På tærsklen

Knap en uge tilbage af de fem ugers kombineret fædreorlov og ferie.

Bruger de momentane ledige stunder til at komme ind i en god løbevane og til at gruble over livet i de kommende år.

Hvordan kan jeg anvende mine begrænsede talenter mere meningsfuldt? Hvad vil jeg gerne vil udrette her i verden? Og (mere lavpraktisk) hvad og hvordan jeg skal prioritere tiden og energien i en tilværelse, hvor omsorgen for to små børn betyder, at mængden af egoistisk fritid reduceres drastisk nu og i al overskuelige fremtid? Hvordan kan jeg balancere ønsket om at være en nærværende og bedre far, husbond, søn, bror og ven alt imens jeg også gerne vil have en interessant karriere, udfolde min sparsomme kreativitet samt udvikle mig intellektuelt, menneskeligt, åndeligt, socialt og fysisk? Slige navlebeskuende tanker kan jeg bruge et uendelig mange solipsistiske timer på.

Kan dog ikke påstå at jeg er kommet frem til noget banebrydende nyt. Det forbliver mest af alt cirkulære spekulationer og tankemæssigt hjulspind om ‘det store billede’. Konkrete handlinger er der begrædeligt nok noget færre af.

Eksempel: Næste marts er det 10 år siden jeg blev færdig på universitetet. Dermed kan jeg også sige goddag til mit første runde jubilæum på det voksne arbejdsmarked. Er det en festdag? Er jeg på rette vej i det overordnede metaperspektiv? Hvem ved?

Så jeg funderer lystigt (eller rettere: Let tungsindigt). Over hvordan studievalget, de hidtidige stillingsforløb og de privatlivsmæssige forpligtelser (bolig, børn, mageligheden, livet … ) skaber stiafhængighed. En stiafhængighed der gør det vanskeligt – eller i hvert fald omkostningstungt – for en risikoavers og nærig pessimist at foretage et karriereskifte. For som årene går med at vandre stadig længere ned af den nuværende karrieremæssige sti som flyvsk samfundsvidenskabelig generalist, bliver det dyrere og sværere at gå tilbage til den oprindelige korsvej. Og man ved ikke engang om en anden sti nødvendigvis vil føre til et bedre levet, gladere og meningsfuldt liv.

Det paradoksale er imidlertid, at den sti jeg nu har travet tungt og fodslæbende ned af de seneste 10 år mere eller mindre er tilfældig. Vejen blev ikke taget som et aktivt, bevidst valg. Jeg flød ligesom bare med begivenhederne. Der lå aldrig en gennemtænkt eller reflekteret strategi bag min entre på Københavns Universitet tilbage i 2001. Da jeg valgte mit studium, tænkte jeg aldrig for alvor over, hvad de afledte jobfunktioner og opgaver efter studietiden ville være. Jeg syntes samfund og politik var spændende, så det afgjorde sagen dengang. Mon alle de, der i disse dage har fået svar på om de er optaget på deres ‘drømmestudie’ tænker over hvad de helt konkret kommer til at lave i deres 45 år på arbejdsmarkedet? Øvelsen er klog at foretage, tror jeg. Det såkaldte ‘drømmestudium’ kan hurtigt lede til bullshit jobs eller sjæledræbende blindgyder som sagsbehandler i 11. kontor. Ville ønske jeg havde tænkt mig bedre om dengang. Passer min personlighed og præferencer til stillinger indenfor politik og kommunikation? Juryen er vist stadig ude, som de ville sige i amerikanske tv-serier.

Men nuvel, her er jeg så. Tilfældigt eller ej: Der er stadig små 35 år til at jeg bliver 70 og pensioneret.

Man skulle mene, at hvis jeg gerne vil lave noget helt andet end i dag og de foregående 10 år, så er tiden ved at være inde til at få gjort noget ved det.

Jeg kan også risikere at blive tvunget ud i forandringerne, hvis jeg ikke selv gør et eller andet proaktivt. Jeg har ganske vist aldrig prøvet at blive afskediget, men det sker jo for de fleste i løbet af livet. Og hvad med det lidt længere sigt? Hvor længe går der så før mine nuværende kompetencer og evner ikke længere efterspørges på markedet? Hvilke nye ting bør jeg lære for at være relevant på arbejdsmarkedet? Og igen: Hvordan passer omstillingskravene med mit ønske om at foretage et grundlæggende karriereskifte (selvsagt uden at løbe en økonomisk risiko …) med, at jeg samtidig også gerne vil prioritere familie?

Så jo. Der er nok at tænke på. Jeg skal have fundet ud af, hvad der er vigtigt for mig. Og ikke mindst: Hvordan jeg opnår det. Har stadig en lille uge tilbage inden hverdagens logistik og arbejde begynder igen for fuld kraft.

Håber jeg når det.

Året der gik

De fleste er nok enige om, at 2015 set i et makroperspektiv ikke var det bedste år i verdenshistorien. Flygtningestrømme, adskillige terrorangreb, Islamisk Stat, græsk gældskrise. Nej, 2015 er i det store billede ikke ligefrem et år, der indgyder til optimisme for fremtiden.

Men hvad hvis jeg zoomer ind? Kigger helt ned i navlen? Hvad vil jeg så se tilbage på? Var det et godt år? Svaret er tvetydigt.

Felix VallottonPå den ene og altovervejende positive side er den nære familiesituation.

Arvingen er en glad og sød lille dreng, der har det godt og trives. Han havde et svært halvt års tid mens han var i vuggestuen i København. Sov dårligt og var meget ked af det. Det påvirkede både ham og os meget. Der er ikke noget mere hjerteskærende end et ulykkeligt barn, ved jeg nu. Men efter vores flyt til Roskilde går det bedre. Han er vild med sin dagplejer, og begejstringen er gengældt. Der er en verden til forskel, må man sige. Det er vanskeligt at være rigtig vred og pessimistisk, når man kommer hjem fra jobbet til en storsmilende lille bøf. I 2015 havde jeg også fornøjelsen, frustrationen og den lærerige oplevelse af at være på forældreorlov sammen med ham. Det er sundt for enhver mand, og det at være så meget sammen, giver et tættere bånd. Jeg skal ikke blande mig i hvordan folk indretter deres liv. Men både far, barn og hele familien går glip af noget vigtigt og meningsfuldt, hvis man ikke prioriterer at være sammen i en periode tidligt i livet.

Den Bedre Halvdel fik i 2015 sin drømmeuddannelsesstilling her i Roskilde. Det går glimrende, og det femårige perspektiv betyder samtidig, at de evindelige spekulationer om fremtiden og hvor-skal-vi-bo ikke længere er så fremherskende. Nu ved vi hvor basen bliver i den overskuelige fremtid. Vi brugte en del tid henover sensommeren på at kigge på ejerboliger, både i Roskilde og i de omkringliggende byer langs jernbanen. Prisniveauet var dog helt forrykt, i hvert fald relativt til hvad vi kunne låne. Endte derfor med at leje en lejlighed i Roskilde by, hvilket har vist sig at være en noget nær optimal beslutning. Vi bor noget nær så centralt som overhovedet muligt, og selve lejligheden er en sand fornøjelse. Pendlingen til og fra arbejdet i København har været smertefrit de første tre måneder. Jeg får læst eller lytter til podcasts. Det fungerer pænt optimalt, faktisk. Vurderet ud fra vores første tid i byen, virker Roskilde også som en grundlæggende god og tryg by. Den er tæt på København, men er stadig en selvstændig by, der ikke føles som en træt, udmarvet forstad.

Så samlet set har 2015 været et udmærket år for vores lille familie og livssituationen i almindelighed.

På negativsiden i 2015?

nuser

Den fysiske form. Jeg opsagde mit fitnessabonnement i december 2014, og er nu reelt nede på en eller to løbeture om ugen. Det kan jeg tydeligt mærke. Er blevet markant mere slap. Mindre energi og overskud. Det hjælper heller ikke, at vi sover for lidt qua den tidlige vækning og den manglende evne til at komme tilsvarende tidligt i seng. Er fuldt ud bevidst om hvad jeg burde gøre (spise mindre, motionere mere, gå tidligere i seng), men det er vanskeligt, det der med at ændre vaner. Måske en ambition for 2016?

Jobtilfredsheden. Har nu haft mit nuværende job i snart to år, og det giver ikke megen glæde mere. Lønnen er fin og min ansættelse er vel relativt sikker. Men jeg kan ikke få øje på de langsigtede karrieremuligheder. Og de opgaver jeg kan se frem til at få ansvaret for i 2016, ligger langt fra de ting, som det gør mig glad at udføre. Oplever ikke at jeg bliver et klogere eller bedre menneske af mit arbejde. Er bevidst om, at jeg lyder som et forkælet og lystbetonet barn. Burde jeg ikke bare knytte sylten, klø på og i det mindste være glad for, at jeg har et job, som en del sikkert vil misunde mig? Muligvis. Men jeg har et lidt sølle behov for et højere formål med det jeg laver. Det skal gerne gøre en forskel. Give mening. Det er jeg et stykke fra nu, og det er ikke sundt for mig. Jeg bliver kynisk, nihilistisk og mit sortsyn forstærkes. Må overveje hvad jeg skal gøre i 2016.

Den store fortælling om Skribentens liv. 2015 var lidt et stå-i-stampe år. Bevares, man kan sagtens argumentere for, at når man har en dreng på snart to år og vi som familie skulle have styr på bolig og Den Bedre Halvdels fremtid, så bør man accepetere et år præget af stagnering og, ja, drift. Hvert eneste år kan ikke være præget af eksponentiel fremgang og udvikling. Men alligevel. Når jobtilfredsheden ikke er højere og jeg som 34 årig er begyndt at føle mig som halvgammel, så kunne jeg godt have ønsket mig, at jeg havde opnået større resultater og personlig, intellektuel og åndelig udvikling i året der gik. Det er ikke sket. Jeg har brugt mere tid på at bekymre mig om fremtiden og været optaget af den daglige logistik, end af at se fremtidens muligheder – og i øvrigt værdsætte, hvor priviligeret jeg egentlig er. Så det er ambitionen for 2016. At tone ned for sortsynet, leve i nuet og generelt være mere overskudsagtig. At være en bedre husbond, far, søn, bror og ven.

Det var samlet set ikke et fremragende år, hvis jeg ellers kun fokuserer på mine egne smålige oplevede behov. Men i det store familiebillede, var det et godt år – og det skal 2017 også være.

Introvert

Har brugt det meste af min weekend på et arbejdsrelateret seminar i Hamburg. De 60 tungeste ledere hos arbejdsgiveren var afsted for at drøfte ledelse, strategi, eksekvering og lignende CBS’ede emner. Jeg var med, da jeg i en periode var konstitueret chef for min afdeling, og i øvrigt har haft en stor rolle og ansvar for at arrangere weekendens seance.

Den gode nyhed først: Arrangementet forløb fremragende og mit arbejde i den forbindelse var en succes.

Den dårlige nyhed: Jeg hadede nogenlunde hvert eneste sekund af det.

Nej, nuvel, det er en overdrivelse. Der var dele, der var udviklende og givtige. Jeg har intet imod de faglige workshops eller de dele, der handler om arbejde. Når først jeg lige får snøret min tunge ud og vænner mig til at tale engelsk, så går det hele problemfrit. Det er slet ikke så åndssvagt, at få lagt planer for fremtiden sammen med ens kolleger

Problemet opstår i det sociale. Pauserne. Snakken over kaffen. Middagen. Minglingen. Baren til sent ud på aften/natten.

Der er nogle mennesker, der er sociale, udadvendte og elsker den slags. Befinder sig som fisk i vandet, når man skal konversere med nye personer. Elsker at sidde over drinks kl. 01.23 og være brawawawawa med kolleger. De får energi af den slags.

For mit eget vedkommende må jeg blot erkende, at med mindre det er en mindre og mere tryg social setting, så hæmmer mit generte og introverte gen mig kraftigt. Jeg hader at være der, og efter en lang dag med rejser og arbejde, så vil jeg egentlig helst op på hotelværelset med min Kindle kl. 22.30, så jeg er klar til en løbetur og en ny dags arbejde efterfølgende.

Men det går ikke. I hvert fald ikke, hvis man vil pleje sit netværk og omdømme i en organisation.

For der er – pudsigt nok – meget stort personmæssigt sammenfald mellem dem, der kan være sociale når det gælder og dem der bliver udnævnt til titler, magt og ære. Det har været tilfældet på alle mine arbejdspladser, ikke kun den nuværende. Det er over øllene at studehandlerne indgåes, rygter bliver delt, sympatier blandt de ekstroverte mennesker skabes og karriererne defineres.

Der er ikke så meget at gøre ved det, formoder jeg. Som introvert må man tilpasse sig, hvis man har karrieremæssige ambitioner. Jeg må blot lære at blive bedre til at være sociale og ‘på’, og undertrykke min grundlæggende skyhed overfor andre mennesker.

Men frustrerende? Det er det da.

Landlig idyl

Præstø. Siger det jer noget? Vækker det følelser? Erindringer? Refluks? Har I en mening om stedet?

Indtil i går og i dag kunne jeg svare tydeligt ‘nej’ til spørgsmålene.

Guderne skal vide, at jeg nærer stor og gerne helt irrationel kærlighed (Nordjylland) og had (Midtjylland og Fyn) til diverse landsdele. Men Sydsjælland har altid være en black box for mig.

Antallet af gange hvor jeg har været syd for Køge kan tælles på ganske få hænder. Måske kun én, hvis ikke man tæller togture til og fra Tyskland med. Muligvis skyldes det, at jeg ikke kender særlig mange mennesker fra Sydsjælland. Man møder paradoksalt mange flere jyder end sydsjællændere i København, synes jeg. Sydsjællændere … ikke rigtig.

Regionen glimrer også med sit fravær af belastende sportsklubber, episke byer eller irriterende personager. Der er simpelthen ikke nok materiale i Sydsjælland til at fodre min indre svinehund. Der har kort sagt aldrig rigtig været en anledning eller en begrundelse til at opbygge et egentlig forhold til Sydsjælland.

De seneste dage har jeg imidlertid tilbragt på et afdelingsseminar, der meget apropos foregik ude i den eksotiske sydsjællandske provins. Ja, i Præstø, altså.

Selve konferencestedet, Hotel Frederiksminde, var en fornøjelse. Hvis man er til bedårende fjordudsigt, strandhotel-nostalgi og velsmagende mad, så er der et sted, man bør besøge. Tag konen med, det vil hun sætte pris på.

Selve Præstø? Det var en slags mini-Bornholm med gamle huse. Meget pittoresk og malerisk. Tiden virkede til at være gået i stå. Ikke nødvendigvis på en dårlig måde, antager jeg, blot … meget stille og udynamisk.

Når jeg filosoferer sådan over det, skal det ses i lyset af at jeg tilbage i marts navlepillede ganske utiltalende meget i overvejelser over vores fremtidige bopæl. Især om udsigten til igen at flytte ud af reservatet her øst for Valby Bakke.

Vi ved stadig ikke hvor vi skal bo på langt sigt. Og jeg har stadig ikke helt fået masseret mit sind på plads til at tro på, at livet langt fra metropolen er noget for mig. Men jeg arbejder på det.

Og det bliver lidt lettere for hver dag, synes jeg. Jeg kunne jo konstatere, at da jeg vågnede i morges for at vralte ud på en løbetur, så var der fuglekvidren overalt. Måske jeg blot glemmer at lægge mærke til det i hverdagen, men … jeg erindrer ikke nogensinde at have hørt fuglefløjt på Islands Brygge. Ja, det kan lyde banalt og fjollet at gå i den slags besynderlige detaljer. Men den slags betyder noget. Er ikke sikker på at Arvingen skal lide den grufulde skæbne at vokse op som, gys, københavner.

Så vi tænker videre. Præstø bliver det nok ikke. Dertil er det for lang væk, for stille. Men hvem ved hvad Sydsjælland ellers tilbyder af ukendte perler?

Flugten til forstæderne

Vi var i Roskilde i weekenden. Ude for at sondere terrænet. Den konkrete anledning var, at vi havde fundet et hus, der så attraktivt ud i boligannoncen. Det var sådan set også behageligt i levende live, men også alt, alt for dyrt. 28.600 kr./m²? Arj. Det var det ikke værd.

Vi havde nu nok heller ikke handlet, selv ikke hvis huset havde vist sig at være et fund for pengene. Er ikke helt nået dertil mentalt. Og så alligevel. Vi er vel så småt blevet søgende. Taler en del om fremtiden. Hvor skal vi bo, hvad skal vi lave. Har vi den rette infrastruktur i livet? Og så fremdeles.

Det er dejligt at bo her på Islands Brygge. Det er tæt på byen og arbejdet. Ved siden af ligger Amager Fælled, med hvad det giver af fremragende muligheder for løbeture og barnevognsekspeditioner.

Men reelt bruger vi ikke byen længere.

Har ikke været i biografen, teateret eller spist kulinarisk siden vi flyttede tilbage til København. Efter at Hjemmedrengen blev født, er den slags gledet i baggrunden. Her til aften var jeg inde på Vegas hjemmeside for at se på deres koncertliste. Måtte erkende at det er et fåtal af navnene på kunstnere og bands, som jeg reelt kender eller har en mening om. Måske er jeg ikke blevet sat, men jeg er i hvert fald blevet gammel.

Så er det meningsfuldt at betale så meget i husleje for at bo i byen? I en kommune med tvivlsom pasning, varierende skolekvalitet og grim dialekt1? Hvis vi for samme pris (og lidt længere pendling) kan bo et rart, børnevenligt sted tæt på natur? Hvor man rigtig kan få mulighed for udleve sine småborgerlige forstadsdrømme bag ligusterhækken? Og hvor Den Bedre Halvdel får lettere adgang til jobs i både Region H og Region Sjælland. Ja, så er steder som Køge og Roskilde pludselig i spil. Logistik bliver hurtigt en vigtig faktor.

Derfor weekendens ekspedition med toget vestpå.

Roskilde? Det var vel ok. Jeg er ikke bjergtaget. Forstæderne lignede forstæder. Centrum og gågaden adskiller sig ikke mærkbart fra hvad man finder andre steder i provinsen. Det var et throwback tilbage til tiden i Hjørring, hvilket ikke var ubetinget rart. Måske jeg alligevel ikke er helt mentalt klar til at forlade idéen om, at vi er storbymennesker og at forlade centret ville være forkert.

Men kan have et godt liv derude? Uden tvivl. Vi skal blot finde det rigtige sted for os.

  1. Tanken om at Hjemmedrengen kommer til at tale københavnsk er ubærlig for mig []

Midaldrende

På vej til arbejde her til morgen lyttede jeg til Aimee Mann ’31 Today’. Hvilket egentlig er forholdsvis sørgeligt, da jeg indtil jeg fik tændt for sangen havde overbevist mig selv om, at den faktisk hed ’33 Today’. For det er jo sagen. Jeg bliver 33 år i dag. Jeg er allerede to år for sent ude til at svælge i melankolske sange om spildte muligheder og rodløse eksistenser.

Aimee var virkelig ikke glad i sin sang om at fylde 31. Som hun på vanlig misantropisk vis synger:

“I thought my life would be different somehow
I thought my life would be better by now
But it’s not, and I don’t know where to turn”

Selvom jeg altid sætter stor pris på at svælge i god, gammeldags Weltschmerz, er jeg nok ikke længere det rigtige publikum. For tingene går jo godt. Her til morgen fik jeg et savlfyldt knus og et begejstret grin fra min glade søn. Vi skal sammen med hans fortryllende mor til Berlin på forlænget weekend. Jeg har gode venner, som jeg nu ikke længere bor 500 km fra. Jeg bor et rart sted og fremtiden tegner lys.

Bevares, der er altid hår i suppen. Sådan er det, når man af natur er pessimist.

Min fysiske form har næppe nogensinde været ringere end nu efter et lille års tid med stedse mindre og mindre sportslig aktivitet. Mit job er attråværdigt og min arbejdsgiver er glad for mig … men er den rette hylde fundet? Og hvordan vil hverdagen hænge sammen, når Den Bedre Halvdel begynder at arbejde igen? Så jo. Nogle bekymringer og refleksioner over tilværelsen er der da.

Men samlet set har jeg meget, meget lidt at klage over. Videre mod de 34!