Salvation

Som tidligere nævnt er Peter F. Hamilton en af mine absolutte yndlings science-fiction forfattere, så det var med betydelige forventninger at jeg fik i gang med ‘Salvation’.

Fik jeg så hvad jeg kom efter? Både ja og nej.

Jeg fik space opera, intergalaktiske krige, nærmest pornografisk detaljerede rumskibe og utopiske samfundsmodeller. Men jeg fik også detektivhistorier og post-apokalyptiske scener. Altsammen er ting jeg holder meget af, men i én og samt bog bliver det næsten lidt for meget. Især når det ikke rigtig hænger sammen.

Det konceptuelle overload lader sig gøre fordi ‘Salvation’ mest af alt må betragtes som en antologi af noveller, som Hamilton har forsøgt at vinde nødtørftigt sammen med en overordnet historie. Det fungerer delvist, men så alligevel ikke helt; novellerne er simpelthen for varierende i kvalitet og relevans. Jeg har kort sagt Hamilton mistænkt for at have haft en række karakterer og historier liggende i skuffen, der hver for sig var interessante, men dog ikke helt tunge nok til at kunne bære en hel roman.

Løsningen blev derfor ‘Salvation’, der samlet set gav mig mange fine stunder, men som mangler det store overblik fra hans tidligere mesterværker. Men hvem prøver jeg egentlig på at narre med denne smågnavne anmeldelse? Hamilton er altid en fornøjelse, og jeg kommer naturligvis også til at læse opfølgeren, ‘Salvation Lost’, der netop er udkommet.

Golden State

I grunden forstår jeg ikke helt hvorfor at en esoterisk butik som Science Fiction Bokhandeln ligger midt på en af det turisthærgede Gamla Stans mest befærdede gader. Men det ser ud til virke; som en af de få boghandlere virker den relativt upåvirket af Amazons dominans.

o

Siden min første Kindle i 2014 har jeg måske købt 2-3 skønlitterære bøger i fysisk udgave, men ved gårdagens besøg gjorde jeg sjælden en undtagelse og vendte hjem med Ben H. Winters ‘Golden State’ og Peter F. Hamilton ‘Salvation’.

Begge er nye udgivelser af forfattere, som jeg før i tiden har haft stormende forelskelser i. Winters’ ‘Underground Airlines’ var min favoritbog i 2016 og Hamilton har jeg været fan af siden jeg læste hans space opera mesterværk ‘The Reality Dysfunction’ tilbage i sommerferien 2008.

Jeg sætter egentlig pris på at læse på mine Kindle, men det er grundlæggende noget andet at læse en bog i fysisk form. Det er i hvert fald langt lettere for mig at læse langt og intenst på papir. Således også i går, hvor jeg åd samfulde 310 sider i ‘Golden State’ henover én aften. Det er en fremragende thriller, nok især hvis man holder af alternative virkeligheder, dystopien og forfattere som Blake Crouch og Philip K. Dick. Vi er måske ikke helt oppe i ‘Underground Airlines’ klassen, men det er tæt på.

Nu glæder jeg mig til at komme i gang med ‘Salvation’, som jeg håber er en tilbagevenden til Hamiltons gamle dyder. Det er desværre nogen år siden jeg har læst noget af ham, primært fordi han har insisteret på at skrive bøger indenfor det samme ‘Commonwealth’ univers. Ikke at der er noget galt med det univers som sådan, men når det nu er snart 10 år siden jeg læste de første tre glimrende bind i serien og jeg gik i stå i den fjerde gudsjammerligt kedelige bog (og derfor heller ikke har læst de tre efterfølgende …), så ville jeg afvente at Hamilton kastede sig ud i et nyt univers. Det har han gjort med ‘Salvation’, hvilket fylder mig med en vis forventning.

Generelt har 2019 været et fint år for mig på science fiction og fantasy fronten. Har fået læst en række særdeles gode romaner, og det ser ikke ud til at stoppe. Tror jeg får sat ny læserrekord i år.

Ud af skabet

Man burde velsagtens skamme sig.

Men jeg laver altså ikke noget fornuftigt i disse dage. Ingen dybe tanker over verdens sande tilstand (selvom jeg som Eurasia-nörd vel burde väre aldeles oprevet over de seneste ugers konflikt i Georgien) og ingen större fysiske aktiviteter a la nye bjerg-erobringer.

Det skyldes dels at både Maria og undertegnede er blevet en anelse små-sengeliggende af forkölelse, dels at vejret er skiftet ganske kraftigt om. Vi er gået fra bagende temperaturer og grillende sol til nu at befinde os i start 20’erne og have skiftevis kraftig regn, så overskyet og endelig periodevis sol. Området er også smukt i den slags vejr (jeg kan til stadighed fascineres af at se på hvordan skyerne opförer sig i bjergene!), men den slags omskifteligheder lägger nu alligevel ikke rigtig op til de store udendörsaktiviteter. Hvis vi ser bort fra en solbadedag i Lavertezzo i den smukke Valle de Verzasca og gårdagens besög i Locarno og Ascona, så er de sidste tre-fire dage derfor primärt blevet brugt til indendörs sysler a la bogläsning, familiehygge og en svömmetur eller to i Lago Maggiore.

Således fik jeg forleden färdiggjort förste bind i Peter Hamiltons ‘Night’s Dawn’ science-fiction bogserie. Sci-fi er min hemmelige last, som jeg efter adskillige års tabu, fremmedgörelse og det-snakker-vi-ikke-om-offentligt nu har tänkt mig at udleve i fuld flor. Jeg har altid elsket Frank Herberts ‘Dune’ böger og haft en varm passion for Philip K. Dick, ligesom jeg som nördet teenager havde stor gläde af Isaac Asimovs ‘Foundation’ böger. De senere år har jeg dog på ulykkelig vis forsögt at undertrykke min sci-fi lidenskab, under vrangforestillingen om, at rumskibe, tidsrejser, episke fortällinger og kolonisering af fremmede planeter ikke var sobre emner at beskäftige sig med for en veluddannet og seriös ung mand. Imidlertid lånte jeg forleden Walter Jon Williams ‘Dread Empire’s Fall’ serie på biblioteket, og det var som at smide en tändstik ned i knasende tört hö. Passionen blev atter vakt til live, og når först de intergalaktiske rumkampe brager og de spekulative fremtidsvisioner folder sig ud, så er jeg helt og aldeles til salg.

Assisteret af det trofaste internet og en nästen ligeså nördet kollega, fandt jeg ud af, at Hamiltons ‘Night’s Dawn’ serie skulle väre noget när det ypperste som sci-fi genren har budt på de sidste 10-15 år. Det viste sig dog at väre en underdrivelse, for det er sandt for dyden mange år siden, at en bog har bläst benene så godt og grundigt väk under mig som ‘The Reality Dysfunction’, den förste del i serien, har gjort det. Den er helt eminent god. For det förste har Hamilton en ualmindelig god fantasi og det univers han har opbygget er helt igennem fascinerende. For det andet er han god til at skrive, et kendetegn som det desvärre ikke er alle sci-fi forfattere som besidder. Herudover er historien drönuhyggelig og der er fart på hele tiden. Det er som om at universerne fra Dune, Foundation og Blade Runner har fået et elskovsbarn sammen med den förste Alien film, og samlet set har man den mest fabelagtige bog i mands minde. Og det bedste af det hele er, at jeg kun har läst den förste af tre böger. Der er med andre ord stadig 2000+ sider som jeg kan svälge i. Jeg kan nästen ikke vente med at komme hjem og plyndre Fantask når jeg kommer hjem!

Det nästbedste ved at komme ud af sci-fi skabet er, at jeg nu med god samvittighed kan bekende mig til underlödige tv-serier såsom Lost (indiskutabelt den mest sci-fi’ede tv-serie overhovedet) og – måske – Heroes (som jeg stadig mangler rigtig at blive fascineret af. Måske Sven kan hjälpe?). Jeg har aldrig rigtig fået set tv-serier som Star Trek eller Battlestar Galactica, men jeg har på fornemmelsen, at det er noget jeg burde göre mig mere i.

Det er med andre ord fagre nye verden. For at komme lidt ned på jorden igen, er jeg efterfölgende begyndt at läse Lawrence Wrights ‘The Looming Tower’ om Al-Qaedas udvikling fra 1940’erne indtil 11. september 2001. Normalt orker jeg ikke at läse nogle af de uendelig mange konspiratoriske NU-afslörer-jeg-sandheden-bag-9/11-og-krigen-mod-terror-og-Irak (gät hvad, det var Bush der gjorde det hele. Mwahahahahahaha!!!) böger, men da jeg havde läst positive anmeldelser i såvel Weekendavisen, Economist og Atlantic Monthly + at bogen har vundet Pullitzer prisen i 2007, så tänkte jeg at det var på tide at få udvidet horisonten lidt. Og den er virkelig spändende. Jeg er kun nået til side 89, men vi har allerede väret rundt om bl.a. islamismens bedstefar Sayyid Qutb og baggrunden for Ayman Al-Zawahiri og Osama Bin Laden. Det er dyster, men spändende og berigende läsning. Og heldigvis er Wright en alt for dygtig forfatter til at slynge postulater og dommedagsteorier rundt omkring sig. Bogen kan indtil videre varmt anbefales.

Rygterne vil vide, at der just nu er et ophold i regnen og at vi derfor skal en tur ud at vandre igen. Må hellere se at få snörret skoene og komme afsted.