Mangelfuld politisk analyse

Jeg fortryder allerede mit indlæg om Trump forleden. Ikke af et blødende hjerte over at han nu er testet COVID-19-positiv eller fordi indholdet som sådan ikke afspejler mine tanker her og nu. Men det var et indlæg af den type, jeg selv hader og foragter, når andre skriver dem. Grebet af en stemning, udelukkende baseret på holdninger og meget lidt langtidsholdbart. Med fokus på proces og spin fremfor en reel politisk analyse. 

Det er min ambition at blive bedre til at forstå politik, historie og samfund ud fra en ‘Longue durée’-tilgang. Altså en analyse af de langsigtede og tektoniske bevægelser, snarere end et fokus på begivenheder og sager. I det store billede er Trumps arbitrære adfærd, obskønne retorik og spin i mine øjne ikke det vigtige. Det er derimod de langsigtede geopolitiske effekter og de afledte negative konsekvenser for den liberale verdensorden. Den slags gradvise forandringer, som kumulativt ændrer retningen. Og som historikere vil se tilbage på om 10, 20 og 50 år som reelt betydningsfulde.

Desværre er den slags forandringer vanskelige at analysere mens tingene foregår. Men det er det perspektiv, jeg burde forsøge at efterleve – snarere end æh-bæh-buh reaktioner på noget aktuelt.

Hobbypolitik

Måske problemstillingen er mindre akut i et foreningsland som Danmark, men jeg har alligevel tænkt en del over Eitan Hershs argument om det skadelige i ‘political hobbyism’. For selvom det kan føles som en ørkenvandring at sidde i endnu et møde i den lokale partiforening, så har Hersh ret. Valg vindes ikke af facebookkrigerne, og magt flyttes ikke af semi-passiv fordøjelse af den politiske nyhedsstrøm. Man er nødt til at møde op og være med. 

Overraskende

Tvivler på at den danske regering ligefrem render rundt med hænderne oppe i luften over det, der ligner en højest overraskende konservativ sejr og majoritet ved valget i UK. Og ganske vist kan ikke sammenligne det britiske parlamentariske valgsystem med det danske.

Men … valgresultatet må alligevel give dem et spirende håb.

For resultatet illustrerer hvor meget prognoser og meningsmålinger kan skyde ved siden af. Indtil det sidste så det ud til, at Labour med størst sandsynlighed ville overtage premierministerposten med støtte fra SNP, der støvsugede snart sagt samtlige pladser i Skotland. Læs eksempelvis denne artikel, der bygger på en antagelse om vælgerfremgang til Labour – for det var jo hvad meningsmålingerne spåede.

Men det gik ganske anderledes. SNP tog ganske vist alt i Skotland, men Labour gik kraftigt tilbage i resten af landet. De Konservative vandt stort. Hvilket snart sagt ingen af meningsmålingerne forudså. Nu er man så i gang med sjælesørgeriet derovre. Som The Guardian skriver:

Although we still haven’t received projections of a vote share, it is already clear that the polls and their pollsters have had a bad election. In the end the debate between online and phone polls, and different methodologies, proved irrelevant. Although during the course of the campaign the latter had shown several Tory leads, the final crop of polls were roughly anticipating a tie.

The challenge with trying to understand what went wrong isn’t simple. The same methods (often used by the same companies), in different countries, are most of the time accurate. Indeed they were just five years ago, at the last general election in 2010.

But at times, like on Thursday, or at the recent Israeli general election, polls get it wrong. At this stage it’s impossible to know why. It could be simply that people lied to the pollsters, that they were shy or that they genuinely had a change of heart on polling day. Or there could be more complicated underlying challenges within the polling industry, due for example to the fact that a diminishing number of people use landlines or that internet polls are ultimately based on a self-selected sample.

Uanset hvad årsagen er til meningsmålingernes manglende spådomsevner ved det britiske valg, så må det også vække opsigt i en dansk kontekst.

Læste for nylig en interessant analyse af politologen Erik Gahner, der illustrerer hvordan ingen ret beset ved om Alternativet på noget tidspunkt har været over spærregrænsen eller ej. Og i Politikens podcast om dansk politik var der for nylig også knubbede ord til de danske analyseinstitutters evner og metoder. Der er grøde i debatten om meningsmålingernes relevans som redskab til at forstå og analysere dansk politik.

Så for en regering, der har sakket efter opposition i snart sagt samtlige meningsmålinger siden 2011, må det britiske resultatet give optimisme i forhold til chancerne ved det kommende folketingsvalg. For hvad er det egentlig præcis man kan bruge de meningsmålinger til, hvis de alligevel ikke har synderlig stor forudsigelsesevne?

Måske Helle Thorning-Schmidt hellere skulle se lidt på stemningen i dansk økonomi, når hun beslutter sig for at udskrive valg. I en periode hvor forbrugertilliden er på vej op og økonomien går bedre, så er det måske ikke helt tosset at få gjort det inden længe.

 

Such Great Heights

Muligvis er jeg for anglofil, men til tider er englænderne ganske enkelt en klasse over de fleste andre. Det gælder i særlig grad indenfor kvalitetsjournalistikken, hvilket enhver med et semi-regelmæssigt forhold til hæderkronede aviser som The Guardian, The Economist eller Financial Times er klar over. Det betyder også, at de politiske kommentatorer i England på sublim vis demonstrerer præcis hvor småtskårne de herboende ‘kommentatorer’ egentlig er. Mine damer og herrer, jeg giver jer Peter Osborne fra The Telegraph:

“The problem is that European and British leaders tend to come from rival intellectual traditions

In Britain, empiricism – most closely associated with Hume, though its roots can be traced back to William of Ockham and others – is the native inheritance. Empiricism insists that all knowledge of fact must be based on experience. Most European schools of philosophy claim the exact opposite, namely that ideas are the only things that truly exist. This school of metaphysical idealism can be traced back through Hegel (for whom history itself is the realisation of an idea) and Kant to Plato. Anglo-Saxon empiricism and the idealism found on the Continent therefore prescribe directly opposite courses of political conduct.”

Nuvel, der er mange ontologiske problemstillinger man kan anråbe her (er det eksempelvis ikke rationalismen, der er empiricismens modsætning? Og idealismens filosofiske modstilling er vel materialismen?), og man behøver heller ikke nødvendigvis være enig med analysen i sig.

Men alligevel. Kan I visualisere jer Mogensen, Kristiansen og Engell udføre politiske analyser med henvisninger til Hume, Kant og Platon? Endsige løfte deres slørede blikke til de idehistoriske og filosofiske højder? Jeg tillader mig at tvivle. Den slags kan man ikke, når man lever fra hånden og til munden.

Ringeagten er det virkelige problem

Det er næsten umuligt at skrive et besindigt, indsigtsfuldt og reflekteret indlæg oven på denne uges ulyksagelige begivenheder i Odense. Dertil er debatten for anspændt og følelserne store.

Men det er jo også oprørende begivenheder, vi taler om. Selvfølgelig skyderiet og knivstikkeriet i Vollsmose i sig selv. Det er helt forrykt, for det kræver altså en solid portion afstumpethed at skyde løs til en gadefest. Endnu værre er angrebet på sygehuset. En større pøbel hærger skadestuen, truer patienter og personale i deres blodtørst. Det er grove løjer og en absurd adfærd. Og der er ingen undskyldning. Der er ikke tale om et enkelt individ, der er ’kommet i dårligt selskab’ eller begår noget kriminelt i et øjebliks dumhed. Den slags kan man tilgive, måske endda håbe på kan gøres godt igen.

Nej, det drejer sig om en fuldstændig tilsidesættelse af enhver form for menneskelighed, rimelighed og anstændighed, i et ulækkert anfald af pøbeladfærd, hvor liv og helbred for alle andre mennesker end gruppen selv, må vige.  Jeg orker ikke engang begynde på en klagesang om at skadestueangrebet snildt kan ses som et angreb på samfundsinstitutionerne, retssamfundet og alt det der. Det kan såmænd være rigtig nok, men det er ikke det vigtigste. For dét, der virkelig slår mig ud, og som er så grundlæggende afskyvækkende ved angrebet på skadestuen, er den gennemgribende ringeagt for andre mennesker, der ligger i handlingen. Som så igen bliver forstærket i en kollektiv blodrus.

Dén type ringeagt hverken kan eller skal man tilgive. For det er det samme stof, som børnesoldater i Afrika er gjort af. Det er samme stof, som muliggør steninger. Som har muliggjort snart sagt alle massakrer, forfølgelser og folkemord igennem historien. Det er den ringeagt, der er så skræmmende ved Odense-situationen – og som vi ikke så tit støder på herhjemme i andedammen. Som vi ikke rigtig ved, hvad vi skal stille op over for, når vi møder den.

Men ringeagt overfor andre mennesker fjerner man altså hverken ved at fragte politi ind fra Jylland, skrue op for straffene, hælde penge i ungdomsklubber og SSP-samarbejde eller ved at beskylde hinanden for at føre for løs eller for hård integrationspolitik. Kritikere vil selvfølgelig straks pege på kulturelle eller religiøse forklaringer på den udviste ringeagt, alene fordi det er i Vollsmose, at angrebet udsprang. Men det er en fejlagtig og forsimplet forklaring. Ringeagt og pøbelens grusomhed optræder i alle religioner, samfund og kulturer, hvilket burde stå ganske klart for enhver med en blot overfladisk viden om Vestens historie.

Meget taler for, at den her type ’wicked problems’ slet ikke kan løses politisk. Situationen er en alt for kompleks blanding af faktorer. Hvilke politiske indgreb eller tiltag skulle kunne løse problemerne i Vollsmose? Hjælper kampklædte polititropper mod forråelse? Hjælper nogle flere ungdomsklubber? Næppe.

Løsningen er desværre langsigtet og går stejlt op ad bakke. Den er hverken nem, hurtig eller giver mulighed for at score billige politiske point. Det handler om, at vi via vores uddannelsessystem, den offentlige debat, demokratiske processer og inddragelse på arbejdsmarkedet får anskueliggjort, at ringeagt for andre mennesker ikke er acceptabelt.

Jeg ved, at det lyder alt, alt for ukonkret. Særligt i en situation hvor følelserne er udenpå tøjet og urimelighederne står særlig klart hukommelsen. Det ville være rart, hvis man kunne anvise behændige og fikse løsninger, som politikerne kunne gennemføre – så vi selv slap for at løfte ansvaret som borgere. Løsningen ligger grundlæggende i en civilsamfundsdialog. Det er kun ved at tale om problemerne og handle på dem almenmenneskeligt, at vi kan gøre tingene bedre i Vollsmose – og alle de andre steder i landet, hvor grupper af mennesker føler sig fremmedgjorte og ringeagter hinanden og andre. Her hjælper kortsigtede politiske gimmicks ikke.

Kronik i Weekendavisen

Weekendavisen har været letsindige nok til at bringe en kronik af undertegnede i denne uge. Den findes ikke online, så i tilfælde af at du ikke har købt papirudgaven endnu (hvilket du burde, for det er en fantastisk publikation), er nedenfor mine betragtninger i deres helhed. God læselyst.

Det privatiserede fremskridt

Tror du på fremskridtet? At det går stadig bedre i verden? Hvis svaret er ’nej’, er du næppe alene. For stort set siden terrorangrebet 11. september 2001, er det som om, at vi i den vestlige verden er ophørt med at tro på samfundsmæssige, politiske og sociale fremskridt. Internationalt breder misantropien sig. For kun fire år siden blev Barack Obama ganske vist valgt på en bølge af håb og optimisme, men i 2012 skuer de politiske strømninger i Vesten længselsfuldt mod fortiden. I Frankrig drømmer Front National sig tilbage til en paradisisk verden før globaliseringen. I USA ønsker Tea Party bevægelsen sig tilbage til guldalderen i 1776. Politikerne italesætter ikke længere sig selv som visionære, men derimod som mere eller mindre teknokratiske forvaltere og ’managers’. Se blot på Romney i USA, Monti i Italien og Cameron i England.

I Danmark er tilstanden den samme. Prøv selv at tænke tilbage. Kan du nævne bare en dansk politiker fra de sidste 10 år, der ikke har været bange for fremtiden?  Der ikke har set dystert på alt lige fra klimaet, naturen, miljøet, demografien, konkurrenceevnen, sammenhængskraften i samfundet, den stagnerende vækst, sædernes forfald, dyrevelfærden, kriminaliteten, folkeskolen til Kinas stigende globale betydning? En dansk politiker, der har turdet udvise blot en flig af fremskridtstro og optimisme? En politiker, der ikke bare vil bevare de tilsyneladende smuldrende stumper af Danmark, men som rent faktisk tror på, at vi som samfund både kan og vil gøre det bedre i fremtiden? En politiker der vil være andet end en forvalter af velfærdsstaten?

Er det så noget nyt? Måske ikke helt. Det har efterhånden været en sport for postmodernister i 40 år at tale om ‘de store fortællingers død’ og ideologiernes forfald. At masser af politikområder mere eller mindre afpolitiseres, outsources til EU-systemet eller bare forsvinder fra den politiske debat (se eksempelvis dansk skattepolitik og den finansielle regulering) har fundet sted længe. At politikere i dag er blevet til forvaltere er heller ikke en ny analyse. Det er derfor, at vi i dag tror på Mogensen og Kristiansen, når de besnakker os med deres forsimplede og behageligt letforståelige historier om hvad politik i fraværet af substans og ideologi ”virkelig” handler om: Taktik, personsager, spin.

Alle politiske kommentatorer talte en overgang om hvad Helle Thorning-Schmidt regeringens store ‘vision’ eller ‘projekt’ mon var. En tolkning kunne være, at regeringen netop ikke har noget fremskridtsprojekt længere. I sin essens blev det store socialdemokratiske fremskridtsprojekt opnået med opbygningen af velfærdsstaten i 1950′erne og 1960′erne. Siden 1980′erne og frem til i dag har det for både venstre og højre side i folketingssalen handlet om at forvalte samfundsmodellen på en økonomisk bæredygtig måde. Med undtagelsen af nogle jævnt trange forsøg under Anders Fogh Rasmussen på at italesætte ‘værdikamp’, så har ingen mainstream politikere for alvor fremlagt forslag til radikale forandringer af samfundet hen imod det, de selv (ud fra deres givne politiske observans) opfatter som ‘fremskridt’.

Ved folketingsvalget i 2011 var de ideologiske diskussioner ganske fraværende. Valget handlede mest om hvorvidt man mente S-SF-R eller V-K-O ville være de mest kompetente forvaltere af økonomien og velfærdsstaten. Der skulle justeres og måske reformeres en smule. Samfundsmodellen som sådan var ingen betydende politikere optaget af at ændre. Indtrykket cementeres af skatteaftalen fra juni måned, der på de fleste områder var en vaskeægte afideologiseret ‘forvalteraftale’ af den type, som politikerne gerne selv vil omtale som ‘ansvarlige’. Der forandres for at bevare, ikke for at skabe ‘fremskridt’.

Hvorfor er alt dette problematisk? Forstå mig ret. Jeg er ikke fortaler for naiv idealisme, lalleglade visioner eller politiske utopier af nogen art. En sund portion realisme og bekymring, er med meget stor sandsynlighed den mest begavede måde at gå til verden på. Men jeg finder det alligevel urovækkende, at vi i den offentlige debat stort set har opgivet troen på samfundsmæssige fremskridt. Især fordi de visioner vi engang havde på samfundets vegne nu tilsyneladende blot er blevet privatiserede.

Den vestlige middelklasse tror nu kun på fremskridt i eget liv frem for i samfundet generelt. De læser selvhjælpsbøger, lærer at lave mad, går på personlighedsudviklende kurser, holder op med at ryge, går på diæt, er helikopterforældre og udbygger hjemmet. I starten af 1900-tallet kæmpede arbejderbevægelsen for bedre forhold, flere kollektive rettigheder og mere fritid. I det liberale og individualiserede samfund bærer du selv ansvaret for livet – og det privatiserede fremskridt er på mange måder i et modsætningsforhold til indholdet af den gamle, socialdemokratiske fremskridtstro. For det privatiserede fremskridt handler ikke om fritid, frihed eller frigørelse, tværtimod. Fester er ikke for sjov, det er muligheder for at netværke. Caféer er et sted, hvor du sidder og arbejder på din computer. Sport er ikke meningsfuldt i sig selv, det er et middel at (for)blive fysisk attraktiv. I takt med at troen på samfundsmæssige fremskridt døde, er der tilsyneladende sket en selvdisciplinering, kontrollering og perfektioneringen af ‘det gode liv’. Hvis man læser damebladene, Bo Bedre eller avisernes livsstilssektioner, så fordrer ‘det gode liv’ at du kontrollerer din krop, kontrollerer dit hjem, kontrollerer dit tidsforbrug, kontrollerer din karriere, kontrollerer hvilke fødevarer du køber, kontrollerer din vægt, kontrollerer dit image, kontrollerer dine børns skolegang, kontrollerer din selvtillid, kontrollerer dit samtalekøkken, kontrollerer dit sexliv. Hvis man ikke har selvkontrol, er man de facto en taber. Det privatiserede fremskridt er så intimt forbundet med selvkontrol, at hvis du ikke udviser disciplin, så er du reelt selv skyld i dine manglende fremskridt. Derfor ser man ned på de overvægtige, ned på rygerne, ned på de arbejdsløse, ned på de faggrupper der jamrer over manglende kontrol over egen arbejdssituation, ned på kolleger, der ikke i det mindste lader som at de dyrker sport. Det er ikke længere staten eller religionen, som er repressiv eller kontrollerende – dét er os selv.

Er det en problematik? Ja, egentlig. For det er som bekendt menneskeligt at fejle. Nogle gange byder livet en forhold, hvor selvkontrollen er vanskelig at bevare. At lade ens selvværd og oplevede fremskridt basere på et ubarmhjertigt fænomen som selvkontrol, er reelt det samme som at skabe horder af mennesker, der oplever sig selv som tabere. Er det helt rimeligt overfor en generation af unge mennesker, som er så uheldige at komme ud på arbejdsmarkedet i vor tids største og mest langvarige økonomiske lavkonjunktur?

Endelig: Hvordan spiller den grundlæggende usunde privatiserede fremskridtstro sammen med den deroute, som den samfundsmæssige fremskridtstro oplever? Hvad betyder den manglende fremskridtstro for civilsamfundet? Har vi opgivet idealerne om en vellykket integration i Danmark? Har vi opgivet tankerne om en stadig bedre folkeskole? Er det omsonst at forestille sig et Danmark, hvor halvdelen af befolkningen ikke lever af offentlige overførsler på en eller anden måde? Holder Søvndal mund overfor Hu Jintao om Tibet, fordi såkaldt ‘realisme’ og handelsaftaler vejer tungere end troen på demokratiske fremskridt? Har miseren i Irak medført, at vi helt har mistet troen på et mere fredeligt Mellemøsten? Langt, langt størstedelen af Europa-Kommissionens politikforslag er som regel af den defensive, angste og forvaltende art. Men er det af den grund helt vanvittigt at visualisere sig et Europa, der ikke udelukkende er bange for fremtiden?

Folkene bag andels- og højskolebevægelserne i Danmark i slutningen af 1800-tallet tænkte ikke på den måde. De ønskede ikke bare at forvalte og være realistiske. Det gjorde arbejderbevægelsen og Socialdemokraterne heller ikke. De strømninger baserede sig på fremskridtstroen – og de forandrede på hver sin måde Danmark til det bedre. De oprindelige skabere af Kul- og Stålunionen (det senere EF og EU) kom muligvis fra en grum Anden Verdenskrig verden, men skabelsen af et stadig tættere Europa var netop baseret på en fremskridtstro. Indenfor forretningsverdenen, så er det forvaltere som Microsoft og Nokia, der taber – ikke de fremskridtstroende folk i Google og Apple.

Jeg oplever det som at vi i Europa og Danmark har gravet os for langt ned i et sort hul – og pt. skygger jordbunkerne rundt om hullet for, at vi kommer videre. Der er brug for fremskridtstro på en begavet måde. Måske vi skulle tage noget af den patalogiske selvdisciplinering og anvende den i en mere konstruktiv retning? Engagere os i samfundsdebatten frem for i slankekuren? Hvem ved, måske endda genskabe troen på samfundsmæssige fremskridt? Så lad os glemme selvkontrollen en smule – og gå i gang med at forandre verden til det stadig bedre.

Retrospekt

 

Året 2007 nærmer sig efterhånden sin slutning, og i den anledning plejer en del magasiner, blogs m.v. at gå i selvsving med at lave lister over dette og hint. En af de mere interessante af slagsen er af Gideon Rachman, såkaldt “Chief Foreign Affairs Columnist” (ja, intet mindre!) i Financial Times. Udover at være i besiddelse af en über-cool jobtitel, så har han udformet en liste over noget så beskedent som de fem vigtigste begivenheder i verden i 2007.  Hans bud for i år er:

1) The surge 2) Sarkozy elected 3) Blair steps down 4) Flotation of PetroChina – becomes largest company in world by market cap, selected largely for symbolic reasons 5) Sub-prime crisis

But that’s a tentative list, and I’m open to persuasion. Here are some other events I’m thinking about including – Musharraf’s mini-coup; Hamas’s seizure of Gaza; something Russian – either Putin’s Munich speech, or possibly today’s announcement that Medvedev is his chosen successor; the monks’ revolt in Burma; Gore gets an Oscar and a Nobel prize; the revival of the EU constitution; the NIE report on Iran; the resignation of Shinzo Abe; the defeat of John Howard; Turkey’s constitutional crisis and the re-election of the AKP; the last episode of the Sopranos.

Ahr, det virkeligt irriterende ved den slags lister er jo, at de tvinger een til selv at filosofere over året der gik. Det falder mig en anelse svært at foretage Rachmans ranking af de globale begivenheder, men det er min ambition at gentage sidste års stormende succes: En kæk solipsistisk årsopgørelse. Hvem ved, måske man endda kan lokke Stobbe og den pludseligt blogaktive Fuldmægtige til det samme?

PS. Jeg er uenig i nummer tre på listen. Hvorfor skulle Blairs afgang være så central? Den var jo ventet og han havde været en lame duck længe. Desuden ser det jo ud til at Gordon Browns udenrigspolitik ikke adskiller sig meget fra sin forgænger. Og hvor er Afrika henne på listen? Mon ikke de humanitære situationer i Darfur og landet-hvor-en-borgerkrig-for-ganske-få-år-siden-kostede-små-3 mio.-mennesker-livet også fortjener at blive nævnt i en bisætning eller to?

Humanism is obsolete

Godt så, jeg tilstår: Fantastiske citater er noget af det der ligger mit hjerte allernærmest. Når de så samtidig kommer fra et af mine helt store intellektuelle idoler, Joseph A. Schumpeter, så er det jo kun endnu bedre:

“Early in life I had three ambitions. I wanted to be the greatest economist in the world, the greatest horseman in Austria, and the best lover in Vienna. Well, I never became the greatest horseman in Austria”

Man skal som bekendt aldrig sætte sit lys under en skæppe! For mere info om Schumpeter, kan man kigge forbi her og her. Anbefales til de mere elitære sjæle blandt læserne.