Peak Culture

Læste en artikel for nylig: ‘This is what peak culture looks like’. Skribenten argumenterer småprovokerende for, at på trods af at vi med moderne teknologi i dag relativt omkostningsfrit kan copy-paste historiske kulturelle mesterværker, så vælger de fleste at lave og opleve noget andet. Derfor må dette andet nødvendigvis være bedre end mesterværkerne.

Skribenten mener at der er en åbenlys diskrepans mellem ‘folk flest’ og eksperter. Hvor de brede masser foretrækker at forbruge nutidige kulturelle produkter, så fetischerer eksperter ‘klassikerne’ og de postuleret eviggyldige historiske mesterværker. Det sker fordi eksperterne har en iboende egeninteresse i denne kulturelle pessimisme og i at fastholde idéen om at fortidens kultur er bedre end nutidens, da deres viden (og de selv) ellers ville være ganske ganske irrelevant.

Det er bl.a. derfor at vi altid skal belemres med lister, hvor ‘Citizen Kane’ kaldes den bedste film nogensinde og det betragtes som et intellektuelt adelsmærke at have læst Dostojevskij. Og det vel at mærke selvom stort ingen nulevende mennesker vil få en særlig god eller berigende oplevelse ud af dem. Det gør sig også gældende indenfor popkulturen, der stadig er drevet af Boomernostalgi. Som skribenten fremhæver:

To a certain extent, this is a result of how nostalgia influences our perception of quality. I was in middle school when The Legend of Zelda: Ocarina of Time was published, so my skewed perception is that it is a uniquely good video game. Years later, it felt like a switch flipped on when I turned thirty and I no longer had interest in any of the new music played on my preferred radio station. But neither of these sentiments reflect underlying reality. I expect that pretty soon I will be yelling at clouds and telling kids to get off my lawn. Some research supports the idea that there is a nostalgia-age nexus, whereby you are locked in to preferring what you experienced at a particular age. And with the cultural dominance of Baby Boomers in place, the received view remains that by some bizarre “coincidence,” what the Boomers experienced at the relevant times in their lives is what all future generations have been forced to experience since then: Christmas music from when the Boomers were children; pop music from when the Boomers were teenagers or in their twenties now deemed to be “classic” rock; and the artsy or edgy movies from when the Boomers were in their twenties and thirties supposedly the best artistic era for Hollywood. This does not actually reflect reality either, of course; our expectation should be that the best Christmas music, pop music, and movies all appeared relatively recently, because that is what progress means.

Artiklen er tankevækkende, men også lidt vel kluntet i sit grundargument. Det virker eksempelvis ret evident på mig, at vi ikke er i ‘peak culture’, når det handler om film (hvilken film fra 2020 eller 2021 vil du huske om 10, 20, 30 år?) eller poesi (hvornår var en poet sidst relevant, og nej, Yahya Hassan er ikke nok). Jeg tror heller ikke, at fremtidens generationer vil værdsætte den arkitektur, der i disse årtier udfoldes i danske byer, ligeså højt, som arkitekturen fra begyndelsen af 1900-tallet (har I gået en tur i Ørestaden eller blandt de glas-betonhelveder, der perforerer havneområderne i Aalborg, København og Aarhus for nylig?).

Men jeg køber argumentet om, at Boomernes dominans har betydet en disproportional opreklamering af 1968-ungdomskulturen og dens popkulturelle artefakter. Det skal blive spændende at se, hvad der afløser det. Min egen generation virker underligt konsistensløs i vores identitet, opvokset som vi er i skyggen af 90’ernes hybrisoptimisme og terrorangrebet i 2021. Vi er fanget mellem Boomere, Gen X’ere og De Nye Inderlige i form af Greta Thunberg. Det er næppe os, der er generationen vi ventede på.

Endelig må jeg erkende, at jeg selv ikke er meget bedre end Boomerne, da jeg selv er massivt nostalgiramt. Måske det skyldes min nylige indtræden i 40-års alderen. Meget af det er i hvert fald børnedrevet. Min ældste er vild med at spille videospil, og det giver mig en pervers sentimental glæde, at eksponere ham for de popkulturelle ting, jeg selv var vild med som dreng; især Super Mario og The Legend of Zelda spillene. Samtidig må jeg indrømme, at selvom jeg inderst inde stadig mener at ‘Final Fantasy VI’ fra 1994 er verdenshistoriens bedste spil, så kan de nye iterationer af spil virkelig noget andet. Det giver nøgternt vurderet ikke mening at tvinge drengen til at spille Super Mario spillene fra 1990’erne, når der er et helt vidunderligt alternativ i form af ‘Super Mario Odyssey’. Det er er så propfyldt af nye idéer, lækker grafik og et sublimt gameplay, at de gamle spil må betegnes som kuriøsiteter.

Alt sammen blot for at sige, at jeg er splittet. Men man må hellere se fremad, det plejer at være det mest holdbare.

Retrograde

Jeg tænker en del over ‘retro’ for tiden.

Første gang var forleden, da jeg lyttede til Postal Service’s mesterlige ‘Clark Gable på vej til arbejdet. Gruppen udgav kun et album tilbage i 2003, og var et sideprojekt for Death Cab For Cutie forsangeren Ben Gibbard og electronica-geniet Jimmy Tamborello fra Dntel. Postal Service’s koncept var dengang at lave et album, der byggede fuldstændig på midt 80’er plinky-plonky electropop. Altså, i sin essens et retro-album. Og mens jeg sad der i bussen på vej mod Aalborg Øst, spekulerede jeg over hvordan det koncept egentlig resonerer med i dag. Jeg mener, tænk lige over det. Et snart ti år gammelt retro-album. Hvad er det så i dag? Et retro²-album? Hvordan skal man forholde sig til det som et popkulturelt artefakt?

Anden gang var i går eftermiddag, da jeg var en kort tur inde i byen efter arbejdet. Jeg skulle først og fremmest nå at købe en velkommen-til-verden gave til Stobbes halvanden måned gamle søn (det blev Astrid Lindgrens ‘Brødrene Løvehjerte’. Det er aldrig for tidligt at begynde at læse, og da slet ikke bøger om selvmord), eftersom at jeg skulle på et (i øvrigt fortryllende hyggeligt) besøg hos den lille familie senere på aftenen. Men jeg slog også vejen forbi altid afpillede og provinsielle Fona på Nytorv. Normalt forsværger jeg den slags, men jeg har fået en iPhone gennem arbejdet, og havde brug for at købe et cover til den. Det endte med at blive i form af et kassettebånd.

Nu sidder jeg så her i min midlertidige Jordhule (skal vi kalde det ‘Jordhule 2.5’?), mens jeg kigger på min faux-kassettebånd-iklædte telefon. Og indser at jeg blev ramt af retro, da jeg stod i den skidne butik. Min eftersigende så smarte telefon er nu tilpas ironiseret til at jeg kan holde den ud. Og jeg spekulerer over hvorfor at det er sådan. Og hvilken funktion ‘retro’-konceptet udfylder i min perma-ironiske verden.

Hvorfor har vi retro i popkulturen? Jeg ville ønske, at jeg havde nogle kløgtige teorier at forklare det med. Bevares, jeg ved godt, at retro er en fast bestanddel i musik- og filmhistorien. Popkultur har det jo med at være selvrefererende og cyklisk. Noget (mere eller mindre) nyt vokser frem via fusioner af tidligere bølger.

Weezers fornøjelige video til ‘Buddy Holly fra 1994 var eksempelvis en pastiche over tv-serien ‘Happy Days’, der igen var en pastiche over 50’er-60’ernes USA (retro³?!). ‘Grease’ er en film fra 1978, der foregår i et karikeret 50’er high-school miljø. ‘Mad Men’ er ét langt 60’er jerk off. Indenfor musikken kan man argumentere for, at vi de sidste 20 år har pølset rundt i mere eller mindre renoverede udgaver af tidligere bølger. Hele den franske house-bølge i slut-1990’erne/start 2000-tallet (Daft Punk et al), var i sin essens en amalgam af tidlig 80’er house, soul fra 70’erne og hip-hop krydret med et sjat lummerhed Serge Gainsbourg-style. Og ifølge et program på 24syv jeg hørte efter med et halvt øre forleden, er rocken død. Igen. De største navne i disse år er i sin essens retro, argumenterede den midaldrende musikanmelder. Arcade Fire, Black Keys. Well, vi har hørt det før. Sagde han. Hmmm.

Hvordan vil fremtiden mon behandle popkulturen efter 2000? Hvordan vil man klæde sig ud til retrofester, der skal illustrere 2012? Hvilken musik vil man spille? Vil man huske os for dubstep og den rædderlige dance/hip-hop der hærger i dag? Hvor højt vil man grine af sange, såsom Common ‘Drivin’ Me Wild (“He had a fetish for shoes that’s athletic/Pathetic on his MySpace page half naked“), der allerede her få år senere lyder umanerligt kiksede i deres forældede referencer til sociale medier? Hvilke film vil man opfatte som mesterværkerne fra perioden? Hvad vil man grine af og sige “hø hø, hvor ER det bare 10’erne agtigt!“.

Læste for nylig en artikel i New Yorker, som introducerede ‘The 40-year Nostalgia Rule’. Men andre vil argumentere for, at det kun kræver 12-15 år, før end at retro kan sætte ind.

Så hvornår får vi en full frontal 1997-bølge? Jeg gruer allerede.