let kunne deducere, at Den Bedre Halvdels empati og plejegen er spændt hårdt for i disse dage. Mærkværdigt nok virker hun ikke videre stresset. Tværtimod er det åbenbart energigivende for hende at passe på både en rigtig baby og en voksenbaby på samme tid. Jeg er en heldig mand.

Næste uge står den så på Nordjylland. Forhåbentlig i en lidt køligere og knap så snottet udgave.

Golden State

 

Det var en ganske episk aften i Oakland. Jeg havde varmet mentalt op længe til kampen mellem Golden State Warriors og Toronto Raptors, men havde næppe regnet med en så spændende og dramatisk kamp. De særligt interesserede kan læse et referat af kampen, men meget kort fortalt: Golden State var bagud med 27 (27!!!) point langt inde i 3. quarter. Rudy Gay (som siden er draget til Sacramento Kings …), DeMar DeRozan og Kyle Lowry var sindssvagt effektive for Toronto, mens Golden States stjerne, Steph Curry, ikke kunne ramme noget som helst. Der var lagt op til en sand hjerteknuser for de to tilrejsende skandinavere.

Det blev så grelt, at jeg lavede et rask lille væddemål med Fruen: Hvis Golden State kom tilbage og vandt kampen, så ville jeg øjeblikkeligt gå ud og købe spillertrøjen med min favoritspiller (Harrison Barnes). Og minsandten! Jeg kan ikke helt forklare hvordan de gjorde det, men i løbet af et helt forrykt fjerde quarter fik Golden State indhentet og passeret Toronto. Oracle Arena gik helt amok. Det var en oplevelse af en anden verden, og det fik sidste års NBA-kamp mellem Denver og Utah til at virke ganske blodfattig i sammenligning. Og jeg er nu en smuk baskettrøje rigere.

Jeg tror, at det er det særligt fascinerende ved basket. En kamp er meget sjældent afgjort før til allersidst – og det er som regel vældig, vældig spændende. Endelig må man give amerikanerne, at de kan det der med at skabe et underholdningsprodukt. Den får aldrig for lidt. Der var nationalsange (Toronto er som bekendt fra Canada), cheerleaders og underholdning i stride strømme stride. Turens måske bedste burger fik vi ligeledes på stadion.

Efter kampen er det bølget noget op og ned for Golden State Warriors. De kommer antageligvis med i slutspillet, men de dårlige vaner med at lade modstanderen komme solidt foran, er de ikke sluppet af med.

Let’s Get Out of This Country

Tilbage efter en uges ferie på Hjemstavnen. Det blev en ganske begivenhedsrig uge, både personligt og ude i den store verden. Jeg har ikke noget begavet eller indsigtsfuldt at skrive om tragedien i Norge, som ikke allerede er blevet sagt bedre andetsteds. Ej heller har jeg udført en større analyse af hjælpepakken til Grækenland. Så jeg vil holde mig til at pølse rundt i egen navle. Dét er jeg til gengæld ret god til.

alenlang køretur: Kørte med De Gamle nordpå. I et stræk. Bruxelles-Aalborg. 1000 km. på en dag. Havde helt glemt hvor ubegribelig kedeligt det er at sidde i en bil så mange timer. Når man normalt flyver frem og tilbage til Danmark, så mister man afstandsfornemmelsen. Det tager jo kun halvanden time til København + en ekstra halv time til Den Gyldne Stad. Upti-vupti, som Nik og Jay ville have sagt det. Men du fredsens, hvor er Preussen dog et stort land, når man skal igennem det på motorvejene. Men jeg fik da snakket med familien undervejs. Og læst i Kicker, at Ståle Solbakken er fint i færd med at arrangere sin egen fyreseddel efter at have frataget Lukas Podolski, den måske mest elskede mand i Nordrhein-Westfalen, anførerbindet i FC Köln. Jeg kan næsten ikke vente på Solbakken ryger ud på røv og æbuer. Det bliver skønt.

Besnærende klitter: Jeg iklæder mig som bekendt altid gerne den nordjyske regionale patriotisme. Men sandheden er, at jeg egentlig ikke har været ret meget i Vendsyssel. Da jeg var yngre tog vi altid til udlandet på ferie. Og hvis vi kørte nordpå, var det som regel for at komme med færgen til Göteborg. Løkken, Blokhus, Skagen og slige destinationer har jeg således ikke besøg siden engang i slut-80’erne. Derfor var det lidt af en religiøs omvendelse at besøge Den Bedre Halvdel i Hjørring. Ikke så meget fordi lægevikarboligen tilknyttet hospitalet er sådan udpræget interessant, men fordi det var skønt at besøge Lønstrup, Maarup Kirke og Rubjerg Knude. Seriøst, vi har landskaber i Danmark der får en til føle sig som om man er på Arrakis! At cykelturen ud og hjem på tunge og skrumlende bycykler fra Hjørring var brutal og efterlod mig med læderede baller, ja, det forbigår vi i tavshed. Men storslået, det var turen alligevel.

Ø-kuller: Vi var også en tur på Læsø, hvor mine forældre påtænker at købe et sommerhus. Jeg havde aldrig været der før, og det var lidt af en oplevelse. Masser af lyng, natur og afslappet stemning. Stranden var god og øen er befriet for horderne af turister.

Vemodig nedpakning 1: Min mor afhænder sin børnelægepraksis pr. 1. september for at gå på pension. Det er ikke ganske let for hende. Tværtimod gør det hende meget rørstrømsk. Når man har været selvstændig siden starten af 1980’erne, så er det ikke nemt at sige farvel til hjertebarnet. Og hvad skal en travl og arbejdsom dame som hun nu fylde tiden ud med som pensioneret? Spørgsmålet er stadig åbent. Den Bedre Halvdel hjalp en smule med at rydde op og flytte ting på plads i praksis. Meget mærkeligt – også for undertegnede – at skulle sige farvel til den. Jeg luffede trods alt rundt og gjorde rent der fire år i folkeskolen og gymnasiet.

Vemodig nedpakning 2: Weekenden i København blev brugt på at pakke Jordhulen ned inden at flyttefirmaet kommer forbi den 2. august. Det var selvsagt endnu en melankolsk affære. Man kan sige meget ondt om Hulen (i.e nærheden til Lyngbyvejen, for lidt plads til to personer, den økonomisk ruin grundet det implodrende boligmarked), men det har været nogle gode år der siden jeg flyttede ind i 2007. Nu er det så tiden til at grave en ny Hule her i Bruxelles. Det er ganske uoverskueligt.

Sommeren slut: Eller, well, måske ikke helt, men superligaen er i hvert fald begyndt igen! Og det endda med en stærkt tilfredsstillende AaB-sejr over AGF. Jeg har ellers næret megen eksistentiel angst for klubben hen over sommeren. Det er jo ikke ligefrem strømmet ind med nye kvalitetsspillere oven på forårets alt for spændende kamp for at undgå nedrykning. Men måske har jeg undervurderet betydningen af at få Allan Kuhn tilbage som assistenttræner. Tilsyneladende er noget af den gamle AaB-selvtillid kommet tilbage efter at være blevet udslettet under Magnus Pehrsson. Det er godt. Og det er også godt, at Karim Zaza har fundet sig en ny klub i FC Hjørring. Jeg var ganske tæt på at købe deres spillertrøje under mit besøg deroppe, men lod i sidste ende være (den var dyr og havde et grimt, grimt sponsorlogo på maven. Og Martin Pedersen spillede på daværende tidspunkt stadig i klubben).

Og nu sidder jeg så her og slumrer i Bruxelles. Skoleferien i Belgien er officielt begyndt i denne uge, så der bliver stille den kommende måneds tid. For mig venter der en uges arbejde inden en fri uge med flytning på programmet. Må forsøge at holde skruen i vandet.