Heaven’s Gate

Jeg fordybede mig henover nytårsdagene i en podcast i ikke færre end ti dele om ‘Heaven’s Gate’-kulten.

Det er klart at suicidale UFO-dommedagskulter – hvor de i tiden inden masseselvmordet også kastrerede hinanden – er en anelse ekstreme i deres løsninger. Men noget jeg kom til at tænke på, da jeg hørte om deres tankesystem var: Ja, de mennesker var gakkede, psykisk sårbare og sandsynligvis mentalt forstyrrede. Men hvis man kom udefra – måske gemte sig bag et Rawlsk slør af uvidenhed – og anlagde samme kritiske/tilstræbt objektive distance til de religiøse narrativer og livsførelser, vi betragter som mainstream i vestlige/sekulariserede samfund anno 2022, ville vores egne tankesystemer, moralske modeller og logikker så pr. definition blive betragtet som sunde, raske, naturlige og rigtige? Kræver det egentlig ikke nogen lidt underlige argumentatoriske spagatøvelser for at få tingene tingene til at hænge sammen?

De senere års fragmentering, polarisering og disinformation udfordrer i hvert fald antagelsen om en ’normal’ og almengyldig mainstream. Dermed ikke sagt, at jeg som almindelig bøvet leverpostejsdansker ikke selv abonnerer på det meste af den samlede mainstreampakke; jeg er mildest talt ikke en heterodoks tænker. Men når man møder fænomener, som er så langt ude som ‘Heaven’s Gate’ var, og som fuldstændig forkaster mainstream, så må man fundere over, hvad ens egen verdensmodel indeholder af besynderligheder. 

Som den omvandrende kliché jeg tydeligvis er, så er jeg begyndt at lytte til true crime podcasts i mine herostratiske bestræbelser på at lade som at COVID-19-situationen ikke eksisterer. Efter at have fedtet rundt i den ikke helt tilstrækkeligt spændende ‘Up and Vanished’, er jeg nu kommet til absolut sidste stop inden horrorgenren: ‘Casefile’. Her får man i den grad mord og lemlæstelser for alle pengene. Aktuelt lytter jeg til et afsnit om ‘the backpacker murders’, der i den grad ikke er for sarte sjæle. Klart anbefalet hvis du er til den slags.

This American Life

På et tidspunkt var jeg fuldstændig au courant med alle afsnit af This American Life podcasten.

For ligesom med The New Yorker, så er podcastens topniveau svimlende højt. Den har bidraget med nogle af de bedste, mest melankolske, interessant og oplysende historier, jeg til dato har lagt ører til. Omvendt er det – igen ligesom med The New Yorker – måske kun 1 eller 2 ud af 10 historier, hvor This American Life rammer helt plet hos mig. Og så er det historier af den type, som gør at man ikke kan fortære andet kultur (i.e bøger eller netsurfning) samtidig.

Man skal kort sagt prioritere sin lytning, hvis man vil have fuld valuta af This American Life.

Kombineret med hård konkurrence om min pendlertid i toget (for det er altså vanskeligt at lytte til podcasts og dybdelæse en bog samtidig, synes jeg), betyder behovet for en prioriteret lytning, at jeg er faldet lidt af vognen de senere måneder. Men forleden fik jeg endelig givet de ophobede afsnit et kritisk lyt. Og sandelig om der ikke var et par fremragende af slagsen, som jeg hermed vil anbefale til jeres evt. komsumption:

God lyttelyst.

Serial

For en gangs skyld holder hypen: Podcasten ‘Serial’ er helt og aldeles fremragende. Det er vanskeligt at ikke at blive helt opslugt af historien. Den forvandlede min kedsommelige (og ret lange) hjemrejse fra svigerforældrene i Midtsverige til en sand fornøjelse. Giv den et lyt. Jeg garanterer at I blive fanget.